Siden sidste store Ud

herffer. Cycloperne fyntes at sove, og Ilden i deres uhyre Værksted at være udslukket. brud havde trende Slægter levet,

bygget og boet i Fred

paa den frugtbare og smilende, men indvortes hule og troløse Jordbund.

De Nulevende havde ganske forglemt Oldefædrenes rædsomme Skjæbne; de for 9C Aar siden omstyrtede Mure vare igjen oprejste og atter blevne gamle. Hiint bræn dende Lavahav var forlængesiden størknet, dets Skorpe smuldret og beplantet med Viinranker og Dranger, Olivenffove og Myrthelunde. Saftige Frugter og sødtduftende Blomster bedækkede Forfædrenes Grave, og deres Børnebørns Børn færdedes om Bjerget, muntre og forgløse, som Myrerne paa den Tue, et øjeblikkeligt Steenkast omstyrter og tilintetgjør.

Men ikke udslukket var den underjordiske Jld; den ulmede. Ikke slumrede Polyphemus og hans Svende: de samlede Næring til Flden og Kræfter til et nyt Ødelæggelsesværk. Næsten Halvdelen af Aaret 4783 var forløbet. Ætna forholdt sig roligt; ingen Røgstøtte over Bjergets Isse mindede om forrige udtømmelser af dets forfærdelige Vrede; intet Drøn i dets uhyre Vom varslede om nye Udbrud; dets dybe Taushed alene vakte hos erfarne Oldinge en lønlig Frygt for nærforestaaende Ulykker, der end mere forøgedes ved Naturens betydningsfulde Tegn.

Himlen var overtrukken med disige Dunster; Solen lignede en mørkerød Jldkugle, selv naar den stod højest paa Himlen: dens Skin var mat og svagt, som den opgaaende Maanes. Ingen Skyer, ingen Vinde affjølede den lummerhede, kvalme Luft; det lod, som de alle af Frygt havde skjult sig i deres lønlige Hjem. Men Havet var stedse i urolig Bevægelje: Bølgerne tumlede hid og

dið, som om de ikke vidste hvorhen de skulde rulle, og et dumpt uophørligt Drøn i Dybet forkyndte, at Afgrundens Kræfter begyndte at røre fig.

Fuglene flagrede forvildede omkring; de torde hverken ftige op i Luften, ej heller forblive paa Jorden. De vilde Dyr forlode deres Huler; de tamme deres Græsgange: Kvæget udstødte afbrudte, ængstelige Brel; Hundene tudede mod Himlen.

Endelig kom det Øjeblik, da Naturens bange Laushed skulde endes med det rædsomste Oprør. Som Buldret af tusinde Vogne lød det pludselig hen under Siciliens Kyster. Taarne og Huse ravede, Mure revnede, Sparres værker knagede, Tagstenene raslede ned paa Gaden, Træernes Toppe svingede frem og tilbage.

Da vaktes de forfærdede Indvaanere af deres ulyfsalige Tryghed. Rædselsordet: Jordskjælv! lød paa eengang fra Millioner stjælvende Læber. Enhver, hvis Fødder mægtede at bære ham, stræbte at flye fra de usikkre Vaaninger forgjæves! Det andet Stød kom med et Drøn, som om Alverdens Kanoner paa eengang bleve løsnede. Da styrtede Messinas mange tusinde Bygninger, dens Kirker og Palladser sammen i een eneste Gruushob. Hundrede Aars stolte og stærke Værk faldt som et Barns Korthuus. Jld og Røg og Stev af de sønderknuste Mure steg op over den ødelagte Stad. Begge Sundets Kyster følte Kraften af de underjordiske Luer.

Markerne bølgede som et Hav; Bjergene ffjælvede; Hejene vaklede; Afgrunden gabede; dybe Revner aabnede og lukkede sig; Floder forsvandt; selv Havet flygtede fra de hærgede Kyster og Strandbredden strakte sig langt ud i dets Enemærker. Med Jordens Kræfter loslodes ogsaa Himlens. Tordenen og Stormen syntes kun at have

ventet paa dette Øjeblik, for at føje fine Ødelæggelser til Vulcanens, eg offre til Havet dem, som vare undslupne Døden paa det Tørre.

Mange Tusinde omkom i disse skrælkelige Øjeblikke;

men Flere frelstes dog
3 de sidstes Tal vare ogsaa
dechi og hans Hustrue nær
Fortælling omhandler.

Da Marchesens Pallads styrtede sammen, og begrov de fleste af dets Indvaanere under sine Ruiner, faldt nogle Favne af underste Stokværk udad, medens det Øvrige sank indad.

