Billeder på siden
PDF
ePub

Jeg har fornylig været paa Mørkedal - hvor den var forandret! Græsset grocde frodigt i Borggaarden, og Tidsler og Bulmeurt langs hen med Væggene. Sønderslagne Ruder vare overklistrede med Papiir, og afblæste Tagsteen erstattede med Halm og Lyng. Drivhuset var et Brændeskuur, den største Deel af Haven udlagt til Græs. Granerne og Frugttræerne vare borte, og kun et Hjørne var beplantet med Kaal. Jeg skyndte mig op af den sørgelige Dal. De skovløse Banker skjulte den snart for mine Dine.

[ocr errors]

Hvor skjules det menneskelige Hjertes Uro og Trængsel? Kun der, hvor Ormen siger til Mennesket: "Du eft min Broder!"

Hosekræmmeren.

"Den største Sorg i Verden her

„Er dog at miste den, man har kjer."

Stundom, naar jeg har vandret ret langt ud i den store Alhede, hvor jeg kun har havt den brune Lyng omkring og den blaa Himmel over mig; naar jeg vankede fjernt fra Menneskene og Mindesmærkerne om deres Puslen hernede, der i Grunden kun er Muldvarpeskud, som Tiden eller en og anden urolig Tamerlan engang jevner med Jorden; naar jeg svævede hjertelet, frihedsstolt som Beduinen, hvem intet Huus, ingen snævert begrændset Mark fængsler til Pletten, men som ejer, besidder Alt hvad han seer, som -iffe boer men lysterer, hvor han vil; naar da mit vidt omsvævende Blik i Kimingen skimtede et Huus, og saaledes ubehageligen standsedes i sin lette Flugt: stundom opstod da, Gud forlade mig, denne Flyvetanke - thi Andet var det dog ikke det Dnste, gid denne Menneskevaaning var borte! der boer ogsaa Møje og Kummer; der trættes, der kives de ogsaa om Mit og Dit! ALE! den lykkelige Ørken er baade min og din, er Alles, er Ingens.- En Forstmand skal have foreslaaet at for= styrre hele Colonieanlægget, plante Skov paa Beboernes

[ocr errors]

[ocr errors]

Marker og i deres sløifede Byer; mig har stundom den langt umenneskeligere Tanke paatrængt sig: hvad om her endnu havde været lynggroet Hede, den samme, som for Aartusinder siden, uforstyrret, uomrodet af Menneskehænder! Men, som sagt, jeg meente det ikke alvorligt. Thi naar jeg udmattet, mødig, smægtende af Hede og Tørst med smertelig Længsel tænkte paa Arabernes Telt og Kaffefjedel: da takkede jeg Gud, at et lyngtækt Huus end milelangt borte kvægelse.

[ocr errors]

om

forjettede mig Skygge og Veder

Og befandt jeg mig saaledes for en Deel Aar siden, en stille, varm Septemberdag, langt ude i denne samme Hede, som jeg i arabisk Forstand kalder min. Ingen Vind bevægede den rødmende Lyng; Luften var lummer og disig. De fjerne Bakker, som begrændsede Synskredsen, syntes at foømme liig Skyer omkring den uhyre Slette, og antoge mange vidunderlige Skikkelser af Huse, Taarne, Slotte, Mennesker og Dyr; men alle af dunkle uformede Omrids, ustadigt verlende som Drømmebilleder: snart forvandledes en Hytte til en Kirke, denne igjen til en Pyramide; hist hævede sig et Spiir, her sank et andet; et Menneske blev til en Hest og denne igjen til en Elephant; her gyngede en Baad og der et Skib med udspændte Scil.

[ocr errors]

da jeg

Længe forlystede sig mit Dje ved Beskuelsen af disse phantastiske Figurer et Panorama, som kun Søemanden og Drkens Indvaaner har Lejlighed at nyde omsider træt og tørstig begyndte at lede om et rigtigt Huus blandt de mange falske; jeg ønskede ret inderligt at bortbytte alle mine prægtige Feeslotte for en eneste mennes ffelig Hytte.

