Stykke Vildt kommer mig paa Skud; mit Hjerte klapper mod mine Ribbeen, jeg kan knap faae min Aande, og mine Dine ere ligesom groede fast til Dyret ah malheu

reux que je suis!*)

Thiele, den 17de Juni 1710.

Hvor dog Gaarden nu tykkes mig øde og kedsommelig. Det naadige Herskab er borte, og kommer først hjem om otte Dage. Hvordan skal jeg faae Ende paa dem? Jeg har ikke Lyst til nogen Ting. Min Bøsse hænger fuld af Støv og Rust, og jeg gider ikke gjort den reen. Jeg kan ikke begribe, hvordan Jens og de Andre kan være saa glade og lystige: de prate og skoggre, faa det giver Echo i Ladegaarden — jeg sukker som en Rørdrum. Ak, Frøken Sophie! Gid Du var en Bondepige, eller jeg en Prinds!

Thiele, den 28de Juni 1710.

Nu er Gaarden for mine Dine ligesom den nylig var kalket og pyntet. Træerne i Haven har faaet en deilig lysegrøn Couleur, og alle Folk see saa milde ud. Frøken Sophie er kommen hjem igjen: hun kom ind ad Porten som Solen gjennem en Sky; men alligevel skjælvede jeg som et Espeløv. Det er baade godt og ondt at være forliebt.

Thiele, den 4de October 1710.

En magnifiqve Jagt, vi havde idag! Hvidding Krat var indstillet med 300 Klappere; for de vare her baade fra Viskum og Fussingøe med alle deres Støvere. I Dagbrækningen vare vi fra Thiele der allerede.

*) Jeg Ulykkelige.

Det

var ganske stille i Luften, og en tyk Taage bedækkede hele Egnen; fun Toppene af Barnhøiene kunde man fee over den. Langt borte kunde vi høre de buldrende Fodtrin af Klapperne og enkelte Hundeglam.

„Nu kommer de fra Viskum, sagde naadig Herren: "jeg kan høre Chasseurs Hals."

"Da kommer de ogsaa fra Fussingve," sagde Jens, „det er Perdrix, som gjøer."

Endnu kunde vi ingen Ting see for Taage, men alt som de kom nærmere, hørte vi Vognenes Rumlen, Hestenes Pusten, Skytternes Snak og Latter. Nu kom Solen frem og Taagen lettede. Da blev det levende paa alle Kanter. Skovfogderne begyndte allerede at stille Klapperne i Orden, man hørte dem hvidske og tysse paa dem, der vilde snakke hoit, og Kjeppene kom sommetider i Bevægelse. Fra Vester og Sønder kom Skytterne kjørende, og bagefter Vognene med Hundene: deres Haler viklede over Vogn= fjelene, og imellem stak der et Hoved op, som ogsaa strax fik et Drefigen af Jægerdrengene. Nu satte naadig Herren selv af langs ned i den lange Dal midt igjennem Krattet. Da han var færdig, stødte han i sin Pibe, og med det samme begyndte Hornblæserne et lystigt Stykke. Hundene bleve koblede af, og det varte ikke længe, før de sloge an, saa een, saa to, saa det hele Kobbel. Harer, Ræve og Dyr smuttede frem og tilbage paa de skovbegroede Bakker. Saa gik af og til et Skud, og Knaldene gave Echo langs ned gjennem Dalen. Klapperne kunde vi ikke see, men vel høre deres Hujen og Skrigen, naar et Dyr eller en Hare vilde bryde igjennem. Jeg forsvarte min Plads og skjød

to Ræve og en Buk inden Frokosten.

Mens den varede, bleve Hundene kaldte sammen og koblede op, og Hornblæserne spilte, og da det var forbi,

gif det atter løs. See! da holdt to Vogne oppe for Enden af Dalen med alle de naadige Fruer og Frøkener og imellem dem Frøken Sophie. Dette frelste en Ræv; mens jeg faae derop, smuttede han mig forbi. Et Par Timer før Aften var Krattet renset for Vildt, og Jagten havde Ende. Vi fik vist henved 30 Stykker, og Junker Kresten, som havde skudt de fleste Ræve, blev beæret med et Stykke paa Valdhorn.

Thiele, den 17de December 1710.

Igaar fulgte jeg min kjære Moder til hendes Hviles sted. Den nye Præst Gud lønne ham for det! - hæ= drede hende med en Liigprædiken, som varede i syv Ovarteer. Hun var mig en god og kjærlig Moder give hende en salig Opstandelse! †††

Herren

Thiele, den 23te Januar 1711.

