Taarerne staae ham i Dinene, naar han sommetider siger til ham:,,mi fili! mi fili! otium est pulvinar diaboli !"*)

Til Nytaar begynde vi paa Græsk, Hr. Søren har givet mig et græsk Testamente: „Er det ikke nogle underlige Kragetæer? det er som en Slibesteen endnu for dine Dine," sagde han venlig til mig og kneb mig i Dret, som han altid gjør, naar han er fornøiet. Men Hillemænd! hvor vil han see, naar han hører, at jeg allerede kan læse raff indenad.

Föulum die St. Martini.

Det bliver feil med Jens. Hr. Søren var saa vred paa ham, at han talte Dansk til ham hele Dagen. Til mig talte han Latin; jeg hørte engang, at han sagde som for sig selv:,,vellem hunc esse filium meum!"**) Det var mig han meente. Hvor Jens ogsaa hakkede jammerlig i sin Cicero! Jeg veed godt hvoraf det kom, for i forgaars, da hans Fader var til Bryllup i Vinge, var han med Peer Skytte over i Lindum Skov, og - Gud bevare os! - en Vildbasse rev hans Burer istyk ker. Han løi for fin Moder og sagde, at den Thiele Tyr havde gjort det; men hun gav ham en dygtig Kindheft habeat! ***)

Föulum, Calendis Januar 1709. Proh dolor! Hr. Søren er død! væ me miserum! Da vi havde sat os tilbords Juleaften, lagde han Skeen fra sig, og saae ret vemodig paa Jens ,,fregisti cor meum") sagde han sukkende, og gik ind i Sovekammeret. Ak! han reiste sig aldrig mere. Jeg har besøgt ham hver

*) Lediggang er Djævlens Hovedpude.

**) Jeg ønsker denne var min Søn.

***) Lad ham ha’e den! †) Du har knust mit Hjerte.

Dag fiden, og han har givet mig mange gode Formaninger og Lærdomme; men nu feer jeg ham aldrig mere.

I Torsdags saae jeg ham sidste Gang; aldrig skal jeg glemme, hvad han sagde, da han havde holdt ret en bevæge= lig Tale til mig: „Gud! giv min Søn et retskaffent Hjerte!" Han foldede sine magre Hænder, og lagde fig tilbage paa Puden: ,,pater! in manus tuas committo spiritum meum !"*)

Det var hans sidste Ord. Da jeg faae, at Madamen tog Forklædet op til Dinene, løb jeg ud ret ilde tilmode. Uden for Døren stod Jens og græd: ,,seras dat poenas turpi poenitentia" **) tænkte jeg: men han faldt om min hals og hulkede. Gud forlade ham hans Vildskab! Den har bedrøvet mig meest.

Föulum, Pridie iduum Januarii MDCCIX.

Igaar gik min fjere Fader til Viborg, at han kunde faae Middagsmad til mig, naar jeg skal i Skolen. Hvor længes jeg efter den Tid! Jeg læser vel hele Dagen, men den er saa stakket nu, og Moder siger, at det ei flaaer til at læse ved Lys. Jeg kan ikke komme tilrette med det Brev til Tuticanus

nei, da var det anderledes, mens

den gode Hr. Søren levede! eheu! mortuus est!

Det er en forskrækkelig Vinter! Himmel og Jord staae i eet; der ligger en Sneedrive lige ud med Mønningen af vor Lade. Sidste Nat stiød Jens to Harer i vor Kaalhave han har snart glemt fin stakkels Fader. Men faaer Peer Skytte det at vide, saa seer det galt ud.

*) Fater i tine Hænder befaler jeg min Aand.

**) Hans Anger kommer forfilde.

Föulum, Idibus Januarii MDCCIX.

Fader er ikke kommen hjem endnu, og Veiret er lige flemt bare han ikke gaaer vild. Der gaaer Jens oppe paa Laden med sin Bøsse og nogle Fugle i Haanden han kommer herind.

Det var Agerhøns, han havde skudt paa Mads Madsens Mødding. Han vilde have Moder til at stege dem, men hun torde ikke, for det kunde komme for Herskabet.

Föulum, XVIII Calend. Febr.

Ak! ak! ak! min fjære Fader er frossen ihjel! Manden i Kokholm har funden ham i en Sneedrive, og kom jeg er saa forgrædt, at jeg ikke fan

kjørende med ham see ud af mine Dine

Moder med

Gud hjelpe os begge!

Føulum, den 18de Februar.

