"Jeg tyssede paa hende; men det var for silde: ethvert Menneske i Kirken havde hørt det, og faae hen til vor Stol vi overgik jo en stor Skam! Endnu tænkte jeg ikke endda paa, at hun var gaaet fra Forstanden; men inden Præsten var kommen ned af Prædikes stolen, begyndte hun igjen at ramse op om Esben og Paradiis, om Brudekjole og Brudeseng, og hist op og her ned, det Første var det Sidste og det Sidste det Første. Vi maatte med hende ud af Kirken. Salig Michel stjændte vel paa hende, og sagde: at det var hendes Skjelmsstykker; ja Gud hjælpe os for Skjelmsstykker! Det var hendes ramme Alvor; taabelig var hun og taabelig blev hun."

Her lod Fortællerinden Bindehosen synke i Skjødet, tog Uldnøglet fra den venstre Skulder, drejede det nogle Gange og bekiggede det paa alle Sider. Men hendes Tanker vare andensteds henne: efter et Par Minutters Ophold trykkede hun Nøglet ind imod begge Øjnene, hang det atter paa sin Hægte, og satte Strikkepindene i hurtig Bevægelse, idet hun saaledes sammenknyttede den sørgelige Begivenheds afrevne Traad.

"

"Al hendes Tale gik ud paa, at hun var død og kommen i Paradiis, og der skulde hun givtes med Esben, faasnart han ogsaa var død; og det blev hun ved med baade Nætter og lyse Dage. Salig Michel for= nam da, hvordan det hang sammen: "Det er Guds Gjerning"", sagde han, hans Villie kan Jngen modstaae""; men det gik ham nær alligevel, og jeg veed nok, hoormangen god Time jeg har ligget i min Seng og grædt, naar alle de Andre vare til Ro. Sommetider kom det mig for, det havde været bedre, om de to unge Folk vare komne sammen: kan hænde sig"", sagde vor Mand; men det skulde nu ikke være.""

"I det første Par Maaneder var hun slem uregjerlig og vi døjede Haardhed med hende; siden faldt hun noget til Rolighed, snakkede kun lidt, men sukkede og græd alt imellem. Ingen Ting vilde hun bestille, for »»i Himmerig.", sagde hun, „„der er det Helligdag hver Dag.""

„Saadan gik der saavel et halvt Aar hen; og det var for det meste dobbelt saa længe siden Esben var draget ud i Sønden, og Ingen havde spurgt Noget fra ham hverken Godt eller Ondt. Da hændte det sig en Dag allerbedst som vi sad her, salig Michel og Cecil og jeg, at Esben treen ind ad Døren. Han var kommen lige fra Rejsen, havde ikke været ved sit eget Hjem, og vidste ikke heller hvordan her flod til, indtil han kastede fine Dine paa Pigen: saa kunde han nok see, at det var iffe rigtigt fat.

""Du tøver længe"", sagde hun, "Brudesengen har staaet opredt over Aar og Dag; men fiig mig først: er Du død eller levende?" a

""Herre Gud, Cecil!"" sagde han, "Du kan jo vel see, at jeg er levende!""

"

"Det var Skade"", svarede hun, for faa kan Du ikke komme ind ad Paradisets Dor. Stræb at lægge Dig til at døe faasnart Du kan! for Mads Egelund gaaer og lurer paa, om han ikke kunde komme først."

""Det er en maadelig Tilstand"", sagde han: „„Michel, Michel! I har gjort stor Uskjel imod øs. Jeg er Mand nu paa fem Tusinde Daler saavel: min Morbroer ude i Holsteen er dod ugivt, og jeg skal arve ham.""

""Hvad for Noget?"" sagde vor Mand,,,,,det var Skade, vi ikke vidste det lidt før; men giv Dig Stunder! Pigen kan vel komme sig endnu.""

Esben rystede paa Hovedet og gif hen til ver Datter, for at give hende Haand: ""Cecil!"" sagde han, „,„snak nu fornuftig! vi ere jo levende begge To, og naar Du vil være rimelig, saa gier dine Forældre deres Minde til at vi maae faae hinanden."

""

Men hun smed begge Hænderne om paa Ryggen og raabte: Viig bort fra mig! hvad haver jeg med Dig at gjøre? Du er et Menneske og jeg en Guds Engel." Da vendte han sig om og stak i at græde ret bitterlig: "Gud forlade Jer, Michel Krænsen!" sagde han, „hvad I har gjort imod os to syndige Mennester." "

""Giv Dig tilfreds!"" sagde vor Mand, „„det fan blive godt. Læg Dig nu her i Nat og lad os fee hvad hun siger imorgen.""

