clareret for Børnene. Brudgommen, der just var kommen hjem fra Paris, som Frue Kirsten tog ham paa Kornet, troede godt; hvilket ikke var at takke ham for; Frøken Mette var ung, deilig, eneste Barn og Arving til Ansbjerg, hvis Hjorte, Vildsvin og Bønder vare Ligesaa gode som Palstrups; men som med Hensyn til Uhrhøns og Ænder havde meget forud.

Hvad Bruden angaaer, da var hun Forældrenes jernfaste Villie saa ubetinget undergiven, at vi for det første maae lade uafgjort, hvorvidt hendes. egen bøiede sig til Junkeren. Man veed jo, at Pigehjertet helst vælger selv, og ofte forkaster en Beiler af ingen anden Grund, end fordi han er valgt af Forældrene; dog, dersom June ker Kai blot har været den første, tør vi ikke frygte for ham.

Efter denne iffe aldeles unødvendige Digression, fortsætte vi Historien. Da Skytten havde fortalt sit hele Uheld, hvilket han ikke turde dolge, faasom baade Skriverdrengen, dennes første Veiviser, og Hjorterytteren maaskee felv alligevel vilde have gjort det bekjendt, udbrød den strænge, haarde, og i fin Vrede tit næsten rasende Herre i de hjerteligste og oprigtigste Forbandelser over Krybes skytten; og under denne Regn af Ønsker dryppede det af og til paa den arme Niels, der af Frygt for Hosbonden maatte nedsluge fine ligesaa velmeente Eder.

Saasnart det første Stød af Vredens Storm havde sagtnet fin Voldsomhed og givet Forstanden Rum, blev foreløbigen udkastet en Plan til haftig og tilstrækkelig Hævn: den frække Forbryder skulde gribes, og, som den, der nu lettelig kunde overbevises om Vildttyverie, overgives i Justitiens Hænder, og derfra, efter behørig Forberedelse, të Bremerholm. Knuden stak i at fange ham vist; thi

fil han mindste Nys om Faren, vilde han rimeligviis flygte, og lade kone og Børn i Stikken. Den paa fit allerøm= meste Sted saa haardt saarede Herremand vilde først have været vieblikkelig afsted: der var saameget tilbage af Das gen, at man netop ved den indbrydende Nat funde naae sorte Madses Hytte.

Men den naadige Frue, i hvis Hævn altid vifte fig fikkrere Plan og modnere Overlæg, forestillede sin fremfufeude Ægtefælle: at Mørket ogsaa vilde begunstige Misdæderens Flugt, og om denne forhindredes et for= tvivlet Forsvar; bedre altsaa, at drage ud lidt efter Midnat, saa at den hele bevæbnede Magt ved Daggry funde omringe og erobre Hytten.

Dette Forslag blev eenstemmigen antaget, og Junkeren indbudet til at deeltage i Expeditionens Fare og Hæder. Ogsaa Ridefogben, der fom for at rapportere den nye Skriverdrengs Ankomst, og fremvise den medhavende Anbefalingsskrivelse fra Ridefogden paa Vestervig, blev bes falet at holde sig færdig tilligemed Gartner, Ladefoged og Staldkarle, samt at bude en Bondevogn til at følge Toget.

Under de nødvendige Forberedelse til dette, gik Solen ned og Maanen op; og Læseren faaer Tid til at træffe fin Aande, inden han begiver fig til næstfølgende indholdsrige Capitel.

3. Missen.

Hvo fjender ifte i det mindste af Navn

-

bette

Væsen, hvis Smaapudserier næsten alle bære Præget af godmodig Overgivenhed? Hvo har ikke hørt tale om hans

Sym

lille buttede Figur, og hans røde Jacobinerhue bolet paa uindskrænket Frihed? Hvo veed ikke, at det Haus, han vælger til Opholdssted, er fuldkommelig betrygget mod Jldsvaade og anden Ulykke?

(For ikke siden at glemme det, vil jeg strar in Parenthesi anmærke: at der ogsaa gives Skibsnisser, hvis Function bestaaer deri, at de om Natten i Skygs getegning, om jeg saa maa fige gjøre Udkast til alt det Arbeide, der næste Dag vorder udført: lette Anker eller kaste det, heise Seilene eller lade dem falde, beslaae dem, rebe dem hvilket altsaa betyder Storm; ja, han holder sig end ikke for god til en Svabergasts Bestilling; men vasker Dækket nok saa pænt. Velunderrettede paas staae, at denne Spiritus navalis ogsaa viser fit nære Slægtstab med Huus- eller Land-Nissen i Skjelmsstykker. Undertiden dreier han Fløiet, slukker Lyset i Nathuset, driller Skibshunden, og om der ombord befinder sig en Passageer, som ei kan taale Seen, vil man see Skjelmen med hjertebrækkende Miner gylpe i Posen. gaae, springer han Natten før Afreifen et andet Skib, eller svømmer iland. anmærke: at da det kun er saare Faa givet at see denne luftige Person, kommer hans Advarsler ikkun fielden tilnytte.)