Skjæbnen vilde, at Gianetta med tvende Piger, som vaagede hos hende, skulde befinde sig i hiint Værelse, og saaledes kom de ufkadte ned i Haugen. Den pludselige Skræk gjengav den Syge i det mindste for en fort Tid nogle af de bortvegne Kræfter, og med sine Pigers Hjælp naaede hun først den fri Mark, som grændfede til Haugen, og derpaa, bortreven af en flygtende Hob, Strandbredden.

Det Slot, hvor Bandini holdtes fangen, var ogs saa blandt dem, som Jordskjælvet omkastede; men Alle deri fik Tid til at frelse sig. Hans Vogtere tænkte kun paa sig selv, og lode ham i fuldkommen Frihed. Han ilede til Messina den var ikke mere til. Hartad sig selv ubevidst, fulgte han, som Gianetta, Skaren til Havet.

Ogsaa Cotaldi var, endnu førend de Andre, lykkeligen undflyet Fordærvelsen med sine rede Penge og Kostbarheder, hvilke hans gamle Tjener allerede nogle Dage iforvejen havde formaaet ham til at indpakke. Herre og

Tjener bestege, med endeel andre af de først Flygtende, et Stib, som Stormen snart bortførte fra den ulykkelige De.

Eet Skib havde optaget Bandini og Gianetta. Hun var i Kahytten, han paa Dækket; og saaledes gik det til, at de iffe gjenfandt hverandre, førend Skibet næste Morgen strandede ved Neapels Kyster. Da det stødte, foer Alle op paa Dækket. Ligegyldig for Liv og Død, stod Bandini ved Masten.

De mange fremmede Ansigter, paa hvilke Dødsangesten havde trykket sit frygtelige Præg, forekom ham som Master paa et Carneval.

Da rørtes

med et

De Gjens

Med eet stod Gianetta lige foran ham. den eneste endnu spændte Streng i hans Shel jublende Glædesraab fløj han i hendes Favn. forenede holdt endnu hinanden tæt omslyngede, da Skibet adskiltes og en Bølge kastede dem i Havet.

Bandini holdt den Elskede i den ene Arm og ar bejdede med næsten overnaturlige kræfter gjennem Brændingerne til Land; men da han udmattet fegnede paa Strandbredden, ak! da saae han, at han ikkun havde bjerget -et et Liig.

Med den haabløse Fortvivlelses stive Blik stirrede han paa det blege Ansigt, der endnu hang over hans Arm det var Lear med Cordelia og saaledes fandt Cotaldi, som ligeledes var strandet iffe langt derfra, det ulykkelige Par.

"Bandini!" skreg han, „Bandini!“ o, Himmel! er det saaledes, jeg seer Dig igjen!"

Bandini hørte og fjendte hans Røst; men han vendte ikke fine Dine fra den elskede Døde. Fortvivlelsen havde allerede lagt fin iskolde Haand paa hans Hjerte.

„Læg os i een Grav!" fagde han med en Døendes

"

sagte Stemme; min Verden er forgaaet efter."

jeg følger

Med disse Ord drog han en Dolk og stødte den i sit Bryst; hans Blod strømmede ud over Gianettas kolde Barm, og hans Læber bøjede sig i Døden ned til hendes blegnede Kind.

Hvad skal jeg sige om Cotaldis Smerte? Længe stod han ved de Affjælede, selv lig en livløs Billedstøtte; og først ved flere Tililendes Ankomst vakt af sin Bedøvelse, mindedes han sin hedenfarne Vens Bøn. Tvende Dage derefter opfyldte han den.

Bandinis og Gianettas jordiske Levninger hvile i een og samme Grav, og højtidelige Messer løde for deres som vi haabe - over Grav og Død ophøjede og i et bedre Liv gjenforenede Sjæle.

Cotaldi, hvis Penge og Kostbarheder den tro Tjener ved Skibbruddet havde reddet, og som desuden havde betydelige Capitaler staaende i Neapel, faae sig lettelig istand til at give de fjere Døde en fuldkommen hæderlig Begravelse efter den catholste Kirkes Ceremonier. Da denne smertefulde Pligt var opfyldt, vandrede han medens Tjeneren søgte at opspørge eller hyre et Skib til Sicilien ud til det fornylig af sin syttenhundredaarige Grav opstandne Pompeji.

Under de tungsindigste Betragtninger over Forgjængeligheden af alle menneskelige Værker, hvorpaa han selv saa nylig havde oplevet det rædsomste Exempel, traadte han ind i den under Aske begravede Oldtids-Stad. Porten og et lille Stykke af en Gade var allerede gjort ryddeligt, og atter bragt frem for Dagens Lys.

Han kastede sit Die paa et af de første huse og faae det Ord,,Salve!" (Hil Dig!) udhugget over Døren.