Billeder på siden
PDF
ePub

mindste Stump mere kom tilsyne, og sagde: „vil det ikke hjælpe, saa er der Ingen, der kan curere den, uden Mads eller Mikkel Rævehale."

Den Reisende smilede lidt vantro, saavel over Trold. dommen, som over den snurrige Maade at løse den paa; men da han allerede havde gjort Bekjendtskab med den ene Sortekunstner, ønskede han og at vide lidt om den anden, der bar et saa ualmindeligt og betydningsfuldt Navn.

[ocr errors]

Paa hans Efterspørgsel, fortalte Skytten, medens han atter ladede fit Gevær, Følgende: "Mikkel Rævehale som de kalde ham, fordi han kan lokke alle de Ræve til fig, der ere i Landet denne Mikkel er ti Gange værre, end forte Mads; han kan gjøre fig haard, den Hundetamp! der bider hverken Blye eller Selvknapper paa ham. Engang traf jeg og Herren ham hist nede i hiin Dal, ligesaadan ved en Hjort, han nylig havde skudt, og som han var ifærd med at tage Skindet af. Vi rede lige hen til ham, og han mærkede os iffe, før vi vare ham paa tyve Skridt nær. Men tænker han, at Mikkel blev bange? Han faae bare gav sig derpaa igjen ifærd med Hjorten. "Saa skal Du da times en lille Ulykke!" sagde Herren. Niels! styd ham paa Pelsen! jeg svarer

for Alt!""

[ocr errors]

om til os, og

Jeg holdt ham med et Skud Rendekugler lige midt paa hans brede Ryg; men Pyt! han agtede det ikke mere, end om jeg havde skudt paa ham med en Hyldebøsse, Knægten dreiede blot Ansigtet et Dieblik om til os, og blev endnu ved at flaae. Da skjød Herren selv — det var lige kraftigt: han stjar just Skindet fra hovedet; og først, da han havde svøbt det sammen, tog han sin lille Riffel, som laae paa Jorden, vendte sig imod os og sagde:

„Nu kommer nok Turen snart til mig; og dersom I ikke

seer til at

komme bort, skal jeg dog prøve, om jeg kan

faae Hul paa een af Jer.""

Saadan en Karl er Mikkel Rævehale!"

Efter denne Fortælling, der er ligesaa utrolig, men mere sandfærdig end mange andre, som vi forskrive fra Udlandet, fortsattes Reisen til Ansbjerg.

2.

Ansbjerg.

Naar Du, fjære Læser! giver Dig ifærd med en dansk Bog, som vel at mærke! ingen Oversættelse er, og samme finder Naade for dine Dine: da opkaster Du fiffert det hoist billige Spørgsmaal: "Hvo, monstroe haver været denne Forfatters Mønster og Forbillede?" Thi at en dansk Skribent in specie en Digter ffulde være saa selvklog og dumdriftig, at vove sig uden fremmed Veiledning ud paa Autorbanens Glatiis, bet er jo hverken tænkeligt eller tilraadeligt.*)

[ocr errors]
[ocr errors]

in specie

Om Du derhos læser critiste Blade den danske Pasqvino vil Du vorde end mere

overs

bevist om Rigtigheden af din Forudsætning; thi i faadanne vil Du hyppigen støde paa Yttringer, som denne: Vor Forfatter har aabenbarligen dannet sig efter 2*, eller B*, eller C," og om han er en af de stem

"

-

*) Du erindrer vel ogsaa Holbergs:

"Gid aldrig i vort Land sig Nogen saa forfynder,

"Med danske Bøger han at skrive ret begynder!"

Skjøndt vi af Holbergs eget Erempel lære: hvormeget lettere det er, at give Andre gode Raad, end selv at følge dem.

plede

„vor Digter har

E*s eller F*s Aand; eller

hældigen opfattet D*s eller om han er blandt de upris vilegerede -,,dette Product er en mislykket Efterligning af G*, eller H*, eller J*.

[ocr errors]

Nu da: dersom ogsaa mine Smaafortællinger, eller om Du hellere vil — Noveller, have vundet dit Behag, skulde Du ikke have spurgt Dig selv: „Hvo er vel denne Forfatters Mønster og Forbillede? Lafontaine? Nei! dertil ere hans Helte og Heltinder ikke englelige nok. Van der Velde? Jffe heller! dertil ere de iffe djævlemæssige nok; tilmed begynder han heller ikke fine Capitler ad modum! " fin storblommede grønne Damaffes Sloprok, med den sneehvide rødtoppede Bomuldsnathue paa det ærværdige Hoved, sad paa sin brandgule Silkevæderfkinds Bedstefaderstoel den fem og firfindstiveaarige 2c. 2c." eller: Paa en kastaniebruun vælig Araber, som tyg gede det skumbesprængte Sølvbidsel, red igjennem den hvælvede Borgport den underdeilige« 2c. 2c.

