Billeder på siden
PDF
ePub

Veemodigt fmilende tænkte han: „Gjælder denne Hilfen ogsaa mig? Skal ogsaa jeg, som denne Vaanings forrige Beboere, lade mig daare af dette betydningsløse Ønsfe? Saaledes tilraabtes jo hine, fom istedetfor Held og lyksalighed, iffun fandt Død og Fordærvelse indenfor disse Mure. Hvad ffal jeg vel finde her? jeg, som har feet min Fædrenestad synfe i Gruus! jeg, som har mistet Venner og Brud, Venskab og Kjerlighed!“

Dan traadte ind i den store Forsal; den var øde og tom. En Steenbænt var det eneste, som Eftersøgerne ber havde levnet. Paa denne fatte han sig og bensant i mørk Tungsindighed. Hans Erindring fremmanede alle hans unge livs ulykkelige Begivenheder, ligesom Kogleren til sin egen Forfærdelse hidkalder Underverdenens skumle Skygger; han begyndte og endte ved den Elskede, og uds stødte tilsidst af sin sorgbespændte Barm et højt:

, Armida!"
Da lød det i Nærheden:

Cotaldi!

Det foer som en electriff Ryftelse gjennem alle hans Nerver det var Arinidas Stemme.

„Er her“, raabte han, wen Bolig for de salige Aander ? faa fom, o min Elffede! viis mig dit forflarede Aafyn! ftiænk mig dette Tegn paa en snar og evig Forening !"

Da ftob Armida i Døren ligeoverfor ham, bleg, stjælvende, med udstrafte Arme; men fun et Djeblik: med et Skrig fegnede hun til Jorden.

Det var den virkelige, den levende Armida: hendes Strig og Fald viste ogsaa den af Forbauselse og Glæde næsten vanvittige Cotaldi, at det ikke var nogen Aand, som mødte ham her, fljondt i en underjordist Verden.

Vi ville iffe opholde os ved en svag og ufuldkommen

Beskrivelse af de Gjenforenedes Henrykkelse, efterat Eiffes rens Rys og Omfavnelser havde kaldet den besvimede Ar: mida tilbage til livet; men derimod opflare dette glædes lige Underværf.

Den gode Marilla, der paa fin Frøkens Skrig var ilet til, maae her føre Ordet.

Da Cotaldis Glæde havde aabnet et lidet Rum for Nysgjerrigheden, fortalte hun som følger:

„Hiin Aften, da vi forgiæves imødesaae Deres Komme, aabnedes Haugedøren, og da min Frøken, som i Nærheden utaalmodig ventede Dem, hørte dette, ilede bun strar der: ben; men fandt tvende ubekjendte Mænd, som spurgte, om hun var Armida. Da hun i bange forventning havde bejaet dette, sagte den Ene:

mli Hans Eminence lader Eder vide, at Eders Eiffer iaften bliver myrdet, og at selv skal lide samme Straf...

Ved disse sfræffelige Ord fant hun paa knæe for Morderne, bedende om Barmhjertighed med hende selv og med den Elsfede; eller -- om hendes Død var fast bes stemt at hun da maatte lide for Begge! Svaret var et Dolfeftod, ved hvilket hun som død fegnede til Jorden. Banditterne git.

Kort efter fandt jeg hende bleg, blodig, men fiddende paa Jorden og støttet paa fin Arm. Jeg bar bende ind og afklædte bende: Korsettet var hendes Frelse; thi Dolfen havde truffet et Fiskebeen og kløvet det, men derved baade tabt en Deel af fin Kraft og tillige faaet en stjæv Rets ning. Kort sagt: Saaret var aldeles ikke farligt; men vel et længere Dphold i Villaen. Endnu famme Nat maatte vi flygte, men hvorhen? Helst ad den Vej, som

De skulde fomme, for at advare Dem mod Banditterne bette var Frøkenens Villie...

