Billeder på siden
PDF
ePub

mindste Stump mere kom tilfyne, og sagde: wil det iffe hjælpe, faa er der Ingen, der kan curere den, uden Mads eller Miffel Rævehale...

Den Reisende smilede lidt vantro, Paavel over Trolds dommen, som over den snurrige Maade at løse den paa; men da han allerede havde gjort Befjendtskab med den ene Sortekunstner, ønskede ban og at vide lidt om den anden, der bar et faa ualmindeligt og betydningsfuldt Navn.

Paa hans Efterspørgsel, fortalte Skytten, medens han atter ladede sit Gevær, Følgende: Miffel Rævebale som de kalde ham, fordi han fan lokfe alle de Ræve til fig, der ere i landet denne Mitfel er ti Gange værre, end forte Mads; han kan gjøre fig haard, den Hundetamp! ber bider hverken Blye eller Selvs knapper paa ham. Engang traf jeg og Herren bam bift nede i hiin Dal, ligesaadan ved en Hjort, han nylig havde ffudt, og som han var ifærd med at tage Sfindet af. Bi rede lige hen til ham, og han mærkede os iffe, før vi vare ham paa tyve Stridt nær. Men tænker ban, at Miffel blev bange? Han faae bare om til os, og gav fig derpaa igjen ifærd med Hjorten.

Saa ffal Du da times en lille Ulyffe!", sagde Herren. w Niels! ftyd ham paa Pelsen! jeg svarer for Alt!

Jeg holdt ham med et Skud Rendekugler lige midt paa hans brede Ryg; men Pyt! han agtede det ikke mere, end om jeg havde sfubt paa ham med en Hyldebøsse, Knægten breiede blot Ansigtet et Dieblit om til os, og blev endnu ved at flase. Da stjød Herren felv – det var lige fraftigt: han fliar juft Sfindet fra Hovedet; og først, da han havde svøbt det sammen, tog han fin lille Riffel, som lage paa Jorden, vendte fig imod os og sagde:

[ocr errors][ocr errors][ocr errors][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small]

Nu kommer nof Turen snart til mig; og derfom iffe seer til at f komme bort, skal jeg dog prøve, om jeg fan faae Hul paa een af Jer...

Saaban en Karl er Miffel Rævehale!"

Efter denne fortælling, der er ligesaa utrolig, men mere sandfærdig end mange andre, som vi forskrive fra Udlandet, fortsattes Reisen til Ansbjerg.

2.

Ansbjerg. Naar Du, fjære læser! giver Digifærb med en banft Bog, som — vel at mærke! ingen Oversættelse er, og famme finder Naade for dine Dine: da opkafter Du fiffert det hoist billige Spørgsmaal: Hvo, monstroe haver været denne forfatters Mønster og forbillede? Thi at en danst Stribent — jo specie en Digter skulde være faa felvflog og bumdriftig, at vove fig uden frems med Veiledning ud paa Autorbanens Glatiis, det er jo hverken tænkeligt eller tilraabeligt.*) Om Du derhos læser critifte Blade

in specie den danfte Pasquino vil Du borde end mere overs beviist om Rigtigheden af din Forudsætning; thi i saadanne vil Du hyppigen fløde paa Yttringer, som denne: ,,Bor forfatter har aabenbarligen dannet fig efter 4*, eller B*, eller 5*,og - om han er en af de stems

*) Du erindrer vel ogsaa Holbergs:

Gid aldrig i vort land fig Nogen faa forfynder,

Med danske Bøger han at skrive ret begynder!" Stjøndt vi af Holbergs eget Erempel lære: hvormeget lettere det er, at give Andre gode Raad, end felv at følge dem.

plede „vor Digter har hældigen opfattet D*8 eller

*8 eller f*$ Aand; eller — om han er blandt de upris vilegerede ,, dette Product er en mislykket Efterligning af G*, eller H*, eller 3*.

Nu da: dersom ogsaa mine Smaafortællinger, eller om Du hellere vil Noveller, have vundet dit Behag, ftulbe Du iffe bave spurgt Dig selv: Hoo er vel denne Forfatters Mønster og forbillede? Lafontaine? Nei! ders til ere hans Helte og Heltinder ikke englelige nof. Van der Velde? 3kke heller! dertil ere de iffe djævlemæssige nof; tilmed begynder han heller ikke fine Capitler ad modum! } fin storblommede grønne Damaffes Slops rof, med den sneehvide røbtoppede Bomuldsnathue paa det ærværdige Hoved, fad paa fin brandgule Silfevæders fkinds Bedstefaderstoel den fem og firsindstiveaarige 2. 20. eller: ,, Paa en fastaniebruun vælig Araber, som tyg: gede det ffumbesprængte Sølvbidfel, red igjennem den hvælvede Borgport den underdeilige. 26. 26.

