Udvalgte digte af J.S. Welhaven ved dr. Arne Løchen ...H. Aschehoug & Company, 1896 - 164 sider |
Almindelige termer og sætninger
Aftnens Asgaardsreien atter Barm Begeistring Billed Birke blandt blide Blik Blomster blunde Brud Bryst Bygd bæver Bølge Champagne Christian Winther Dalen Digtets Droslens Drøm Duft dunkle dybe Eivind Bolt Elven fagre falder Favn Fjed Fjeld Flammer Flok Folket Fred Frihed Frugt Funker gamle Ganymedes gjennem Gjest gjæve Glands Glæde Gren gror Gudmund gaar Harpe hendes Himlen Hjem Hjerte Ho'der holde Huldrens Hytte hæver høie høit hører hørte igjen Indre Jord Kalken Kirken kjendt Klang klare klinger Klippens Kolera Kraft Kroniden Kvad kæmper Land Larm Luften Lund Løv mildt Minde Mulm Møllergutten mørke Norges Dæmring norske Ole Bull Olympens prale Røst Sang Savn Sjel Skat Skjød skjønt Skov Skyen snart snevre Spil standse stod Storebingen Strenge stærke staar taus Tone tænke Taagens vandrer Vang Verden Vind Vinger Væld Vaar Welhaven Yndets øde Øie Øiet Ørknens Aandens
Populære passager
Side 151 - Ingen Glæde paa min Vei har lignet den, Du kaldte af min Vaar-Drøm frem; ingen Kval kan falde paa mit Hjerte tungt som den, Du klaged i min Favn. O, Du Salige ! i Fryd og Smerte har min Sjel en Gjenlyd af dit Navn.
Side 144 - Barndoms-Minde. -J eg var lyksalig paa min Barndoms Kyst, jeg sendte Snekker ud i Bølgers Dyst, og plukked Roser mellem mørke Fjelde ; og efter Dagens legende Bedrift jeg læste Krøniker og hellig Skrift, -og hørte Eventyr om Jetters Vælde. Men fremfor Alt jeg tog det som en Fest, naar stundom med min Fader, der var Præst, jeg havde Lov paa Sognebud at følge. Ja, som en lille, slummer-mødig Dreng, jeg kunde hurtigt glemme Søvn og Seng, og drage med ham over Bjerg og Bølge.
Side 94 - ... fra Scenen vakt de fyrige Toners koglende Magt; de rulle den jublende Flok gjennem Blodet, nu har den igjen Republiken i Ho'det. De sætte sig matte; men atter fra Stolen springer der En og bestiger et Bord, han siger med rungende, vingede Ord: Forsamling, giv Agt, jeg vil tale om Polen !» c Det var en Tale som flammende Krudt; o, der blev stormet og, spiddet og skudt.
Side 113 - Hvad ei med Ord kan nævnes i det rigeste Sprog, det Uudsigelige, skal Digtet røbe dog. Af Sprogets strenge Bygning, af Tankeformers Baand stiger en frigjort Tanke, og den er Digtets Aand.
Side 86 - Strande, hvor de klippestore Hvaler lande, under Tordners og Orkaners Gny; der er dybe Bugter, hvor de røde Frugter gro ved Bredden af din Snekkes Ly. Der har Herren stillet for din Ringhed Almagts Billed, der er Orgelklang fra Fjeld og Fjord; der vil Droslens Tone kvæge og forsone i det klippehvalte Tempelchor.
Side 95 - I Daarer; det er Ostrolenkas Mærke. Har I vel fattet, hvor det kan værke ? Der er ingen Lise for denne Kval; Den kan ikke blunde for Sladder og Pral. Der er ingen Gjæk saa vindig og svag, Han sminker sig jo med mit dybeste Nag; Min hedeste Bøn, mit eneste Gode, Er kommen paa lallende Tunger i Mode. — Tilside Drenge, giver mig Rum! Himlen har Stjerner, Natten er stum.
Side 108 - Der kom en Stands i Soiréen, da Præstens Datter traadte ind, og Sladren, der gik om til Theen, blev stum ved hendes lette Trin. Den fine Alf paa sexten Aar var fostret i de grønne Dale, og i vor vinterlige Dvale vi studsede ved hendes Vaar.
Side 106 - Der spilles, synges og parleres, man har det just som i Paris; blot at i Alt hvad der præsteres vi dumpe paa vor egen Is. Hvor er vort Selv, hvor blunder det, mens vi paa disse Høider vandre, og spille Farcer for hverandre, og give alskens Roller slet? Ak, mens vi disse Tilsprang gjøre til altfor Meget fra for Lidt, vi standse i saa mangt et Røre, der koster os Tilbageskridt.
Side 157 - Thorsen gik alene, Just da Færden kom forbi. Snildt han passed sine Skridt Saa han fulgte Brudens Ridt, Og da var der intet uden Krattet mellem ham og Bruden. Saadan gik det frem til Næsset, Der hvor Elven bøied af; Her stod Flommen over Græsset Op til Sti og Gjærdestav. Kirken laa saa nær derved Over paa den anden Bred; Men af Bro der var ei andet End en Stump, som drev i Vandet. „Tør der Nogen vade over," Raabte i sin Vaande Knud ; „Den, der prøver det, jeg lover Viumaasens bedste Stud.
Side 133 - Asgaardsreien. .Lydt gjennem Luften i Natten farer et Tog paa skummende sorte Heste, I Stormgang drage de vilde Skarer; de have kun Skyer til Fodefæste. Det gaar over Dal, over Vang og Hei, gjennem Mulm og Veir ; de endse det ei.