Billeder på siden
PDF
ePub

mærke paa denne liftige Qvinde, at hun forstod et Dro Dansk, og derfor har de engang uforsigtigen i hendes Nærs værelse sagt Noget, hvoraf hun fik Vinden. Hun har nu gaaet saa Ixnge paa Sporet, indtil hun rigtig har faaet det redet ud, og feget dem i Leiet.

Himmel! hvilket Dprør her blev! Naadig Herren løb med fin Bosse omfring som en Rasende for at ffyde Jens; men Jens var allerede paa sin Hest og langt borte. Den unge Frøken blev lukket ind i Hjørnestuen, at Herren iffe skulde forgribe fig paa bende. Ai Himmel! Hvad Ende skal dette faae? Jeg stjælver hvergang jeg hører hans Stemme. Min Samvittighed fordommer mig, og gjør mig til Cujon. Anger og Frygt bar faaledes betaget mig, at kjærlighed og Jalousie er rent forjaget af mit Bryst. Af, gid jeg var femten Mile under Forben!

[ocr errors]

Thicle, den 1406 April 1713. Jens har været her. Han kom i Nat ind i mit Rammer, for at høre, hvorledes her stod til. Han var som et druffent Menneske, græd og bandte imellem hinanden.

, Røb ikke, at jeg har været her," sagde han idet han gif: wellers er du et dodsens Menneske !"

Han skulde vist holde Ord; jeg skal nok vogte mig. Men hvad mon ban egentlig vil? ban veed det vel iffe felo.

Thiele, den lide April 1713. Den unge Frøfen er borte! inat er hun echapperet ud af et Vindue. Jens bar fitkert været her og hentet hende, for En har ved Midnatstid mødt to Personer paa een Hest, men formebelft Mørket kunde han iffe see, om de begge vare Mandspersoner. Det var paa Viborgveien,

og vi har været ude hver Mand hele Dagen for at lede. Vi ere komne tilbage uden at finde dem. Jeg fif Nys om, at de vare fomne over Skiern Broe, men jeg skal rel tage mig vare for at komme dem nær.

Af! Af! den Verden, vi leve il min arme Herre ! Kan tager vist sin Dod derover. Han ligger, og intet Menneske maae komme til ham.

Thiele, den 20de April 1743. Idag blev jeg faldet til naadig Herren. AF! Du milde Frelser! Hvor bleg og benfalden han var! Han lever iffe, det kunde jeg grandgivelig fee.

„ Morten," sagde han, da jeg traadte ind: er det Dig? Kom bid til mig!"

Saasnart jeg hørte hans Stemme, brast jeg i Graad. For var det, som om han talte ud af en Tønde, og naar han raabte ud af den store Dor: Morten! Kom med Hundene!" saa var det som Gaarden ffulde falde, og Høns og Ender floi forskrækkede omfring. Men nu talte han saa sagte, faa mat, at mit Hjerte var færdig at briste.

„ Morten!" sagde han: whar Du ingen Snepper feet ?..

„Nei, naadig Herre!" svarte jeg bulfende: Jeg har slet iffe været ude..

Maa, bar Duiffe ? sagde han: Jeg flyder ingen flere!

„Af jo!" svarte jeg: „Gud fan endnu bjelpe!

„Nei, Morten!" sagde han: "med mig er det snart ude. 3a havde jeg endnu havt Streften! Her trykkede ban to Taarer ind igjen i de hule Dine. Hvor er Vaillant? spurgte han.

Han ligger ved Kaminen, svarte jeg.
Kalb paa ham," sagde han.

Hunden fom og lagde fit Hoved paa Sengestoffen. Herren flappede ham længe og faae vemodig paa ham.

Du har været mig en tro Svend," sagde ban: Du har iffe forlatt mig. Naar jeg er død, skal Du skyde ham og begrave ham under den store Aff udenfor Kirkes gaarden, men ffyd ham godt, og lad ham ikke mærke, bvab Du har isinde - lov mig det!

Ja, naadig Herre !" svarte jeg.

„Han ffal ifte i fremmed Værge," sagde han, idet han fant tilbage paa Puden: „Min Skydebest og Donner (det er hans livbøsse) og mit Gehæng skal Du have ; min Blis maae Du aldrig skille Dig ved; naar han bli: ver faa gammel, at han iffe fan æde længer, faa ffal Du ffyde ham."

3a fjære Herre!" svarte jeg; jeg funde neppe for Graad.

Dg der," sagde ban: „ligger en Tut paa Bordet, den ffal Du have for din tro Tjeneste.

