Billeder på siden
PDF
ePub

"

Veemodigt smilende tænkte han: Gjælder denne Hilfen ogsaa mig? Skal ogsaa jeg, som denne Vaanings forrige Beboere, lade mig daare af dette betydningsløse Ønske? Saaledes tilraabtes jo hine, som istedetfor Held og Lyksalighed, ikkun fandt Død og Fordærvelse indenfor disse Mure. Hvad skal jeg vel finde her? jeg, som har seet min Fædrenestad synke i Gruus! jeg, som har mistet Venner og Brud, Venskab og Kjerlighed!"

Han traadte ind i den store Forsal; den var øde og tom. En Steenbænk var det Eneste, som Efterføgerne her havde levnet. Paa denne satte han sig og hensank i mørk Tungsindighed. Hans Erindring fremmanede alle hans unge Livs ulykkelige Begivenheder, ligesom Kogleren til sin egen Forfærdelse hidkalder Underverdenens skumle Skygger; han begyndte og endte ved den Elskede, og udstødte tilsidst af sin sorgbespændte Barm et højt:

"Armida!"

Da led det i Nærheden:

"Cotaldi!"

Det foer som en electrist Rystelse gjennem alle hans Nerver det var Armidas Stemme.

[ocr errors]

„Er her“, raabte han, „en Bolig for de falige Aander? faa kom, o min Elskede! viis mig dit forklarede Aasyn! ffiænk mig dette Tegn paa en snar og evig Forening!"

Da stod Armida i Døren ligeoverfor ham, bleg, stjælvende, med udstrakte Arme; men kun et Øjeblik: med et Skrig segnede hun til Jorden.

Det var den virkelige, den levende Armida: hendes Skrig og Fald viste ogsaa den af Forbauselse og Glæde næsten vanvittige Cotaldi, at det ikke var nogen Aand, som mødte ham her, stjøndt i en underjordisk Verden.

Vi ville ikke opholde os ved en svag og ufuldkommen

Beskrivelse af de Gjenforenedes Henrykkelse, efterat Eisterens Kys og Omfavnelser havde kaldet den besvimede Armida tilbage til Livet; men derimod opklare dette glædelige Underværk.

Den gode Marilla, der paa sin Frekens Strig var ilet til, maae her føre Ordet.

Da Cotaldis Glæde havde aabnet et lidet Rum for Nysgjerrigheden, fortalte hun som følger:

„Hiin Aften, da vi forgjæves imødesaae Deres Komme, aabnedes Haugedøren, og da min Frøken, som i Nærheden utaalmodig ventede Dem, hørte dette, ilede hun strar derhen; men fandt tvende ubekjendte Mænd, som spurgte, om hun var Armida. Da hun i bange Forventning havde bejaet dette, sagte den Ene:

"Hans Eminence lader Eder vide, at Eders Elffer iaften bliver myrdet, og at I selv skal lide samme Straf." "

Ved disse skrækkelige Ord fank hun paa Knæe for Morderne, bedende om Barmhjertighed med hende selv og med den Elskede; eller om hendes Død var fast bestemt at hun da maatte lide for Begge! Svaret var et Dolkestød, ved hvilket hun som død segnede til Jorden. Banditterne gif.

Kort efter fandt jeg hende bleg, blodig, men siddende paa Jorden og støttet paa sin Arm. Jeg bar hende ind og afklædte hende: Korsettet var hendes Frelse; thi Dolken havde truffet et Fiskebeen og kløvet det, men derved baade tabt en Deel af sin Kraft og tillige faaet en stjæv Retning. Kort sagt: Saaret var aldeles ikke farligt; men vel et længere Ophold i Villaen. Endnu samme Nat maatte vi flygte, men hvorhen? Helst ad den Vej, som

De skulde komme, for at advare Dem mod Banditterne dette var Frøkenens Villie...

