Du milde Himmel! jeg troer, Jens er ligesaadan faren som jeg; da jeg sagde ham det om Mariagen, stødte han fin Bøsse saadan imod Jorden, at Kolben sprang istykker, og derpaa rendte han med Stumpen ud i Heden. Saa er jeg da ikke den eneste Rar í Verden.

Thiele, den 16de December 1711..

Frøken Sophie har faaet Børnekopperne.

Ak! h:or

stjælver jeg for hendes Liv! Gid jeg maatte døe istedetfor hende; men jeg kan jo ikke faae denne Sygdom mere Hendes deilige Ansigt er ganske fuldt af

end eengang. Vabler.

Thiele, den 19de December 1711.

Her er stor Sorg og Bedrøvelse.

Frøken Marie er bed, og Herren vil ikke lade sig trøste; men den naadige Frue taler fun om hendes Begravelse, hvorledes med samme skal tilgaae. Frøken Sophie følger vel efter hendes Sester; thi hun er meget slet. Hans Excellence, hendes Trolovede, laver fig til at drage bort paa Reisen!

Thiele, den 13de Marts 1712.

Lyffe

Saa har jeg atter reist mig fra mit lange Spgeleie. Jeg troede, det skulde blevet det sidste, og sukkede af Hjertet til min Gud om Forløsning. Men jeg skal vandre endnu en Stund i denne Jammerdal det er hans Villie den free! Det er for mig, som om jeg var opstanden fra de Døde, og jeg tykkes at denne 3 Maaneders Sygdom har varet i tre Aar. Igaar faae jeg hende første Gang fiden jeg blev lagt ned, og det med en god Contenance;

næsten skulde jeg troe, at Sygdommen havde taget min daarlige Forlibelse med sig.

Hun var lidt bleg, og jeg syntes ikke, at hun saae ret fornøiet ud. Desværre! hun har nok ikke synderlig Grund dertil. Hans Excellence kom her igjen forgangen Uge, som jeg hører. Han er vist en stor Libertiner; jeg saae nu nylig igjennem Sprækken paa min Dør, at han tog fat paa Fruens Pige, og det paa en meget indecent Maneer. O, den stakkels Froken! Var jeg Hs. Excellence, jeg skulde tilbede hende som en Engel udaf Himmelen.

Thicle, den 1ste Mai 1712. Hs. Excellence er reist bort, og har' ladet fin Kjæreste blive her tilbage. Han var nok allerede keed af hende, og Gud forlade mig det! troer jeg ikke ogsaa hun af ham. Hun længes da ikke efter ham; thi hun er ligesaa munter og vive som før, ja næsten mere; men als ligevel af og til ligesom lidt hoffærdig. Sommetider taler hun til mig som til en Stodder, og sommetider som om jeg var hendes Ligemand. Jeg troer hartað hun vil have mig til Bedste jeg fattige Staffel! Jeg er ikke bleven klog endnu, for hun kan gjøre mig glad og bedrøvet ligesom hun vil.

-

Thiele, den 3die Juni (712.

Mit Helbred faaer jeg aldrig mere; min Ungdoms Munterhed er ganske borte. Jeg er tung og mat i mit hele Vasen, og ingen ret Lyst har jeg til nogen Ting. Jeg gider ikke jage, og jeg gider ei heller læse: min Bøsse og min Ovidius ere begge lige støvede. Fransken, som

tilforn var blevet mig saa plaisant, kan jeg hverken lide at læse eller høre det er et falsk Tungemaal!

Thiele, den 24de Juni 1712.

Jeg har byttet Kammer med Jens. Han vilde endelig have mit, for han torde ikke ligge ud til Kirkegaarden, den Tosse! Der skal han jo dog engang ligge for bestandig. Jeg er vel fornøiet med Byttet, her kan jeg fra mit Vindue see mine kjære Forældres Grave de ere vel forvarede Gud glæde deres Sjæle i Himmerige! Hist henne er Hr. Sørens Grav, der groe allerede Tidsler paa dem maae jeg dog rydde bort!

den

Thiele, den 13de December 1712.

Fruens Pige har bekommet sig en ung Søn. Hun har udlagt en Kniplingskræmmer

men hele Gaarden veed nok, hvem den Skyldige er. Den unge Frøken har selv railleret dermed. Jeg veed ikke, hvordan hun kunde; men hun tager sig Verden let jeg er ikke af den Natur.

