de første tre uger ikke forlod. Her var jeg alene og næ= ften bestandigt hos ham, opfyldte trolig baade en Vens og en Tjeners Pligter, og bestyrede som Mellemmand alle Gaardens og Godsets Affairer. En af de første og be= synderligste var den: at afskedige alle Tjenestekvinderne, lige fra Huusholder ken til Hønsepigen.

sagde han

Han var ubevægelig i denne Post: Ingen af dette falske Kjøn“ "stal herefter boe under Tag med mig; jeg vil aldrig have andre end Mandfolk i mit Brød."

Saasnart dette var bragt i Rigtighed, syntes atter en Steen at være lettet fra hans Hjerte, og efterhaanden antog hans Sorg en mere blid, en mindre folkesky Charakteer. Han bekvemmede sig til, i mit Selskab at gjøre smaa Spadsereture i Haven og Skoven, skjøndt disse syntes at fornye dog med stedse aftagende Styrke en Kummer, der aldrig ganske vilde lade sig udrydde.

Ved denne Tid døde den nærmest boende Præst, og min Ven kaldede mig sirar til hans Eftermand. Jeg maatte nu forlade ham, og dette gjorde jeg med Taknemmeligheds og Deeltagelses oprigtige Taarer. Han trykkede mig til fit dybt saarede Hjerte og græd som et Barn, der skal skilles fra sin Fader. Jeg lovede at besøge ham faa ofte som muligt, og næsten daglig opfyldte jeg dette Løvte.

Vinteren gik hen. Det var næsten allerede et Aar siden Hr. Arthurs uheldige Forlovelse, at han en Dag, ved min Bortgang, rakte mig et Papir med disse Ord:

"

Min oprigtige Ven! De burde for længe siden været indviet i min Ulykkeshistorie, men først nu har jeg vundet Styrke til at fortælle den; deraf, at jeg har været istand til at føre den i Pennen. vil De kunne drage en bero

ligende Slutning med Hensyn til min nuværende Sindsstemning." Herunder følger en Afskrift:

„Siden min elskede Faders Død har jeg ingen bedre

ingen anden Ven havt, end Dem, gode, kjere Anders sen! De har med utrættelig Taalmodighed udholdt mine tungsindige og fikkerlig ofte besværlige Luner; ja! De er den, som har frelst mig fra Fortvivlelse, som har lindret min dybe Kummer skulde De da ikke erfare dens Aarfag? Men ak! naar jeg paany opriver det pinefulde Saar? dog maaskee selv denne smertelige Berørelse

kan have nogen helbredende Virkning: vove det!

Bevinget af min heftige, min iilte jeg mine Længslers Maal imøde. opfyldte mit umistænksomme Hjerte —

at jeg hastede hen mod den Afgrund, der skulde opsluge alle mine Glæder i Livet.

J Roeskilde blev jeg, haardt imod min Villie, for sinket nogle Timer Aarsagen dertil mindes jeg nu ikke mere. Da jeg, meget utaalmodig herover, omsider steg tilvogns, mødte jeg i Forstuen Frøken H*****, som i nogen Tid havde opholdt sig i Kjobenhavn. Med et tvetydigt, højst modbydeligt Smiil ønskede hun mig en lykkelig og fornøjelig Rejse. Ligegyldig hilste jeg igjen og sprang hende forbi, ligesaa haftig som dette varselfulde Mode forsvandt af min Erindring. Først længe efter Opvaagnelsen af min korte Glædes - Drem tilbagekaldte jeg i min Hukommelse hendes fæle Smiil og sælsomme Betoning af Ordene lykkelig" og "fornøjelig."

Snart naacde jeg Porten til den Bye, som inden sine Volde gjemte min Sjæls Udkaarede. Med piinlig Utaalmodighed maatte jeg oppebie Enden paa Visiteurernes

fels Karl!

Undersøgelser; men endnu under disse drog Lars — stafmig tilside, og bað mig stammende og skjæl vende, dog ikke strax at opsøge min Kjereste.

Denne Anmodning, hans forvirrede Tale, hans usædvanlige Forlegenhed, indjog mig en dødelig Angest. „Er hun syg? er hun død?" raabte jeg, men fik intet Svar; thi Lars sad allerede i Vognen vistnok for ogsaa at faae mig derop, og saaledes undrage mig de Omftaaendes Nysgjerrighed. Jeg sprang op til ham, og gjentog mine ængstelige Spørgsmaal; men under den stærke og uafladelige Rumlen og Larmen kunde jeg ikke forstaae hans Svar.

Havde det varet længer, kunde jeg have sprunget af Vognen og revet ham med mig -dog, strar indenfor Porten holdt vi ved den Gjæstgivergaard, som han kjendte og havde anbefalet.

