Billeder på siden
PDF
ePub

og Frelser kalder mig. Han vil maaskee lægge mine trætte Lemmer til hvile i min Fædrenejord -at! hisset seer jeg det danske Flag, Korsets og Frelsens dyrebare Tegn! Min Sjel, lov Herren! Alt hvad i mig er, hans hellige Navn!

Falster, den 23de October 1743.

Atter nær ved Døden, og atter langt fra den! I Storm og Uveir nærmede jeg mig mit elskede Fødeland. Bølgerne knuste vort Skib og truede at opsluge os; men Herren frelste mig, hans Haand opholdt mig han vil ei heller drage den fra mig nu, skjøndt fattig og halvnøgen jeg vandrer blandt Fremmede.

Corselidse, den 2den November 1743.

Et Fristed har jeg fundet, et Skjul for Verdens Storme; en from og ædel Herre, som har taget mig i fit Brød, og lovet at sørge for mig til min Dødedag. Saa skal jeg nu ikke mere skifte Bolig, førend de bære mig hen til den sidste.

Corselidse, den 1ste Mai 1744. Hvilket yndigt Land er dog dette! Alt i sin fulde Flor! Skoven grøn og Marken grøn! Blomster allevegne! I Siberien er der endnu Vinter. Gud skee Lov for faadant et Bytte!

saa=

Min Herre holder meget af mig; jeg maae tidt sidde hele Timer og fortælle ham om Krigen og om alle de Lande, jeg har gjennemvandret. Og vil han gjerne høre, vil jeg gjerne snakke; det glæder mig at mindes mine mangfoldige udstandne Fataliteter.

Corfelidse, den 2den Juli 1744.

Du Barmhjertighedens Fader! var denne bittre Skaal endnu tilbage! Skulde de gamle Saar opríves paa ny! ja, thi det var Dig saaledes behageligt!

[ocr errors]

Jeg har seet hende hende? ak nei! ikke hende! en falden Engel

-

[merged small][merged small][merged small][ocr errors][merged small][merged small][merged small]

Det er iffe for min Plaiseer, at jeg atter tager Pennen; men dersom Nogen efter min Død skulde faae Die paa denne Journal, skal han dog see, hvorlunde Synden lønner fine Børn.

Jeg gik hiin bedrøvelige Dag og forlystede mig med en Promenade i vor smukke have. Som jeg gaaer forbi den aabne Stakitport, staaer der en Mand, hvis Ansigt forekom mig bekjendt, uagtet et fortgraat tykt Skjæg og et skummelt Diekast næsten forskrækkede mig.

"Er Du ogsaa her?« sagde han med et sært Grin. Stokken faldt fra min Haand, og alle mine Lemmer fkjælvede det var Jens!

[ocr errors]

"Herre Du min Gud!" sagde jeg: "stal jeg finde Dig her? hvor er Frøken Sophie?"

Han stødte en hei Eed ud: „Frøkenskabet har S.... taget og Frueskabet med; men vil Du see min hjertelskede Kone, saa ligger hun derhenne og luger. Soffi!" ftreg han: her er en gammel Bekjendter!"

"

[ocr errors]

Da vendte hun sig halvt om hun laae paa Knæerne tre Skridt fra mig faae et Dieblik paa mig, og gav fig derpaa igjen til at luge. Jeg fornam ikke den mindste Bevægelse i hendes Ansigt

dette Ansigt! dette fordum

saa deilige Ansigt! hvor var det forandret! blegguult, rynket, fortrædent faae det ud, som om det aldrig nogensinde havde smilet. En hullet Kyse med lange Laser af forte Kniplinger, gjorde det endnu mørkere. Stidne Pialter af Klæder, som engang havde været smukke og fine, hang om hendes tykke ilcedannede Krop. Jeg følte, at jeg var nærved at faae ondt, og ingen Taare kom i mine Dine. En Angst, en Vammelhed, som naar man pludselig feer en Hugorm, betog mig. Jeg kunde hverken tale eller røre mig af Stedet.

Jens vakte mig igjen af min Bedøvelse. „Nu er hun nok ikke saa smnk," raabte han, som dengang hun krøb i Sengen til Dig?"

Jeg gyfte.

"Forgyldningen er slidt af, blev han ved: men det kjønne Sind har hun endnu, storagtig og malicieust er hun endnu, og Knevren kan hun bruge. Hei! Naadig Frue! Enak lidt med os!"

[ocr errors]

Hun tang, og lod som hun ikke hørte det, skjøndt han han raabte heit nok.

