Billeder på siden
PDF
ePub

Hoved. Ved Kirkemuren seer jeg en stor Ask, under hvis Rod jeg begrov den stakkels Vaillant. Saaledes gjenkjender jeg mangt et Træe, mangen en lynggroet Hei og selv de døde Stene, der staae her uforanderlige i Aartusinder, og fee een Slægt efter den anden opvore og forgaae. Den Slægt, jeg kjendte, er nu ogsaa borte. Nyt Herskab, nye Tjenere jeg er en Fremmed, en Udlænding blandt dem alle.

[ocr errors]

Thiele, den 2den September 1749.

Idag er det ser og halvtredsindstyve Aar siden jeg faae Verdens Lys! Herre Gud! hvor ere disse Aar blevne af? disse mange tusinde Dage? Hvor ere mine Ungdoms Glæder? de ere hos mine Ungdoms Venuer.

Paa denne Aarsens Tid var det, vi ret nøde Jagtens Fornøielser. Hvor lystigt gik det da til, naar vi om Morgenen droge ud; Jægerne raabte og Hundene gjoede, og Hestene trampede ligesaa utaalmodige som vi selv. Snart hjemsøgte vi Urfuglene paa Heden, snart de vilde Dyr i Skoven med Spil og Sang fore vi hen og hjem. Nu er her stille som i et Kloster, den naadige Herre bryder sig iffe om Jagten. Taus og ene gaaer Skytten ud, og stille kommer han tilbage. Denne Slægt er traurig som jeg selv.

Thiele, den 12te Januar 1751.

En stille, herlig Vinternat! Alt, hvad jeg seer, blaat eller hvidt. Maanen har jaget Stjernerne fra sig, den vil lyfe alene. Saa deiligt skinnede den ogsaa engang for mange mange Aar siden, da jeg var Kudsk for Frøken Sophie. Min unge Sjel straalede ligesaa blankt og lyfteligt som Maanen, og hendes var ogsaa reen, uplettet = fom den nysfaldne Snee. Nu er min Sjel mørk som He

[ocr errors]

den, naar Vintersneen er borttøet, og hendes

om hun

endnu lever maae ligne en siberist Dal efter Oversvømmelse: mørktfuret af Vandstrømme, trindt bestrøet med Tuer, Stene og nedvæltede Træer.

"Ja, Herre! Herre! Tugter Du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør Du, at dens ynkelige Stikkelse hensmelter som et Mol; visselig! alle Mennesker ere Forfængelighed!"

Føulum, den 12te Mai 1753.

I Søndags forrettede jeg første Gang mit Embede som Degn til Thiele og Vinge. Den naadige Herre kaldte mig paa fin Dødsseng. Her boer jeg nu i min Faders Huus; men jeg boer her allene. Alle mine Ungdomsvenner ere forlængst gangne til Hvile; jeg er endnu tilbage som et skaldet Træe paa Heden; men om føie Tid skal jeg samles til dem, og være den sidste af min Slægt. Disse Blade skulle være det eneste Mærke om mig.

[ocr errors]

Om Nogen engang naar jeg er død og borte. læser dem, da skal han sukke og fige: "Anlangendes et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. Naar Veiret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kjender det iffe mere. Men Herrens Mistundhed er fra Evighed og

indtil Evighed."

Fruentimmerhaderen.

min Ungdom besøgte jeg ofte et Par Præftefolk af min Familie. De vare begge gamle, men alligevel fjere af Børn, som sædvanlig de Ægtefolk, der selv ingen have. Her fattedes mig altsaa Intet af alt det, man i den unge Alder helst kan ønske; allermindst det Kjereste: en meer end almindelig Frihed. Denne benyttedes meest til Besøg paa en nærliggende Herregaard, hvis Ejermand tiltrak sig baade min Hengivenhed og min Nysgjerrighed.

Middelaldrende, stor af Vært, mørkladen af Ansigt, havde han dog i dette Noget, som aldeles ikke frastødte den unge muutre Dreng; hvorvel hans mange dejlige Malerier, Billedbøger og Blomster vare kraftigt medvirkende Bevæggrunde til mine hyppige Visiter paa Mørkedal.

