gjerne vandre hele Danmark igjennem og raabe: Hr. Sørensen, Hr. Sørensen! Ikke en Sjæl vil svare. Selv Hr. Madsen, Hr. Jespersen og Hr. Jochumsen vilde regne det for en Fornærmelse at blive faldt Sørensen, thi

saavidt er det kommet!

Hædersnavn som et Skjældsord.

de betragte dette

Mine ærede Tilhørerinder og Tilhørere! Der er jo Ingen af os, der hedder Sørensen, ikke Een - derom ere vi enige, men hvorfor skulde vi nægte det! Hr. Sørensen er vor Landsmand, vor Medborger, ja: vor nære Paarørende, og vi ere ikke uden Skyld i, at den ærlige Mand neppe tør være sit Navn bekjendt: Vi have spottet saa længe over hans Godmodighed, at han har glemt alle sine gode Egenskaber for at tænke paa sin Nathue. Lader os gjøre denne vor Brøde god igjen, lader os tidlig og filde, ude og hjemme, itide og intide, vidne, prædike og forkynde, at Hr. Sørensen er en ærlig og honnet Dannemand, at Hr. Sørensen er en trosast Undersaat og en god Medborger, at Hr. Sørensen er en stræbsom, nøjsom, besindig, forstandig og oplyst Mand, der vel kan stilles ved Siden af sine Brødre i udlandet, at Navnet Hr. Sørensen er ligesaa godt som noget af de Navne, der har et „von“ foran eller „feldt“ bagved – ja, at Navnet Sørensen, naar Alt kommer til Alt, i Historiens Annaler staaer ligesaa respectabelt, og betydeligt mere pletfrit end Oldtidens og Nutidens meest berømte Herskernavne. Lader os gjentage dette Vidnesbyrd saa tidt og saa højt, at den stakkels Mand tilsidst kommer til at troe derpaa og til at troe paa sig selv! Kommer det engang dertil, da vil den gamle Kjøbenhavnske Skatteborger hæve sit Hoved og frimodig sige til den hele vide Verden: „Nu vel, her er Hr. Sørensen!" og et tusindstemmigt Echo vil svare lige oppe fra Skagen og ned til den anden Ende af Landet: „Her er Hr. Sørensen!" I samme Øjeblik vil Spøgen og Spotten forstumme, thi da vil der ikke længer være noget Latterligt ved Navnet Hr. Sørensen.

"

Erik Bogh.

Oehlenschlaegers Portraitstatue.

༽ ས་

a Dehlenschlaeger døde i Begyndelsen af 1850, opstod der naturligviis hos hans talrige Beundrere den Tanke at ville reise denne Danmarks og Nordens største Digter et Minde, der tillige skulde bære Vidne om den Taknemmelighed, Nationen nærede for den Mand, som saa mægtigt havde bidraget til at befrugte vor Tænkning, luttre vore Følelser, vise os vort Modersmaals Skatte og løse vore Læber". Mindet skulde baade være den store Digter og det danske Folk værdigt, og Tanken faldt da snart paa en Portraitstatue af Bronze, der kunde opstilles paa et smukt og passende Sted i vor Hovedstad, hvor der ikke enduu fandtes et eneste Mindesmærke for Nationens berømte Mænd, medens man i andre Hovedstæder, ja endog i mindre Byer, har gjort sig det til Pligt ved et Kunstværk at gjenkalde Erindringen om den, der paa en eller anden Maade har Krav paa sit Folks eller sine Medborgeres Anerkjendelse.

For at bringe denne Tanke til Udførelse samlede der sig en Comitee af Mænd, der deels havde fulgt Oehlenschlaeger gjennem Livet fra Ungdommen af, og af hvilke i Mellemtiden Flere have fulgt ham til hine bedre Egne, deels hørte til hans sildigere Aars hengivne Venner. I en Opfordring til det danske Folk, der udbredtes over hele Landet i Løbet af Aaret 1850, gjorde de deres Landsmænd opmærksomme paa, at om end Digteren havde reist sig selv det største og uforgængeligste Mindesmærke ved fine udødelige Værker, saa maatte det dog være en Trang hos Samtiden at bevidne ham sin Taknemmelighed, ligesom det vilde blive en Hæder for den at have paaskjønnet hans

Værd. De opfordrede derfor danske Mænd og Qvinder til efter Evne at bidrage til Oprettelse af et Monument for Adam Oehlenschlaeger.

