Billeder på siden
PDF
ePub

Hoved. Bed Kirkemuren feer jeg en stor Aft, under hvis Rod jeg begrov den stakfels Vaillant. Saaledes gjenkjender jeg, mangt et Træe, mangen en lynggroet Hei og selv de døde Stene, der staae her uforanderlige i Aartusinder, og fee een Slægt efter den anden opvore og forgaae. Den Slægt, jeg fjendte, er nu ogsaa borte. Nyt Herstab, nye Tjenere jeg er en Fremmed, en udlænding blandt dem alle.

Thiele, den 2den September 1749. Idag er det ser og halvtredsindstyve Aar siden jeg faae Verdens lys! Herre Gud! hvor ere disse Aar blevne af? disse mange tusinde Dage? Hvor ere mine Ungdoms Glæder? de ere hos mine Ungdoms Venuer.

Paa denne Aarsens Tid var det, vi ret nøde sags tens Forneielser. Hvor lystigt gik det da til, naar vi om Morgenen droge ud; Jægerne raabte og Hundene gjorde, og Heftene trampede ligesaa utaalmodige som vi selv. Snart hjemsøgte vi Urfuglene paa Heden, snart de vilde Dyr i Skoven — med Spil og Sang fore vi ben og hjem. Nu er her stille som i et Kloster, den naadige Herre bryder sig iffe om Jagten. Taus og ene gaaer Skytten ud, og stille kommer han tilbage. Denne Slægt er traurig som jeg selv.

Thiele, den 12te Januar 1751. En ftille, herlig Vinternat! Alt, hvad jeg seer, blaat eller hvidt. Maanen har jaget Stjernerne fra fig, den vil lyfe alene. Saa deiligt skinnede den ogsaa engang for mange mange Nar siden, da jeg var Kudsk for Frøken Sophie. Min unge Sjel straalede ligesaa blanft og lyfteligt som Maanen, og hendes var ogsaa reen, uplettet som den nysfaldne Snee. Nu er min Sjel mørk som Hes

den, naar Vintersneen er borttøet, og hendes om hun endnu lever maae ligne en fiberist Dal efter Oversvøm: melse: mørktfuret af Vandstrømme, trindt bestrøet med Tuer, Stene og nedvæltede Træer.

"Ja, Herre! Herre! Tugter Du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør Du, at dens ynkelige Stiftelse hensmelter som et Møl; visselig! alle Menneffer ere Forfængelighed !..

Foulum, den 12te Mai 1753. 3 Søndag forrettede jeg første Gang mit Embede fom Degn til Thiele og Vinge. Deu naadige Herre kaldte mig paa fin Dødsseng. Her boer jeg nu i min Faders Huus; men jeg boer her alene. Alle mine Ungdomsvenner ere forlængst gangne til Hvile; jeg er endnu tilbage som et ffaldet Træe paa Heden; men om føie Tid ffal jeg samles til dem, og være den fibfte af min Slægt. Disse Blade ffulle være det eneste Mærfe om mig. Dm Nogen

engang naar jeg er død og borte læser dem, da ffal han fukke og fige: „Anlangendes et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marfen, faa ffal han blomstre. Naar Veiret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted fjender det

Men Herrens Miftundhed er fra Evighed og indtil Evighed.

C

iffe mere.

Xofttta

Fruentimmerhaderen.

I min Ungdom besøgte jeg ofte et Par Præstefolt af min Familie. De vare begge gamle, men alligevel fjere af Børn, som sædvanlig de Egtefolk, der selv ingen have. Her fattedes mig altsaa Intet af alt det, man i den unge Alder helst fan ønsfe; allermindst det Kjereste: en meer end almindelig Frihed. Denne benyttedes meest til Besøg paa en nærliggende Herregaard, hvis Ejermand tiltrat fig baade min Hengivenhed og min Nysgjerrighed.

Middelaldrende, stor af Vært, mørfladen af Ansigt, havde han dog i dette Noget, som aldeles iffe frastødte den unge muutre Dreng; hvorvel bans mange dejlige Malerier, Billedbøger og Blomster vare fraftigt medvirkende Bevæggrunde til mine hyppige Visiter paa Morfedal.

