mærke paa denne listige Dvinde, at hun forstod et Ord Dansk, og derfor har de engang uforsigtigen i hendes Nærs værelse sagt Noget, hvoraf hun fik Vinden. Hun har nu gaaet faa lange paa Sporet, indtil hun rigtig har faaet det redet ud, og feget dem i Leiet.

Himmel! hvilket Oprør her blev! Naadig Herren løb med sin Bøsse omkring som en Nasende for at skyde Jens; men Jens var allerede paa sin Hest og langt borte. Den unge Frøken blev lukket ind i Hjørnestuen, at Herren ikke skulde forgribe sig paa hende. At Himmel! Hvad Ende skal dette faae? Jeg stjælver hvergang jeg hører hans Stemme. Min Samvittighed fordømmer mig, og gjør mig til Cujon. Anger og Frygt har saaledes betaget mig, at Kjærlighed og Jalousie er rent forjaget af mit Bryst. Ak, gid jeg var femten Mile under Jorden!

Thiele, den 14de April 1713.

Jens har været her. Han kom i Nat ind i mit Kammer, for at høre, hvorledes her stod til. Han var som et drukkent Menneske, græd og bandte imellem hinanden.

„Røb ikke, at jeg har været her," sagde han idet han

gif: ellers er du et dødsens Menneske!"

Han skulde vist holde Ord; jeg skal nok vogte mig. Men hvað mon han egentlig vil? han veed det vel itte selv.

Thiele, den 17de April 1713.

Den unge Frøken er borte! inat er hun echapperet ud af et Vindue. Jens har sikkert været her og hentet hende, for En har ved Midnatstid mødt to Personer paa een Hest, men formedelst Mørket kunde han ikke see, om de begge vare Mandspersoner. Det var paa Viborgveien,

og vi har været ude hver Mand hele Dagen for at lede. Vi ere komne tilbage uden at finde dem. Jeg fik Nys om, at de vare komne over Skiern Broe, men jeg skal vel tage mig vare for at komme dem nær.

Af! Ak! den Verden, vi leve i! min arme Herre! Han tager vist sin Død derover. Han ligger, og intet Menneske maae komme til ham.

Thiele, den 20de April 1743.

Idag blev jeg kaldet til naadig Herren. Ak! Du milde Frelser! Hvor bleg og henfalden han var! Han lever ikke, det kunde jeg grandgivelig fee.

"

Morten," sagde han, da jeg traadte ind: er det Dig? Kom hid til mig!"

"

Saasnart jeg hørte hans Stemme, braft jeg i Graad. Før var det, som om han talte ud af en Tønde, og naar han raabte ud af den store Dor: Morten! Kom med Hundene!" saa var det som Gaarden skulde falde, og Høns og Ænder floi forskrækkede omkring. Men nu talte han saa sagte, saa mat, at mit Hjerte var færdig at briste. „Morten!" sagde han: "har Du ingen Snepper feet?“ „Nei, naadig Herre!" svarte jeg hulkende: "Jeg har slet ikke været ude."

"Naa, har Du ikke?" sagde han: "Jeg skyder ingen flere!"

„Ak jo!“ svarte jeg: "Gud kan endnu hjelpe!"

„Nei, Morten!" sagde han: "med mig er det snart Ja havde jeg endnu havt Kresten!" Her trykkede han to Taarer ind igjen i de hule Dine. Hvor er Vaillant? spurgte han.

„Han ligger ved Kaminen," svarte jeg.
„Kald paa ham,“ sagde han.

1

"

Hunden kom og lagde sit Hoved paa Sengestokken. Herren klappede ham længe og faae vemodig paa ham. Du har været mig en tro Svend," sagde han: "Du har ikke forlatt mig. Naar jeg er død, skal Du skyte ham og begrave ham under den store Ask udenfor Kirkegaarden, men ffyd ham godt, og lad ham ikke mærke, hvad Du har isinde lov mig det!

"Ja, naadig Herre!" svarte jeg.

Han skal ikke i fremmed Værge," sagde han, idet han sank tilbage paa Puden: „Min Skydehest og Donner (det er hans Livbøsse) og mit Gehæng skal Du have; min Blis maae Du aldrig skille Dig ved; naar han bliver saa gammel, at han ikke kan æde længer, saa skal Du skyde ham."

"Ja fjære Herre!" svarte jeg; jeg kunde neppe for Graad.

