frygtsom, raadvild, og vidste hverken ud eller ind; det han kunde gjøre, vilde han ikke; det han vilde, torde han ikke. Saa gik da jeg til den Gamle, og skriftede paa Sønnens Vegne.

I Førstningen blev han meget fortørnet; han meente at have viist Eftergivenhed nok, idet han afbrød den fordeelagtige Mariage med Frøken H*****; skulde han nu endydermere tillade ham at forbinde sig med en fattig Præstedatter? Men da jeg forestillede Styrken og Hæftigheden af den unge Mands Kjærlighed; da jeg lagde ham paa Sinde, at han kun havde dette eneste Barn, som maaskee kunde tage sin Død over det, ifald han ikke fik Pigen, at denne var et velopdraget og uberygtet Menneske; at hans Søn jo blev mere end riig nok, til at gjøre en fattig Pige lykkelig; og endelig, at hun, just fordi hun blev op= loftet fra Fattigdom og ringere Stand til ære og Rigdom, vilde blive hendes tilkommende ægtemage desmere hengiven; svarte han rørt: „Saamænd, Monsieur Anders sen! I figer Noget lad min Søn komme til mig!"

Med gode Forhaabninger sendte jeg den forlibte Ungersvend ind til Faderen. Da de havde været en føje Tid tilsammen, kom min unge Ven springende ned i mit Kammer, tog mig om min Hals og kyste mig, løb saa ud igjen, uden at have talt et eneste Ord - som da ogsaa var overflødigt og inden jeg vel fik stoppet og tændt min Pibe, hørte jeg ham gallopere ud af Gaarden.

Jeg kan spare mig den Umage at fortælle hans Frierie, da han selv har gjort det i et Brev, som jeg erholdt nogle Dage derefter. Jeg vil anføre det heelt og holdent, da det kan vise Dig saavel hans sangviniske Temperament, som og afgive et Exempel paa hans curieuse Skrivemaade.

"Min tjere Monsieur Andersen!

Jeg er i Paradiis. Hun er min! den skjønneste af alle Guds Engle paa Jorden er min! og hun elsker mig; den dejligste, klogeste, vittigste, frommeste Pige paa Jors den har stjænket mig fit uskatteerlige Hjerte. Jeg er halv forrykt af Glæde: jeg drømmer om Dagen, og jeg vaager om Natten; men var det ikke en Skam at sove med et Hjerte faa fuldt af Lyksalighed? Er jeg hos hende, kunne mine Øjne ikke lukke sig for at see paa hende, og er jeg borte fra hende, pines jeg af Uroe og Længsel; og aldrig faasnart falde mine Djne til, før jeg drømmer om hende, at hun omfavner mig, eller flygter, er syg død; da farer jeg op i Angest, og borte er Søvnen. Jeg kommer virkelig til at tage en Dosis Opium hver Aften, ellers vaager jeg mig ihjel. Jeg er i ligesaa stor Fare for at hungre tildode; ved Bordet glemmer jeg baade at spise og driffe. Seer hun smilende til mig, taber jeg Skee og Kniv; jeg mættes jo af hendes Dines himmelske Straaler. Kysser hun mig, indsuger jeg den fødeste Livsnæring af hendes balsamiske Læber De maae virkelig sende mig Lars, at han kan putte mig Maden i Munden. Men jeg vilde jo fortælle Dem min Forlovelse jeg veed neppe selv hvorledes det gik til. I trende Dage gik jeg paa Gløder i trende Nætter sov jeg paa Knappenaale. I hendes Fraværelse var jeg modig som en Krigshelt, og besluttede hundrede Gange, nu skal det være! men saasnart jeg blot udenfor Døren hørte hendes Englerøst - borte var da hele min Courage.

ja

Flere Gange tog jeg med Magt Mod til mig, og nærmede mig med nedslagne Øjne thi jeg vidste nok, at naar de mødte hendes, gik jeg strar fra Samlingen; men det var eet og det samme; jeg kunde ikke undgaae

at skimte Spidsen af hendes lille Fod, og da fad atter Frieriet fast i min Hals borte.

jeg ønskede mig tusinde Mile

Efter ethvert saadant frugtesløft Forsøg ærgrede jeg mig bitterlig over min Fejghed, og fattede nye driftige Beslutninger, der dog aldrig kunde naac Modenhed, formedelst den Uvished, hvori jeg nemlig svævede: om jeg nemlig torde haabe Gjenkjerlighed eller ikke. Snart syn

tes det mig umuligt at faa himmelsk en Skabning kunde elske nogen Dødelig, og snart tyktes mig, at hun nødven= dig maatte bevæges af saa reen og hæftig en Tilbøjelig= hed, som den der fyldte mit hele Hjerte; Haab og Frygt foer i saa hurtig Afverling igjennem min Sjæl, som Skyer og Solffin over Himlen paa Stormens Dag.

