"See! naadige Herre!" raabte han bag ved mig, nu rejser hun sig og vender Siden til!" Himmel og Jord! hun var frugtsommelig. Det blev sort for min Dine jeg daanede. Af denne lykkelige Ubevidsthed vaagnede jeg først ved Vognens Skrumplen under mig: min Tjener havde faaet en Hyrekaret, hvori vi vendte tilbage til mit Logis. Jeg vilde hen til hende. Synet af mig skulde senderknuse hende jeg vilde udfordre Officeren men den troe Karl hindrede ethvert Udbrud af mit Raferie. - "De kan jo skrive hende til!" sagde han, „at De nu fjender hendes Utroskab.“ Jeg greb dette Raad, men kunde ikke følge det; Pennen dansede paa Papiret jeg kunde ikke trække et Bogstav han maatte strive for mig. Flere Ark rev jeg istykker; naar han læste for mig, hvad han havde skrevet, var det Altsammen ikke bittert nok. "Jeg tykkes ikke," sagde han tilsidst, at hun er Deres Vrede værd; var det ikke nok, naar De ganske fortelig slog op med hende?" Dette fandt mit Bifald; saaledes kunde saavel den krænkede Stolthed, som den skuffede Zmhed, bedst see sig hævnede. For at gjøre Hævnen fuldkommen, angav jeg slet ingen Grund til vor Adskillelse, men meldte hende blot: at jeg fandt det rigtigst at hæve vor Forlovelse, og skikkede hende derfor Fæstensringen tilbage; al Correspondance og muligt Forsøg paa fremtidig Nærmelse frabad jeg mig som noget ganske unyttigt." "Dersom hun sagde jeg til ham i Bortgaaende, wifte leverer Dig hendes Ring, skal Du forlange den, og sige, at din Herre havde foræret Dig den." Da han var borte, foer en iisnende Kulde igjennem mit Bryst. Med ufravendt Blik stirrede jeg paa den Finger, der havde baaret hiint - engang saa dyrebare Kjerligheds- Pant. Ligesom dens Indtryk gradeviis for= svandt, saaledes - fvor jeg lønligen skal hendes Minde udslettes af mit Hjerte! Ak! min Ven! min Ven! Eden er endnu uopfyldt! „Hvad sagte hun?" spurgte jeg den tilbagevendende Tjener. "Hun smilte og sagde det var godt,“ sagde han. „Godt!" gjentog jeg, og dette var det sidste Ord jeg talede, indtil De kom, og atter aabnede mine Læber og mit Hjerte. Fra dette Tidsrum har jeg iøvrigt ingen anden Erindring, end at jeg spiste, drak, gik tilsengs og stod op, naar min Tjener mindede mig. Jeg var saa aldeles nedfunken i hiin døsige, til Vanvid nærgrændsende, Ligegyl= dighed, at end ikke Synet af Dem, min dyrebare Ven! mægtede at vække mig. Saaledes visnede mine skjønneste Forhaabningers Foraarsblomst! saaledes sønderrev en vellystig, frolos Kvinde min stærkeste Livstraad men Venskab og Religion, de Ulykkeliges særlige Ven, har igjen knyttet andre Gud veed, hvor længe disse skulle holde." Nogle Dage efter at have læst denne Beskrivelse over hans uheldige Kjerligheds- Handel, modtog jeg atter et Brev af følgende Indhold: Min meget fjere Ven! Jeg maae forlade Dem paa nogen Tid længe; jeg rejser uvist hvor hen. Engen grønnes, Træernes Knoppe svulme, Violerne blomstre allerede: deres søde Duft har vakt smertelige Minder i min Sjæl — ak! hvorledes skal jeg undflye dem? Jeg maae bort her kan jeg ikke oppebie den skjønne, Vaar. Da den ifjor smykkede Mark og Skov, da Blomsten aabnede fit Bæger, da Bøgen befrandsede fit Hoved, da Fuglen lokkede sin Mage da lokkede mig Sirenens Sang jeg kan ikke taale her at skue den atter oplevende, evig unge Natur. Lev vel, min trofaste Ven! Lev vel til vi gjensees og et roligere Hjerte.