Billeder på siden
PDF
ePub

Herffer. Cycloperne syntes at sove, og giden i deres uhyre Værffted at være udfluffet. Siden sidste store uds brud havde trende Slægter levet, bygget og boet i Fred paa den frugtbare og smilende, men indvortes hule og troloje Jordbund.

De Nulevende havde ganske forglemt Oldefædrenes rædsomme Stjæbne; de for 9C Aar siden omstyrtede Mure vare igjen oprejste og atter blevne gamle. Hiint brændende Lavabas var forlængesiden ftorknet, dets Skorpe smuldret og beplantet med Viinranker og Dranger, Olivens flove og Myrthelunde. Saftige Frugter og fødtduftende Blomster bedækkede Forfædrenes Grave, og deres Børnes børns Børn færdedes om Bjerget, muntre og forgløse, fom Myrerne paa den Tue, et ojeblikkeligt Steenkast oma ftyrter og tilintetgjør.

Men iffe udfluffet var den underjordiste id; ben ulmede. Ikke slumrede Polyphemus og bans Svende: de samlede Næring til Fiden og Kræfter til et nyt Doelæggelsesværk. Næsten Halvdelen af Aaret 4783 var for: løbet. Etna forholdt sig roligt; ingen Røgstøtte over Bjergets Isse mindede om forrige Udtømmelser af dets forfærdelige Vrede; intet Drøn i dets uhyre Vom varslebe om nye udbrud; bets dybe Taushed alene vakte hos erfarne Didinge en lønlig Frygt for nærforestaaende Ulyffer, der end mere forøgedes ved Naturens betydningsfulde Tegn.

Himlen var overtruffen med disige Dunster; Solen lignede en mørkerød Fidkugle, felo naar den stod højest paa Himlen: dens Sfin var mat og svagt, som den op: gaaende Maanes. Ingen Skyer, ingen Vinde affjølede den lummerbebe, kvalme luft; det lod, som de alle af Frygt havde skjult sig i deres lønlige Hjem. Men Havet var stedse i urolig Bevægelse: Bølgerne tumlede hid og

did, som om de iffe vidste hvorhen de sfulde rulle, og et dumpt uophorligt Dron i Dybet forfyndte, at Afgrundens Kræfter begyndte at røre fig.

Fuglene flagrede forvildede omkring; de torde bverken ftige op i luften, ej heller forblive paa Jorden. De vilde Dyr forlode deres Huler; de tamme deres Græsgange: Kvæget udstødte afbrudte, ængstelige Brel; Hundene tudede mod Himlen.

Endelig kom det Djeblik, da Naturens bange Taus: bed fluide endes med det rædsomste Dprør. Som Buldret af tusinde Vogne lød det pludselig hen under Siciliens Kyster. Taarne og Huse ravede, Mure revnede, Sparres værker knagede, Tagstenene raslede ned paa Gaden, Træernes Toppe svingede frem og tilbage.

Da vaktes de forfærdede Indvaanere af deres ulyks falige Tryghed. Rædselsordet: fordítjælv! lød paa eengang fra Millioner ftiælvende Læber. Enhver, hvis Fedder mægtede at bære bam, stræbte at flye fra de ufiffre Vaaninger forgjæves! Det andet Stød kom med et Drøn, som om Alverdens kanoner paa eengang bleve løsnete. Da styrtebe Messinas mange tusinde Bygninger, dens Kirker og Palladser sammen i een eneste Gruushob. Hundrede Aars stolte og stærke Vært faldt fom et Barns Korthuus. 310 og Rog og Stov af de fonderknuste Mure steg op over den ødelagte Stab. Begge Sundets Ryfter følte Kraften af de underjordiske Luer.

Markerne bølgede som et Hav; Bjergene ffjælvede; Hejene vaflede; Afgrunden gabede; dybe Revner aabnede og luffede sig; Floder forsvandt; selv Havet flygtede fra de hærgede Kyster og Strandbredden strakte fig langt ud i dets Enemærker. Med Jordens Kræfter loslodes ogsaa Himlens. Tordenen og Stormen syntes fun at have

ventet paa dette Djeblik, for at føje fine ødelæggelser til Vulcanens, og offre til Havet dem, som vare undslupne Døden paa det Tørre.

Mange Tusinde omfom i disse stræffelige Djebliffe; men Flere frelstes dog tildeels paa underfulde Maader. I de sidstes Tal vare ogsaa paa Morisi, Monal: dedi og hans Hustrue nær de Personer, fom vor Fortælling omhandler.

Da Marchesens Pallads styrtede sammen, og begrov de fleste af dets Indvaanere under sine Nuiner, faldt nogle Favne af underste Stokværk udad, medens det øvrige fanf indad.

