de saa vare hans egne", lagde gamle Michel polidsk til; "ja det var en anden Sag."

Jeg gik atter ud i min mennesketomme og sorgløse Hede. Langt borte til Siden faae jeg endnu Esben og Roghvirvlerne af hans Pibe: saaledes - tænkte jeg uddamper hans Sorg og hans Kjerlighed; men den stakkels Cecilia? Jeg kastede endnu et Blik tilbage paa den rige Hosekræmmers Gaard og sagde ved mig selv, havde denne iffe ligget der, randt saa mange færre Taarer i Verden.

Der gik ser Aar hen, inden jeg igjen kom paa denne Kant af Heden; det var et ligedant stille, varmt Septembervejr som forrige Gang. Tørsten drev mig til Huus, og det traf sig faa, at Hosekræmmerens netop var det uærmeste.

Ved at gjenkjende den gode Michel Krænsens eensomme Vaaning, kom jeg først i Tanke om den smukke Cecilia og hendes Kjereste; og Nysgjerrighed efter at vide, hvad Udfald denne Hedeidyl havde faaet, drev mig ligesaa stærkt som Tørsten. Under slige Omstændigheder er jeg meget tilbøjelig til at anticipere den virkelige Historie; jeg gjør mine Gisninger, jeg forestiller mig, hvorledes det kunde og burde være, og prøver hvorvidt mit Bestik vil · stemme overeens med Skjæbnens Styrelse.

Ak! som oftest ere mine Gjetningers Aforiot fra Begivenhedernes rette Cours saare stor! Saaledes ogsaa her: jeg tænkte mig Esben og Cecilia som Mand og Kone; hun med en Glut ved Brystet, Bedstefaderen med en eller to større paa sit Knæe, den unge Kræmmer selv som en drivtig og lykkelig Bestyrer af den nu udvidede Strømpehandel men, det kom ganske anderledes. Idet jeg traadte ind i Forstuen, hørte jeg en blød

kvindelig Stemme synge, hvad jeg i Førstningen antog for en inddyssende Vuggesang; dog var Tonen saa tungfindig, at min høje Forventning allerede fik et betydeligt Nedfald. Jeg blev staaende og lyttede: Visens Indhold var haables Elskovs Klage. Udtrykket var simpelt, men fandt og rørende; men min Hukommelse beholdt kun det ved Elutningen af hvert Vers gjenkommende Omkvæd: "Den største Sorg i Verden her

„Er dog at miste den, man har fjer.»

Med mørke Anelser aabnede jeg Stuedøren.

Et middelaldrende stort og ført Bondekvindfolk, som fad og kartede, faldt mig først i Dinene; men det var ikke hende, der sang. Den Syngende vendte Ryggen til, hun sad og rokkede hurtigt frem og tilbage, og bevægede Hænderne, som om hun spandt. Den Første rejste sig, og bed mig Velkommen; men jeg gik frem for at see den Anden i Ansigtet.

Del var Cecilia, bleg, dog smuk endnu, inden hun hævede sit Blik til mig: ak! da lyste Vanviddet ud af de matglimtende Dine, af hele Aaspnets vammelsøde Smiil. Ogsaa bemærkede jeg, at hun ingen Rok havde for fig; men at den, hun indbildte sig at træde, maatte være af samme Stof som Macbeths Dolf.

Hun standsede baade med Sangen og med fit luftige Spind, og spurgte mig ivrigt: Er I fra Holsteen? Saae J Esben? Kommer han snart?"

"

Jeg fornam, hvorledes jeg var faren, og svarede ligesaa hurtigt: „Jo, nu bier han ikke ret længe, jeg skal hilfe Dig fra ham."

„Saa maae jeg ud at møde ham!" raabte hun glad, sprang op fra sin lille Halmstol, og hoppede hen mod Døren.

"Tov lidt, Cecil!" sagde den Anden, og lagde Karterne tilside, og lad mig komme med!"

Derhos blinkede hun til mig og virrede med Hovedet - hendes Minespil var overflødigt.

"Moer!" raabte hun højt mod Kjøkkendøren, der er Een herinde. Kom ind! for nu gaae vi.“

Hun sprang efter den Vanvittige, som allerede var ude i Gaarden.

Den Gamle kom ind; jeg gjenkjendte hende ifte, men formodede dog rigtignok, at hun maatte være den ulykkelige Piges Moder. Sorg og Alderdom havde vel ogsaa taget stærkt paa hende.

Ej heller hun erindrede mig fra forrige Gang; men efter et "Velkommen! fid ned!" gjorde hun det sædvanlige Spørgsmaal: Med Forlov, hvor er den gode Mand fra?"

