Billeder på siden
PDF
ePub

Røverstuen.

1.

Hjorterytteren.

Danmarks anmarks Der have et saa yndigt, venligt, fredfælt Udseende, at man, ved i Tankerne at gaae tilbage til deres Oprindelse, aldrig erindres om nogen voldsom Naturbegis venhed; de synes ikke ved noget Jordskjælv at være ops kastede, ei heller gjennemfurede af en vældig Vandflod, men snarere at have opdukket fagtelig af det synkende Hav. Sletterne ere jevne og store; Bakkerne faa og smaa, og blidt afrundede. Ingen bratte Skrænter, ingen dybe Huler minde om Jordens Fødselskamp. Skovene hænge ikke vildt paa skyhøie Fjeldrygge, men leire sig, som et levende Hegn om de frugtbare Marker; Bækkene styrte sig ikke ned i skummende Fosser, gjennem dybe og mørke Kløvter, men glide stille og klare hen mellem Siv og Krat.

Naar man fra det deilige Fyens Land seiler over til Jylland, troer man i Førstningen blot at have passeret en Flod, og kan ikke ret overbevise sig om, at man nu er paa det faste Land; saa lignende og nær beslægtet med Derne er her Halvøens Skikkelse. Men jo længere man nu kommer ind, jo mere forandres Egnen: Dalene blive dybere; Bakkerne brattere; Stovene see ældre og mere affældige ud; mangt et sivgroet Kjær, mangen med kort Lyng bevoret Jordplet; store Stene paa hoiryggede Agre Alt vidner 1

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. V.

[ocr errors]

om ringere Cultur og mindre Befolkning. Smalle Beie med dybe Hjulspor og høie Bakker i Midten hentyde paa mindre Færdsel og Samkvem mellem Beboerne. Disses Vaaninger vorde mod Vesten alt flettere og flettere, lavere og lavere, som om de dukkede sig for Vestenvindens voldsomme Anløb. Ligesom Hederne blive hyppigere og større, blive Kirker og Byer færre og længere fra hinanden. Ved Gaardene seer man istedetfor Hæsse sorte Tørvestakke, istedetfor Frugthaver Kaalgaarde. Store, lynggroede Moser, skjødesløst og ødselt behandlede, fige vs: at her er nok af dem. Intet Markhegn, ingen Pileplantning gjør mere Skjæl mellem Mand og Mand; man skulde troe, at Alt endnu var i Fælledsskab.

Naaer man omsider Rygningen af Jylland, udbreder fig for Diet de uhyre, flade Heder, i Førstningen bestrøede med Gravhøie, hvis Antal dog stedse aftager, saa at man med Rimelighed kan formode, at denne Strækning aldrig tilforn har været opdyrket. Denne høie Landryg forestiller man sig, ikke uden Grund, at have været det første af Halvøen, der kom tilsyne, lettende sig op af Havet og væltende det til begge Sider, hvor da de nedrullende Bølger sammenffyllede Bakker, og udhulede Dale.

Paa Ostsiden af denne Lyngslette findes dog hift og her noget fort, purlet Egekrat, der for Vildfarende kan tjene istedetfor Compas; thi Træernes Kroner ere alle bøiede mod Østen. Forresten viner man paa de store Lyngbakker fun lidet Grønt: en enkelt Græsplet, eller en ung Bæveresp, som man da med Forundring adspørger: hvor. est du kommen her? Løber en Bæk, eller Aae gjennem. Heden, da forkynde ingen Enge, ingen Bust dens Nærværelse; dybt nede mellem udhulede Bakker snoer den sig lønlig og med Fart, som om den skyndte sig ud af Ørken.

Over en saadan Bæk red en smuk Høstdag et ungt velklædt Menneske henimod en liden Rugmark, som den fjerne Eier havde opdyrket ved at brænde den afskrællede Skorpe til Affe. Han selv med Familie var just ifærd med at afmeie den, da Rytteren nærmede sig og spurgte Vei til Herregaarden Ansbjerg.*)

Efterat Bonden først havde gjengjældet Spørgsmaalet med et andet: nemlig hvor den Reisende kom fra? fors talte han denne, hvad han allerede vidste, at han var redet vild, kaldte derpaa ad en Dreng, som satte Negene sammen, og befalede ham at vise den Fremmede paa rette Vei.

