Billeder på siden
PDF
ePub

,,Det spurgtes da snart heromkring i Nabolavet, og et Sierdingaarstid efter fom Mads Egelund, for at bejle til hende anden Gang. Men hun vilde iffe vide af bam at fige, hverken for lidt eller for Meget. Da han nu fornam, at hun slet iffe funde lide ham, blev han ftudfig og fit Dnot isinde. Jeg og Folfene, og alle de, der fom her, passede bestandig nøje paa, at vi iffe lod falde det mindste Drd om, hvordan hun selv i hendes Alfsindighed havde undlivet den stakfels Esben; og hun tænkte vel ogsaa, at han enten var død eller gift derude i Sønden.

,,En Dag, som nu Mads er her og trænger stærkt paa hende, om at give ham 3a, og hun faa fvarer, at hun hellere vilde doe, end giftes med ham: siger han reent ud, at han slet ikfe var faa bægen for Een, der havde fkaaret Falsen over paa fin første Kjerefte; og dermed fortæller han hende det Hele, som det var tilgaaet. Jeg staaer ude i Kjøkkenet og hørte det saa halvt om halvt. Jeg flænger hvad jeg har i Faanden, springer ind og raabte til ham: Mads! Mads! Gud forlade 3er! hvad er det, 3 gjør? Men det var for filde: hun fad paa Bænken faa bleg som en kalfet Væg, og Dinene stode ftive i hendes Hoved.

Hvad gjør jeg? " sagde han, v njeg figer jo iffe Andet, end hvad fandt er; det er bedre hun faaer det at vide, end at holde hende for Nar, og lade hende gaae og vente efter en død Mand, bendes hele livstid. - Farvel! og Tak for mig!"

Han gik; men hun var igjen falden tilbage, og faaer vel aldrig bendes Forstand mere i dette liv. seer felv, hvorledes hun er: al den Tid, hun ikke fover, fynger hun den Vise, hun selv har digtet, dengang Es ben drog til Holsteen, og bilder sig ind, at hun spinder paa Brubes

lagnerne. Ellers er hun dog rolig Gub ffee Lov! og gjør iffe det mindste Are Fortred; men vi tør alliges vel iffe slippe hende af Sigte. Gud fee i Naade til hende, og lose snart op for os begge To!"

Idet hun talte de sidste Ord, fom den Ulykkelige ind med sin ledsagersfe: „Nej“, sagde hun, „idag er han iffe at fee; men imorgen har vi ham vist. 3eg maae ffynde mig, om jeg ffal blive færdig med Lagnerne."

Hun satte sig hurtig ned paa fin lille Halmstol, og med Hænder og Fodder i rast Bevægelse istemte hun atter fin Klagesang. Et langt, dybthentet Suf git hver Gang forud for Omkvædet:

"Den største Sorg i Verden her
„Er dog at filles fra den, man har fjer.“

Hendes stjønne blege Ansigt fænkede sig ba ned mod Barmen, Hænder og Fødder hvilte et Djeblit; men snart og skyndsoint rettede hun sig atter i Vejret, istemte et andet Vers, og satte Skyggeroffen igang.

ftungsindige Tanfer vandrede jeg tilbage; min Sjæl havde antaget Drinens Farve. Min Phantasie var ene fysselsat med Cecilia og hendes rædsomme Stjæbne. } hvert et fjernt Luftbillede troede jeg at fee Hosefræmmer: datteren, hvorlunde hun fad og spandt, og roffede og flog ud med Armene. 3 Hjejlens førgmodige Toner, i den eenlige Hedelærfes eensformige Klagetriler, hørte jeg kun de sørgeligsande, af faamange tusinde faarede Hjerter dybt: følte Drd:

[merged small][ocr errors]

Stattels Louis!

Boudain, Mai 1816. Min in fjere, trofaste Ungdoms - Ven! Saa hilser jeg Dig

første Gang fra Scheldeflodens frugtrige Bredder !

Hvad det dog er for en pæn Indretning med dette Postvæsen fitfert, snart, for godt Kjob at faae fine Breve erpeberede saa langvejs, hundrede, tusinde Mile vidt! Breoffriveriet felv iffe at forglemme! Det har ma foi ingen Flynder været, fom først opfandt Bogstaver; jeg taffer ham i hans Grav, hvor den saa ellers findes; for nu fan vi To tog imellemstunder raabe til hverandre, og meddele vore uforgribelige Meninger. Jeg kan virkelig indbilde mig, at vi ere ganske nær sammen: Sfillerummet er í Grunden slet iffe større end Gitteret, hvorigiennem jeg stundom discourerer med en lille Novice.

