Billeder på siden
PDF
ePub

Roverftuen.

1.

Hjorterytteren. Danmarks Der have et saa yndigt, venligt, fredfælt Udseende, at man, ved i Tanferne at gaae tilbage til deres Dprindelse, aldrig erindres om nogen voldsom Naturbegivenhed; be synes ikke ved noget fordítjælv at være fastede, ei heller gjennemfurede af en vældig Vandflod, men snarere at have opduffet fagtelig af det fynfende Hav. Sletterne ere jevne og ftore; Bafferne faa og smaa, og blidt afrundede. Ingen bratte Sfrænter, ingen dybe Hu: ler minde om Jordens fødselskamp. Skovene bænge itfe vildt paa skyhøie Fjeldrygge, men leire fig, fom et levende Hegn om de frugtbare Marker; Bæffene ftyrte fig itte ned i ftummende Fosser, gjennem dybe og mørke Kløvter, men glide ftille og klare ben mellem Siv og Krat.

Naar man fra det deilige Fyens land feiler over til Jylland, troer man i Førstningen blot at have passeret en Flod, og kan ikke ret overbevise fig om, at man nu er paa det faste Land; faa lignende og nær beslægtet med Derne er her Halvøens Sfiffelse. Men jo længere man nu kommer ind, jo mere forandres Egner: Dalene blive dybere; Bafferne brattere; Slovene fee ældre og mere affældige ud; mangt et fivgroet Kjær, mangen med fort Lyng bevoret Forbplet; store Stene paa hoiryggebe Agre - Alt vidner S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. V.

I

om ringere Cultur og mindre Befolkning. Smalle Beie med dybe Hjulspor og høie Baffer i Midten hentyde paa mindre Færdsel og Samkvem mellem Beboerne. Disses Vaaninger vorde mod Vesten alt slettere og flettere, lavere og lavere, som om de dukkede sig for Vestenvindens voldsomme Anløb. Ligesom Hederne blive hyppigere og større, blive Kirker og Byer færre og længere fra hinanden. Bed Gaardene feer man istedetfor Hæsse forte Tørvestaffe, istedetfor Frugthaver Kaalgaarbe. Store, lynggroede Mofer, ftjødesløft og ødselt behandlede, fige os: at her er nok af dem. Intet Marthegn, ingen Pileplantning gjør mere Stjæl mellem Mand og Mand; man sfulde troe, at Alt endnu var i Fællebøftab.

Naaer man omsider Rygningen af Jylland, udbreder fig for Diet be ubyre, flade Heder, i Førstningen bestrøede med Gravhøie, hvis Antal dog ftedre aftager, faa at man med Rimelighed fan formode, at denne Strækning aldrig tilforn har været opdyrket. Denne høie Landryg forestiller man fig, iffe uden Grund, at have været det første af Halvøen, der fom tilfyne, lettende sig op af Havet og væltende det til begge Sider, hvor da de nedrullende Bølger sammenffyllede Baffer, og udbulede Dale.

Paa Dftsiden af denne Lyngslette findes dog hift og her noget fort, purlet Egekrat, der for Vildfarende kan tjene istedetfor Compas; thi Træernes Kroner ere alle bøiebe mod Østen. Forresten siner man paa de store Lyngbaffer fun lidet Grønt: en enkelt Græsplet, eller en ung Bæveresp, som man da med forundring adspørger: hvor est du fommen her? Løber en Bæt, eller Aae gjennem Heden, da forkynde ingen Enge, ingen Bust dens Nærværelfe; dybt nede mellem udbulede Baffer snoer den fig lønlig og med Fart, som om den ffyndte sig ud af Drfen.

Dver en saadan Bæf red en smuk Høstdag et ungt velklædt Menneste benimod en liden Rugmark, som den fjerne Eier havde opdyrket ved at brænde den afskrællede Skorpe til Affe. Şan selv med Familie var just ifærd med at af: meie den, da Rytteren nærmede fig og spurgte Vei til Herregaarden Ansbjerg.*)

Efterat Bonden først havde gjengiældet Spørgsmaalet med et andet: nemlig hvor den Reisende kom fra? fors talte han denne, hvad han allerede vidste, at han var redet vild, faldte derpaa ad en Dreng, som fatte Negene sammen, og befalede ham at vise den fremmede paa rette Vei.

Men endnu førend Drengen havde begyndt at udføre denne Ordre, viifte sig et Syn, som for en Tid tildrog sig saavel Rytterens som Høstfolkenes bele opmærksomhed.