Omsider var jeg Fortvivlelsen nær, og da

slog min Lyksaligheds første Time.

o da

Jeg sad i et Lyft

huus og græd; mit Hjerte bankede som om det vilde sprænge mit Bryst: med eet stod hun foran mig. Gjennem Taarerne faae jeg, at hun var bleg og stjælvede som jeg selv dette gav mig Mod: nu eller aldrig! Hvad jeg gjorde, hvad jeg sagde, hvad hun svarede? jeg veed det ikke; jeg veed end ikke, om der var talt et eneste Ord; jeg mindes kun: at hun laae i min Favn, hendes Arın om min Hals, hendes Kind ved mit bankende Hjerte, og - og nu er Brevet sluttet; jeg hører hendes Fodtrin. Adieu! adieu!

Deres lyfsalige Arthur."

Jeg maatte mange Gange smile under Læsningen af denne rapsodisfe Skrivelse, men glædede mig dog ret af Hjertet over disse unge vakkre Personers Lykke. Reppe havde jeg gjennemløbet det, før jeg blev kaldet til den gamle Herre, som havde faaet et pludseligt Anfald af fin Syg

dom. Jeg fandt ham siddende i sin Lænestol

thi han

funde iffe taale at ligge med et lignende Brev fra Sønnen i fin Haand og faderlige Glædestaarer i sine Øjne, uagtet hans Legeme leed under hæftige Smerter.

falder mig

er kommen

"I har ogsaa faaet Brev fra min Søn, Monsieur Andersen!" sagde han, „ja! Gud give det maae geraade til hans fande Vel! Men nu maae jeg dog have Bud efter ham; han skal have min Velsignelse inden Herren min kjære Andersen! jeg troer, min Time - denne Gang gaaer jeg neppe derfra." Inden jeg kunde yttre min dybe og oprigtige Bedrøvelse, traadte Præften ind med det hellige Sacramente, og jeg gif, for at lade den unge Herre hente. Det varede iffe længe, inden han kom; og da kunde jeg see, at Kjerlighed til den Forlovede dog ikke havde fortrængt Kjerligheden til Faderen af hans fromme Hjerte. Han vilde absolut være hos ham baade Nat og Dag, og det var kun paa den Syges gjentagne Befalinger, han var at for= maae til undertiden at nyde et Par Timers Søvn, hvortil han saa højligen trængte.

Med den Gamle blev det stedse flettere og flettere; og kortelig at fortælle: efter otte Dages Lidelser hensev han falig og stille. Skjøndt dette Dødsfald ikke var ganske uventet, foraarsagede det dog en inderlig Sorg hos Alle; thi den Hensovede var en hjertensgod og from Mand, og elsket af alle fine Undergivne. Ingens Smerte kunde alligevel lignes med Sønnens; det var neppe han skriftligt kunde melde Kjeresten sit sørgelige Tab.

Dog Sorgen har ingen absolut Magt over unge Hjerter; Naturen lader sig ikke afdisputere fin Ret; Haabets Solstin fordriver snarlig Kummerens Skyer fra den urynkede Pande; Glæden er stærkere end Sorgen i den

unge levelystne Sjæl. Strax efter Begravelsen begyndte min kjære Arthur at længes saa hæftig efter sin elskværdige Brud, at Jntet var istand til længer at holde ham tilbage, da der indløb et Brev, hvori hun meldte ham: at hun ufortovet maatte afrejse til sin Søster i Hovedstaden. Dennes Mand var pludselig død, og hun trængte nu højlig baade til Trøst i sin Smerte og Hjælp i fit Huusvæsen; saameget mere som hendes smaa faderlose Born manglede det Tilsyn, hendes egen tunge Sorg hindrede hende at yde dem. Med Brevet fulgte, som Pant paa ubrødelig Troskab, en Fæstensring istedet for mundtlig Afsked, hvilken Moderen, som ledsagede hende, iffe troede at kunne tilstede.

Dette Brev var en Hjobspost for min stakkels Ven, som i Forening med Sorgen over Faderens Dod, Nattevaagen, Sjæls og Legems Anspændelse og udmattelse ka= stede ham paa et farligt Sygeleje, fra hvilket han først efter ti Ugers Forløb var istand til at rejse sig.

I al denne Tid maatte jeg føre Correspondancen mellem ham og Kjeresten, hvis Ophold i Kjøbenhavn trak fig ud langt over Forventning. Det var for mig en faare vanskelig Commission at skrive alle disse Kjerestebreve. I Førstningen gik det godt nok, saalænge han selv var istand til at dictere mig; men da han dertil blev for svag, maatte jeg ogsaa føre dem i Pennen, derefter læse dem op for ham, og naar de saa vare rettede og udpyntede med adskillige kjælne Epitheta, omsider reenskrive dem med omhyggelig Efterligning af hans egen Haand, paa det hun ikke skulde mærke hvor daarlig han var. Endelig tiltog Sygdommen i den Grad, at han i flere Uger var ganske uden Bevidsthed; alligevel maatte jeg fortfare med