Hvad det nu var, jeg vilde fige! i det Djeblik jeg fatte Pennen til Papiret, fremkogler den - liig en Trolds mands magiste Kiep hine gamle Historier fra vor Barndoms forgløse Samliv, bine Begivenheder, hvis Vigtighed og dybe Betydning Ingen uden Du og jeg indseer.

Jeg er nu ftemt accurat som dengang vi, efter flere Aars Adskillelse, mødtes i Kannifeftræde: Du kom fra Skolen derovre for at blive Student jeg fra Afades miet. Hvor Kjæften løb paa os, da vi vare fomne ind paa dit Værelse, og havde sat og vis à vis, som vi Franskmænd sige: „kan Du huske dengang og dengang ?

da vi havde fnebet Kirsebær, og vore røde Fingre fors raadte os? og da bi fiffede Hundesteiler i Mellebæffen, og Du gil ned paa Hovedet? og da vi gjorde Kirkenøglen til en Kanon, og fit Kalevaps for vore Forsøg i Ingenieurvidenskaben? og da Du, og da vi, og da jeg, og da Du" -- og faa fort videre ben ad vejen.

Eh bien! enfin ! som vi sige her i Bouchain nu vil jeg igjen begynde med noget af det Gamle! Kan Du huske Emigranten, vor første franske Sprogmester og Tegnelærer, pauvre Louis, som han faldte sig selv? Kan Du huske, hvordan vi løb ud for at møde ham, naar han skulde komme fra Randers ?

Jeg synes, jeg endnu grandgivelig seer ham mar: derende ned ad Præstegaardsbaffen i sin lange mørkes grønne Fraffe, der stedse aaben fvajer tilhøjre og vens stre, som om han kaftede Skjoderne tilside med sine ffjæve Been – om Forladelse! jeg mener juft iffe ftjæve Been; men Du husker maaffee, hans Knæer fad lidt indad; det flædte ham ellers godt, naar han gik. . Hatten lict gammel og slidt var den, Paavelsom Fraffen - fad altid højt op i Nakken og ned i Panden, lidt paafkraae over det venstre Die, og stjulte Ansigtet lige til Næsetippen, da han næsten idelig faae nedad for fine Fødder; engang imellem faae han op, men i selvsamme Djeblik ned igjen, ligesom En, Solen skjærer i Dinene. Et lille fmæffert Spanskrør var i uafladelig Bevægelse foran ham, som om ban fejede mellem Mygsværme.

Husker Du, hvor bange vi bleve for ham, den første Gang han kom til os, og vi vare ene i Stuen? Hans store Figur og martialske Holdning, hans mørkladne barske Aasyn, som et tykt fort Halsklæde gjorde endnu skumlere

alt dette imponerede os ganske betydeligt. Men da S. S. Blider. Gamle og nye Noveller. V.

14

han faa talte til os hvilken Forandring i dette Grenas deergefiæd! hvor han plirrede venligt med fine smaa brune Pine! hvor trohjertigt han smilede! hvor født, hvor ind: (migrende led hans ,,mes Petits!"*) Det er dog fandt: en Franskmand fan ret stjæle Børne- og kvinde: Hjerter Mændenes med, kan jeg troe; din Fader havde neppe talt ti Minutter med ham, før de begge To bleve ganske fidele, som Burschen siger.

Det var Mandag og Fredag han nu ffulde give os lectioner; disse to Dage fom snart til at rangere over Søndagen i vores Almanak, faa glade vare vi ved vor petit Louis, som vi kaldte ham. Erindrer Du, hvor vees modigt han ofte fmiilte ab os, naar vi forang bam imøde, greb fat i hans Kjolestjed, og traf ham ind efter os? Bien venu, petit Louis ! **) raabte vi til ham pauvre Louis! suffede han, og Taarerne spillede i hans Dine, Hatten ffred ned over Næsetippen, og Hagen ind i det sorte Halsflæde.

Men vi havde ingen Sands for hans Sorger vi fjendte jo endnu ingen selv.

„Vite, vite !" ***) féreg vi, og slæbte afsted med ham; og faa greb ban os i sine stærke Arme, og rendte ned ad Bakken med os, som en Rafferlaf.

Kan Du buffe dengang han tog os med ud at see paa Mynstringen? Da var han iffe pauvre Louis; hvor Alting loe og spillede paa ham! hvor han brystede sig nikfede flog Taft med foden og Spanskrøret!

Han har vist selv havt et Regiment at fommans dere, fagde En, der stod noget fra os.

*) Mine Smaa. **) Velkommen, lille l. ***) Suriig, burtig.

« ForrigeFortsæt »