„Dog dette havde jo været at udsætte hende anden Gang for Døden; derfor tillod hun mig omsider ene at udføre dette vigtige Hvery; men ikkun fordi hun følte sig for svag til at gaae faa langt. Jeg forbandt da hendes Saar, og mere bar end ledte hende ben i Krattet ligeoverfor Villaen. Jeg ilede nu Dem imøde, men var iffe kommet ret langt, førend jeg faae tvende Personer løbe tvert over Vejen et Stykke foran mig, og fløde en Tredie ned.“

„Jeg tvivlede nu iffe paa Deres Død, og vendte til: bage til Frefenen, hvem jeg faa længe som muligt føgte at holde i Uvished om Deres ynkelige Endeligt. Jeg gif endnu engang tilbage til Villaen, og forsynede mig med Levnetsmidler og Klæder. Derpaa vovede jeg at betroe mig til en Frugtsælgerste, fom beboede en liden Hytte ved Vejen. Hun var os tro: ffjulte os indtil Frofenens Saar var lægt, og var derefter for en ringe Betaling vor Vejviserinde ind over dette Kongeriges Grændser."

, Men“, bemærkede Cotaldi, .En nu desværre død og borte – som Dagen efter talte med Dig, hilfte fra mig og spurgte om Armida?"

„Af!" svarede hun, wjeg holdt ham bestemt for en Spion fra Cardinalen...

Men hvorledes finder jeg Eder her ?u spurgte han videre.

.. Paa Vejen til Neapel“, var Svaret, hvorfra vi havde isinde at sejle over til Sicilien. Da vi vare fomne nær bertil, troede jeg i en forbiilende Rytter at gien: fjende Een af Cardinalens Tjenere; skjondt han neppe ved et flygtigt Blit ffulde sege og i denne Gitana - Dragt.

Dog, til desto storre Sifferhed, besluttede vi at opholde os ber til Aften.“

Saaledes endte Marilla sin Beretning; og nu er ogsaa den hele Fortælling snart tilende.

Cotaldi førte Armida til fit landgods i Val di Noto, hvor der knyttedes et belligt og lyfsaligt Baand, som Døden maastee endnu ikke har opløst.

Det kan være, at Begge den Dag i Dag leve roligt og vel i Kredsen af Børn og Børnebørn, og tænke mindst paa, at deres Ungdoms Kjerligheds - Historie rører deel: tagende Hjerter i det fjerne Norden.

[ocr errors][ocr errors]

En Landsbydegns Dagbog.

Foulum, den lfte Januar 1708. Gud

ud ftjenke os Ade et glædeligt Nytaar! og bevare vor gode Hr. Søren! han slukkede lyset iaftes, og Moder figer, han lever ikke til næste Nytaar; men det har vel intet at betyde.

Det var ellers en forneielig Aften: da Hr. Søren tog fin Hue af efter Maaltidet og sagde, som han pleier: ,,agamus gratias!" pegte han paa mig istedetfor Jens. Det var første Gang jeg læste vor latinske Bordbøn; idag et Aar læfte Jens; men jeg gjorde store Zine, for da forstod jeg ikke et Ord, og nu kan jeg det halve af Cors' nelius.

Det bæres mig for, at jeg skal blive Præft i Foulum; af, hvor vil mine fjære Forældre glæde sig om de leve den Dag! og saa Præstens 3ens funde blive Biskop i Viborg som hans fader figer – nu hvern fan vide det? Gud raader for Alting; Hans Villie ffee! amen in nomine Jesu!

Føulum, den 3die September 1708. Jaar har jeg ved Guds Naade fyldt mit femtende Aar. Nu fan Jens iffe gjøre mig stort i Latinen. Hjemme er jeg flittigere end han: jeg læser, mens han løber i Marken med Peer Skytte. Paa den Maade bliver han vel iffe Bisp. Den staffels Hr. Søren! ban feer det nof:

« ForrigeFortsæt »