Billeder på siden
PDF
ePub

og Frelser falder mig. Han vil maasfee lægge mine trætte Lemmer til Hvile i min Fædrenejord - af! hisfet seer jeg det danske Flag, Korsets og Frelsens dyrebare Tegn! Min Sjel, lov Herren! Alt hvad i mig er, hans hellige Navn!

Falster, den 23de October 1743. Atter nær ved Døden, og atter langt fra den! I Storm og Uveir nærmede jeg mig mit elskede Fødeland. Bølgerne fruste vort Skib og truede at opsluge os; men Herren frelste mig, hans Haand opholdt mig ei heller drage den fra mig nu, stjondt fattig og halvnos gen jeg vandrer blandt fremmede.

han vil

Corselidse, den 2ten November 1743. Et Fristed har jeg fundet, et Skjul for Verdens Storme; en from og ædel Herre, som har taget inig i sit Brød, og lovet at sørge for mig til min Dedebag. Saa skal jeg nu ikke mere skifte Bolig, førend de bære mig hen til den sidste.

Correliose, den 1ste Mai 1744. Hvilfet yndigt Land er dog dette! Alt i fin fulde Flor! Skoven grøn og Marken grøn! Blomster allevegne! I Siberien er der endnu Vinter. Gud skee Lov for faadant et Bytte!

Min Herre holder meget af mig; jeg mage tidt sidde hele Timer og fortælle ham om Krigen og om alle de Lande, jeg har gjennemvandret. Og vil han gjerne høre, vil jeg gjerne snakke; det glæder mig at mindesmine mangfoldige udstandne Fataliteter.

Corselidre, den 2den Juli 1714. D Du Barmhjertighedens Faber! var denne bittre Staal endnu tilbage! Sfulde de gamle Saar oprive$ paa ny! ja, thi det var Dig faaledes behageligt! Jeg har feet bende — hende? af nei! iffe bende! en falden Engel har jeg feet, en Morkhedens Gestalt – tidt bar jeg ønsket mig Døden, men nu nu æfles jeg ved livet jeg kan ikke skrive meer.

Corfelidre, den 8de August 1714. Det er iffe for min Plaiseer, at jeg atter tager Pennen; men dersom Nogen efter min Død ffulde faae Die paa denne Journal, ftal han dog fee, hvorlunde Synden lønner fine Børn.

Jeg git biin bedrøvelige Dag og forlyftede mig med en Promenade i vor smukfe Have. Som jeg gaaer forbi den aabne Stafitport, flager der en Mand, hvis Ansigt forekom mig befjendt, uagtet et fortgraat tykt Skjæg og et skummelt Diefast næsten forstræffede mig.

„Er Du ogsaa her?. fagde han med et fært Grin.

Stoffen faldt fra min Haand, og alle mine lemmer stjælvede det var Jens!

„Herre Du min Gud!" sagde jeg: rfkal jeg finde Dig ber? hvor er Frofen Sophie?"

Han ftødte en bei Eed ud: „Frøkenstabet har S.... taget og Frueffabet med; men vil Du see min hjertelstede Kone, saa ligger yun derhenne og lager. Soffi! ftreg ban: ,,ber er en gammel Betjenter!

Da vendte hun sig halvt om - hun laae paa Knæerne tre Sfritt fra mig faae et Dieblik paa mig, og gas fig berpaa igjen til at luge. Jeg fornam iffe den mindste Bevægelse i hendes Ansigt - dette Anfigt! dette forbum

saa deilige Ansigt! hvor var det forandret! blegguult, ryns fet, fortrædent faae det ud, som om det aldrig nogensinde havde smilet. En hullet Kyse med lange Laser af forte Kniplinger, gjorde det endnu mørkere.

Sfidne Pialter af Slæder, som engang havde været smuffe og fine, hang om bendes tyffe ilcedannede Krop. Jeg følte, at jeg var nærved at faae ondt, og ingen Taare kom i mine Pine. En Angst, en Vammelhed, som naar man pludselig seer en Hugorm, betog mig. Jeg funde hverken tale eller røre mig af Stedet.

Zens vakte mig igien af min Bedøvelfe. Nu er hun nok ikke faa fmnf," raabte han, som dengang hun freb i Sengen til Dig ?

Jeg gyfte.

Forgyldningen er slidt af, blev han ved: men det fjønne Sind bar hun endnu, storagtig og malicieuit er hun endnu, og Knevren kan hun bruge. Hei! Naadig Frue! Snak lidt med os !"

Hun tang, og lod som hun ikke gørte det, stjøndt han ban raabte beit nof.