"Det var Aften og der trak et strængt Vejr op med Torden og Lynild, det græsseligste jeg nogen Tid har fjendt -ret som Verden skulde forgaae. Saa blev Esben da tilfinds at slaae sig til Ro hos os, og saasnart Vejret lindede, lagde han sig i Overstuen. Vi Andre gif ogsaa tilsengs; men jeg kunde længe høre igjennem Væggen, hvordan han sukkede og græd; jeg troer ogsaa at han bad til Gud i Himlen. Endelig faldt jeg ogsaa hen. Cecil laae og sov i den Alkove ligeoverfor Michels og min her.

„Det kunde vel være en Timestid eller noget mere over Midnat, da jeg vaagnede. Det var stille udenfor og Maanen skinnede ind ad Vinduet. Jeg laae og tænkte paa den Elendighed, som var overgaaet os; jeg tænkte mindst paa, at det var skeet, som jeg nu skal fortælle Jer. - Det kom mig for, at det var saa roligt henne hos Cecil; jeg kunde slet ikke høre, hun drog fin Aande; ikke heller fornam jeg mere til Esben. Det barcs mig for,

at det iffe var rigtigt.
Seng og hen til Cecils.
efter hende; men hun var der iffe.
i mit Sind, sprang ud i Kjøkkenet og tændte lys, og
dermed gik jeg op i Overstuen.

Jeg liftede mig ud af min egen
Jeg kiggede derind, jeg følte
Nu blev jeg urolig

,,Aa Gud hjælpe os naadelig og vel! hvad saae jeg der? Hun sad i Esbens Seng, og havde lagt hans Hoved i fit Skjød; men da jeg saae noiere til, var han saa bleg som et Liig; hans Ansigt og Lagnerne vare røde af Blod. Jeg gav et Skrig af mig og fegnede om paa Jorden; men Cecil vinkede ad mig med den ene Haand og klappede hans Kind med den anden. "Tys! tys!«« sagde hun, nu sover min Kjereste den søde Søvn. Ligesaa snart som I have begravet hans Legeme, bære Englene hans Sjæl til Paradiis, og der skal saa vort Bryllup staae med stor Herlighed og Glæde."" - AF! ak! du milde Gud og Fader! hun havde skaaret Halsen over paa ham - den blodige Ragekniv laae paa Gulvet udenfor Sengen."

Her skjulte den ulykkelige Enke Ansigtet i fine Hænder og græd bitterligen, mens Forfærdelse og Smerte sammenknugede mit Bryst. Endelig kom hun til sin vante Fats ning, og vedblev som følger:

de

"Der blev en stor Ynk og Jammer baade her og til Esbens; men gjort Gjerning staaer ikke til at ændre. Da de kom kjørende med ham til hans Forældre tænkte, at han var vel forvaret ude i Holsteen ja, da blev der en Skrigen og en Skraalen, som Gaarden skulde have falden. Han var en skikkelig Karl, og nu kommen til saa stort Middel og Rigdom, og maatte alligevel faa ynkelig døe i hans unge Alder og det for hans Kjærestes Haand. Salig Michel kunde heller aldrig glemme det; han blev ikke Mand siden. Et Par Maaneder efter

blev han liggende syg, og saa tog vor Herre ham fra mig."

„Den selvsamme Dag, som han blev jordet, faldt Cecil i en dyb Søvn, og sov hun saamænd tre Ætmaal ud i eet. Jeg sad ved hendes Seng og ventede, at vor Herre skulde løse op for hende. Men allerbedst som hun laae, drog hun et dybt Suk, kaftede fine Dine paa mig og sagde: ""hvorledes er det fat? hvor har jeg været? jeg har havt en underlig Drøm; det kom mig for, jeg var i Himmerig og Esben hos Herre Gud, Moer! hvor er Esben? har 3 ikke hørt fra ham, siden han drog ad Holsteen?" "

mig.

Jeg vidste ikke ret, hvad jeg turte svare. Nej fagde jeg vi veed ikke Stort om ham. Hun sukkede! ""Hvor er Faer?"" spurgte hun saa. Din Fader har

-

svarede jeg

ham har Gud taget til fig

for

det godt - da græd hun. „Moer! lad mig see ham!" sagde hun. Det kan Du ikke Barn! svarede jeg han er jo i Jorden. "Gud bevare os!" sfreg hun, ""hvorlænge har jeg da sovet?"" - Heraf mærkede jeg, at hun ikke selv vidste, i hvad Tilstand hun havde været. ""Har I vækket mig, Moer!"" sagde hun igjen, har I ingen Tjeneste gjort mig: jeg sov saa sødt; jeg drømte faa dejligt; Esben kom hver Nat og besøgte mig i skinnende hvide Klæder og med en rød Perlekrands om hans Hals!" "

Her faldt den Gamle atter hen i tungsindige Tanker, og først efter nogle dybe Hjertesuk tog hun atter ved.

"Det stakkels Barn havde da faaet sin Forstand tilbage; men Gud veed, om det var bedre for hende. Hun var aldrig glad, men altid stille bedrøvet, talte ikke uden naar hun blev adspurgt, og passede sit Arbejde meget flittigt. Hun var hverken syg eller frist.