„Er hun her?" raabte jeg, icet jeg foran ham foer ind ad Døren.

"Nei!" svarte han, det er her vi skal logere." "Men saa bring mig da til hende!" ffreg jeg for= bittret, og greb ham ved Armen.

Han bad mig, for Guds Skyld ikke at forhaste mig; men endelig bie til han havde fortalt mig, hvad jeg lige. saa godt først som sidst maatte vide. Jeg stod paa Glø: der: han maatte næsten med Magt føre mig ind i det anviste Værelse.

Længe martrede han mig her med Udflugter og Om. svøb, for mine Trusler aftvang ham den sønderknusende Tilstaaelse: „han havde af en troværdig Ven i Roesfilde crfaret at min elskede, min tilbette Pige var en Stjøge."

Havde dette Tordenord iffe lamslaget alle mine Lemmer, vilde jeg maaskee have myrdet ham paa Stedet.

"Kom Du Helvedes Sendebud!" streg jeg, faasnart jeg var istand til at røre min Tunge - Du skal bringe mig til hende! een af Jer skal døe!"

Jeg greb ham i Brystet og slæbte ham mod Døren.
Naadige Herre!" stammede han, ffjælvende ligesaa

"

stærkt som jeg selv

"hun er flyttet

lad mig først forhøre, hvor hun boer inden et Kvarteer skal De see hende! vil De bare bie til jeg kommer igjen.“

Med disse Ord rev han sig løs, og var ude af Kammeret, inden jeg kunde standse ham.

Jeg stod som fastnaglet og stirrede paa den lukkede Der. Dersom nogen Tilstand paa Jorden ligner Helvede, da var det min: jeg veed ikke hvor længe den varede; for de Fordomte maae enhver nok faa liden Deel af Tiden være uden Maal.

Endnu troer jeg, at disse Djeblikke vare Culminationen af min Sjælemarter - pinefuldere end selve det, der gjorde min Frygt til Vished. Mit Ansigt maae ræds somt have udtrykt den indvortes Kamp mellem forskjellige Sindslidelser; thi en Pige, som kom ind med et Brev, tabte det af Forskrækkelse, og fløj ud igjen med et Skrig. I det samme kom Lars; men inden han vilde føje sig efter min Villie, tog han mig ordentlig i Eed: at jeg blot maatte see og høre, men hverken tale eller foretage mig Noget, og ufortøvet følge tilbage med ham.

„De maae dræbe mig," sagde den troe Karl, og stillede sig for Døren „eller og De skal love mig ved Deres Salighed, at De vil være rolig!"

Jeg var nødt til at fværge. I dette Øjeblik opragede han Brevet, som Pigen havde tabt, og jeg slet ikke ændset. Han tog det op.

„Det er vist, fra Jomfruen," sagde han, det er hendes Haand; vil De ikke læse det først?"

Jeg rev det op det var fra hente, men jeg kunde ikke læse det, saaledes rystede jeg, faaledes dansede Bogstaverne for mine Dine. Han maatte læse det for mig: hun meldte blot korteligt: at hun havde maattet følge med sin Søster til Holsteen, hvor dennes Svigerfader vilde tage hende og Børnene til sig; hun havde med Dagsposten tilmeldt mig det samme i et Brev til Mørkedal; men i Tilfælde af, at dette Brev kom forfilde til at hindre min Afrejse, havde hun villet aflægge et andet her, i hvilket hun bað mig, paa min Gaard at oppebie hendes Hjemkomst, der forhaabentlig ikke ret længe skulde udsættes." "Men saa er hun jo ikke her?" raabte jeg.

"Kom selv og see, naadige Herre!" svarte han, men hust, hvad De har lovet mig!"

Vi gik langt jeg troer til den modsatte Kant af Byen. Mine Fødder brændte under mig; snart forekom det mig, at jeg stod stille, og at Folkevrimlen foer med Stormens Hurtighed forbi mig; snart var det mig, som om jeg sejlede og følte et Skibs gyngende Bevægelse. · Omsider førte han mig ind i et Huus, nogle Trapper ivejret - jeg befandt mig alene med ham. - han slog Skudden for Døren, og mindede mig atter om mit edelige Løvte. Sæt Dem nu her ved Vinduet!" sagde han, hold Dje med den Stue i første Etage ligeoverfor! De vil snart faae hende at see men kom ikke altfor nær

"

til Vinduet!"

og

Jeg saae hende allerede: hun kom og satte sig paa en Stol. Strar efter nærmede sig en ung Officier, omfavnede og kyssede hende, tog saa Hat og Stof og gik. Mit Bryst var en glerede.