Skal Stibet foroverbord, bestiger Sluttelig maae jeg

Huusnissen, med hvem vi her i Særdeleshed have at bestille, er en sand Velsignelse for den Vaaning, som han beærer med sin Nærværelse: den er sikker mod Jld, Storm og Tyvehaand. Hvo vilde derfor regne det saa noie med den lille Fyrs Krumspring? At han imellemftunder rider sig en lille Tour paa Hesten i Spiltouget, og derved bringer den i Skumsveed, skeer vistnok kun for at skaffe denne en gavnlig Bevægelse; at han malker en

Koe førend Pigen, er alene for at bringe hende til at reise sig lidt før om Morgenen; at han nu og da kniber et Hønseæg, gjør Jav med Mis paa Loftet, eller vælter en Natpotte, hvo vilde tage ham det saa ilde op, eller derfor misunde ham den Smule Julegrød, som ingen bes tænksom Huusmoder undlader at hensætte til ham i en Krog paa Loftet? Kun i Tilfælde af at dette forsømmes, antager hans Characteer et svagt Anftrøg af Hævnelyft; thi da fan Mutter i Huset være temmelig vis paa at faae fin Grød sveden, eller sin Suppe fnærret; hendes DI vil kaste sig, eller Melken vil ikke ofte sig, eller og hun maae finde sig i at fjerne en heel Dag uden at faae Smør.

Nu da: et saadant lille Huusspøgelse havde fra umindelige Tider (og har endnu, kan jeg troe) havt fit Tilhold paa Ansbjerg; skjøndt man turde antage, at denne Herregaard iffe var hans eneste Bopæl; thi stuns dom forløb flere Aar, uden at man mærkede det mindste til ham.

Men just i den Tid, paa hvilken vor Historie indfalder, begyndte han atter at drive fit Væsen, eller Uvæsen om man saa vil. Gartneren savnede af og til nogle urf fine skjønneste Blomster, eller flere af de største og modneste Ferskener: det Mærkeligste var, at begge Dele undertiden om Morgenen bleve fundne i Frøken Mettes Kammer, hvoraf man med Rimelighed sluttede sig til, at denne Dame stod hoit anskreven hos meerbemeldte Nisse. Endvidere fortalte Staldkarlene, at det mangen en Nat iffe var rigtigt mellem Hestene, og om Morgenen befandtes een af dem saa ilde tilrakket, som om den havde været taget i Tjeneste til et langt og heftigt Ridt. De forsiks frede og hvo vilde tvivle derpaa? - at de ofte havde

sprunget ud i Stalden; men saa havde Alt paa Dieblikket været stille. Kun eengang syntes de at kunne skimte den fatale røde Hue; og siden efter blandede de sig iffe mere i Nissens Affairer; og deri gjorde de meget vel.

Hvad der lagde end mere Vægt til disse Beretninger var: at Niels Skytte, da han en Aften kom fra Vis borg, og hverken var fuld eller gal, alligevel ikke havde været Mand for at finde Veien fra Demstrup ned til Gaarden, ffiøndt den gik saa lige som en Snor, og det var Maaneskin. Enten han vilde eller ei, maatte han ud i Storhuusellerne, hvor den røde Hue flere Gange pippede frem mellem Træstammerne. Da han var Karl for sin Hat, raabte han Spøgelset an; men hvergang han oplod fin Mund, faldt han, og hørte ligesaa ofte en fæl Latter, der lød snart som en Uhrhanes Skoggren, snart som en Horsegjozs. Da han endelig, tilfølet og forreven, var sluppen ud af den moradfige Tykning, hørte han bag ved fig Raaen blade og Sneppen fløite, skjøndt det endnu var langt fra Blades og Sneppe - Tiden. Saa uforkastelige Vidnesbyrd undlod ikke at gjøre et dybt Indtryk paa hele Gaardens Personale, især det kvindelige. Ja Naadigherren felv modtog flige Efterretninger med en betydningsfuld Taushed.

Saaledes ftode Sagerne, da Toget mod sorte Mads foretoges: hvilket gjorde Epoche i Ansbjergs Historie, og mange Aar efter brugtes som en Æra, saa at det længe heed: "det var det samme Aar, som vi var paa Jagt efter sorte Mads; det var to, det var tre Aar efter," v. s. v.

Med spændt Forventning ventede de Tilbageblevne hele Dagen paa Executionsarmeen. Det blev Middag, Aften og Midnat; og endnu var Ingen at høre eller fee.