at sige Hyp!

Saamand! vedblev han, støttende begge Næver paa Bordet, og bukkende sig, for at kigge ud af det lave Vindue: kommer iffe der Een af dem Faaredreng, der nys er klavret op af Lyngtoppene

-- en

--

hæ,

en af de Kumpener, der rende omkring med et Par Dos' Hofer i en Tværsæk - dum Hund! frier til vor Datter med to Stude og halvtredie Koe jo luur ham! Stodder!"

Al denne Udgydelse var ikke henvendt til mig, men til den kommende, paa hvem han fæstede sit formørkede Blik, idet denne ad en Lyngvej vandrede ind mod Gaarden. Han var endnu saa langt borte, at jeg fik Tid til at udspørge min Vert om det unge Menneske, og erfarede: at han var en Søn af nærmeste Naboe

1

som Notabene

dog boede over en halv Miil derfra at Faderen fun ejede et lidet Boel, hvorpaa han endda skyldte Hosekræmmeren to Hundrede Daler; at Sønnen havde nogle Aar gaaet omkring med uldne Vare, og endelig havde vovet at bejle til den dejlige Cecil, men faaet et reent Afslag.

Medens jeg anhørte denne Beretning, var hun selv kommen ind; og hendes bekymrede Blik, der verelviis deelte sig imellem Faderen og Vandreren derude, ¡lod mig gjætte, at hun iffe deelte den Gamles Anskuelse af Sagen.

Saasnart den unge Kræmmer traadte ind af den ene Dør, gik hun ud af den anden, dog ikke uden et hurtigt, men ømt og smerteligt Øjekast.

Min Vert vendte sig om mod den Indtrædende, greb med begge Hænder om Bordbladet, som om han fandt et Støttepunkt fornødent, og besvarede det unge Menneskes: "Guds Fred og Goddag!" med et tørt Velkommen!"

"

Hiin blev først staaende en Stund, lod fine, Dine løbe omkring i Værelset, udtrak derpaa af Indrelommen

en Tobakspibe, af Baglommen en Pung, bankede Piben ud paa Kakelovnen ved sin Side, og stoppede paany.

Alt dette skete langsomt og ligesom i en afmaalt Tact, og min Vert forblev stedse ubevægelig i sin antagne Stilling.

Den Fremmede var en meget smuk Karl, en ægte Søn af vor nordiske Natur, der driver langsomt, men kraftigt og varigt: lyshaaret, blaaøjet, rødkindet, hvis fiintdunede Hage Ragekniven endnu ikke havde berørt, skjøndt han vist allerede var fine fulde tyve Aar. Han var paa Kræmmerviis klædt fornemmere end en alminde lig Bonde, end selv den rige Hosekræmmer, i Frakke og vide Beenklæder, rødstribet Vest og blaatblommet Bomuldshalsklæde han var ingen uværdig Tilbeder af den stjønne Cecilia.

Mig behagede han ydermere ved et blidt og aabent Ansigt, der vidnede om taalmodig Udholdenhed — et Hovedtræk i den cimbriske Nationalcharacteer.

Det varede en god Stund, inden Nogen af dem vilde bryde Tausheden. Endelig oplod dog Verten først sin Mund, spørgende langsomt, koldt og ligegyldigt: „hvor gjælder Rejsen idag, Esben!"

Den Tiltalte svarede, medens han i Mag slog Ilo til sin Pibe, og tændte den med lange Drag: "Iffe længer idag, men imorgen vil jeg afsted til Holfteen.“

Herpaa blev atter en Pause, under hvilken Esben tog Stolene i Diesyn, og valgte een, paa hvilken han fatte sig. Imidlertid kom Moder og Datter ind; den unge Kræmmer nikkede ad dem med en saa fuldkommen rolig og uforandret Mine, at jeg skulde have troet, den skjønne Cecilia var ham aldeles ligegyldig, hvis jeg ikke havde vidst, at Kjerligheden i et saadant Bryst kan være

stærk, hvor stille den end lader, at den ikke er en Lue, som blusser og gnistrer, men en Glød, der varmer jevnt og længe.

Cecilia satte sig med et Suk ved den nederste Bordende, og begyndte ivrigen at strikke; hendes Moder nedlod fig med et sagte: „velkommen Esben!" ved Spinderoffen.

"Det skal vel være paa Handelens Vegne", tog Verten nu Ordet.

"Som det vil byde fig;" svarede hans Gjæst: Een faaer at prøve, hvad der kan være at tjene i Sønden. Min Begjæring er ellers, at I ikke vilde jage for stærkt med at gifte Cecil hen, inden jeg kommer tilbage, og vi faaer at see, hvordan min Lykke skal blive,"

Cecil rødmede, men vedblev at stirre paa sit Arbejde.