Dppe fra den nærmeste Lyngbaffe foer lige ned mod dem, med Stormens Fart, en Hjort med en Mand paa Ryggen. Denne – en høi, føer Mand, brunklædt fra Top til Taa - fad indeklemt mellem Kronhjortens Takfer, hvilke den bavbe faftet tilbage benad Ryggen, som disse Dyr gjøre, naar de ret hale ud. Den følsomme Rytter havde sandsynligviis tabt Hatten ved dette Nidt; thi hans lange forte Haar fløi bag ud fra bang Nakke, som Manken paa en galopperende Heft. Hans Haand var i bestandig Bes vægelse, for at bugge en kniv i Hjortens Naffe; men dennes voldfomme Spring hindrede ham i at træffe. Da Hjorteridderen fom nær nok til de forbausede Tilskuere hvilfet iffe varede længe - blev han fjendt af Bonden; thi denne raabte: „hei! Mads! hvor vil Du hen?.

,,Det maae Hjorten og Satan vide !" svarte Mads; men inden Svaret fom fuldt ud, var han allerede faa langt

*) Den fædvanlige udtale af Aunsbjerg.

• 1 *

forbi, at det sidste Drð neppe naaede Spørgerens Øre. Inden faa Minutter forsvandt baade Hjort og Mand fra de Stirrendes Blik.

Hvem var det? "spurgte den Fremmede, uden at vende fine Dine bort fra den Kant, hvor Centauren var forsvunden.

. Saamænd!" svarte Bonden, det er en følle Mand, som de falde Mads Hansen, eller forte Mads; han har et lille Huus paa den anden Side af Aaen. Det er knapt for ham; han har mange børn – fan jeg troe – og saa bjerger han sig som han fan: han kommer imellem: stunder over paa denne Side og tager sig en Hjort; men idag lader det til, at Hjorten har taget ham -- dersom det ellers var en rigtig Hjort?. lagde han betænksom til

Gud frie os fra Alt det, som ondt er!! men den Mads er rigtignok en forvoven Kumpen - alligevel jeg veed iffe Andet, end Xre, Dyd og Godt om ham. Han flyder et Styffe Dyr engang imellem; hvad ftal vi fige dercm? der er nok af dem alt for mange, hvem der maatte fige det; der fan 3 felv fee, hvordan de har klippet Bipperne af min Rug! Men - jo min fandten! der har vi Nielo Sfotte; jo Du ffal lure forte Mads! idag er han bedre ridende, end Du...

Som han sagde dette, faaes en Jæger ilende i langs ftraft Trav hen imod dem, fra den samme Kant, hvor de først havde feet Hjorteridderen.

„Saae 3 iffe forte Mads!" raabte han endnu før ban fom dem nær.

,,Vi faae rigtignok En paa en Hjort; men vi kunde ikke fee enten han var fort eller hvid, eller fjende hvem det var, for han kom affted, saa En fnap funde følge ham med Dinene, svarte Bonden.

Fanden tage bam!" sagde jægeren idet han holdt

[ocr errors]

sin Heft an, for at lade den pufte lidt; jeg faae ham oppe i Haverdalen, hvor han gik og luffede efter en Hjort. Jeg holdt mig bag en Hoi for ikke at forstyrre ham. Han stjød, Hjorten faldt, Mads løb til, sprang op paa Nyggen af ham, for at give ham Fangst; men da Hjorten følte Kniven, reifte han sig op, klemmede Mads ned mels lem Tafferne, og hallo! Hans Bøsse fik jeg, men jeg vilde hellere have ham selv.

Med disse Drb fatte han fin Heft i Trav, og ilede efter Krybskytten, med den ene Bøsse for an fig paa Sas delfnappen, den anden i en Rem paa Ryggen.

Den Reisende sfulde omtrent samme vei, og brog med fin Veiviser affted faa haftig, som denne funde (maas trave, efter at have ftilt fig ved fine Træskoe. Da de bavde tilbagelagt en god Fjerdingmiil, og vare fomne op paa Rygningen af en Baffe, der ffraanede ned ad mod Laen, fill de Die paa begge Rytterne.

Den første havde naaet Enden paa fit forfloine Ribt: Hjorten var styrtet død ned i Aaen, paa et Sted, hvor der var meget lavt Vande. Dens Banemand flod endnu ftrævs over den, og stræbte at gjøre fig løs fra bens Tak fer, som havde boret fig ind i hans Klæder.

Juft, fom han blev færdig hermed og sprang iland, fom Skytten - som først var redet feil af ham - farende forbi vor Reisende, med Toilen i den ene og Bøssen i den anden Haand. Et Par Favne fra den uheldige Hjortes rytter standsede han Heften, og med de trøftelige Drb: „au ftal Du døe, din Hund! lagde han Geværet til Kinden.

Holdt! holdt!" raabte Delinquenten, wgio Dig Stuns der, Niels! det jager vel ikke; vi fan jo saatte os tilrette.

« ForrigeFortsæt »