Denne Gaard laae dybt nede i en snæver Dar, faa den ikke kunde fees, før man stod faa godt som lige oven over den. En Aae næsten sjult af store, mørktløvede Ele løb tæt under Vinduerne og den i gammel Stiil prægtige Hauge, der til Dverflødighed var forsynet mes herlige Frugttræer, og desforuden omgivet og gjennemftaaret af stolte Granealleer. Et Drivhuus vift det eneste i Jylland - befandt sig midt i Haugen; jeg gienfjendte der i Virfeligheden mange af Sydlandenes Værter, hvis prægtige Afbildninger saa ofte havde fortryllet mit Blit: den storbladede Pisang, som man næsten

dengang

troer at kunne see vore, den fodtduftende spanske Jasmin, Orangen, brammende paa eengang med Blomster og Frugt, Cactus, der forener Lilliens Stjønhed med Biolens, Refes baens og Hyazintens Bellugt, foruden mangfoldige andre, som en varmere Sol opelffer hiinfides Alperne. Gaarden selv giemte inden fine tykke, mørfrøde Mure en Samling af ffjonne Sjældenheder: en Tubus, der fremstilte mig Maanen fom et landfort; en Electrifeermaskine med et Batterie, der i det Smaa viste Lynets Virkninger; en Luftpumpe, en Harpe med meget mere.

Dog, af alle Rariteter var ingen faa mærkelig, som deres Ejermand. Dvermaade riig fom Besidder af tvende Godfer - levede han dog tarveligt og stille; gjorde aldrig Gjæftebud, føgte heller ingen, og fmagte fjelden Vinen i fin velforsynede Ririder. Han var Adelsmand, men føgte aldrig, fit ej heller nogen anden Udmærkelse, end det lille "de" foran fit Navn. Han klædte sig simpelt, ja vel under fin Stand; jeg faae ham iffe i andet, end en lang grøn Frakke med store Dpslag, gule Sfindburer og stive Støvler; en lang sort Pidst

Tom Sol daternes fordum bang ned ad den brede Ryg, og en lille spidspullet Hat bedæffede fun ssen af det fortloffede Hoved. Hans Bobave, Equipage o.f. v. var en underlig Blanding af Gammelt og Nyt; ved Siden af et Ibenbolts Sfab, med uendeligt Snitværk af Engle, Kæmper, Blomster og deslige, hang et — dengang - moderne venes tianst Speil, og paa en engliseret Svedfur laae et luvslidt Plydses Ritedæffen: fort, de enkelte Rostbarheder ftaf fun saa meget mere af mod de øvrige gammeldags og ofte (maglose Sager.

Hr. Arthur (paa begge Godserne heed han blot » Herren“) var ellers intet mindre, end gjerrig; iffe alene

[ocr errors]

at han pyntede sine mange Kirker saavel indvendig som udvendig, byggede Skoler og Hospitaler, og testamenteerte dem alle betydelige Legater; men han opbyggede eller iftandfatte næsten alle Godsernes Bøndergaarde, og hjalp med laan, med Afgisters Henstand, eller aldeles Efters givelse Enhver, som vilde hjælpes. Desuagtet blev ban ikke elsket efter fortjeneste, maasfee fordi han ofte var knarvoren, bister og ikke ganske fri for Nag, hvilket vi paa Jobft udtryffe ved . Pitbab..

„Men hvad gjorde da den rige Mand egentlig til sin Fornøjelse?" kunde man spørge ,,thi at gjøre vel ja det er kjønt, det er ædelt; men morsomt fan det dog iffe være, især naar man iffe befter anden lon end Utaknemmelighed for fit Edelmod; hvorledes fit Hr. Arthur Ende paa Tiden? spillede ban?" — ja paa Harpe

wjagede ban? nej spøgte han da med de (muffe Bønderpiger?... ingenlunde; han var tvertimod en Hader af Fruentimmer. –

,,De ffjæmter: hvo fan babe Fruentimmer?..

Ingen, min smukke Læserinde! Ingen, som fjender det elskværdigste af begge Kjøn; men det gjorde desværre den staffels Arthur ikke, han – misfjendte det. Di heri ftaf just hans største og beklageligste Synderlighed: ban skyede Kvinderne til den Grad, at han iffe taalte et eneste kvindeligt Væsen i sit Brod.

Men hvem lavede da bans Mad ?" — et Mandfolf.
Hvem malfede hans Køer? – Mandfolf.

„Hvem vadstede, hvem fejede, hvem skurede, hvem polerede vinduer ?

Mandfolk, ingen andre end Mandfolk. Intet Bondes fruentimmer vovede at sætte Foden indenfor bans Port, og fun med tvungen og fold Høflighed modtog ban de

« ForrigeFortsæt »