Skjæbnen vilde, at Gianetta med tvende Piger, som vaagede hos hende, ffulde befinde sig i hiint Værelse, og faaledes kom de uffadte ned i Hangen. Den pludses lige Skræf gjengar den Syge i det mindste for en kort Tid nogle af de bortvegne kræfter, og med sine Pigers Hjælp naaede hun først den fri Mark, som grændfede til Haugen, og derpaa, bortreven af en flygtende Hob, Strandbredden.

Det Slot, hvor Bandini holdtes fangen, var og saa blandt dem, som fordítjælvet omfastede; men Alle deri fif Tid til at frelse fig. Hans Vogtere tænkte kun paa sig selv, og lode ham i fuldkommen Fribed. Han ilede til Messina den var ikke mere til. Hartad sig selv ubevidst, fulgte han, som Gianetta, Sfaren til Havet

Ogsaa Cotaldi var, endnu førend de Andre, lyffe: ligen undflyet Fordærvelsen med sine rede Penge og Koftbarheder, hvilke hans gamle Tjener allerede nogle Dage iforvejen havde formaaet ham til at indpakke. Herre og

Tjener bestege, med endeel andre af de først Flygtende, et Sfib, fom Stormen snart bortførte fra den ulyffelige De.

Eet Skib havde optaget Bandini og Gianetta. Hun var i Kahytten, han paa Dæffet; og faaledes gif det til, at de iffe gjenfandt hverandre, førend Sfibet næste Morgen strandede ved Neapels Ryster. Da det stødte, foer Alle op paa Dækket. Ligegyldig for liv og Død, stod Bandini veb Masten.

De mange fremmede Ansigter, paa hvilfe Dødsangesten havde tryffet fit frygtelige præg, forefom ham fom Masker paa et Carneval.

Med eet stod Gianetta lige foran ham. Da rørtes den eneste endnu spændte Streng i hans Sikl – med et jublende Glædesraab fløj han i hendes Favn. De Gjens forenede holdt endnu hinanden tæt omslyngede, da Slibet abftiltes og en Bølge kastede dem i Havet.

Bandini holdt den Elstede i den ene Arm og arbejdede med næsten overnaturlige Kræfter gjennem Bræn: dingerne til land; men da han udmattet fegnede paa Strandbredden, af! da faae han, at han ikkun havde bjerget

et liig.

Med den haabløse Fortvivlelses stive Blit ftirrede han paa det blege Ansigt, der endnu hang over hans Arm

det var Lear med Cordelia og faaledes fandt Cotaldi, fom ligeledes var strandet ikke langt derfra, det ulykkelige Par.

„Bandini! ftreg ban, „Bandini!" 0, Himmel! er det saaledes, jeg seer Dig igjen!"

Bandini hørte og fjendte hans Rost; men han vendte iffe fine Dine fra den elffede Dode. Fortvivlelsen havde allerede lagt fin iiskolde Haand paa hans Hjerte.

læg os i een Grav!" fagde han med en Døendes

sagte Stemme; min Verden er forgaaet jeg følger efter.“

Med disse Ord drog han en Dolf og stødte den i fit Bryst; hans Blod strømmede ud over Gianettas kolde Barm, og hans Læber bøjede sig i Døden ned til hendes blegnede Kind.

Hvad ftal jeg sige om Cotaldis Smerte? Længe ftod han ved de Afsjælede, selv lig en livløs Billedstøtte; og først ved flere Tililendes Ankomst vakt af sin Bedøvelse, mindedes han sin bedenfarne Vens Bøn. Tvende Dage derefter opfyldte han den.

Bandinis og Gianettas jordiske Levninger hvile i een og samme Grav, og højtidelige Messer løde for deres som vi haabe over Grav og Død ophøjede og i et bedre liv gjenforenede Sjæle.

Cotaldi, hvis Penge og Kostbarheder den tro Tiener ved Skibbruddet havde reddet, og fom desuden havde bes tydelige Capitaler staaende i Neapel, faae fig lettelig istand til at give de fjere Døde en fuldkommen hæderlig Bes gravelse efter den catholfte Kirkes Ceremonier. Da denne smertefulde Pligt var opfyldt, vandrede han – medens Tjeneren føgte at opspørge eller hyre et Stib til Sicilien

ud til det fornylig af sin syttenhundredaarige Grav opstandne Pompeji.

Under de tungsindigste Betragtninger over Forgjænges ligheden af alle menneskelige Værfer, hvorpaa han selv faa nylig havde oplevet det rædsomste Erempel, traadte han ind i den under Aske begravede Oldtids-Stad. Porten og et lille Styffe af en Gade var allerede gjort ryddes ligt, og atter bragt frem for Dagens lys.

Han fastede sit Die paa et af de første Huse og saae det Ord „Salve!“ (Hil Dig!) udhugget over Døren.

« ForrigeFortsæt »