Billeder på siden
PDF
ePub

„Det spurgtes da snart heromkring i Nabolavet, og et Fjerdingaarstid efter kom Mads Egelund, for at bejle til hende anden Gang. Men hun vilde ikke vide af ham at sige, hverken for Lidt eller for Meget. Da han nu fornam, at hun slet ikke kunde lide ham, blev han Studsig og fik Ondt isinde. Jeg og Folkene, og Alle de, der kom her, passede bestandig nøje paa, at vi iffe lod falde det mindste Ord om, hvordan hun selv i hendes Affindighed havde undlivet den stakkels Esben; og hun tænkte vel ogsaa, at han enten var død eller gift derude i Sønden.

"

En Dag, som nu Mads er her og trænger stærkt paa hende, om at give ham Ja, og hun saa svarer, at hun hellere vilde døe, end giftes med ham: siger han reent ud, at han slet ikke var saa hægen for Een, der havde fkaaret Halsen over paa sin første Kjereste; og dermed fortæller han hende det hele, som det var tilgaaet. Jeg staaer ude i Kjøkkenet og hørte det saa halvt om halvt. Jeg slænger hvad jeg har i Haanden, springer ind og raabte til ham: Mads! Mads! Gud forlade Jer! hvad er det, I giør? Men det var for filde: hun sad paa Bænken saa bleg som en kalfet Væg, og Djnene stode stive i hendes Hoved.

"

„„Hvað gjør jeg?"" fagde han, „„jeg siger jo ikke Andet, end hvad fandt er; det er bedre hun faaer det at vide, end at holde hende for Nar, og lade hende gaae og vente efter en død Mand, hendes hele Livstid. - Farvel! og Tak for mig!""

Han gik; men hun var igjen falden tilbage, og faaer vel aldrig hendes Forstand mere i dette Liv. I seer selv, hvorledes hun er: al den Tid, hun ikke fover, synger hun den Vise, hun selv har digtet, dengang Esben drog til Holsteen, og bilder sig ind, at hun spinder paa Brude

lagnerne. Ellers er hun dog rolig Gud skee Lov! og gjør ikke det mindste Kræ Fortred; men vi tør alliges vel ikke slippe hende af Sigte.

Gud see i Naade til hende, og lose snart op for os begge To!"

Idet hun talte de sidste Ord, kom den Ulykkelige ind med sin Ledsagerske: „Nej“, sagde hun, „idag er han ikke at see; men imorgen har vi ham vist. Jeg maae skynde mig, om jeg skal blive færdig med Lagnerne."

Hun satte sig hurtig ned paa sin lille Halmstol, og med Hænder og Fødder i rast Bevægelse istemte hun atter fin Klagesang. Et langt, dybthentet Suk gik hver Gang forud for Omkvædet:

"Den største Sorg i Verden her

"Er dog at skilles fra den, man har kjer."

Hendes skjønne blege Ansigt sænkede sig da ned mod Barmen, Hænder og Fødder hvilte et Øjeblik; men snart og skyndsomt rettede hun sig atter i Vejret, istemte et andet Vers, og satte Skyggerokken igang.

I tungsindige Tanker vandrede jeg tilbage; min Sjæl havde antaget Ørknens Farve. Min Phantasie var ene fysselsat med Cecilia og hendes rædsomme Skjæbne. I hvert et fjernt Luftbillede troede jeg at see Hosekræmmerdatteren, hvorlunde hun sad og spandt, og rokkede og slog ud med Armene. 3 Hjejlens sørgmodige Toner, i den eenlige Hedelærkes eensformige Klagetriller, hørte jeg kun de førgeligfande, af saamange tusinde faarede Hjerter dybtfølte Ord:

"Den største Sorg udi Verden her

"Er dog at skilles fra den, man har kjer."

Staffels Louis!

Bouchain, Mai 1816.

Min in fjere, trofaste Ungdoms - Ven! Saa hilser jeg Dig første Gang fra Scheldeflodens frugtrige Bredder!

Hvad det dog er for en pæn Indretning med dette Postvæsen sikkert, snart, for godt Kjob at faae fine Breve expederede saa langvejs, hundrede, tusinde Mile vidt! Brevfkriveriet selv ikke at forglemme! Det har ma foi ingen Flynder været, som først opfandt Bogstaver; jeg taffer ham i hans Grav, hvor den saa ellers findes; for nu kan vi To dog imellemstunder raabe til hverandre, og meddele vore uforgribelige Meninger. Jeg kan virkelig indbilde mig, at vi ere ganske nær sammen: Skillerummet er í Grunden slet ikke større end Gitteret, hvorigjennem jeg stundom discourerer med en lille Novice.