Det lykkedes: jeg opdagede snart en virkelig Gaard uden Spiir og Taarne, hvis Omrids bleve tydeligere og

skarpere, jo nærmere jeg kom den, og som, flankeret af Tørvestakke, saae langt større ud, end den virkelig var.

Dens Beboere vare mig ubekjendte. Deres Klæde= dragt var fattig, deres Huusgeraad tarveligt; men jeg vidste, at Hedeboeren tidt gjemmer ædelt Metal i et umalet Strin eller i et usselt Hængeskab, og en tyk Tegnebog indenfor en lappet Kofte; da derfor mit Blik ved Indtrædelsen faldt paa en Alkove fuldstoppet med Strømper, formodede jeg ganske rigtigt, at jeg befandt mig hos en velhavende Hosekræmmer. (I Parenthes være det sagt, at jeg ingen fattige fjender).

En halvgammel, graahaaret, men endnu kraftig Mand rejste sig fra Stiven, og bød mig Haanden med de Ord: „Velkommen! med Forlov at spørge, hvor er den gode Ven fra?"

Man opholde sig ikke over saa ufiint og ligefremt et Spørgsmaal! Hedebonden er ligesaa gjestfrie, men lidt mere nysgjerrig, end de skotske Lairder; og i Grunden kan man ikke fortænke ham i, at han gjerne vil vide, hvem han beværter.

Da jeg havde fortalt ham, hvo og hvorfra jeg var, kaldte han paa sin Kone, der strax satte frem, hvad Huset formaaede, og nødte mig med godhjertig Venlighed til at spise og drifte, skjøndt min Hunger og Tørst gjorde al Nøden overflødig.

Jeg var midt i Maaltidet og midt i en politist Samtale med min Vert, da en ung og overmaade dejlig Bondepige traadte ind, hvem jeg ufejlbarligen vilde have erklæret for en, fra grusomme Forældre og et modbydeligt Ægteflab bortflygtet, forklædt Frøken: hvis ikke hendes rødladne Hænder og uforfalskede Bondemaal havde overbeviist mig om, at ingen Travestering fandt Sted. Hun niffede ven

ligt, kastede et flygtigt Blik hen under Bordet, gik ud og fom snart igjen med et Fad Melkebrød, hvilket hun fatte paa Gulvet med de Ord: "Deres Hund kan maaskee 'ogsaa trænge til Noget."

Jeg takkede for hendes Opmærksomhed; men denne var ganske henvent til den store Hund, hvis Graadighed fnart gjorde tomt Fad, og som nu paa sin Viis takkede Giverinden ved at stryge sig ind til hende; og da hun lidt ængstelig løftede Armen i Vejret, misforstod Chasseur denne Bevægelse, gjorde adroit, og trængte den skrigende Pige baglænds hen mod Alkoven jeg kaldte af hunden, og udtydede hende hans gode Mening.

Ikke skulde jeg have hendraget Læserens Opmærksomhed til et saa trivielt Optrin, undtagen for anbringe den Bemærkning: at Alt klæder de Smukke godt; thi virkelig fremviste denne Bondepige, i Alt hvad hun sagde og foretog sig, en vis naturlig Ynde, som ingenlunde kunde skrives paa Coquetteriets Regning, undtagen man saaledes vil benævne et medfødt, uvitterlig Instinct.

Da hun havde forladt Stuen, spurgte jeg Forældrene, om det var deres Datter. De bejaede det, med Tillæg, at hun var eneste Barn.

"Hende beholde I vist ikke længe", sagde jeg.

"

Gud bevare os, hvorledes mener De det?" spurgte Faderen; men et selvbehageligt Smiil viste, at han nok forstod min Mening.

„Jeg tænker“, svarede jeg: „at hun neppe vil mangle Bejlere."

"Hm!" brummede han: "Bejlere kan vi faae nof af; men om de due Noget, det var det, vi skulle snakke om. At frie med et Lommeuhr og en sølvbeslagen Pibe, kan ikke gjøre Sagen klar; der vil Mere til at kjøre end

« ForrigeFortsæt »