„Nu viller det hende iffe," sagde han: „men naar vi kommer hjem, faa faaer hun nok Kjeften paa Gang. Har Du iffe til en Pæl, Morten! for gammel Kjendskabs Sfyld ?"

Jeg gav ham noget, og gif som i Sovne op til Gaarden. Ved Havedøren stod min Herre.

„ Kjender Du disse Mennesker, spurgte han.

„Af, Du gode Gud!" foarte jeg: 3a, jeg har fjendt dem for mange Aar siden...

„Det er flette Folk,“ sagde han: „bun er arrig og bandsat, og han dritter som en Svamp. De har boet et Par Aar i et Huus nete ved Stranden! Han fiffer og hun gjør Ugedage her i Haven. Hun skal være kommen af stiffelige Folt?..

Nu forft bred mine Taarer frem og lettede mit bes fremte Hjerte. Jeg fortalte ham, hvem hun var, og hans Forfærdelse blev ligesaa stor som min Bedrøvelse.

Corfelidfe, den 14de September 1744. Jeg tvivler paa, at jeg ber faaer blivende Sted. Mit Ophold behager mig ikke længer, siden jeg veed mig i Nærheden af hende, og ofte iffe fan undgaae at see hende. Endnu bar jeg iffe talt med hende, for jeg ffyer hende som en ond Aand. Jens søger mig med en Paatrængenhed, fom hverfen behager mig eller min Herre. Naar jeg lugter hans Brændeviinsaande, er det fom En bød mig Fors gift at driffe.

Han har fortalt mig deres Historie - 0, hvor er den skræffelig, væmmelig! Danmark, i Tydstland har de flaffet om fra en Stad til en anden han spilte paa Valdhorn og bun sang og spilte paa Luth; derved op: holdt de livet, og naar dette ei kunde strække til, drev hun endnu een Næringsvei, som det sonderriver mit Hjerte at tænke paa. Omsider maatte ogsaa denne ophore, og de skulde bave omkommet af Mangel, naar iffe min medlidente Herre havde forbarmet sig over dem. – Gud forlade mig det! Jeg funde ønske mig tilbage i Siberien.

Corseliose, den lste Mai 1745. Gud velsigne min rare, ædelmodige Herre! Han har mærket mit Duffe: at ende mine Dage i min Fødestavn; og derfor har ban mig uafvidende staffet mig en god Condition hos det nye Hersfab paa Thiele. Paa Tirsdag skal jeg afseile med et Slib fra Stubbeljobing - Gud lønne bam derfor i Evighed!

Til Seils imellem Siælland og Samsø,

den 4de Juni 1745. „Frygter ikke for dem, som alene ihjelslaae legemet! men frygter for dem, som fordærre baade legem og Sjel tillige! Jeg føler Kraften af disse Frelserens Drd.

Da jeg i min Ungdom paa disse Bølger stod for Svenstens Kugler, var jeg bedre tilmode, end da jeg i Cors felidse Have faae min Ungdoms faldne Engel. Kaarder og Kugler, Hug og Stif, Saar og Dod er Intet at regne mod Sjelens Fortabelse, mod en uffyldig Sjels Fordærvelse. Havde jeg dengang feet hendes ftjonne legeme fons revet af vilde Dyr, iffe funde det saaledes have fnuget mit Bryst, som nu, da jeg fandt bende forspildt, fordærvet, foragtelig, uden Redning fortabt. Som hun laae der og grov i Jorden, Tyntes mig, at hun begrov mit sidste Haab, min fidste Levning af Troe paa Ere og Dyd.

Men jeg vil sige, fom den gamle Tyrk, min Medfange i Siberien, altid fagde midt i de største Elendigheder: „Gud er stor!" ja og barmhjertig! Han kan og vil gjøre langt over, hvad vi arme Mennesker forstaae.

Thiele, den 400 Juli 1745. Omsider er jeg da indløben i min fidste Vinterhavn! Flere end tredive Aar er jeg omtumlet paa Berdens vilde Har, for at ende, hvor jeg begyndte. Hvad har jeg uds rettet? hvad har jeg vundet? En Grav – et Hvilested hos mine Forfædre. Det er Noget, og endda ikke saa lis det; jeg har venner og Befjendtere her baade over og og under jorden. Der staaer endnu Abilden udenfor mit Vindue, ben er ogsaa bleven ældre, der er Kræft i dens Stamme. Stormen har boiet dens Hoved, og paa dens Grene groer Mosset ligesom graa Haar paa en Didings

6. S. Blicher. Samle og nye Noveller.

V.

10

« ForrigeFortsæt »