iffe Jomfrue, lille Jomfrue! ellers takker jeg skyldigst for Gratulationen!"

"De tager mig formodentlig for en Anden;" sagde hun, thi jeg har ikke den Ere at fjende Dem."

Med det samme gik de os forbi og ind i et Huus i Nærheden. Hendes kjøbenhavnske Udtale og ganske frems mede Mæle overbeviste os fuldkommen om vor Vildfarelse; meu denne besynderlige Lighed gav første Anledning til et Bedragerie, som ikkun altfor godt lykkedes.

"

Da vi vare komne hjem, sagde Frøkenen til mig: Cecilie! vi vil spille den unge Hr. v. Arthur et Puds; idetmindste skulle vi indjage ham en lille Forstrækkelse! staf mig at vide, hvem dette Fruentimmer monne være!..

Jegi ndhentede snart den Efterretning: at hun var en Officiers Frue, og boede paa første Sal i det Huus, hvor vi saae hende gaae ind med hendes Mand. Paa Frøkenens Befaling lejede jeg, paa den anden Side af Gaden, et Værelse paa anden Sal, hvorfra man kunde see ned i Officierens Stue - jeg foregav, at det var til en Slægtning, som jeg ventede med det første fra Jylland.

Mod den Tid, da vi af Deres Tjeners Skrivelse vidste, at De skulde komme, rejste vi Dem imede til Roeskilde, for med Lars at aftale det Fornodne. Hertil fandt han ogsaa Tid og Lejlighed ved at foraarsage Dem et Par Timers Ophold.

Hvorledes han derefter førte Dem ind i det af mig lejede Værelse, og ligeoverfor viste Dem den omtalte Offis ciers-Frue; hvorledes De blev skuffet af hendes store Lighed med Deres Kjereste: Alt dette husker De maaskee selv altfor godt. Det Opsigelsesbrev, som De i Deres Hidfighed tilskrev Jomfruen, bragte Lars først til min Frøken.

Da hun læste det, gav hun et Skrig og sagde: „Det overgaaer min Forventning! Hans egen Blindhed fordømmer ham lad os see, hvorvidt det kan gaae!"

Lars bragte nu Brevet med Fæstensringen hen til Jomfruen hvis Bopæl vi vidste men hendes Svar til Dem, saavelsom et senere Brev, kom ikke i Deres Hænder, fordi han leverede dem til min Frøken. Disse Breve læste hun siden mange Gange, da de aldrig manglede at sætte hende i meget godt Humeur; men da Ifr. Lund et Aars Tid efter døde, var min Frøken uenig med sig selv, om hun skulde sende Dem Brevene, eller beholde dem en Tid endnu. Dette sidste besluttede hun sig til, baade fordi hun ikke nænte saa snart at stille sig ved dem, og "fordi sagde hun jo længer jeg bier med at vække ham" (det var Dem, naadige Herre! for siden De iffe vilde bejle til hende, kaldte hun Dem aldrig andet, end ham) jo større skal hans Forfærdelse blive!"

Nogle Aar herefter var det, at min Frøken faldt til at skrante, og endeligen ogsaa saligen hensov. Paa sin Dødsseng flyede hun mig disse Breve, og paalagde mig strengelig, at jeg strar skulde besørge Dem samme sikkert tilsendte, men Frøkenens Død og Begravelse var Skyld i, at det gik mig af Glemme; siden have de ligget i min Dragkiste, men sendes nu her indsluttede.

Det, som gjorde mig meest ondt, var at Jfr. Lund tog sig det saa nær, at hun blev syg og siden døde i Lungfindighed. Da De var reist fra Kjøbenhavn, fom Lars og fik en betydelig Foræring af min Frøken men hvor han saa er bleven af, veed jeg ikke.

Jeg haver nu oprigtigen bekjendt min Forseelse, hvorom min Samvittighed ofte haver paamindet mig; men beder

baade Gud og Dem allerunderdanigst om Forladelse! I Haab derom, vil jeg da sige Dem og Verden Adieu.

Deres allerydmygste Tjenerinde
Cecilie Hansen.“

Ulykkesbrevet faldt ud af min ffiælvende Haand. Jeg vilde tale, men kunde ikke finde Ord Taarer vare de stumme Vidner om min dybe Smerte. Arthur bety dede mig ved Tegn, at jeg skulde læse de andre Breve. De vare virkelig fra hans elskelige, hans trofaste og tys dige Elisabeth, skrevne kort efter hinanden, saa inderlige og rørende, at der maatte en Frøken H*****8 Hyænchjerte til, for ikke at bevæges ved dem.

