Illustreret dansk literaturhistorie: danske digtere i det 19de aarhundrede, med en kort oversigt over aeldre dansk literatur

Forsideomslag
Gyldendal, 1907 - 707 sider
 

Hvad folk siger - Skriv en anmeldelse

Vi har ikke fundet nogen anmeldelser de normale steder.

Andre udgaver - Se alle

Almindelige termer og sætninger

Populære passager

Side 530 - Sakuntala Jeg kunde for Længsel ej sove, en Blomstervind slog mig imod, strømmed herind ad mit Vindu som en vellugtaandende Flod; jeg hørte de høje Palmer suse svagt med sød Musik; det hvisked, ihvor jeg stod og gik: Sakuntala, Sakuntala.
Side 243 - Min Fødestavn er Lyngens brune Land, Min Barndoms Sol har smilt paa mørken Hede, Min spæde Fod har traadt den gule Sand, Blandt sorte Høje boer min Ungdoms Glæde. Skjøn er for mig den blomsterløse Vang; Min brune Hede er en Edens Have — Der hvile ogsaa mine Been engang, Blandt mine Fædres lyngbegrpede Grave!
Side 459 - Hvo Du end er, hvilket Dit Liv forresten, min Ven, ved (hvis Du ellers deeltager i den) at lade være at deeltage i den offentlige Gudsdyrkelse, som den nu er (med Paastand paa at være det nye Testamentes Christendom...
Side 42 - Thi de Danskes Aand er dog ikke saa fattig og forknyt, at den jo kan stige lige saa højt mod Himmelen som andres, alligevel at den ikke bliver ført paa fremmede og udlændiske Vinger«.
Side 164 - Lærdom ligger klart udfoldet, velbekjendt i dens Historie: paa den eneste ægte Historisk-Christelige Kirkes Vegne, for en falsk Lærer, som misbruger det christelige Navn til, saavidt han formaaer, at forvirre og forføre Menigheden, stræber at undergrave den Kirke, han udgiver sig for at ville tjene og befæste!
Side 147 - Alt mig vinked min egen Gestalt. Dog blev fra nu for Tanke og Trang Jorden et Fængsel ; Vel lindrer ved Anelse, Drøm og Sang Hjertet sin Længsel, Dog brænder mig Kysset, jeg kjender ei Fred Førend jeg drager Himlene ned.
Side 257 - Tidt ligevel til en Smule Trøst jeg ud af Fængselet titter og sender stundom min Vemodsrøst med Længsel gjennem mit Gitter. Lyt og, o Vandrer! til denne Sang; lidt af din Vej du hidtræde ! Gud ved, maaske er det sidste Gang, du hører Livsfangen kvæde.
Side 50 - For de sieldne Faae som vor Gave forstaae, som ei Jordlænker binde, men hvis Siele sig hæve til det Eviges Tinde, som ane det Høie i Naturens Øie, som tilbedende bæve for Guddommens Straaler, i Sole, i Violer, i det Mindste, i det Største, som brændende tørste efter Livets Liv, som — o store Aand for de svundne Tider! see dit Guddomsblik paa Helligdommens Sider, for dem lyder atter vort Bliv!
Side 543 - Pludselig kom der en lille rund, mørk Plet paa det lysegraa Muld, en til, tre, fire, mange, flere endnu, hele Tuen var ganske mørkegraa. Luften var lutter lange, mørke Streger, Bladene nikkede og svajede, og der kom en Susen, der gik over til Syden: det øste Vande ned.
Side 453 - ... være dannede som forhen; thi Skriget vilde blot ængste os, men Musikken den er liflig. Og Recensenterne træde til, de sige: det er rigtigt, saaledes skal det være efter Æsthetikens Regler. Nu det forstaaer sig, en Recensent ligner ogsaa en Digter paa et Haar, kun har han ikke Qvalerne i Hjertet, ikke Musikken paa Læberne. See derfor vil jeg hellere være Svinehyrde paa Amagerbro og være forstaaet af Svinene, end være Digter og være misforstaaet af Menneskene.

Bibliografiske oplysninger