Billeder på siden
PDF
ePub

Jeg har fornylig været paa Morfedal - hvor den var forandret! Græsset groede frodigt i Borggaarden, og Tidsler og Bulmeurt langs ben med Væggene. Senderslagne Ruder bare overflistrede med Papiir, og afblæste Tagsteen erstattede med Halm og lyng. Drivhuset var et Brændeffuur, den største Deel af Haven udlagt til Græs. Granerne og Frugttræerne vare borte, og kun et Hjørne var beplantet med Kaal. Jeg skyndte mig op af den førgelige Dal. De slovlose Banfer tjulte den snart for mine Dine.

Hvor ffjules det menneskelige Hjertes Uro og Træng: sel? Kun der, hvor Ormen siger til Menneffet: Du est min Broder!

Hopelrænmeren.

[ocr errors]

"Den største Sorg i Verden her

„Er dog at miste den, man har fier. Stundom, naar jeg har vandret ret langt ud i den store Alhede, hvor jeg kun har hart den brune Lyng omkring og den blaa Himmel over mig; naar jeg vankede fjernt fra Menneskene og Mindesmærkerne om deres Puslen hernede, der i Grunden fun er Muldvarpeskud, som Tiden eller en og anden urolig Tamerlan engang jevner med forden; naar jeg svævede hjertelet, frihedsstolt som Beduinen, hvem intet Fuus, ingen snævert begrændset Marf fængsler til Pletten, men som ejer, besidder Alt hvad han feer, som ifke boer men lysterer, hvor han vil; naar da mit vidt omsvævende Blik i Kimingen skimtede et Huus, og faaledes ubehageligen standsedes i fin lette Flugt: stun: dom' opstod da, Gud forlade mig, denne flyvetanke — thi Andet var det dog ikke det Dnste, gid denne Menneskes vaaning var borte! der boer ogsaa Møje og Kummer; der trættes, der fives de ogsaa om Mit og Dit! – Af! den lyffelige Drfen er baade min og din, er Alles, er Ingens. - En Forstmand ffal have foreslaaet at for: styrre bele Colonieanlægget, plante Stov paa Beboernes

om

Marker og i deres fløifede Byer; mig har stundom den langt umenneskeligere Tante paatrængt fig: hvad om her endnu havde været lynggroet Hede, den samme, som for Aartusinder siden, uforstyrret, uomrodet af Menneskebænder! Men, som sagt, jeg meente det ikke alvorligt. Thi naar jeg udmattet, mødig, smægtende af Hede og Tørst med smertelig længsel tænkte paa Arabernes Telt og Kaffefjedel: da taffede jeg Gud, at et lyngtæft Huus end milelangt borte forjettede mig Skygge og Veder: fvægelse.

Dg befandt jeg mig faaledes for en Deel Aar siden, en stille, varm Septemberdag, langt ude i denne samme Hede, som jeg i arabist Forstand kalder min. Ingen Vind bevægede den rødmende Lyng; Luften var lummer og disig. De fierne Baffer, som begrændsede Synsfredsen, syntes at svømme liig Skyer omkring den uhyre Slette, og antoge mange vidunderlige Skiffelser af Huse, Taarne, Slotte, Mennesker og Dyr; men alle af dunkle uformede Dmrids, ustadigt verlende som Drømmebilleder: snart forvandledes en Hytte til en Kirke, denne igjen til en Pyramide; hift bævede sig et Spiir, her sank et andet; et Menneske blev til en Hest og denne igjen til en Elephant; ber gyngede en Baad og der et Stib med udspændte Sojl.

længe forlystede sig mit Die ved Beskuelsen af disse phantafiske Figurer -- et Panorama, som fun Søemanden og Drfens indvaaner har lejlighed at nyde – da jeg omsider træt og tørstig begyndte at lede om et rigtigt Huus blandt de mange falske; jeg ønskede ret inderligt at bortbytte alle mine prægtige Feeslotte for en eneste mennes skelig Hytte.

