Billeder på siden
PDF
ePub

sjeldne Besøg af sine kvindelige Paarørende, der kom for et see hans Blomster og smage bans Viindruer.

Det enefte Fruentimmer, som han viste baade Agtelse og en Slags Belvillie, var Præstefonen, min omtalte Grands tante. Med hende hørte jeg ham endog stundom stjæmte paa en ret venskabelig Maade, ellers var hans Samtaler med det smuffe Kjøn ligesaa forte som tørre, og bestod fra hans Side fun i laconisfe Svar.

Engang spurgte jeg min Tante: hvorfor der da flet ingen Piger vare paa Mørkedal?

Min lille Diesteen!gav hun undvigende, med gods modig Stjæmt, til Svar: „bar Du bar aldrig hørt, at Piger ere mere bratfingrede og værre til at slaae iftyffer, end Mandfolf? og Du har jo feet, at Fr. Artbur bar saamange fostbare Spejle og Theefopper.

Saameget mindre fornøjet med dette Svar, som jeg fort tilforn havde slaaet en Rop iftyffer, henvendte jeg mig til hendes Mand om bedre Underretning.

Hm!" sagde han, „det fan Du endnu iffe have nogen Gavn af at vide; naar Du bliver stor, skal jeg maasfee fortælle Dig det..

Han holdt virkelig Ord: efter hans Død, som indtraf en Deel Aar længer hen i Tiden, fandtes en forseglet Paffe til mig, med Formaning: ej at aabne den for min Forlovelsesdag. Her følger dens Indhold i ordret Afsfrift.

Min fiere unge Ven! Naar Du modtager disse Blade, er jeg vel, efter Naturens Drben og Guds Barmhjertighed, samlet til mine Fædre; og Du bar da opnaaet den Alder - vil jeg baabe

da Du ikke længer behøver mine Formaninger. Men

derfor vil Du dog vist ifte foragte mit Raad og mine Erfaringer: een af disse funde maasfee være Dig nyttig i din Kjereftestand, da Følelse og Imagination faa let tage Tøjlen fra Fornuften, og det faameget mere, som Du i din Barndom fjendte og yndede den Mand, hvis Historie jeg nu vil fortælle.

Du vil af den idetmindste lære: wat Sfinnet ofte bedrager, og det undertiden i den Grad, at man neppe ntør troe sine egne Djne.“ Gud give, at Du ved dydig Kjerlighed maae vorde lykkeligere end han, hvis Djue forblindedes af falft Mistanke, og fom ej fif dem aabnede før det var forfilde, og Døden for bestandig tilluffede dem.

Da jeg havde taget min Attestats, blev jeg recoms manderet til den gamle Hr. Arthur, og var saa heldig, at vinde hans Bevaagenhed og løfte om det førfte Præstes kald, der blev vacant. Indtil saabant maatte indtræffe, formaaede han mig til at tage Ophold hos fig, og infor: mere hans eneste Søn udi levende Sprog.

Den unge Hr. Arthur var et smukt Menneske, vel opdraget og beleven, alligevel from og trohjertig. Han var munter, uden at være vild; stjæmtsom, uden at bens falde til Satyre. Stjøndt han var nogle Aar yngre end jeg, bleve vi dog snart Venner, formedelst ligheden i Prins ciper og Tænfemaade. Vi vare begge gudfrygtige og dys dige; men han var fyrig og hæftig i fine Sindsbevægels ser jeg derimod fat og alvorlig, hvorfor han ogsaa ansaae mig næsten som en ældre Halvbrober.

Den gamle Herre var i en Deel Aar beladt med en periodiff Brystkrampe, der regelmæssig indfandt sig hvert Efteraar, og det altid med tiltagende Hæftighed, hvorfor han ogsaa betragtede ethvert Løvfald som det fidste, han sfulde opleve. Desaarsag ønsfede ban at fee Sonnen

gift forinden sin Dod, stjøndt benne fun var libet over

de tyve.

Et par fra Miil fra Mørfedal boede fom Du vel mindes Oberft þ*****, i ret gobe Omstændigheder, med sin eneste Datter, Frøken Mathilde; denne havde Hr. Arthur udseet til Kone for fin Søn, og Frøkenen selv, saavelsom hendes Hr. Fader, vare begge tilbøjelige til den paatænfte Mariage, for hvilken derimod den unge Herre viste ftor Aversion. Alligevel troede be Gamle, at saadant nof vilde finde fig, og berammede en Dag til Forlovelsen, der skulde gaae for sig paa Mørke: dal; men da Alle vare samlede, erklærede min unge Ven reent ud, at han endnu iffe vilde indgaae nogen for: bindelse.

