Billeder på siden
PDF
ePub

lig eller uretfærdig mod Nogen. Barskheden bestod blot i et mørkt Djekast og et Par butte Ord.

Mine Kone og jeg begyndte nogle Gange paa Cas pitlet om Giftermaal; men det var spildt Umage: hans Satirer herover vare saa skarpe, og smagte saa stærkt af indvortes Bitterhed, at vi omsider besluttede at lade den Fugl flyve. Du kan sagtens vide, at Oberst H*****8 Forsøg paa, atter at fnytte den afbrudte Alliance, ikke vare heldigere.

--

Næste Foraar gjorde han sin anden Udflugt, og denne Gang til Paris, hvor han opholdt sig en Maanedstid, og hvorfra han medbragte - foruden Bøger og Musikalier et Assortiment af udenlandske Blomster og Planter. Ved at bygge det Orangerie som Du fra din Barndom af fjender - og udstyre dette med SydEuropas skjønneste Producter, fandt han om Sommeren en behagelig Moroe. Hans Ungdoms Munterhed lod endog til for en Deel at ville vende tilbage; og snart havde jeg vovet at haabe en fuldkommen Helbredelse, hvis ikke en vis Begivenhed havde viist mig et ubedrageligt Symptom paa indgroet ulægelig Sjæls - Sygdom.

Efter en usædvanlig lang Fraværelse fra mit Huus, kom han en Dag til os i et ret muntert Lune; men dette forvandledes ligesaa pludselig, som uventet, i det Øjeblik min Kone traadte ind og bod ham Velkommen: han blev med eet bleg, forvirret, og svarte paa hendes Tiltale med forte usammenhængende Ord. Saafuart hun forlod Stuen, spurgte jeg til hans Befindende, faasom jeg ikke formodede Andet, end en hastig paakommen Upasselighed; desværre! det var langt fra Meningen.

„Hav Taalmodighed med mig!" svarte hau, „der sidder endnu noget her, som iffe vil ud. Jeg maae op

[ocr errors]

rigtig tilstaae Dem: at siden hiint usalige Øjeblik, da jeg sidst saae hende, paa hvem jeg endnu altfor ofte tænker, da jeg i hendes før saa ranke og dejlige Skabning saae hiin frygtelige Forandring iffe Kjerlighedens, men Vellystens Værk fiden den Tid foraarsager Synet af en frugtsommelig Kvinde mig stedse en ubetvingelig Modbydelighed. Tilgiv mig, min dyrebare Ven! Deres Kone er i gode Omstændigheder Gud skjænke hende og Dem Lykke og Velsignelse! hun er det paa Wrens Vej. Og tilgiv Du mig, o milde Gud! at jeg gyser for det skjøns neste Tegn paa din Skabermagt! Kjere Andersen! undskyld mig hos Deres brave Hustrue, men skjul min Svaghed for hende. Har De Tid, da ledsag mig litt paa Vejen!"

[ocr errors]

Jeg fulgte ham hjem, og blev hos ham til langt ud paa Aftenen. Han saae ikke vort Huus før længe efter min Kones Nedkomst med et dødfødt Barn, som - efter Herrens urandsagelige Villie - baade var det første og det sidste.

Jeg vil ikke trætte Dig med en lang Beskrivelse over vor Arthurs meget eensformige Liv. Det ene Aar lige nede det andet, med den liden Forskjel: at hans Rejser efterhaanden bleve kortere, baade med Hensyn til Tid og til Num; de indskrænkedes omsider til Smaafarter imellem Mørkedal og Egeberg hans anden senere tilkjøbte Gaard.

Hans Harpe, hans Bøger, hans Blomster udgjorde hans Fornøjelse; Godsernes Forbedring hans Arbejde Du kjender Noget til begge Dele - hvoraf dog ingen forstaffede ham den fuldkomne Sindsroe, som er Livets største Lyksalighed. Til Beviis herpaa vil jeg meddele

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. V.

12

Dig et af hans Breve, som er skrevet hele 20 Aar efter hiin ulykkelige Kjerlighedshistorie.

"Dersom ingen vigtige Forretninger hindre Dem, saa kom og besøg mig iaften! Det er et trist Vejr: Efteraarstaagen ligger som et Liiglagen paa de livløse Marker, Naturen sørger i Graat. Vestvinden tuder i Tagfiæget, og svinger med Træernes afflædte Grene. De have mistet deres skjønne Sommerdragt, de gule Blade hvirvle omkring paa den merke blomsterløse Jord. Men et andet Foraar skal atter smykke den med guddommelig Ynde, og vække den sovende Blomst.

Min Vaar er forbi, den vender aldrig mere tilbage. Snart skal jeg, som hint visnede Lov, bortføres af Tidens Strøm. Jeg skal falde som et udlevet Træ — jeg

den sidste af min Slægt. Ak! jeg har intet Barn, som kunde gjenoplive mit hendsende Minde. Min Ven! o min Ven! Til hvad Ende er jeg her? Jeg veed det: jeg har forfejlet mit Maal; jeg har faret vild af min Vej, men det er forfilde at vende tilbage.