,,Nu viller det hende iffe," sagde han: men naar vi kommer hjem, saa faaer hun nok kjeften paa Gang. Har Du iffe til en Pæl, Morten! for gammel Kjendskabs Skyld ?“ Jeg gav ham noget, og gik som i Søvne op til Gaarden. Ved Havedøren stod min Herre.

"

Kjender Du disse Mennesker," spurgte han. „Ak, Du gode Gud!" svarte jeg:

dem for mange Aar siden."

„Ja, jeg har kjendt

„hun er arrig og

„Det er slette Folk," sagde han: bandfat, og han drikker som en Svamp. Par Aar i et Huus nere ved Stranden!

De har boet et

Han fister og

hun gjør Ugedage her i Haven. Hun skal være fommen af skikkelige Folk?"

Nu først brød mine Taarer frem og lettede mit bes flemte Hjerte. Jeg fortalte ham, hvem hun var, og hans Forfærdelse blev ligesaa stor som min Bedrøvelse.

Corselidse, den 14de September 1744.

Jeg tvivler paa, at jeg her faaer blivende Sted. Mit Ophold behager mig ikke længer, siden jeg veed mig i Nærheden af hende, og ofte ikke kan undgaae at see hende. Endnu har jeg ikke talt med hende, for jeg skyer hende som en ond Aand. Jens søger mig med en Paatrængenhed, som hverken behager mig eller min Herre. Naar jeg lugter hans Brændeviinsaande, er det som En bød mig Forgift at driffe.

-

Han har fortalt mig deres Historie o, hvor er den skrækkelig, væmmelig! I Danmark, i Tydskland har de flakket om fra en Stad til en anden han spilte paa Valdhorn og hun fang og spilte paa Luth; derved opholdt de Livet, og naar dette ei kunde strække til, drev hun endnu een Næringsvei, som det sønderriver mit Hjerte at tænke paa. Omsider maatte ogsaa denne ophøre, og de skulde have omkommet af Mangel, naar ikke min medlidende Herre havde forbarmet sig over dem. — Gud forlade mig det! Jeg kunde ønske mig tilbage i Siberien.

Corseliose, den 1ste Mai 1745.

Gud velsigne min rare, ædelmodige Herre! Han har mærket mit Ønske: at ende mine Dage i min Fødestavn; og derfor har han - mig uafvidende skaffet mig en

god Condition hos det nye Herskab paa Thiele. Paa Tirsdag skal jeg affcile med et Skib fra Stubbekjøbing - Gud lønne ham derfor i Evighed!

[ocr errors]

Til Seils imellem Sjælland og Samsø,
den 4de Juni 1745.

Frygter iffe for dem, som alene ihjelslaae Legemet! men frygter for dem, som fordærre baade Legem og Sjel tillige!" Jeg føler Kraften af disse Frelserens Ord.

Da jeg i min Ungdom paa disse Bølger stod for Svenskens Kugler, var jeg bedre tilmode, end da jeg i Corfelidse Have faae min Ungdoms faldne Engel. Kaarder og Kugler, Hug og Stik, Saar og Død er Jntet at regne mod Sjelens Fortabelse, mod en uskyldig Sjels Fordærvelse. Havde jeg dengang feet hendes skjønne Legeme sonrevet af vilde Dyr, ikke kunde det saaledes have knuget mit Bryst, som nu, da jeg fandt hende forspildt, fordærvet, foragtelig, uden Nedning fortabt. Som hun laae der og grov i Jorden, syntes mig, at hun begrov mit sidste Haab, min sidste Levning af Troe paa Ære og Dyd.

Men jeg vil sige, som den gamle Tyrk, min Medfange i Siberien, altid sagde midt i de største Elendigheder: „Gud er stor!" ja og barmhjertig! Han kan og vil gjøre langt over, hvad vi arme Mennesker forstaae.

Thiele, den 4de Juli 1745.

Omsider er jeg da indløben i min sidste Vinterhavn! Flere end tredive Aar er jeg omtumlet paa Verdens vilde Hav, for at ende, hvor jeg begyndte. Hvad har jeg uds rettet? hvad har jeg vundet? En Gravet Hvilested hos mine Forfædre. Det er Noget, og endda ikke saa Lidet; jeg har Venner og Bekjendtere her baade over og og under Jorden. Der staaer endnu Abilden udenfor mit Vindue, den er ogsaa bleven ældre, der er Kræft i dens Stamme. Stormen har bøiet dens Hoved, og paa dens Grene groer Mosset ligesom graa Haar paa en Oldings

6. S. Blicher. Gamle og nye Noveller.

10

« ForrigeFortsæt »