"Og der,“ sagde han: „ligger en Tut paa Bordet, den skal Du have for din tro Tjeneste. Gaae nu, Morten! og bed til Gud for min syndige Sjel!"

Jeg kyste hans Haand, som han rakte mig, og tum lede ned i mit Kammer o! Gud skjenke ham en salig Ende! Han var mig en god og naadig Herre!

Thiele, den 3die Mai 1713.

Saa er han da ogsaa hjemfaren! Nu har jeg ingen Ven mere paa Jorden. Her vil jeg ikke blive; jeg maae ud í Verden, at skille mig ved mine melankoliske Tanfer. Stakkels Vaillant! da jeg tog Boefen, sprang han saa gladelig omkring, han vidste ikke at jeg førte ham til Deden. Nei! saadant et Skud gjør jeg aldrig meeri mine Dage; da jeg spændte Bøssen, og han hørte Knakket, begyndte han at logre og see sig om, han ventede et

Stykke Vildt, og tænkte mindst paa, at det gjaldt ham selv. Da Krudtet tændte, og han krummede sig i Dedens Krampe, var det som mit Hjerte skulde vælte ud af mit Bryst. O! min kjære falige Herre! Det var den sidste, den tungeste Tjeneste, jeg viste Dig.

kanskee sidste Gang

Til Seils under Thuno, den 17de Mai 1713. Anden Gang figer jeg dig Farvel, mit kjære Fødeland! Farvel du grønne Skov! du brune Hede! Farvel alle mine Ungdoms Glæder! Lettere om Hjertet var jeg, da jeg for tvende Aar siden pløiede disse vilde Bølger: da havde jeg min gode Herre; nu er han i Graven, min Junker ligesaa, og hun - som jeg gjerne vilde glemme - drager om i den vide Verden, Gud veed hvor og hvorledes. Ogsaa jeg skal prøve Lykkens Spil, og æde mit Brød blankt Vildfremmede. Ja! Krigen vil jeg prøve! den gier Brød eller Ded! Blis og jeg skal følges ad, han er min sidste Ven paa Jorden.

Sverrig, den 13dc Juni 1716.

Her sidder jeg en fangen Mand i fremmed Land. Saalangt har min Kaarde hjulpen. Min Oberst og jeg gjorde lyst mellem Fjenderne; men vi vare fun to mod tí. AF! min gamle Blis! Du maatte dee havde fulgtes ad!

gid vi

Stockholm, deu 14de August 1717.

Saaledes skal det ikke blive ret længe! De har slæbt mig omkring fra een Fæstning til en anden; fristet og truet mig, at jeg skulde tage Tjeneste, men hellere vilde jeg svælte tilbøde i et underjordisk Fængsel, end fægte mod min rette Konge og Herre. Endnu hellere vilde jeg have

min Frihed. Jeg vil forsøge det, og enten finde den eller Døden!

Norkjøpiug, den 3die Februar 1718.

Saa blev jeg alligevel svensk Soldat! hvor længe jeg end hyttede mig, og skjulte mig som et jaget Vildt i Skove og Klipper, saa fandt de mig dog. Hvad skulde jeg gjøre? Bedre under Guds frie Himmel mellem Kaarder og Kanoner, end mellem et Fængsels fire Vægge! De har lovet mig, at jeg aldrig skulde stride mod mine Landsmænd; men allene mod Moscoviten han har maaskee den rette Kugle med Morten Vinges Navn.

Siberien, den 15de Mai 1721.

Herre min Gud! Hvor underlige ere dine Veie! Mange tusinde Mile fra Danmark, færdes jeg her i et raat og sørgeligt Land: jeg gaaer over tilfrosne Floder og vader i Snee til Knæerne; mens der hjemme er Skov og Mark iført fin grønne Sommerdragt. Udenfor mit gamle Kammervindue staaer Abilden nu i Blomster, Friffen qviddrer i Stikkelsbærhækken, Stæren sidder paa Kirken og fleiter fit lystige Stykke, og Lærken synger høit i Sky. Her tuder Ulve og Bjørne, Høge og Ravne skrige i de forte Skove. Hvor mon er Enden paa denne Udørk? Ak! hvor er Enden paa mit elendige Liv?

Riga, den 2den September 1743.

Skal jeg endnu opleve den Dag, da jeg seer mit Fødeland igjen? I fire og tyve lange forrigfulde Aar, i fire og tyve Vintre har jeg jaget Zobel og Maar i Siberiens Skove! hvor mæt af Livet har jeg alt længe længe været! men jeg vil taalmodig bie til min Herre