Men dermed var det ikke forbi. Da Herskabet kom tilbords, begyndte de igjen om Ulven, og spurgte mig: hvormeget han gav mig? og saadant mere. Jeg veed ikke ret, hvad de meente; men det kunde jeg begribe, at de gjorde Nar að mig baade paa Fransk og Dansk. Om det saa var Frøken Sophie, saa loe hun mig lige op i Dinene det gjorde mig meest ondt. Mon jeg ikke skulle kunne lære dette Snøvlemaal? Det kan vel ikke være tungere end Latin.

Thiele, den 2den October 1709.

Det er ikke umuligt det feer jeg nok. Fransk er slet ikke andet end galt Latin. Imellem en Kasse med gamle Bøger som jeg kjøbte, var ogsaa en Metamorphofis paa Franst det traf fig ypperligt! Det Latinske forstod jeg i Forveien. Men een Ting er forunderlig: naar jeg hører dem deroppe snakke, tykkes mig ikke, der er et fransk Ord imellem det er ikke om Ovidius, de discourerer.

Jeg kommer ogsaa til at lægge mig efter at flyde. Naadig Herren vil endelig have mig med paa Jagten, men der kan jeg aldrig gjøre ham det tilpas; enten skjender han eller ogsaa leer han sommetider begge Dele paa een= gang: "jcg bærer Bøsen galt, jeg lader den galt, jeg sigter galt og jeg skyder galt." Jeg maae have Jens til at undervise mig. "See til Jens! siger naadig Herren: Det er en Jæger! Du gaaer med Bossen, som om det var en Hoelee, Du havde paa Nakken, og naar du sigter, seer det ud, som Du skulde falde bagover."

Froken Sophie leer ogsaa að mig —- det klæder hende alligevel smukt hun har nogle deilige Tænder.

D

Thiele, den 17de November 1709.

Igaar skjød jeg en Ræv; naadig Herren kaldte mig en brav Garsong, og forærede mig et indlagt Krudthorn. Jenses Undervisning har frugtet godt. Det er moersomt nok med det Skytterie. Med Fransken gaaer det nu bedre: jeg begynder at komme efter Udtalen. Forleden lyttede jeg ved Døren, da Mamesellem læste med Frøkenerne. Da de var færdige og gik op, listede jeg mig til at fee, hvad for en Bog de vel brugte. blev jeg forandret! Det var just en, og som kaldes: L'école du Monde. Dag med min Bog i Haanden udenfor og hører til det gaaer meget godt an. Det franske Sprog er dog smukkere, end jeg tænkte; det lader Frøken Sophie nu saa nydeligt, naar hun taler det.

Hillemænd! Hvor som jeg ogsaa har, Nu staaer jeg hver

Thiele, den 13de December 1709.

Igaar frelste Gud min naadige Herre ved min ringe Haand. Vi havde Klapjagt i Lindum Skov. Da vi fik Graakjær for, kommer der en Vildbasse frem og lige ind mod naadig Herren. Han fljød, og traf ham rigtig nok, men det forslog ikke, og Vildbassen søger ham. Naadig Herren var ikke bange: han trækker sin Hirschfænger, og vil jage den i Bringen paa Svinet, men den gaaer midt over. Nu vare gode Raad dyre - det steete ogsaa alt= sammen i en Haandevending, saa Ingen kunde komme til Hjelp. Just i det Dieblik, som jeg vil derhen, scer jeg naadig Herren paa Ryggen af Vildbassen, og den afsted med ham. „Skyd“! raaber han til Ridefogeden — som var hans

Sidemand paa Venstre men han torde iffe. "Styd i Djævels Skind og Been!" raaber han til Jens, idet han farer ham forbi; Jenses Bøsse klikkede.

Nu vendte Bassen sig og lige hen forbi mig.

"

Skyd Morten, ellers rider Bassen med mig til Helvede!" streg han.

I Guds Navn! tænkte jeg, holdt ham paa Bagpar= ten, og traf saa heldigt, at jeg kuuste begge Baglaarene paa Dyret. Glad blev jeg, og glade bleve vi allesammen, men meest Naadigherren.

"Det var et Mesterskud," sagde han: "og behold Du nu Bossen, som Du brugte faa vel! Og hør: sagde han til Ridefogden: 3 Ærtefjelling! stempl mig den største Bøg i Skoven til hans gamle Moder! Jens kan gaae hjem, og sætte en bedre Steen for hans Bøsse!"