"Dog dette havde jo været at udsætte hende anden Gang for Døden; derfor tillod hun mig omsider ene at udføre dette vigtige Hverv; men ikkun fordi hun følte sig for svag til at gaae saa langt. Jeg forbandt da hendes Saar, og mere bar end ledte hende hen i Krattet lige= overfor Villaen. Jeg ilede nu Dem imøde, men var ikke kommet ret langt, førend jeg faae tvende Personer løbe tvert over Vejen et Stykke foran mig, og støde en Tredie ned."

„Jeg tvivlede nu ikke paa Deres Død, og vendte til= bage til Frøkenen, hvem jeg saa længe som muligt føgte at holde i Uvished om Deres ynkelige Endeligt. Jeg gik endnu engang tilbage til Villaen, og forsynede mig med Levnetsmidler og klæder. Derpaa vovede jeg at betroe mig til en Frugtsælgerfte, som beboede en liden Hytte ved Vejen. Hun var os tro: skjulte os indtil Frøkenens Saar var lægt, og var derefter for en ringe Betaling vor Vejviserinde ind over dette Kongeriges Grændser."

[ocr errors]

"Men", bemærkede Cotaldi, "En nu desværre død og borte „som Dagen efter talte med Dig, hilste fra mig og spurgte om Armida ?”

"

Ak!" svarede hun, jeg holdt ham bestemt for en Spion fra Cardinalen."

„Men hvorledes finder jeg Eder her?« spurgte han videre.

"

Paa Vejen til Neapel", var Svaret, hvorfra vi havde isinde at sejle over til Sicilien. Da vi vare komne nær hertil, troede jeg i en forbiilende Rytter at gjen fjende Een af Cardinalens Tjenere; skjøndt han neppe ved et flygtigt Blik skulde søge os i denne Gitana - Dragt.

Dog, til desto større Sikkerhed, besluttede vi at opholde os her til Aften."

Saaledes endte Marilla fin Beretning; og nu er ogsaa den hele Fortælling snart tilende.

Cotaldi førte Armida til fit Landgods í Val di Noto, hvor der knyttedes et helligt og lykfaligt Baand, som Døden maaskee endnu ikke har opløst.

Det kan være, at Begge den Dag i Dag leve roligt og vel i Kredsen af Børn og Børnebørn, og tænke mindst paa, at deres Ungdoms Kjerligheds-Historie rører deeltagende Hjerter i det fjerne Norden.

En Landsbydegns Dagbog.

Gud

Føulum, den 1fte Januar 1708.

Sud skjenke os Alle et glædeligt Nytaar! og bevare vor gode Hr. Søren! han slukkede Lyset iaftes, og Moder figer, han lever ikke til næste Nytaar; men det har vel intet at betyde.

[ocr errors]

Det var ellers en fornøielig Aften: da Hr. Søren tog fin Hue af efter Maaltidet og sagde, som han pleier: ,,agamus gratias!" pegte han paa mig istedetfor Jens. Det var første Gang jeg læste vor latinske Bordbøn; idag et Aar læfte Jens; men jeg gjorde store Zine, for da forstod jeg ikke et Ord, og nu kan jeg det halve af Cornelius.

Det bæres mig for, at jeg skal blive Præft i Foulum; ak, hvor vil mine kjære Forældre glæde sig om de leve den Dag! og saa Præstens Jens kunde blive Biskop i Viborg som hans Fader siger nu hvem kan vide det? Gud raader for Alting; hans Villie skee! amen in nomine Jesu!

Føulum, den 3die September 1708.

Jaar har jeg ved Guds Naade fyldt mit femtende Aar. Nu kan Jens ikke gjøre mig stort i Latinen. Hjemme er jeg flittigere end han: jeg læser, mens han løber i Marken med Peer Skytte. Paa den Maade bliver han vel ikke Bisp. Den stakkels Hr. Søren! han seer det nok:

« ForrigeFortsæt »