fieldne Besøg af fine kvindelige Paarørende, der kom for et see hans Blomster og smage hans Viindruer. Det eneste Fruentimmer, som han viste baade Agtelse og en Slags Velvillie, var Præstekonen, min omtalte Grandtante. Med hende hørte jeg ham endog stundom skjæmte paa en ret venskabelig Maade, ellers var hans Samtaler med det smukke Kjøn ligesaa korte som tørre, og bestod fra hans Side kun i laconiske Svar.

Engang spurgte jeg min Tante: hvorfor der da slet ingen Piger vare paa Mørkedal?

Min lille Øjesteen!" gav hun undvigende, med godmodig Skjæmt, til Svar: „har Du har aldrig hørt, at Piger ere mere dratfingrede og værre til at slaae istykker, end Mandfolk? og Du har jo feet, at Hr. Arthur har saamange kostbare Spejle og Theekopper."

Saameget mindre fornøjet med dette Svar, som jeg kort tilforn havde slaact en Kop istykker, henvendte jeg mig til hendes Mand om bedre Underretning.

"Hm!" sagde han, det kan Du endnu ikke have nogen Gavn af at vide; naar Du bliver stor, skal jeg maaskee fortælle Dig det."

Han holdt virkelig Ord: efter hans Ded, som indtraf en Deel Aar længer hen i Tiden, fandtes en forseg let Pakke til mig, med Formaning: ej at aabne den før min Forlovelsesdag. Her følger dens Indhold i ordret Afskrift.

Min fjere unge Ven!

Naar Du modtager disse Blade, er jeg vel, efter Naturens Orden og Guds Barmhjertighed, samlet til mine Fædre; og Du har da opnaaet den Alder vil jeg haabe

da Du ikke længer behover mine Formaninger.

Men

derfor vil Du dog vist ikke foragte mit Raad og mine Erfaringer: een af disse kunde maaskee være Dig nyttig i din Kjerestestand, da Følelse og Imagination saa let tage Tøjlen fra Fornuften, og det faameget mere, som Du i din Barndom fjendte og yndede den Mand, hvis Historie jeg nu vil fortælle.

Du vil af den idetmindste lære: wat Stinnet ofte bedrager, og det undertiden i den Grad, at man neppe "tør troe fine egne Dine." Gud give, at Du ved dydig Kjerlighed maae vorde lykkeligere end han, hvis Dine forblindedes af falsk Mistanke, og som ej fik dem aabnede før det var forfilde, og Døden for bestandig tillukkede dem.

Da jeg havde taget min Attestats, blev jeg recommanderet til den gamle Hr. Arthur, og var saa heldig, at vinde hans Bevaagenhed og Løfte om det første Præstefald, der blev vacant. Indtil saadant maatte indtræffe, formaaede han mig til at tage Ophold hos fig, og informere hans eneste Søn udi levende Sprog.

Den unge Hr. Arthur var et smukt Menneske, vel opdraget og beleven, alligevel from og trohjertig. Han var munter, uden at være vild; stjæmtsom, uden at henfalde til Satyre. Skjøndt han var nogle Aar yngre end jeg, bleve vi dog snart Venner, formedelst Ligheden i Principer og Tænkemaade. Vi vare begge gudfrygtige og dys dige; men han var fyrig og hæftig i fine Sindsbevægelfer jeg derimod sat og alvorlig, hvorfor han ogsaa ansaae mig næsten som en ældre Halvbroder.

Den gamle Herre var i en Deel Aar beladt med en periodisk Brystkrampe, der regelmæssig indfandt sig hvert Efteraar, og det altid med tiltagende Hæftighed, hvorfor han ogsaa betragtede ethvert Løvfald som det sidste, han sfulde opleve. Desaarsag ønskede han at see Sønnen

gift forinden fin Død, skjøndt denne kun var lidet over

de tyve.

som Du

Et Par fra Miil fra Mørkedal boede vel mindes Oberst H*****, i ret gode Omstændigheder, med sin eneste Datter, Frøken Mathilde; denne havde Hr. Arthur udseet til Kone for sin Søn, og Frøkenen selv, saavelsom hendes Hr. Fader, vare begge tilbøjelige til den paatænkte Mariage, for hvilken derimod den unge Herre viste stor Aversion. Alligevel troede de Gamle, at saadant nok vilde finde sig, og berammede en Dag til Forlovelsen, der skulde gaae for sig paa Morkedal; men da Alle vare samlede, erklærede min unge Ven reent ud, at han endnu ikke vilde indgaae nogen Forbindelse.