Da vi saa kom hjem om Aftenen, blev der en Spørgen og en Fortællen. Naadigherren klappede mig paa Skuldren, og Frøken Sophie fmiilte saa venlig til mig, at mit Hjerte sad i min Hals.

Thiele, den 11te Januar 1710.

Et plaisant Veir, Solen staaer op saa rød som en brændende Glød! Det seer ret curieur ud, naar den saadan skinner igjennem de hvide Træer; og alle Træerne see ud som de vare pudrede, og Grenene hænge rundt omkring ned til Jorden. Det gamle Grand Richard faaer Skam. et Par Grene ere allerede knækkede. Accurat faadant et Veir var det idag otte Dage, da vi kjørte i Kane til Fussingøe, og jeg stod bag paa Frøken Sophies. Hun vilde selv kjøre; men da et Dvarteeerstid var gaaen, begyndte hun at fryse om de smaae Fingre.

,,J'ai froid"*) sagde hun for sig selv.

"Skal jeg da kjøre, naadige Frøken?" sagde jeg.

*) Jeg fryser.

,,Comment:" sagde hun: „Forstaaer Du Fransk?"
,,Un peu, Mademoiselle!" svarte jeg.

Da vendte hun sig om og saae mig stivt i Dinene. Jeg tog en Tømmestreng i hver Haand, og havde begge mine Arme omkring hende. Jeg holdt dem vidt ud, for ei at komme hende for nær; men hvergang Kanen gav et Slang, og jeg rørte ved hende, var det ligesom jeg havde rørt ved en varm Kaffelovn. Det kom mig for, at jeg fløi i Luften med hende, og inden jeg vidste det, var vi ved Fussingse.

Dersom hun ikke havde raabt: tenez Martin! arrêtes vous! havde jeg kjørt forbi lige til Randers eller til Verdens Ende. Mon hun ikke vil ud at kjøre idag igjen? Men der kommer Jens med naadig Herrens Bøsse, som han har gjort reen saa skal vi paa Jagt.

Thiele, den 13de Februar 1710.
Det er ligesom der laae en
Maden gaaer fra mig, og
Sidste Nat havde jeg en

Jeg er ikke rigtig frisk. tung Steen paa mit Bryst. om Natten kan jeg ikke sove. forunderlig Drøm: det bares mig fore, at jeg stod bag paa Frøken Sophies Kane, men med eet sad jeg indeni Kanen, og hun paa mit Skjød. Jeg havde min hoire Arm om hendes Liv, og hun sin venstre om min Hals. Hun bukkede fig og kyste mig; men i det samme vaagnede jeg. Ak! jeg vilde faa gjerne have blevet ved at drømme! Det var en rar Bog, den hun laante mig; jeg diverterer mig med den hver Aften hvem der engang kunde blive saa lykkelig, som den tartariske Prinds! Jo mere Fransk jeg læser, jo bedre synes jeg em det; jeg er nærved at glemme mit Latin derover.

--

Thiele, den 23de Marts 171

Igaar, da vi kom hjem fra Sneppejagt, sagde naadig Herren til mig: "Og jeg hører, at Du forstaaer Franst?" "Lidt, naadig Herre!" svarte jeg.

„Saa kan Du ikke heller varte op ved Bordet; vi

kan jo ikke lukke Munden op for Dig."

"At!" raabte jeg: naadig Herren vil dog ikke forflyde mig?"

Jeg blev faa bevæget, at jeg ikke kunde sige et Ord, men kyste hans Haand. Alligevel jeg nu glæder mig saare meget, saa tykkes mig dog, at jeg nodig vilde herfra, og jeg troer virkelig at mit Helbred er blevet flettere.

Thiele, den 1fte Mai 1710.

Ak, jeg elendige Menneske! nu veed jeg, hvad det er jeg feiler; Ovidius har sagt mig det, han har ganske accurat beskrevet mig min Sygdom. Dersom jeg ikke tager feil, saa hedder den Amor, paa Dansk: Kjærlighed eller Elskov, og den jeg er charmeret udi, maae uden al Tvivl være Frøken Sophie. Ak jeg arme Daare! Hvad skal dette blive til? Jeg maae prøve hans remedia amoris! Nu nyssens faae jeg hende staae i Gangen og tale meget venlig med Jens; det skar mig i mit Hjerte. Det kom mig for, som jeg skulde skyde ham for Panden, men saa hoppede hun mig forbi med et Smiil;

jeg var tilmaode, som naar jeg er paa Klapjagt, og et

*) Kammertjener.