Det lykkedes: jeg opdagede snart en virkelig Gaard uden Spiir og Taarne, hvis Omrids bleve tydeligere og

ftarpere, jo nærmere jeg kom den, og som, flankeret af Tørvestakke, saae langt større ud, end den virkelig var.

Dens Beboere vare mig ubetjendte. Deres Klæde: dragt var fattig, deres Fuusgeraad tarveligt; men jeg vidste, at Hedeboeren tidt gjemmer ædelt Metal i et umalet Sfrin eller i et usselt Hængeskab, og en tyk Tegnebog indenfor en lappet Rofte; da derfor mit Blit ved Inds træbelsen faldt paa en Alfove fuldstoppet med Strømper, formodede jeg ganske rigtigt, at jeg befandt mig hos en velhavende Hofefræmmer. (9 Parenthes være det sagt, at jeg ingen fattige fjender).

En halvgammel, graahaaret, men endnu kraftig Mand rejste fig fra Sliven, og bød mig Haanden med de Orb: ,,Belkommen! - med Forlov at spørge, hvor er den gode Ven fra ?"

Man opholde sig ikke over faa ufiint og ligefremt et Spørgsmaal! Hedebonden er ligesaa giestfrie, men lidt mere nysgjerrig, end de flotske Lairder; og i Grunden fan man ikke fortænke ham i, at han gjerne vil vide, hvem han beværter.

Da jeg havde fortalt ham, hvo og hvorfra jeg var, faldte han paa fin Kone, der ftrar fatte frem, hvad Huset formaaede, og nødte mig med godbiertig Benlighed til at spise og driffe , skjøndt min Hunger og Tørst gjorde al Nøden overflødig.

Jeg var midt i Maaltidet og midt i en politisk Samtale med min Vert, da en ung og overmaade dejlig Bondes pige traadte ind, hvem jeg ufeilbarligen vilde bave erklæret for en, fra grusomme Forældre og et modbydeligt Ægte: flab bortflygtet, forklædt Frøken: hvis iffe hendes rødladne Hænder og uforfalskede Bondemaal havde overbeviist mig om, at ingen Travestering fandt Sted. Hun nitfede ven

ligt, fastede et flygtigt Blik ben under Borbet, gik ud og fom snart igjen med et Fad Melkebrød, hvilket hun satte paa Gulvet med de Ord: Deres Hund fan maasfee ogfaa trænge til Noget.

Jeg taffede for hendes Opmærksomhed; men denne var ganske henvent til den store Hund, hvis Graadighed fnart gjorde tomt fad, og som nu paa fin Viis takkede Giverinden ved at stryge sig ind til hende; og da hun lidt ængstelig loftede Armen i vejret, misforstod Chasseur tenne Bevægelse, gjorde adroit, og trængte den strigende Pige baglænds hen mod Alfoven - jeg faldte af Hunden, og udtydede hende hans gode Mening.

Sffe ffulde jeg have hendraget læserens Opmærksombed til et faa trivielt Dptrin, undtagen for anbringe den Bemærkning: at Alt klæder de Smuffe godt; thi virkelig fremviste denne Bondepige, i Alt hvad hun fagbe og fores tog sig, en vis naturlig Ynde, som ingenlunde funde skriors paa Coquetteriets Regning, undtagen man faaledes vil benævne et medfødt, uvitterlig Instinct.

Da hun havde forladt Stuen, spurgte jeg Forældrene, om det var deres Datter. De bejaede det, med Tillæg, at hun var eneste Barn.

Hende beborde 3 vift iffe længe", sagde jeg.

„Guð bevare os, hvorledes mener De det?" spurgte Faderen; men et selvbehageligt Smiil viste, at han nok forstod min Mening.

u Jeg tænker., svarede jeg: wat hun neppe vil mangle Bejlere.

"Hm!" brummede han: Bejlere fan vi faae nof af; men om de due Noget, det var det, vi skulle snakke

At frie med et lommeubr og en følvbeslagen Pibe, fan iffe gjere Sagen klar; der vil Mere til at fjøre end

om.

« ForrigeFortsæt »