Det første lød faaledes:

Af Arthur! Arthur! Du har stødt et Sværd igjennem mit Hjerte jeg Ulykkelige! hvad har jeg dog forbrudt, at Du saa grummelig vilde sønderknuse mig? Er dette dine Løfter om en evig Kjerlighed? Er Du den Arthur, der saa ofte med Glædestaarer trykkede mig til dit Bryst? Rev Du mig derfor ud af mine Forældres Arme, at Du ficen kunde forskyde og træde mig i Støvet! Ak min Gud! er iffe alt dette en Drøm? Det er dog umuligt, at Du, hvem jeg elsker af min ganske Sjæl, kan være mig utroe, ja spotte den arme bedragne Pige o kom, kom tog og fiig mig, at dette var kun et Blændværk! Mine Fødder mægte ikke at bære mig, ellers skulde jeg flyve til Dig men kom da Du, min inderlig Elskede, og udriv mig af denne Dødsens Angst!

Din troe Elisabeth."

Det andet, som sandsynligviis var skrevet Dagen ·

efter, var af følgende Indhold:

"

Du kommer iffe

Du svarer mig iffe faa skal jeg da fortvivle! Arthur! Døden er i mit Hjerte. den løber som en Ild gjennem alle mine Aarer - for Guds Barmhjertigheds Skyld, kom dog førend jeg døer! Lad mig dog see dit Ansigt, der var mig som en Engels Ansigt, om der da ej er et Spor af din forrige Kjerlighed tilbage! Jeg besværger Dig ved den evige Salighed, kom! Du er, Du maae være bedraget

det er umuligt,

-

fom Du

at Du kunde forvandles til en saa grusom Forblindede, ellers maae vi vorde Offere for en Fejltagelse eller for den forteste Ondskab. Hvad Du end har hørt eller tænker jeg er uskyldig; det sværger jeg ved den Gud, for hvis Domstol jeg maaskee snart skal mede! D Arthur! min Eneste! lad mig dog idetmindste fysse den

Saasnart jeg løftede mine taarefulde Dine fra disse Jammerbringende Breve, rakte han efter dem, og stak dem ind paa fit Bryst.

Disse skulle følge mig i Graven!" sagde han „de ere det Eneste, jeg har tilbage af hende de skulle hvile ved et Hjerte, som var hende troe, selv i fit blinde Had! Nej!" raabte han derpaa smerteligt, rev dem atter ud og trykkede dem i mine Hænder „jeg er ei engang værdig til denne Trost jeg, den uskyldiges

Morder!"

-

"Min elftelige Ven!" tog jeg tilorde; men min Røst forsagede mig, jeg ledte ængstelig, men forgjæves, om Trøst for den arme, for fit hele Livs Lyksalighed saa grufomt bedragne Mand. Han faae min Sjæls Urolighed, og lagde fin Haand paa min Mund.

"Siig mig Jntet!" sagde han, men bliv og luk mine Øjne! o min Gud! min Gud! var det saa din Det kommer mig for" uranfagelige Villie!

ved=

blev han efter et Ophold -,,som om jeg var opvaagnet af en lang og dyb Søvn, som om jeg havde drømt it disse fyrgetyve Aar. Min Liv ligger bag mig som øde

Ørken lelige Hav o Du barmhjertige Gud! forkort, forkort mine Pinsler!"

jeg staaer nu ved Bredden af Evighedens umaa

Krampagtig foldede han sine Hænder, og rakte dem knagende mod Himlen! Da løstes min Tunge, jeg bad højt og inderligt; en Draabe af Trøstens Balsom faldt i hans bristende Hjerte.

Jeg veed ikke, hvorlænge vi saaledes bleve tilsammen; thi for Sorgens Børn gaaer Tiden istaae omsider hens sank den Ulykkelige i en kort Slummer.

nede, smilede han som forklaret.

Da han vaag

„Jeg har feet hende," hvidskede han, „hun tilgav

mig, og vinkede mig til sin Himmel

Englene og udstrakte sine Arme imod mig.

Hun stod blandt Elisabeth!" raabte han med en Ynglings klare Stemme, Engel! nu kommer jeg!"

"

Saaledes adskilte et Menneskes Ondskab de tvende ædleste Hjerter, indtil Kjerlighedens Gud atter forenede dem. Han haver nu omskiftet deres Sorg til Glæde hans hellige Navn være lovet!

Her ender Arthurs Historie. *)

"

*) Smlgn. Tulipanen i Blichers Vinterbestilling 1844-45, udkommen hos C. A. Reißel.