„Skulden spørger Du videre – mpor Forfatter have dannet sig efter Hoffmann, R......, A... ? Jffe heller! dertil ere hans Eventyr alt for rimelige, troværdige og dagligdag$; dertil har han alt for liden Commerce med Gjengangere, Nisser, Trolde, Barulve, Vampyrer og Djævle..

Hvo i al Verben kan det da være?, bliver Du ved: „Een maae han have! Walter Scott? Paa min Ere! der er ban!"

Af! fjere gunstige Læser! det er endnu ikke den rette. Du gjør mig virkelig for megen Ære; thi hans Fuldkom: menbeder ere hans Eiendom, som hverken jeg eller nogen Anden fan tage fra ham, og hans Feil om han har nogen vil jeg gjerne overlade til Clauren og Andre,

der kunde fylde et Art med at beskrive et Shawl og Maaden at bære det paa, og som iffe funne føre os ind i en Bondes Røghytte, uden at gjøre os nøie bekjendte med enhver Stoel paa Gulvet, enhver Hone paa Ranen, og enhver Pialt, de uskyldige Børn have paa; ja som, hvor de end føre os ben, iffe lade og slippe forbi nogen Steen eller Pind ved Veien, uden at vi først maae læfe dens omstændelige Beftrivelse. Dveralt fan denne scottste Maneer bedre betale sig i andre lande, end her, hvor man hellere laaner Bøger, end fjøber dem, og hvor Leies bibliothefer og læseselskaber førge for, at Forfattere iffe sfulde give deres giftefærdige Døttre Manuscripter til Udstyr.

Nei, min hoistærede læser! havde dette været Tilfældet som man figer – da ftode vi endnu nede ved Karup Aae, tabte i Besfuelsen af dens lynggroede Bredder, eller vi fulgte med en landmaalers Nøiagtighed alle bens Krumninger lige til det Sted, hvor Liimfjorden vilde standse vore Stridt. Havde jeg være en Scott, vare vi vist i dette Dieblig meget behageligen fysselsatte med at tælle de brune Pletter paa Niels Skyttes forresten hvide Hønsehund (om hvem vi endnu ikke have mældet et eneste Drb), eller Uhrfuglene i hans Jagttaffe.

Men det er nu ikke anderledes jeg gaaer min egen ftiæve og ujevne Gang - vil Du følge med, skal det være mig baade en Ere og en Fornsielfe snart ftaaer jeg, snart gaaer jeg, snart løber jeg og snart tager ieg Rend til og gjør et gevaltigt Spring, som for Erems pel fra Karup Aae til Ansbjerg. Dg vil Du nu endelig give mig et Mønster, kan Du jo – i Betragtning af denne lange snatsomme, parenthesiste Fadledning - lade det være Forfatteren til Siegfried v. Lindenberg.

Summa Summarum: A* og B* og [* have deres eiendommelige Skjønbeder de være og forblive deres ! de ere vel ei heller ganffe frie for Feil hvad skulde jeg ined dem? jeg har nok i mine egne. Nei, førend Du skal sige: „Hænderne ere Esaus, men Stemmen Fas cobs!" maae Du hellere udbryde: „det er Esau heel og holden!"

Dg ftalde jeg da sluttelig iffe altid være efter dit Sind; ffulde min Pegasus stundom løbe for stærkt, stuns dom gjøre sig stædig; saa tag i gunstig Betragtning, at den ikke er tilreden af nogen Kunstberider: men har bes standig fine egne Nyffer, som det hverken for Dig eller mig vil være muligt at pille ub. Sid op, Høiftærede ! riid med mig ind ab Ansbjerg Port, og lad os fee, hvad Eventyr – fort eller langt, troeligt eller utroeligt, vi der monne opleve!

Jeg hører sjelden det Ord Herregaard, uden at tænke paa Spogelfer. Disse ærværdige Levninger fra Dibtiden, forbum beboede af mandhaftige Riddere og hos vifte Fruer, hvilke vi ere vante til at forestille og strænge og alvorlige, stive i Klæder, ftive i Væsen, ftive i Sind, baarde og barske selv i Kjerlighed : disse favntyffe Mure, disse lange, snævre og mørke Gange, disse hvælvede Kjæl: dere synes og ret indbydende for Midnattens Aander: de aabne, vide Kaminer ret bequemme for hine luftige Væss ner, der hellere gaae igiennem Skorstenen, end gjennem Døren. Jeg troer virkelig heller iffe, der findes nogen gammel Herregaard uden saabant natligt Puslerie; uden i det mindste eet fummelt Værelse, en Hjørnestue, et Taarnfammer, hvor det ikke er ganske rigtigt, og hvor man iffe gjerne sover alene.

Det glæder mig oprigtigt, at Ansbjerg i denne

« ForrigeFortsæt »