"

Jeg sagde dette og mindede hende tillige om, at jeg havde været der for nogle Aar siden.

"Herre Gud!" raabte hun og slog Hænderne sammen, "er det Dem? Vær saa god og sæt Dem op for Bordenden, mens jeg stjærer et Stykke Smørrebrød —

maaskee

Uden at oppebie mit Svar skyndte hun sig ind i et lidet Sideværelse, og kom snart efter tilbage baade med Mad og Drikke.

Vel var jeg begjærlig efter at erfare det Nærmere angaaende den stakkels Cecilia; men en Forudfølelse af noget særdeles Sørgeligt tæmpede min Nysgjerrighed og afholdt mig fra ligefrem at spørge om det, jeg baade ønskede og frygtede at høre.

„Er Manden ikke hjemme?" var min første Tiltale. "Min Mand?" sagde hun, ham har vor Herre

taget for længe siden; ja saamænd! det bliver nu tre Aar til Mikkelsdag, at jeg har siddet Enke et Stykke endnu! vær faa god! og forsmaae det ikke! det er rigtignok kun Bondekost!"

"

det var

„Mange Tak!“ svarede jeg, „jeg er mere tørstig end fulten faa Eders Mand er nu falden fra et stort Tab, en stor Sorg for Eder

"Ak ja!" fukkede hun med taarefyldte Dine; "men

det var ikke den eneste

Datter?"

Herre Gud! faae De ikke vor

"Jo!" svarede jeg, „hun forekom mig lidt aparte

Hun er reent affindig“, sagde hun, bristende i Graad, vi maae holde et Menneske bare for at passe paa hende, og hun kan heller ikke tage sig stort Andet for; hun skulde rigtig nok fare med at spinde og binde lidt, men det har intet Skrid, for hun maae løbe med hende vel de serten Gange om Dagen, naar hun kommer i Tanker om Esben

Hvor er Esben?" afbrod jeg.

"I Guds Rige", svarede hun, saa De har iffe spurgt det? Ja Gud naade oś! han fik en ynkelig Død; saadan en Elendighed har der aldrig Nogen hørt De maae ikke være storagtig: spiis og drik, mens De lyfter! ja saamænd! jeg har gaaet Noget igjennem, siden De var her sidst. Tiderne ere ogsaa besværlige: med Hoserne er det forbi, og vi skal holde Fremmede til at see efter Alting."

Da jeg mærkede, at hendes Sorg over det Forbis gangne, blandet med Omsorg for det Nærværende, ikke var sterre, end at hun jo vel vilde udholde at fortælle mig fine Gjenvordigheder, bad jeg hende herom. Hun føjede mig villig i min Begjering, og gav mig en Beret

ning, som jeg

med Udeladelse af uvedkommende Indblandinger vil levere faa godt jeg formaaer i Fortællerindens egen simple og enfoldige Stiil.

"

„Vi og Kjeld Esbensen", begyndte hun, efter at have trukket en Stol hen til Bordet, sat sig paa samme, og lavet fit Strikketøj tilrette - "har været Naboer siden jeg kom i Gaarden. Kjelds Esben og vores Cecil bleve gode Venner, inden Nogen vidste det. Vor Mand var ikke meget glad og jeg ikke heller, for Esben havde iffe Stort, og hans Fader slet Intet. Men vi tænkte alligevel, at Tøsen skulde have været klogere, end at lægge fig efter saadan en grøn Dreng. Han løb rigtignok omkring med lidt Hofer, og tjente et Par Skilling; men hvorlangt skulde det ræffe? Saa kom de og bejlede; vor Mand sagde Nej som ikke sært var og dermed drog Esben ad Holsteen til. Vi fornam nok, at Cecil blev lidt tungsindig; men det kjerte vi os ikke efter: „hun glemmer ham vel", sa'e vor Mand, naar den Rette femmer."

Det varede heller ikke længe inden Mads Egelund jeg veed ikke, om De kjendte ham? han boer ellers et Par Miil herfra, han kom, og bejlede med en gjældfrie Gaard og tre tusind Daler paa Rente. Det kunde nok gaae an. Michel sagde ftrax Ja; men Cecil Gud bedre! hun sagde Nej. Saa blev Manden vred og holdt Huus med hende. Jeg syntes nok, han var for haard; men den salig Mand vilde helst raade sig selv, og derfor gik ogsaa han og Madses Fader til Præsten og lød lyse. Det gif godt to Sondage; men den tredie, da han sagde: "Haver Nogen Noget derimod at sige", rejste Cecil sig i Stolen og raabte: "Det har jeg; der er lyst tre Gange for mig og Esben i Paradiis."