Moderen standsede Rokkehjulet med den ene Haand, lagde den anden i Skjødet, og saae stivt hen paa den Talende; men Faderen sagde, idet han vendte sig om til mig: Mens Græsset groer, døer Horsemoer! Hvor kan Du forlange, at Cecil skal bie efter Dig? Du kan blive længe borte kan hænde sig, Du kommer aldrig meer."

"

„Saa er det Eders Skyld, Michel Krænsen!" faldt Esben ind; men det siger jeg Eder: dersom I tvinger Cecil til nogen Anden, giør I stor Synd baade mod hende og mig."

Derpaa reiste han sig, rakte begge de Gamle Haanden, og sagde dem et but Farvel. Til fin Kjereste sagde han, men i en svagere og blødere Tone: „Farvel Cecil! og Tak for alt Godt! tænk paa mig til det Bedste, om Du ellers maae Gud være med Dig!

Ever allesammen! Farvel!"

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. V.

13

og met

Han vendte sig mod Døren, gjemte Pibe, Pung og Fyrtøj, hver Deel i sin behørige Lomme, tog Kjeppen og vandrede bort, uden endog en eneste Gang at vende sig tilbage. Den gamle Mand smiilte som før; hans Kone udstødte et "Aa ja!" og satte Rokken atter i Gang; men Taare trillede paa Taare ned over Cecilias Kinder.

Jeg havde her den meest indbydende Anledning til at udvikle de Grundsætninger, der bør lede Forældre med Hensyn til deres Berns Giftermaal. Jeg kunde have erindret dem om, at Rigdom iffe er nok til ægteskabelig Lyksalighed, at Hjertet ogsaa maae have sin Stemme: at Klogskab overalt tilraader at see mere paa Retskaffenhed, Flid og Dygtighed, end paa Penge; jeg kunde have fores holdt Faderen (thi Moderen lod til i det mindste at være neutral) hans Haardhed mod den eneste Datter. Men jeg fjendte Almuen for godt til at spilde unyttige Ord paa denne Materie; jeg vidste, at Formue gaaer for Alt i denne Stand og men er det stort anderledes hos de andre Stander? Jeg kjendte ydermere Bondens Fasthed, der gaaer lige til Haardnakkenhed, i dette Punkt, og at han, i Controverfer af denne Art med fine Overmænd, ofte firer af, og lader som han gik over til deres Mening, saa man fristes til at troe ham overbevist og overvunden, naar han just er urokkeligst bestemt paa at følge fit eget Hoved.

Tilmed er der endnu een Betragtning, som byder mig, ikke ubuden at stikke min Finger imellem Kniv og Væg, mellem Dør og Karm, mellem Hammer og Ambolt, denne nemlig: mon ikke Rigdom alligevel er det reellefte af alle jordiske Goder? af dem NB. som efter Epictets Inddeling were ikke i vor Magt."

Er Penge ikke tilstrækkelige Surrogater for alle sub

lunariske Herligheder? uforkastelige Repræsentativer for Mad og Drikke, Klæder og Huuslye, for Agtelse og Venflab, ja selv for en vis Grad af Kierlighed? Er Formue endelig ikke det, som forskaffer de fleste Nydelser, den største Uafhængighed? som erstatter de allerfleste Mangler? Er Armoden ikke den Klippe, hvorpaa baade Venskab og felve Kjerlighed ofte monne strande? - Naar Krybben er tom, bides Hestene" siger Bonden; og hvad sige de Andre, naar Elskovsrusen er bortdunstet og Hvedebrødsdagene forbi? Vistnok var det ønskeligt, at Amor og Hymen stedse kunde følges ad; men de ville dog helst have Pluto i Ledtog med sig.

Efter saadan Anskuelse af Verden, som den er meer fornuftig maaskee, end Nogle vente og Andre ønske hos en Romanforfatter vil man finde det conseqvent, at jeg ikke indblandede mig i Esbens og Cecilias Roman, saameget mindre, som samme fra den Førstes Side turde have været en ret fornuftig Speculation, beregnet mindre paa Datterens Skjønhed og Hjerte, end paa Faderens fuldproppede Alkove og tunge Hængeskab. Og skjøndt jeg vel vidste, at reen Kjerlighed ikke er en reen poetisk Opfindelse, erkjendte jeg dog allerede dengang, at den fandtes oftere i Bøger, end udenfor dem.

Da altsaa den skjønne Cecilia var gaaet ud formodentlig for usect at give Følelserne Afløb i en rigere Taarestrøm henkastede jeg alene den Yttring: at det var Skade, den unge Knos iffe fad varmere, eftersom det dog lod til, han var et skikkeligt Menneske og havde Godhed for Pigen.

"Dersom", lagde jeg til, han engang kunde komme hjem igjen med en Snees gode Sedler

og

*) Hundreddalersedler.