Thiele, den 27de Februar 1713. Drømmer jeg, eller er jeg vaagen? Har mine Sandser duperet mig, eller var hun virkelig min? jo! hun var min jeg har favnet hende med disse mine Arme, hun har hvilet ved mit Bryst, og bedækket mit Ansigt med Kys med hede Kys nu vilde jeg gjerne døe, saa lykkelig kan jeg aldrig blive meer. Men nei! Hvorlunde er det fat med mig? hvad har jeg gjort? ah, jeg veed iffe, hvad jeg skriver jeg frygter, jeg er vanvittig.

-

Thiele, den 5te Marts 1713.

Lad mig kalde tilbage i min Hukommelse disse douce

Dieblikke! Lad mig ret overtænke, hvor lyksalig jeg var; det er først nu, jeg begynder at opvaagne som af eu Ruus Herren kom hjem fra Jagten, og Jens var bleven i Skoven for at kaste Tar ud, som sad fast i en Grav. Jeg vidste vel, at han ikke kom hjem før Dag, eg saa fik jeg isinde at ligge i mit forrige Kammer. Jeg var netop indslumret, da jeg blev vækket ved et Kys. Forskrækket reiste jeg mig og vilde raabe: da følte jeg en blød Haand paa min Mund, og en Arm om min Hals, og en sød hvidskende Stemme Himmel! det var hendes, hendes jeg ikke tør nævne. Da da v, jeg Synder! jeg forstokkede Synder! jeg har forraadt min Herre! og jeg kan ikke engang ret af Hjertet fortryde det. Hvergang jeg vil gjøre Poenitentse, forhindres jeg af en lønlig Fryd, som spotter min Anger. Jeg føler det: jeg længes efter at repetere den Misgjerning, jeg burde forbande.

"

Evindelig min!" vare de første Ord, jeg kunde frems føre; men da rev hun sig med et let Skrig af mine Arme, og jeg var allene. Døren knirkede, og jeg reiste mig overende i Sengen; jeg var i Tvivl om det ikke altsammen var Spøgerie.

Ak! hvorfor flygtede hun? hvorfor kom hun da selv ukaldet, ufristet? Har hun elsket mig som jeg hende, taus, inderlig, brændende?

Thiele, den 6te Marts 1713.

Verden! Verden! hvad er du falft! Ærlighed er plat forsvunder, Dyd og Ære traadt under Fødder! Dog hvorfor vil jeg beflage mig? er jeg bedre end han? Er min Synd mindre, fordi jeg troer, at min Kjærlighed er sterre? - Ah, jeg faaer min fortjente Løn, vi ere lige gode, den ene forraader den anden. Ha! Du falffe

-

Kvinde! Du Potiphars Hustrue! derfor var det, du skreg og flygtede, da du hørte min Røst. Det var altsaa gammel Vane kjendt Vei, da du søgte min Seng nei, Jenses Seng! Gammel Kjærlighed, gammel Synd! mens jeg tilbad Dig, mens jeg beskuede dig med Ærefrygt som en hellig Engel, har du bolet med min Medtjener!

Det var Midnat. Drukken af føde Erindringer vankede jeg om i Haven. I en mørk Gang faae jeg Noget røre sig det bares mig for, at det maatte være hende. Med hastige Skridt ilede jeg derhen - det var hende! ja det var hende, men hvorledes fandt jeg hende? paa Jenses Skjød, med Armene om hans Hals hurtigen foer de fra hinanden, og jeg stod som om jeg skulde synke i Afgrunden. Solen fandt mig paa samme Sted; jeg frøs jeg bævede som et Espeløv. O, du usle, du falske, du fordærvede Verden!

Thiele, den 9de Marts 1713.

Jeg har feet hende første Gang siden hiin syndefulde Nat. En hastig Rødme foer over hendes Ansigt, hun kaftede fine Dine rundt omkring i Stuen, for ei at see paa mig. Jeg følte, at jeg blev baade kold og varm. I det Dieblik vi vare allene, gik hun mig hastig forbi og sagde med halvt tillukkede Dine: Silence!" Hun var ude af Døren inden jeg ret følte Trykket i min Haand.

Thiele, den 13e April 1713.

Alt er opdaget! Herren, Fruen, hele Gaarden veed det, og det er Mamsel Lapouce, som har optaget og røbet dem. Den unge Frøken vilde gjerne raillere med hende, men det ffres hun bag Dret. Ingen har kunnet

1