Faderen, saavelsom Obersten og hans Frøken Datter bleve meget nedslagne ved denne Erklæring; men herved var for det første Intet at gjøre, og man ffiltes misfor: nojede fra hverandre. Da de Fremmede vare borte, fom den Gamle ind til Sønnen paa mit Værelse, hvor han

saa at sige havde forftutfet fig. Han var meget opbragt og forlangte af Sønnen bestemte Grunde for hans Vægring.

Jeg vil iffe lade mig nøje, raabte han, med det evige: jeg kan ikke lide hende; fiig mig hvorfor? Hvorfor?"

» Papa, hun er faa grim!" svarte Sønnen.
,,Grim? Barnefnaf! foori bestaaer den Grimbed?"

.30, Papa!" sagde han, grim er hun; affegraat Haar, affegraat Ansigt, sorte Dine ligesom udbrændte Kul i en Affedynge, lyserøde læber og graae Tænder; naar ieg seer hende, tænker jeg altid paa den gamle graae Kat, der fmidffende og svinfende stryger fig op ad En; men inden man ved et Ord deraf, fafter den Kløerne i."

Hør! hør!“ raabte den Gamle hvilke Erpress sioner! Jeg siger Dig: Frekenen er en smuk og propre Dame; fom hun nu ftod ber i Dag i sin fulde Puds ----"

„ lignede hun varhaftig" afbrød den Unge men Urtepotte ovenpaa den Porcellains Kaffelovn: bred for: neden som en Ladedør, og smal i Midten saa smal, at jeg med en Ridepidst funde slaae bende midt over, som en Kaarstof.“

Saa pred den Gamle end var, funde han dog iffe bare sig for at træffe paa Smilebaandet, og da han selv mærkede dette, gik han hastig ud, og slog Døren i efter fig. Sønnen løb bag efter, da han havde et ejegodt Hjerte, og ikke funde udholde at fee fin Fader fortørnet. Det har ogsaa lykkedes ham snart at formilde denne; thi da jeg fort derpaa traadte ind i Dagligstuen, saae jeg at ban med Dmhed kyssede den Gamles Haand. Fra nu af blev der ikke talt mere om denne Alliance.

Ikke længe herefter begav det sig, at den unge Hr. Artbur blev indbudet til et Gjæstebud - jeg troer paa Silkeborg hvor de da, eftersom det var i den glade Juletid, ogsaa fif sig en Svingom. Ved Hjemkomsten herfra bemærkede jeg hos ham en total Forandring; han var stille og tanfefuld, talte Intet til mig, og spurgte jeg bam, fit jeg forkeerte og uforstaaelige Svar – fort sagt, han var forelsket. Dette aabenbarede han mig endelig paa min venskabelige og stundom bekymrede Spørgen til hans Befindende.

Paa Silkeborg havde han lært at kjende en ung Person, som ganske havde indtaget hans Hjerte en slem Omstændighed! hun var en Præstedatter, altsaa af borgerlig Stand, og tilmed fattig. Jeg forestilte ham, at ban under flige Conjuncturer neppe fünde vente fin Hr.

Faders Samtykke, og bad ham degaarsag at slaae Pigen af sine Tanfer.

Jeg prædifede for døve Ører; med opbrusende Hæftighed fpurgte han: fjender De Elisabeth lund?

Jeg svarte mja, det var vel baade et kjønt og et stiffeligt Fruentimmer...

,, Kijon!" raabte han, .sfikkelig! fjon! Monsieur Ans dersen! hun er en Engel!"

Kan blive, svarte jeg.

„Man bør ikke være vittig, fagde han hidsig, maar man taler om Jomfrue lund; bun er for reen, for hels lig Monsieur Andersen! De skal ikke engang smile, naar Talen er om hende!" og dermed sprang han bort med en 3vrighed, som om hans Velfærd ftob paa Spil; jeg faae ham ikke den hele Dag.

Næste Morgen var han dog saavidt kommen til sig selv, at jeg funde tale fornuftigt med ham thi han havde det ret som i en Feber med Paroxysmer og derpaa følgende Mathed – jeg spurgte bam noje ud: om Pigen havde ladet sig mærke med, at hun havde gode Tanker til ham? eller om han selv havde talt til hende om sin Inclination?

Med dybe Suk benægtede han begge Dele; han havde iffe funnet tale et eneste Drd, bare for at fee paa bende; hun havde vel sagt noget, men han havde iffe observeret hvad det var, da han havde nok med at beskue hendes Læber o. f. v., O.F.O.

Da jeg nu mærkede, at hans Forlibelse var af faa hæftig en Natur, at det iffe vilde være mig muligt med Held at befejde den, gav jeg bam bet Raad: at betjende Alting reent ud for den Gamle, og sætte Haabet til hans faderlige Kjerlighed duet torde han iffe; ban var ganske

« ForrigeFortsæt »