Correspondancen, men da jeg havde faaet nogen Øvelse i den forlibte Brevstil, lod hun sig rigtig føre bag Lyset.

Jeg var i Sandhed i en slibrig og ængstelig Stil ling, og tilsidst ganske confus over dette Skriverie, der kostede mig langt større Hovedbrud, end nogensomhelst latinsk Stiil i min Skolegang; tilmed var jeg jo ogsaa betaget af stor Sorg og ængstelse, saavel for min unge elskelige Ven, som for hans stakkels Kjereste.

Endelig overstod han Sygdommens farligste Crisis, og befriede mig faaledes paa eengang fra min Frygt og fra hiin besværlige Contvirforretning. Han havde neppe forladt Sengen, før han vilde have været afsted til Kjøbenhavn; dog, da han kun meget langsomt gjenvandt de tabte Kræfter, og da Godsets Overtagelse medførte endeel uopsætlige Forretninger, hvilke formedelst hans langvarige Sygdom havde formeret og opdynget sig, hengik atter nogle Uger, inden han kunde tiltræde den forønskede Rejse. Dagen før modtog han med Posten følgende omineuse Brev:

"Kjælne Damon! flyv paa Kjerligheds Duevinger til „din Phyllis! der skal Du finde din Glæde fordoblet og "Omstændighederne saa gode, som muligt. Luc. 1, 36.„Den graa Kat."

Denne lakoniske Seddel opvakte hos Arthur hverken Skinsyge eller Forundring; ej engang Nysgjerrighed efter at kjende Autor, saa fast var han i Troen paa fin Kjerestes Dyd. Jeg derimod kunde ikke ganske dæmpe en vis Ahnelse, hvis Betydning jeg desværre! kun altfor® snart skulde erfare.

Min Ven rejste saa vel tilmode og let, som en Trækfugl, mod Syden. Den første uge erholdt jeg ingen Efterretning fra ham, den anden ikke heller. Nu begyndte

E. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. V.

11

jeg at blive lidt urolig, og da den tredie ligeledes hengik uden Brev, besluttede jeg at rejse efter ham. Det kunde umuligt hænge rigtigt sammen; Forvalteren og jeg havde skrevet hver Postdag - og det endog i nogle for Godset vigtige Anliggender. Vel kunde han, efter fit hæftige Gemyt, over Kjcresten glemme os Andre, men dog kun for en føje Tid; og en saa langvarig uforsvarlig Glædesruus var ikke tænkelig.

Jeg tog over Land, og kjørte Nat og Dag. Paa den tredie arriverte jeg til Staden, og ilede nu strax hen til den Gjæstgivergaard, hvor han før fin Afrejse havde bestemt efter den i Kjøbenhavn velbekjendte Tjeners Anviisning at ville logere.

-

Det var paa den høje Tid jeg kom. Han sad halv paaklædt i en Lænestol, og trommede med Fingrene paa begge Stolcarmene.

"Herre! du min Gud!" raabte jeg forskrækket, „hvorledes er det fat?"

bleven vanvittig, og virkeUden at forandre en Mine kastede han et flygtigt Blik som havde jeg været en ham fæstede han igjen fine

Jeg frygtede, at han var lig var han ikke langt derfra. i fit blege fortvivlede Aasyn, paa mig, og derpaa ganske uvedkommende Person Dine stivt paa Vinduet.

"Gode, fjere Hr. Arthur!" sagde jeg, og greb hans Haand -fold og slap blev den liggende mellem mine.

Jeg brast i Graad, og satte mig taus ved hans Side. Jeg erindrede mig Jobs Venner: "Og da de faae hans ynkelige Skikkelfe, opløftede de deres Røst og græd, og de sadde hos ham tre Dage og tre Nætter; men Jugen talede et Ord, thi hans Smerte var saare stor."

Jeg veed ikke, hvor længe jeg sad "faaledes i stum

Bedrøvelse, indtil omsider hans indvortes Sorg begyndte at faae Luft; han fukkede dybt, og Taarer paa Taarer randt ned ad hans Kinder. Da forsøgte jeg at tale Trostens Ord; jeg bad ham, dog at betroe mig fin Kummer og bryde den ængstelige Taushed. Det var endnu for tidligt: Saaret var for frifft og omfindtligt til at berøres.

"Min hjertens fjere Ven!" sagde jeg, „fortvivl dog iffe, om end Verden gaaer Dem imod."

"

Verden er en Roverkule!" afbrød han mig hæftigt, og reiste sig i Stolen, men han faldt afmægtig tilbage, og hans Hoved sank ned paa hans Bryst.

Jeg hørte Fodtrin paa Trappen, jeg gik ud og mødte Lars han faae ligesaa bleg og forvirret ud, som hans Herre.