Faderen, saavelsom Obersten og hans Frøken Datter bleve meget nedslagne ved denne Erklæring; men herved var for det første Intet at gjøre, og man skiltes misfornøjede fra hverandre. Da de Fremmede vare borte, kom den Gamle ind til Sønnen paa mit Værelse, hvor han saa at sige havde forstukket sig. Han var meget opbragt og forlangte af Sønnen bestemte Grunde for hans Vægring.

"Jeg vil ikke lade mig nøje raabte han, med det evige: jeg kan ikke lide hende; fiig mig hvorfor? hvorfor?” „Papa, hun er saa grim!" svarte Sønnen.

"Grim? Barnesnak! hvori bestaaer den Grimhed?" "Jo, Papa!" sagde han, "grim er hun; afkegraat Haar, affegraat Ansigt, forte Dine ligesom udbrændte Kul i en Askedynge, lyserøde Læber og grace Tænder; naar jeg feer hende, tænker jeg altid paa den gamle graae Kat, der smidskende og svinkende stryger sig op ad En; men inden man veed et Ord deraf, kaster den Kløerne i."

-

afbrød den Unge

"en

"Hør! her!" raabte den Gamle ,,hvilke Expres= sioner! Jeg siger Dig: Frøkenen er en smuk og propre Dame; som hun nu stod her i Dag i sin fulde Puds – „Lignede hun varhaftig" Urtepotte ovenpaa den Porcellains Kaffelovn: bred for= neden som en Ladedør, og smal i Midten saa smal, at jeg med en Ridepidsk kunde slaae hende midt over, som en Kaalstok."

Saa vred den Gamle end var, kunde han dog ikke bare sig for at trække paa Smilebaandet, og da han selv mærkede dette, gik han hastig ud, og slog Døren i efter fig. Sonnen lob bag efter, da han havde et ejegodt Hjerte, og ikke kunde udholde at see sin Fader fortørnet. Det har ogsaa lykkedes ham snart at formilde denne; thi da jeg kort derpaa traadte ind i Dagligstuen, faae jeg at han med Dmhed kyssede den Gamles Haand. Fra nu af blev der ikke talt mere om denne Alliance.

Jffe længe herefter begav det sig, at den unge Hr. Arthur blev indbudet til et Gjæstebud jeg troer paa Silkeborg hvor de da, eftersom det var i den glade Juletid, ogsaa fik sig en Svingom. Ved Hjemkomsten herfra bemærkede jeg hos ham en total Forandring; han var stille og tankefuld, talte Jntet til mig, og spurgte jeg ham, fik jeg forkeerte og uforstaaelige Svar kort sagt, han var forelsket. Dette aabenbarede han mig endelig paa min venskabelige og stundom bekymrede Spørgen til hans Befindende.

Paa Silkeborg havde han lært at kjende en ung Person, som ganske havde indtaget hans Hjerte en slem Omstændighed! hun var en Præstedatter, altsaa af borgerlig Stand, og tilmed fattig. Jeg forestilte ham, at han under slige Conjuncturer neppe kunde vente sin Hr.

Faders Samtykke, og bad ham desaarsag at slaae Pigen af fine Tanker.

Jeg prædikede for døve Drer; med opbrusende Hæftighed spurgte han: kjender De Elisabeth Lund?" Jeg svarte „ja, det var vel baade et kjønt og et skikkeligt Fruentimmer."

"

„Kjøn!" raabte han, skikkelig! kjon! Monsieur Andersen! hun er en Engel!"

"Kan blive, svarte jeg.

„Man bør ikke være vittig," sagde han hidsig, „naar man taler om Jomfrue Lund; hun er for reen, for hellig Monsieur Andersen! De skal ikke engang smile, naar Talen er om hende!" og dermed sprang han bort med en Jvrighed, som om hans Velfærd stod paa Spil; jeg faae ham ikke den hele Dag.

Næste Morgen var han dog saavidt kommen til sig selv, at jeg kunde tale fornuftigt med ham thi han havde det ret som i en Feber med Paroxysmer og derpaa følgende Mathed jeg spurgte ham nøje ud: om Pigen havde ladet sig mærke med, at hun havde gode Tanker til ham? eller om han selv havde talt til hende om sin Inclination?

Med dybe Suk benægtede han begge Dele; han havde iffe funnet tale et eneste Ord, bare for at see paa hende; hun havde vel sagt Noget, men han havde ikke observeret hvad det var, da han havde nok med at beskue hendes Læber v. s. v., o. f. v.

Da jeg nu mærkede, at hans Forlibelse var af saa hæftig en Natur, at det ikke vilde være mig muligt med Held at befejde den, gav jeg ham det Naad: at bekjende Alting reent ud for den Gamle, og sætte Haabet til hans faderlige Kjerlighed - det torde han ikke; han var ganske