Men endnu førend Drengen havde begyndt at udføre denne Ordre, viste sig et Syn, som for en Tid tildrog sig saavel Rytterens som Høstfolkenes hele Opmærksomhed. Oppe fra den nærmeste Lyngbakke foer lige ned mod dem, med Stormens Fart, en Hjort med en Mand paa Ryggen. Denne - en høi, føer Mand, brunklædt fra Top til Taa sad indeklemt mellem Kronhjortens Taffer, hvilke den havde kastet tilbage henad Ryggen, som disse Dyr gjøre, naar de ret hale ud. Den sælsomme Rytter havde sandsynligvis tabt Hatten ved dette Ridt; thi hans lange forte Haar fløi bag ud fra hans Nakke, som Manken paa en galopperende Heft. Hans Haand var i bestandig Bes vægelse, for at hugge en kniv i Hjortens Nakke; men dennes voldsomme Spring hindrede ham i at træffe. Da Hjorteridderen kom nær nok til de forbausede Tilskuere hvilket ikke varede længe blev han fjendt af Bonden; thi denne raabte: „hei! Mads! hvor vil Du hen?«

[ocr errors]

„Det maae Hjorten og Satan vide!" svarte Mads; men inden Svaret kom fuldt ud, var han allerede saa langt

*) Den sædvanlige udtale af Aunsbjerg.

forbi, at det sidste Ord neppe naaede Spørgerens Dre. Inden faa Minutter forsvandt baade Hjort og Mand fra de Stirrendes Blik.

„Hvem var det? "spurgte den Fremmede, uden at vende fine Dine bort fra den Kant, hvor Centauren var forsvunden. "Saamænd!" svarte Bonden, det er en følle Mand, som de kalde Mads Hansen, eller forte Mads; han har et lille Huus paa den anden Side af Aaen. Det er knapt for ham; han har mange Børn kan jeg troe og saa bjerger han sig som han fan: han kommer imellem stunder over paa denne Side og tager sig en Hjort; men idag lader det til, at Hjorten har taget ham — dersom det ellers var en rigtig Hjort?" lagde han betænksom til

[ocr errors]

„Gud frie os fra Alt det, som ondt er!" men den Mads er rigtignok en forvoven Kumpen — alligevel jeg veed ikke Andet, end Ære, Dyd og Godt om ham. Han flyder et Stykke Dyr engang imellem; hvad skal vi fige dercm? der er nok af dem alt for mange, hvem der maatte fige det; der kan I selv see, hvordan de har klippet Vipperne af min Rug! Men jo min sandten! der har vi Niels Skytte; jo Du skal lure forte Mads! idag er han bedre ridende, end Du."

Som han sagde dette, faaes en Jæger ilende i lang= strakt Trav hen imod dem, fra den samme Kant, hvor de først havde feet Hjorteridderen.

"Saae J iffe forte Mads!" raabte han endnu før han kom dem nær.

„Vi saae rigtignok En paa en Hjort; men vi kunde iffe see enten han var fort eller hvid, eller kjende hvem det var, for han kom affted, saa En knap kunde følge ham med Dinene," svarte Bonden.

"Fanden tage ham!" sagde Jægeren idet han holdt

fin Heft an, for at lade den pufte lidt; jeg saae ham oppe i Haverdalen, hvor han gik og lufkede efter en Hjort. Jeg holdt mig bag en Høi for ikke at forstyrre ham. Han skjød, Hjorten faldt, Mads løb til, sprang op paa Ryggen af ham, for at give ham Fangst; men da Hjorten følte Kniven, reiste han sig op, klemmede Mads ned mellem Tafferne, og hallo! Hans Bøsse fik jeg, men jeg vilde hellere have ham selv."

Med disse Ord satte han sin Heft i Trav, og ilede efter Krybskytten, med den ene Bøsse for an sig paa Sadelknappen, den anden i en Rem paa Ryggen.

Den Reisende skulde omtrent samme Vei, og drog med sin Veiviser affted saa haftig, som denne kunde smaatrave, efter at have stilt sig ved fine Træftoe. Da de havde tilbagelagt en god Fjerdingmiil, og vare komne op paa Rygningen af en Bakke, der skraanede ned ad mod Aaen, fik de Die paa begge Rytterne.

Den Første havde naaet Enden paa sit forflsine Ridt: Hjorten var styrtet død ned i Aaen, paa et Sted, hvor der var meget lavt Vande. Dens Banemand stod endnu ffrævs over den, og stræbte at gjøre sig løs fra dens Takker, som havde boret sig ind i hans Klæder.

Just, som han blev færdig hermed og sprang iland, kom Skytten som først var redet feil af ham-farende forbi vor Reisende, med Toilen i den ene og Bøssen i den anden Haand. Et Par Favne fra den uheldige Hjorterytter standsede han Hesten, og med de trøstelige Ord: „nu skal Du døe, din Hund!" lagde han Geværet til Kinden.

"Holdt! holdt!" raabte Delinqventen, giv Dig Stun der, Niels! det jager vel iffe; vi kan jo snakke os tilrette."

« ForrigeFortsæt »