[ocr errors]
[ocr errors]

Denne Gaard laae dybt nede i en snæver Dal, faa den ikke kunde fees, før man stod saa godt som lige oven over den. En Aae næsten skjult af store, mørktløvede Elle løb tæt under Vinduerne og den i gammel Stiil prægtige Hauge, der til Overflødighed var forsynet med herlige Frugttræer, og desforuden omgivet og gjennemstaaret af stolte Granealleer. Et Drivhuus dengang vist det eneste i Jylland befandt sig midt i Haugen; jeg gjenkjendte der i Virkeligheden mange af Sydlandenes Værter, hvis prægtige Afbildninger faa ofte havde for= tryllet mit Blik: den storbladede Pisang, som man næsten

-

troer at kunne see vore, den fødtduftende spanske Jasmin, Drangen, brammende paa eengang med Blomster og Frugt, Cactus, der forener Lilliens Skjønhed med Violens, Resedaens og Hyazintens Vellugt, foruden mangfoldige andre, som en varmere Sol opelsker hiinsides Alperne. Gaarden selv gjemte inden fine tykke, mørfrøde Mure en Samling af skjønne Sjældenheder: en Tubus, der fremstilte mig Maanen som et Landkort; en Electriseermaskine med et Batterie, der i det Smaa viste Lynets Virkninger; en Luftpumpe, en Harpe med meget mere.

-

[ocr errors]

--

Dog, af alle Rariteter var ingen saa mærkelig, som deres Ejermand. Overmaade riig som Besidder af tvende Godser levede han dog tarveligt og stille; gjorde aldrig Gjæstebud, søgte heller ingen, og smagte sjelden Vinen i sin velforsynede Kjelder. Han var Adelsmand, men søgte aldrig, fik ej heller nogen anden Udmærkelse, end det lille "de" foran fit Navn. Han klædte sig simpelt, ja vel under fin Stand; jeg saae ham ikke i andet, end en lang grøn Frakke med store Opslag, gule Skindburer og stive Støvler; en lang sort Pidst som Soldaternes fordum hang ned ad den brede Ryg, og en lille spidspullet Hat bedækkede kun Jssen af det sortlokkede Hoved. Hans Bohave, Eqvipage v. s. v. var en underlig Blanding af Gammelt og Nyt; ved Siden af et Jbenholts Skab, med uendeligt Snitværk af Engle, Kæmper, Blomster og deslige, hang et dengang moderne venetiansk Speil, og paa en engliseret Svedfur laae et luvflidt Plydses Ricedækken: kort, de enkelte Kostbarheder stak kun faa meget mere af mod de øvrige gammeldags og ofte smagløse Sager.

[ocr errors]

Hr. Arthur (paa begge Godserne heed han blot "Herren") var ellers intet mindre, end gjerrig; ikke alene

at han pyntede sine mange Kirker saavel indvendig som udvendig, byggede Skoler og Hospitaler, og testamenteerte dem alle betydelige Legater; men han opbyggede eller istandsatte næsten alle Godsernes Bøndergaarde, og hjalp med Laan, med Afgivters Henstand, eller aldeles Eftergivelse Enhver, som vilde hjælpes. Desuagtet blev han iffe elftet efter Fortjeneste, maaffee fordi han ofte var knarvoren, bister og ikke ganske fri for Nag, hvilket vi paa Jydsk udtrykke ved „Pikhad."

„Men hvað gjorde da den rige Mand egentlig til fin Fornøjelse?" kunde man spørge „thi at gjøre

vel

-

[ocr errors]

ja det er kjønt, det er ædelt; men morsomt kan det dog ikke være, især naar man ikke høster anden Lon end Utaknemmelighed for fit Ædelmod; hvorledes fik Hr. Arthur Ende paa Tiden? spillede han?"

[merged small][ocr errors][merged small][merged small][merged small]
[ocr errors]

ja paa Harpe

"spøgte han da med de ingenlunde; han var tvertimod

De stjæmter: hvo kan hade Fruentimmer?

"

Ingen, min smukke Læserinde! Ingen, som kjender det elskværdigste af begge Kjøn; men det gjorde desværre den stakkels Arthur ikke, han miskjendte det. Og heri stak just hans største og beklageligste Synderlighed: han styede Kvinderne til den Grad, at han ikke taalte et eneste kvindeligt Væsen i sit Brød.

[ocr errors]

"Men hvem lavede da hans Mad?" et Mandfolk. "Hvem malkede hans Koer?" - Mandfolk. „Hvem vadskede, hvem fejede, hvem skurede, hvem polerede Vinduer ?"

Mandfolk, ingen andre end Mandfolk. Intet Bondefruentimmer vovede at sætte Foden indenfor hans Port, og kun med tvungen og fold Høflighed modtog han de

« ForrigeFortsæt »