Gaae nu, Morten! og bed til Gud for min syndige Sjel!"

Jeg kyste hans Haand, som han rafte mig, og tumlede ned i mito Rammer – o! Gud ffjenfe ham en falis Ende! Han var mig en god og naadig Herre!

Thiele, den 3die Mai 1713. Saa er han da ogsaa hiemfaren! Nu har jeg ingen Ven mere paa Jorden. - Her vil jeg ikke blive; jeg maac ud i verden, at ffille mig ved mine melankoliffe Tan: fer. Staffels Vaillant! da jeg tog Beefen, sprang han faa gladelig omkring, han vidste ikke at jeg forte ham til Deden. – Nei! saadant et Sfud gjør jeg aldrig meer i mine Dage; da jeg spændte Bøssen, og han hørte Knak: fet, begyndte han at logre og fee fig om, han ventede et

Styffe Vildt, og tænkte mindst paa, at det gjaldt ham selo. Da Krudtet tændte, og han krummede sig i Dødens Krampe, var det som mit Hjerte ffulte vælte ud af mit Bryst. D! min fjære salige Herre! Det var den sidste, den tungeste Tjeneste, jeg viste Dig.

Til Seils under Thuno, den 17de Mai 1713.
Anden Gang

fanskee sidste Gang figer jeg dig Farvel, mit fjære Fodeland! Farvel du grønne Skov! du brune Hede! Farvel alle mine Ungdoms Glæder! Lettere om Hjertet var jeg, da jeg for tvende Aar siden ploiede disse vilde Bølger: da havde jeg min gode Herre; nu er han i Graven, min Junker ligesaa, og hun som jeg gjerne vilde glemme drager om i den vide Verden, Gud veed hvor og hvorledes. Dgsaa jeg skal prøve lyf: fens Spil, og æde mit Brød blandt Bildfremmede. 3a! Krigen vil jeg prøve! den gier Brød eller Død! Blis og jeg skal følges ab, han er min sidste Ven paa Jorden.

Sverrig, den 13bc Juni 1716. Her sidder jeg en fangen Mand i fremmed land. Saalangt har min Kaarde hjulpen. Min Oberst og iig gjorde lyst mellem fjenderne; men vi vare fun to mod ti. Af! min gamle Blis! Du maatte dee – gið vi hadde fulgtes ad !

Stocholm, deu 14de August 1717. Saaledes stal det iffe blive ret længe! De har slæbt mig omfring fra een Fæftning til en anden; fristet og truet mig, at jeg sfulde tage Tjeneste, men hellere vilde jeg (vælte tildøde i et underjordisk Fængsel, end fægte mod min rette Ronge og Herre. Endnu hellere vilde jeg have

min Frihed. Jeg vil forsøge det, og enten finde den eller Døden!

Norkjøpiug, den 3die Februar 1718. Saa blev jeg alligevel svensk Soldat! hvor længe ieg end hyttede mig, og stjulte mig som et jaget Vildt i Sfove og Klipper, faa fandt de mig dog. Hvad skulde jeg gjøre? Bedre under Guds frie Himmel mellem Raar: der og Kanoner, end mellem et Fængsels fire Vægge! De bar lovet mig, at jeg aldrig ffulde ftride mob mine Landsmænd; men alene mob Moscoviten han har maastee den rette Kugle med Morten Vinges Navn.

Siberien, den 15de Mai 1721. Herre min Gud! Hvor underlige ere dine Veie! Mange tusinde Mile fra Danmark, færdes jeg her i et raat og førgeligt Land: jeg gaaer over tilfrosne Floder og vader i Snee til Knæerne; mens der hjemme er Skov og Mark ifert fin grønne Sommerdragt. Udenfor mit gamle Kammervindue staaer Abilden nu i Blomster, Fris ffen quiddrer i Stiffelsbærhæffen, Stæren fidder paa Kirs fen og fløiter fit lyftige Stykke, og lærken fynger høit i Sky. Her tuder Ulve og Bjørne, Hoge og Ravne skrige i de forte Sfove. Hvor mon er Enden paa denne Udørt? Af! hvor er Enden paa mit elendige Liv?

Riga, den 2den September 1743. Skal jeg endnu opleve den Dag, da jeg seer mit Fødeland igjen? 3 fire og tyve lange sorrigfulde Aar, i fire og tyve Vintre har jeg jaget Zobel og Maar i Si: beriens Slove! hvor mæt af livet har jeg alt længe længe været! men jeg vil taalmodig bie til min Herre

« ForrigeFortsæt »