Det var nær, jeg ikke havde kjendt Jens igjen: En grøn Kjole havde han faaet paa, og en grøn Fjer i Hatten. „Kan Du see, sagde han: nu er jeg en Jæger! hvað

er Du! en Skolepebling, en Latiner!"

"Ja Gud hjelpe os! svarte jeg: med Latinen er det forbi! Jeg kan blive Præst der, hvor Du er Bisp! Min Moder skal ikke fulte ihjel, mens jeg synger for Dørre i Viborg: Jeg maa blive hjemme og tjene Brødet til hende. - Ak Jens! havde Din Fader levet."

„Lad os iffe tale derom! sagde han: Jeg havde saa aldrig i mine Dage lært Latin - Fanden med det dumme Toi! Nei see, Du kunde komme paa Gaarden! der ere gode Dage og en herlig Levemaade!"

„Hvorledes skulde jeg det?" svarte jeg.

„Da vil vi prøve det!" raabte han, og løb fin Vei. Han har dog et godt Gemyt, den Jens; men vild

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. V.

8

og gal er han. For ser Uger siden begravede de hans salig Fader og for tre uger siden fulgte hans Moder efter, men nu er det, som det aldrig var ham. Han kan græde den ene Time, og lee den anden.

Thieie, den 1fte Mai 1709.

Saa er jeg da nu Tjener hos det naadige Herskab! Farvel Præstekald! Farvel Latin! O mine fjære Bøger! Valete plurimum! vendidi libertatem*) for 12 Sletdaler. De 8 skal min stakkels Moder have, og naadig Herren har desforuden lovet hende Udviisning: saa hun skal hverken fulte eller fryse. Jens har rigtig skaffet mig denne Tjeneste. Han har meget at sige her paa Gaarden; det er en Pokkers Jens, eller snarere en Pigernes Jens! Huusholdersken stak et stort Stykke Kage til ham; Meiersken smidskede saa venlig ad ham; Fruerpigen ligesaa ja selv een af de naadige Frøkener nikkede mildt, da hun gik ham forbi. Det lader til, at han bliver Skytte i Peers Sted. Det værste er, at han har vænt fig til at bande værre end nogen Matros.

Thiele, den 12te Mai 1709.

Det gaaer mig ret godt, Gud være lovet! Vi ere fer Tjenere om Herren, Fruen, Junkeren og to Frøkener. Jeg har Tid not til at læse, og jeg forsømmer heller ikke mine kjære Bøger. Vel har jeg ingen Nytte af dem, men jeg kan alligevel ikke lade det være. Igaar bleve salig Hr. Sørens Bøger folgte: jeg kjøbte for to Daler; jeg fik saa mange jeg kunde bære. Deriblandt en stor Hob af Ovidius; een har til Titel: ,,ars amoris" en anden:,,remedium amoris"; bem skal jeg først læse, for *) Farvel, jeg har solgt min Frihed.

jeg gad dog vide, hvad de handler om.

Engang havde jeg faaet fat paa dem i Hr. Sørens Studerekammer, men saa kom han og snappede dem fra mig, og sagde: „,abstine manus! Fingrene af Fittefadet! det er ikke for Dig."

Thiele, den 3die Juni 1709.

Hvem der bare forstod Fransk! Herskabet snakker intet andet, naar de spise, og jeg forstaaer ikke et Ord. Joag talte de om mig, for de faae tidt hen paa mig. Engang havde jeg nær tabt Tallerkenen; jeg stod bagved Frøken Sophies Stol, hun vendte sig om og faae mig lige op i Ansigtet - det er en deilig Frøken, den Frøken Sophie! jeg har en stor Glæde af at see paa hende.

Thiele, den 13de Sept. 1709.

Igaar var her ret en urolig Dag. De vare her fra Viskum, og her var stor Jagt. Jeg var ogsaa med, og havde faaet en af naadig Herrens Bøsser. I Forstningen gik det godt nok, men saa kom der en Ulv forbi mig. Jeg havde nær tabt Bøssen af Forskrækkelse, og glemte reent at skyde. Jens stod ved Siden af mig og sfied Ulven.

"Du er et hoved! sagde han: men jeg skal iffe robe Dig."

"

Strax efter kom naadig Herren forbi mig. Du est et Fjog, Martæng! raabte han: Du har taget Stikkepenge." "Jeg beder allerunderdanigst om Forladelse! svarte jeg! jeg er ganske uskyldig, men jeg har vist havt onde Fortalere hos naadig Herren. Jeg skal med Guds Hjelp tjene Dem ærlig og troe!"

Da loe han allernaadigst og sagde: „Du est et stort Fjog!"