"For Himlens Skyld!" hvidskede jeg, hvorledes hænger det sammen her?

"

"Elendigt! Monsieur Andersen!" svarte han, han maae endelig see at faae Herren bort herfra! Kjøbenhavn er ikke god for ham."

Disse Ord bragte mig paa den Tanke, at det stakkels unge Menneske var bleven forført til Spil eller anden Udsvævelse, hvortil desforuden hans fyrige Temperament letteligen havde kunnet forlede ham. Jeg gik ind i Værelset igjen.

"Kjereste Ven!" sagde jeg, "forsag ikke! Gud er naadig til at forlade; faalænge De endnu har Troen paa hans Barmhjertighed, er ikke Alt tabt; fast Dem med et angergivent Hjerte i hans Faderarme!"

Han faae taus og stivt paa mig, som om han ikke forstod min Tale hvilket han rigtignok ej var istand til.

"Ingen falder faa dybt, at han jo atter kan rejses, naar han kun ikke fortvivler."

Skjøndt jeg snart erfarete min Vildfarelse, havde famme dog den gavnlige Virkning, at den gav hans fire Forestillinger en anden Retning. Et nyt Saar synes jo at formindske Smerten af et ældre, idet det fordeler den. Han rystede paa Hovedet med et bittert Smiil:

,,De tager fejl, min Ven! mig skader intet Andet, end at jeg er bleven_ormslagen *), men men Andersen! naar Engle falde, da maae Mennesker fortvivle.“

Med disse Ord sprang han op, og gik med Hændevrid og vilde Djekast omkring i Værelset. Nu fornam jeg, at det var Kjerestesorger, som trykkede ham.

Herre Gud!" raabte jeg med et allerede lettere Hjerte, er Jomfrue Lund

"

Forbandet være hendes Navn!" skreg han, nævn det aldrig mere! Hendes Billede sidder som en Slangebraad i mit Hjerte; men aldrig skal hendes Navn besmitte min Tunge! Andersen, før mig bort herfra!

langt bort fra denne Fordærvelsens Afgrund!“

„Med den bedste Villie, min Hjertens Ven!" svarte jeg og gik ud til Lars, for at lade ham bestille en Vogn.

Vognen kom, men Lars blev borte, og jeg har aldrig feet eller hørt noget til ham siden denne Dag. Vi maatte rejse uden ham, da Arthur aldeles ikke vilde bie, og inden en Time befandt vi os paa Hjemvejen til Jylland.

Paa denne saare bedrøvelige Rejse var min ulykkelige Ven bestandigen indesluttet i sig selv, og talte fun, naar jeg vakte ham af hans mørke Grublerier. Vel søgte

*) Bidt af en giftig Orm et Provindfial - Udtryk.

jeg paa alle mulige Maader at adsprede ham, ved at gjøre ham opmærksom paa de mange smukke Situationer, som presenterede sig allevegne og viste Naturen i dens mangfoldig afverlende Skjønhed; men det var altsammen til ingen Nytte: han kastede et ligegyldigt Blik derhen, hvor jeg pegte, og drog det ligesaa hastigt og uden Deeltagelse tilbage, for at fæste det snart paa Skyerne og snart paa fine Fødder. Et dybt Suk, en hastig tilbagetrykt Taare var det Eneste, som rebede hans indvortes Bevægelse.

Kun een Gang prøvede jeg at lede Talen hen paa den utroe Kjereste, baade for at erfare Sammenhængen med hendes Utroskab, som og for at han kunde lette fit beklemte Hjerte ved Meddelelsen af sin Ulykke; men da foer han forbittret op: Dersom De taler endnu engang om hende, springer jeg af Vognen, og De skal aldrig see mig mere."

"

Naturligviis undgik jeg nu siden at berøre denne Materie. Derimod talte jeg om hans salig Hr. Fader, om Godsets Tilstand, de nødvendige Forbedringer ved samme, ved Gaarden og Haven, med saadant mere. Hertil laante han dog stundom Dre, gav ogsaa undertiden et fort, dog ret fornuftigt Svar. Alligevel fornam jeg ikke nogen ret mærkelig Forandring i hans Sindstilstand, før vi nærmede os Mørkedal. Saasnart han fik je paa Hjemmet, brast han i en hæftig Graad, som jeg aldeles itte søgte at standse; jeg ansaae denne Taareflod for en lettere udtømmelse af Sorgen, ligesom Aareladning analogist betragtet

af Materia peccante.

stiller Feberpatienten ved en Deel

Uden at ville tale med noget Menneske paa Gaarden, ilede han ind i Faderens Sovekammer, hvilket han i