En jammerlig Vinter! endnu intet Kaneføre! Derefter har jeg ventet lige siden Mortensdag, men forgjæves. Regn og Blæst, sydlige Vinde og trist Veir. Ifjor ved denne Tid var det vi kjørte til Fussingøe; naar jeg tænker paa den Aften! Maanen skinnede saa blank som en Sølvtallerken paa den blaa Himmel, og kastede vore Skygger ved Siden af Veien paa den hvide Snee. Jeg hældede mig imellem saaledes, at min Skygge trak ind i Frøken Sophies: da kom det mig for, som vi to vare Eet. En fold Vind havde vi lige imod, den blæste hendes søde Aande tilbage jeg slugte den som Viinak, jeg Daare! jeg forliebte Daare! hvortil nytte mig alle disse Considerationer? Paa Søndag reiser jeg til Kjøbenhavn med Junker Kresten, og der skal vi blive hele Sommeren. Jeg tænker, jeg er død

inden Maidag. éternel adieu!

Ah Mademoiselle Sophie, adieu! un

Paa Havet imellem Samsøe og Sjælland,
den 3die Februar 1711.

Solen gaaer ned bag mit kjære Jylland; dens Gjenffin lægger sig langs hen over det rolige Hav som en uendelig Ilovei. Jeg tykkes den hilser mig fra mit Hjem -ak, det er langt borte, og jeg kommer længere og læn gere derfra.

Hvad monstroe de nu bestille paa Thiele? Det ringer for mit høire Dre, -- mon det er Frøken Sophie, der nu taler om mig? ak nei! jeg er jo kuns en fattig Tjener, hvi skulde hun tænke paa mig? lige saalidt, som Skipperen, der traver frem og tilbage paa Dækket med fammenlagte Arme han kigger saa tidt henimod Norden hvad mon der er at see? En Svensker siger han; Gud hjelpe os naadelig og vel!

Kallundborg, den 4de Februar 1711.

Nu veed jeg hvad Krig er - jeg har været i Bas

taille, og den Herre Zebaoth være priset!

-

- vi finge Seier. Det var rigtig, som Skipperen sagde, en svensk Kaper. Imorges, faasnart det dagedes, saae vi ham en halv Miils Vei borte; de sagde, han gjorde Jagt paa vs. "Er der nogen af Jer Passenerer," sagde Skipperen: der har Mod og Mands Hjerte og Lyst til at bares med den svenske Gast?"

„Jeg har en god Riffel," svarede Junker Kresten : „og min Tjener har ogsaa een; skal vi prøve den Jagt engang, Morten?"

"Som Junkeren befaler!" sagde jeg, lob ned i Ka

hytten, ladte vore Rifler, bragte dem samt Krudt og Kugler op paa Dækket.

Der var to tydske Soldater kommen op fra Rummet, de havde hver sin Bosse, og Skipperen et spansk Gevær, saa langt som han selv. Styrmanden og Matroserne bragte Drer og Haandspager.

„Kan vi ikke feile fra ham, min kjære Skipper?" spurgte jeg.

"Fanden kan vi, svarte han: "Du seer jo, han haler ind paa os, alt hvad han kan; Du skal snart faae hans Stykker at høre; men er Du bange, faa gaae hjem og læg Dig i Din Moders Dragkiste."

I det samme væltede Røgen ud fra det svenske Skib, og ftrar derpaa hørte vi et forfærdeligt Rabalder og en Sus sen over vore Hoveder. Det varte ikke længe, faa fom der nok et Knald, og nok eet, og den sidste Kugle rev en Splint af vor Mast. Da blev jeg ret underlig tilmode; mit Hjerte tog til at banke, og det suste og bruste for mine Prer. Men da Svensken kom saa nær, at vi kunde lange med vore Rifler, og jeg havde gjort det første Skud, da var det, som om jeg havde været paa en Klapjagt. Svenften kom bestandig nærmere, og vi stod i Skjul bag Kas hytten og fyrede bag ud paa ham alt hvad vi kunde. Der faldt flere af hans Folk, især for Junkerens og mine Skud.

„Kan vi skyde en Sneppe, Morten, kan vi vel ogsaa ramme en Svensker, naar han staaer stille!" sagde han.

„Naffe Gutter!" raabte Skipperen: "Seer I den svenske kapitain, ham der gaaer med den store Sabel frem og tilbage? Pil os ham ud, saa har vi Spillet vunden!"

Da lagde jeg an paa ham og trykte til, og som jeg tog min Riffel fra Kinden, saae jeg ham slaae Næsen mod Dæffet.