“ om Gud vil Jeg vilde have taget Afsked med ham, men han var allerede borte. Ingen vidste hans Rejses Maal; Kudsk og Tjener havde blot to Timer iforveien modtaget hans Befaling, at spænde for og pakke ind. Denne pludselige Resolution gjorde mig ikke urolig; jeg haabede tvertimod ret glædelige Følger af saadan Adspredelse, hvilke ej heller udebleve. En Maanedstid herefter læste jeg i de offentlige Tidender, at Ifr. Elisabeth Lund var død i Kjobenhavn. Der stod alene: at en Tæring havde gjort Ende paa hendes langvarige Lidelser," uden nærmere at antyde disses Beskaffenhed eller Aarsag. Ogsaa af dette Dødsfald ventede jeg gavnlig Virkning paa Vens Sindsstemning: nu hendes forføriste og skrøbelige Legeme var skjult i Jordens Skjød, maatte -tænkte jeg - en fuldkommen Tilgivelse fra hans Sive lettere finde Sted, og Hadets giftige Braad uddrages af hans hjerte, og saaledes give Rum for bedre og mildere Følelser. Niugersdagen efter Arthurs Bortrejse havde jeg den Glæde at gratulere ham til en lykkelig Hjemkomst. Han havde i dette Tidsrum gjennemrejst det nordlige Tydskland, men ikke opholdt sig længe paa noget Sted. " Jeg mærkede nok, at han forgjæves havde stræbt at rejse fra den besværlig Følgesvend Sorgen, som Horatius saa smukt siger, sætter sig bag ved Rytteren, om end Hesten er nok saa rap." Dog behagede det mig, at han havde medbragt en Deel nye Bøger, blandt hvilke jeg ellers siden saae een med Titel: „Leiden des jungen Werthers." Samme Bog var af en meget forliebt og sværmerisk Tendents, hvorfor jeg tidt, men forgjæves, vilde overtale ham til at confiftere den. Han havde ogsaa faaet sig en Harpe, hvilket behagelige Instrument han snart lærte at tractere med megen Douceur. Han var endnu uvidende om Jomfrue Lunds Død, og jeg var meget forlegen, for at faae ham denne Begivenhed bibragt paa den lemfældigste Maade, saasom det gamle Saar jo herved igjen maatte oprives. Efter passende Forberedelse gav jeg ham Avisen at læse, og lod ham derpaa være alene. Da jeg kom tilbage, faae jeg, at han havde grædt. "Fred med de Døde!" sagde han stille, og med nedflagne Dine, og rakte mig fin Haand. "I hendes Navn," svarte jeg, som nu staaer for den barmhjertige Dommer, modtager jeg Deres Haand som et Forsoningstegn Gud forlade os vor Skyld som vi forlade vore Skyldnere!" G Jeg mindes saa tydelig, som om det var skeet igaar, at Maanen just i det samme brød frem fra en mørk Sky, og kastede et pludseligt Lys ind i Værelset paa den Væg, hvor Harpen stod: det faae virkelig ud, som noget Hvidt sfred hen forbi den - Strengene dirrede med en sagte Klang. Jeg er ikke overtroist, veed ogsaa meget vel, at Sligt kunde have en ganske naturlig Aarsag; alligevel fore fom dette Phænomen mig som et Glimt fra Aandernes Verden, og min Ven har vistnok havt en lignende Fornemmelse: han faldt om min Hals og græd han blandede sine Taarer med mine. - Tjeneren bragte Lys. Jeg lod mig forevise de medbragte Bøger og Skilderier, hvilken Tidsfordriv opmun trede os begge og opholdt mig til filde paa Aftenen. Jeg tog hjem, uden at have forrettet mit vigtigste Ærende, som var at bede ham bivaane mit Bryllup, der havde været udsat til hans Hjemkomst. Næste Dag oprettede jeg min Forsømmelse: han lovede at ville være Vidne til min Ægteforening. Paa Bryllupsdagen fortrød jeg at have afnødet ham dette Løfte; thi hans indvortes Bevæ= gelse undgik ikke min Opmærksomhed. " Modtag en velmenende Vens Lykønskning!" sagde han til mig efter Vielsen: Deres Kjereste bar bevaret sin Troskab mod Dem i fem Aar. Gid Konen maae være Dem ligesaa troe og ligesaa kjer i ti Gange fem!" — Uagtet sit Fruentimmerhad, havde Hr. Arthur virkelig Agtelse for min kone, og jeg kan med Sandhed sige: at hun var den eneste kvindelige Skabning, som han med Fornøjelse faae paa fin Gaard. Maaskee hans Venskab for mig bidrog meget hertil, skjøndt hun sandeligen, fors medelst fin Fromhed og Forstandighed, fortjente at agtes og elstes af Enhver. Vinteren randt hen, uden at have medført nogen ans den Forandring paa min Vens Gempt, end den: at han stundom viste sig lidt opfarende og vanskelig mod Tjenestefolkene. Overalt mærkede jeg at jo ældre han blev, jo mere tog hans Tungsindighed af, og hans Værkelighed til; dog maae jeg ikke sige: at han enten var urimes |