-

Hvad det nu var, jeg vilde sige! i det Øjeblik jeg fatte Pennen til Papiret, fremkogler den liig en Troldmands magiske Kjep hine gamle Historier fra vor Barndoms sorgløse Samliv, hine Begivenheder, hvis Vigtighed og dybe Betydning Ingen uden Du og jeg indseer.

[ocr errors]

Jeg er nu stemt accurat som dengang vi, efter flere Aars Adskillelse, mødtes i Kannikestræde: Du kom fra Skolen derovre for at blive Student jeg fra Akademiet. Hvor kjæften lob paa os, da vi vare fomne ind paa dit Værelse, og havde sat os vis à vis, som vi Franskmænd sige: kan Du huske dengang og dengang?

[ocr errors]

da vi havde knebet Kirsebær, og vore rode Fingre forraadte os? og da vi fiskede Hundesteiler i Møllebækken, og Du gik ned paa Hovedet? og da vi gjorde Kirkenøglen til en kanon, og fik Kallevaps for vore Forsøg i Ingenieurvidenskaben? og da Du, og da ví, og da jeg, og da Du" og saa fort videre hen ad Vejen.

Eh bien! enfiu!

[ocr errors]

som vi sige her i Bouchain nu vil jeg igjen begynde med noget af det Gamle! Kan Du huske Emigranten, vor første franske Sprogmester og Tegnelærer, pauvre Louis, som han kaldte sig selv? Kan Du huske, hvordan vi løb ud for at møde ham, naar han skulde komme fra Randers?

[ocr errors]

Jeg synes, jeg endnu grandgivelig seer ham marscherende ned ad Præstegaardsbakken i sin lange mørkegrønne Frakke, der stedse aaben svajer tilhøjre og venstre, som om han kaftede Skjøderne tilside med fine stjæve Been om Forladelse! jeg mener just ikke stjæve Been; men Du husker maaskee, hans knæer sad lidt indad; det klædte ham ellers godt, naar han gik. Hatten lict gammel og slidt var den, saavelsom Frakken sad altid højt op i Nakken og ned i Panden, lidt paaskraae over det venstre Dje, og skjulte Ansigtet lige til Næsetippen, da han næsten idelig saae nedad for fine Fødder; engang imellem saae han op, men i selvsamme Djeblik ned igjen, ligesom En, Solen skjærer i Dinene. Et lille fmækkert Spanskrør var i uafladelig Bevægelse foran ham, som om han fejede mellem Mygsværme.

Husker Du, hvor bange vi bleve for ham, den første Gang han kom til os, og vi vare ene i Stuen? Hans Store Figur og martialske Holdning, hans mørkladne barske Aasyn, som et tykt sort Halsklæde gjorde endnu skumlere — alt dette imponerede os ganske betydeligt. Men da

E. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. V.

14

han saa talte til os hvilken Forandring i dette Grenas deergefjæs! hvor han plirrede venligt med sine smaa brune Dine! hvor trohjertigt han smilede! hvor født, hvor indsmigrende led hans ,,mes Petits!"*) Det er dog fandt: en Franskmand kan ret stjæle Børne- og Kvinde-Hjerter Mændenes med, kan jeg troe; din Fader havde neppe talt ti minutter med ham, før de begge To bleve ganske fidele, som Burschen siger.

--

[ocr errors]

Det var Mandag og Fredag han nu skulde give os Lectioner; disse to Dage kom snart til at rangere over Søndagen i vores Almanak, saa glade vare vi ved vor petit Louis, som vi kaldte ham. Erindrer Du, hvor vees modigt han ofte smilte ad os, naar vi sprang ham imøde, greb fat i hans Kjoleskjød, og trak ham ind efter os? Bien venu, petit Louis!**) raabte vi til ham pauvre Louis! fukkede han, og Taarerne spillede i hans Øjne, Hatten skred ned over Næsetippen, og Hagen ind i det sorte Halsklæde.

[ocr errors]

-

[ocr errors]

Men vi havde ingen Sands for hans Sorger vi fjendte jo endnu ingen selv.

,,Vite, vite !" ***) skreg vi, og slæbte afsted med ham; og faa greb han os i sine stærke Arme, og rendte ned ad Bakken med os, som en Kakkerlaf.

Kan Du huske dengang han tog os med ud at fee paa Mynstringen? Da var han ikke pauvre Louis; hvor Alting loe og spillede paa ham! hvor han brystede sig niffede slog Takt med Foden og Spanskrøret!

[ocr errors]

"Han har vist selv havt et Regiment at kommandere," sagde En, der stod noget fra os.

*) Mine Smaa.

**) Velkommen, lille L.

***) Hurtig, hurtig.

« ForrigeFortsæt »