Henimod Aarets Slutning var denne Indbydelse udbredt over hele Landet, og tillige omsendt i Norge og Sverrig. Overalt mødte den en varm Modtagelse, og de mangfoldige mindre Bidrag vidnede om, hvor gjerne Enhver ydede Sit til at fremme dette folkelige Foretagende. Men Tiderne vare trange; Krigens Tryk hvilede endnu tungt paa Folket, og for Den, der havde Evne og Hjerte til at give, var der Anledning nok i de mange krav, der, paa Grund af Tidsbegivenhederne, gjordes til den private Veldædighed. Den Sum, der fra Begyndelsen af var anseet for nødvendig til Fuldendelsen af Sta= tuen, Fodstykket og Omgivelsen, var anslaaet til omtrent 12000 Rd., og heraf var ved Enden af Aaret 1852 indkommet Halvdelen. Comiteen havde imidlertid anmodet Professor Bissen om at paatage sig Udførelsen af Kunstværket, og denne udmærkede Kunstner, der selv havde kjendt Dehlenschlaeger og seet ham i Livets forskjellige Forhold, greb med Glæde Leiligheden til at kunne vise Efterverdenen den store Digter i en Portraitstatue, der kunde give en klar Forestilling om det skjønne, ædle Ydre, som Naturen med rundelig Haand havde skjenket ham. I Begyndelsen af 1853 leverede Bissen en Skizze, der vandt almindeligt Bifald, og man troede nu, at det var paa Tiden at gjen= kalde dette Foretagende i Folkets Erindring. I Mai 1853 udsendte derfor Comiteen en ny Indbydelse, hvori den bekjendtgjorde Resultatet af den tidligere Opfordring og anbefalede Sagen „til enhver dansk Mand og Qvinde, der har Følelse af, hvad Oehlenschlaeger var for fin Samtid, og hvad han vil være for vore Efterkommere." De ifølge denne Indbydelse indkomne 2000 Rd. vilde imidlertid ikke fuldstændigt have sikkret Monumentet sin Tilværelse, og det hele Foretagende vilde maaskee være blevet udskudt til en uvis Fremtid, dersom ikke et betydeligt og uventet Bidrag var indkommet fra en Dameforening, der alt tidligere var traadt sammen for ved indsamlede Pengebidrag at forskjønne Hovedstaden med Værker af Billedhuggerkunsten. Fra denne qvindelige Forening modtog Comiteen en Sum af 1800 Rd. til Bekostning af Modellen til Oehlenschlaegers Monument, dog paa den Betingelse, at Modellen efter Afbenyttelsen foranstaltes opbevaret paa et for Publicum tilgængeligt Sted som en Gave fra Foreningen til Hovedstaden. Selve Statuens Udførelse i Bronze maatte nu ansees som sikkret, og kort Tid efter sin Hjemkomst fra Italien i 1854 be= gyndte Bissen sit Arbeide paa Modellen i Leer.

Kunstneren fremstiller os Digteren siddende, beskjæftiget med en Tanke, som han vil nedskrive. Det aandfulde Hoved_kaster et begei= stret Blik udad, medens vi føle, at det ikke er det udenfor staaende, men den indre Anskuelse, der sætter Aanden i Bevægelse og bringer Haanden til at følge den aandige Tilskyndelse. Idet Kunstneren saaledes fremstiller os Oehlenschlaeger i sin poetiske Begeistring, har han tillige, ikke blot i Hovedets Natur og Sandhed, men tillige i den hele Stilling, i hele Opfatningen af Mandens Personlighed, givet en Portraitstatue, der til sildige Slægter skal overantvorde et tro Billede af Oehlenschlaeger saaledes, som vi Samtidige have feet ham i vor Kreds.

Leermodellen er nu afstøbt i Gips og Udførelsen i Metal vil kunne paabegyndes til Foraaret. Med de Midler, der staae til Raadighed, vil Statuen selv kunne udføres, og det er vist ikke at haabe formeget af danske Mænds og Qvinders Beredvillighed, naar man trøstig stoler paa, at den forholdsviis mindre Sum, der endnu behøves til Fodstykket, Statuens Opstilling og Omhegning vil komme tilstede, og at saaledes Danmarks Hovedstad vil frembyde et værdigt Hædersminde for Adam Oehlenschlaeger og hans taknemmelige Samtid.

- 8.

Til de danske Udvandrere.

ob Besten hen!" igjennem Seclet flinger,
Europas Sønner tørste efter Guld,

En Folkeskare over Havet bringer

Sit lyse Haab at vinde Lykken huld;

Derhjemme var kun Sorg og Slid og Kummer,

Den nye Verden ene Glæden rummer,

Farvel min Hytte, du, min Hjemstavn huld!