For hvem har jeg virket her i Verden; hvad har jeg udrettet? Jntet, mindre end Jntet! De Træer, jeg plantede, skulle fremmede Hænder omhugge; fremmede Fødder skulle nedtræde mine Blomster som Græsfet paa min snart forglemte Grav! kom min Kjere! kom og adspred hvis Du fan, de skumle Skyer, der samle sig omkring mig og sammenpresse mit arme Hjerte."

[ocr errors]

Af saadanne Breve har jeg flere, hvoriblandt nogle af langt fildigere Dato; men det anførte viser noksom den Stakkels Arthurs melancholske Sindsstemning og stedfe. varende Utilfredshed. Ak! denne ophørte ikke, ferend Herren indkaldte ham til den evige Fred. Det er nu ti Aar siden jeg overgav hans Stov til Støvet.

Min fjere unge Ven! jeg er en gammel Mand, som forlængst har givet Afkald paa Verdens Glæder, og bes fæftet mit Hjerte mod dens Sorger; men denne ene Sorgen over min Vens ynkelige Død vil ikke forlade mig, før jeg forlader Livet.

[ocr errors]

Arthur gif i sit tredsindstyvende Aar. Fyrgetyve Aar vare henrundne siden hans Hjerte aabnedes - og atter haftigt og voldeligt tillukkedes for den stærkeste og farligste af alle Passioner. Det var en Søndag, just som Gudstjenesten var ude, at hans Tjener kom galloperende ind i Gaarden bleg som et Liig: „hans Herre

-

var bleven heftig syg, og forlangte uopholdelig at tale med mig."

Jeg skyndte mig til Mørkedal.

Da jeg kom ind, sad min Ven i en Lænestol og stirrede bonligt paa mig, som om han vilde tigge Livet af min Haand; men Dødens stærkere Haand havde allerede grebet ham med kæmpekraft; jeg saae, at den ikke mere vilde slippe fit Bytte. Han pegede til Bordetak! der laae hans Dødedom! Hør den, min unge Ven! og tag Advarsel af den grusomt bedragne Mands rædselfulde Stjæbne. Jeg vil afskrive Dig disse Ulykkesbreve i samme Orden, som jeg, ffjælvende af Forbauselse og inderlig Sjælesmerte, læste dem. De sidste havde været indsluttede i det som nu følger:

„Naadige Herre!

Paa min Dødsseng, og nu, da jeg haver udsonet mig med min Gud, vil jeg ogsaa forsone mig med Menneskene, og lette mit Hjerte fra en Hemmelighed, som i mange Aar haver betynget det. 3ffe som om jeg selv havde været Opfinder af det Bedragerie, jeg nu skal

aabenbare Dem; men, desværre baade for Dem og Flere, har jeg været Medvider deri, og vistnok dulgt det altfor længe. Nu vil jeg fortælle Dem den rene Sandhed.

I mit syttende Aar kom jeg som Kammerpige i Tjeneste hos den nu falige Froken H*****. Det var just i den Tid, at det stod paa med Formælingen mellem hende og naadige Herre. Hun havde stor Godhed for Dem, og troede, at De var ligesaadan findet mod hende. Da ftete det, at De ganske uventet forlovede Dem med Ifr. Elisabeth Lund. Dette tog min Frøken sig meget nær, og lovede at ville revanchere sig ved Lejlighed; denne tilbød sig snart saaledes.

Frøkenen rejste i et Besøg til Kjøbenhavn, og jeg fulgte med hende. Kort efter hørte vi, at Jfr. Lund ogsaa var kommen der, for at see til fin Søster, som nylig var bleven Enke, og strar derpaa erfarede vi Deres højsalige Hr Faders dødelige Afgang, samt at De selv med første vilde i egen Person afhente Deres nye Kjereste. Dette sidste blev tilmeldt os af deres daværende Tjener Lars, som allerede længe havde været bestukken til at forraade os alle Deres Hemmeligheder. Imidlertid faldt De i en Sygdom, der et Par Maaneder udsatte Deres Rejse. Kort førend De tiltraadte denne, mødte min Froken og jeg paa Gaden et Fruentimmer, som vi, formedelst den fuldkomneste Lighed, begge antoge for Jomfru Lund. Hun gik med en ung Officier, og da hun kom nærmere, faae vi, at hun var højfrugtsommelig. Min Frøken standfede foran hende, nejede og fagde lidt spodsk: Jeg gratulerer, lille Jomfrue! en lykkelig Nedkomst!"

Fruentimmeret faae forundret paa hende; men hendes Ledsager braft i Latter, og svarede: „Min Kone er

« ForrigeFortsæt »