"

"Skulde“ spørger Du videre -"vor Forfatter have dannet sig efter Hoffmann, R......, A...? Ikke heller! dertil ere hans Eventyr alt for rimelige, troværdige og dagligdags; dertil har han alt for liden Commerce med Gjengangere, Nisser, Trolde, Varulve, Vampyrer og Djævle."

„Hvo i al Verden kan det da være?" bliver Du ved: "Een maae han have! Walter Scott? Paa min Ære! der er han!"

Ak! fjere gunstige Læser! det er endnu ikke den rette. Du gjør mig virkelig for megen Ære; thi hans Fuldkommenheder ere hans Eiendom, som hverken jeg eller nogen Anden kan tage fra ham, og hans Feil - om han har nogen vil jeg gjerne overlade til Clauren og Andre,

der kunde fylde et Ark med at beskrive et Shawl og Maaden at bære det paa, og som ikke kunne føre os ind i en Bondes Røghytte, uden at gjøre os noie bekjendte med enhver Stoel paa Gulvet, enhver Høne paa Ranen, og enhver Pjalt, de uskyldige Børn have paa; ja som, hvor de end føre os hen, iffe lade os slippe forbi nogen Steen eller Pind ved Veien, uden at vi først maae læfe dens omstændelige Beskrivelse. Overalt kan denne scottfke Maneer bedre betale sig i andre Lande, end her, hvor man hellere laaner Bøger, end kjøber dem, og hvor Leiebibliotheker og Læseselskaber sørge for, at Forfattere iffe skulde give deres giftefærdige Dettre Manuscripter til Udstyr.

[ocr errors]

-

Nei, min høistærede Læser! havde dette været Tilfældet som man siger da stode vi endnu nede ved Karup Aae, tabte i Beskuelsen af dens lynggroede Bredder, eller vi fulgte med en Landmaalers Noiagtighed alle dens Krumninger lige til det Sted, hvor Liimfjorden vilde standse vore Skridt. Havde jeg være en Scott, vare vi vist i dette Dieblik meget behageligen sysselsatte med at tælle de brune Pletter paa Niels Skyttes forresten hvide Hønsehund (om hvem vi endnu ikke have mældet et eneste Ord), eller Uhrfuglene i hans Jagttaske.

Men

[ocr errors]

det er nu iffe anderledes

-

snart

jeg gaaer min egen stjæve og ujevne Gang -vil Du følge med, skal det være mig baade en Ære og en Fornoielse staaer jeg, snart gaaer jeg, snart løber jeg og snart tager jeg Rend til og gjør et gevaltigt Spring, som for Exempel fra Karup Aae til Ansbjerg. Og vil Du nu endelig give mig et Mønster, kan Du joi Betragtning af denne lange snaksomme, parenthesiske Indledning - lade det være Forfatteren til Siegfried v. Lindenberg.

Summa Summarum: A* og B* og C* have deres

[merged small][ocr errors][merged small]

de ere vel ei heller ganske frie for Feil jeg med dem? jeg har nok i mine egne.

hvad skulde Nei, førend

Du skal sige: „Hænderne ere Esaus, men Stemmen Jas cobs!" maae Du hellere udbryde: "det er Esau heel og holden!"

Og skulde jeg da sluttelig ikke altid være efter dit Sind; skulde min Pegasus stundom løbe for stærkt, stundom gjøre sig stædig; saa tag i gunstig Betragtning, at den ikke er tilreden af nogen Kunstberider: men har bestandig sine egne Nykker, som det hverken for Dig eller mig vil være muligt at pille ud. Sid op, Heistærede! riid med mig ind ad Ansbjerg Port, og lad os see, hvad Eventyr kort eller langt, troeligt eller utroeligt, vi der monne opleve!

Jeg hører sjelden det Ord "Herregaard," uden at tænke paa Spøgelser. Disse ærværdige Levninger fra Oldtiden, fordum beboede af mandhaftige Riddere og høs viske Fruer, hvilke vi ere vante til at forestille os strænge og alvorlige, stive i Klæder, stive i Væsen, stive i Sind, haarde og barske selv i Kjerlighed: disse favntykke Mure, disse lange, snævre og mørke Gange, disse hvælvede Kjældere synes os ret indbydende for Midnattens Aander: de aabne, vide Kaminer ret beqvemme for hine luftige Væsner, der hellere gaae igjennem Skorstenen, end gjennem Døren. Jeg troer virkelig heller ikke, der findes nogen gammel Herregaard uden saadant natligt Puslerie; uden i det mindste eet skummelt Værelse, en Hjørnestue, et Taarnkammer, hvor det ikke er ganske rigtigt, og hvor man ikke gjerne sover alene.

Det glæder mig oprigtigt, at Ansbjerg i denne

« ForrigeFortsæt »