Billeder på siden
PDF
ePub

menneskelig Natur; den ene er Poesi, den anden er Proja – den ene er Holger Danske, den anden er Hr. Sørensen.

Vilde den Fremmede endvidere spørge, hvorledes Hr. Sørensen seer ud, saa kan det nok være, at man vilde kappes om at fortælle ham, at bemeldte Genius i Almindelighed aabenbarer sig som en føer rødmusset Mand af Middelhøjde og Middelalder, biemme klædt i blaastribet Nattrøje og hvid Bomuldshue og røgende Meerskumspibe, ude bærende langskjødet Frakke, antik Hat og Familieparaply men denne Beskrivelse grunder sig blot paa en eensidig Jagttagelse, thi han indskrænker sig ingenlunde til at være Spekhøker, Ditapper eller Børstenbinder ; ved det første Blik i Hof- og Statskalenderen vil man finde Krigs-, Commerce-, Cancelli-, Kammer-, Justits-, Etats-, Conferents-, ja saagar Gebejmeconferentsraaber af Navnet Sørensen.

Paa sidste Studentertog spurgte en ung lundenser sin danske Broder paa Vejen fra Dampskibet, hvor den saa meget omtalte Hr. Sørensen boede. „Paa Gammeltorv i samme Huus, som jeg,“ var Svaret. Da de kom til Stedet, stod der ganske rigtigt mellem to Spekhøkerskilte i Kjelderdøren en gemytlig Gubbe og nikkede: Velkommen! „Det var altsaa Manden?“ spurgte Svenskeren. „Ia vist“ svarede hans ledjager — „Manden har Boutik i Kjelderen, men Konen boer i Stuen“ og idet de gik forbi den aabne Dør, saae de et Glimt af hende. Hun var decoreret med dobbelt Guldkjede og drapperet med hvid Mantille, men Madam Sørensen heed hun alligevel. Oppe paa første Sal blev der sunget Duetter af Norma der boede Grossereren og hans to Døttre. De unge Damer gik i den højere Dannelsesanstalt, hvor man lærer Kirkehistorie og Mathematik, og Frøken kaldte man dem – det vil sige „Frøken Sørensen“, for Grosseren var en Søn af den Gamle nede i sjælderen. Mens dette blev fortalt, havde de unge Skandinaver naaet anden Sal. Her mødte de en pæn Herre, der var yderst højtidelig at see til. „Var det en Rangsperson?" spurgte Svenskeren, og erfarebe stray, at han havde gjættet rigtigt; thi hans Cicerone fortalte ham, idet de gik op til deres logis paa Qvisten, at den højtidelige Herre var Hr. Krigsassessor Sørensen oppe i Tabelværket, en Brober til Grossereren. Således också en Hr. Sörensen ?" „Ogsaa en Hr. Sørensen!“ bekræftede Vennen, idet han stak Nøglen i sin Dør. „Vi ere en stor Familie!" "För tusan!" udbrød Svenskeren, men mere sagde han ikke, thi hans Die faldt idetsamme paa Dørpladen, og paa den stod der: H. R. Sörensen,

„De

Stud. theol. Endogsaa den "kära bror” var saaledes en Hr. Sørensen, og han havde dog faaet Laud til anden Eramen.

Af denne lille Fortælling vil De have seet, at den langstjødede Frakke og den synlige Nathue kun høre til det Tilfældige hos Hr. Sørensen. Det væsentlige – det, der gjør ham til Hr. Sørensen det er Noget, som „er ham i Kjødet baaret og ikke i Klæderne skaaret“, som Ordsproget siger det er Noget, som kun en Danst kan udtrykke og kun en Dansk forstaae , det er Noget, som man kalder: Skikkelighed. I dette ene Ord indbefattes alle hans Dyder og alle hans Fejl.

Skikkeligheden er saa at sige hans Religion. Jeg var i lang Tid uvis om hans Troesbekjendelse, thi det forekom mig utroligt, at han kunde være Protestant, da det aldeles strider mod hans Natur at protestere. Endelig kom jeg ved et Tilfælde paa det Rene med Sagen. En Spadsmager løb ham nemlig en Dag imøde med det Spørgsmaal: ,,Er De Mormon?" „Ne-ej!“ svarede Hr. Sørensen forundret. Er De Gjendøber da?“ – „Nej Gud bevare mig!“ er altsaa Jøde ?" „th nej vist er jeg ikke !" Er De da Hedning, er De katholsk eller hvad er De ?" „sh Jeg er saagu flet Ingenting, jeg er et stifkeligt Menneske!“ svarede den ærlige Mand, og tro mig: der ligger Mere i denne Confession, end der synes. Forøvrigt bekjender han sig til Statskirken og regner Balles Lærebog til de symbolske Bøger; hans levnet er eremplarist: han bander sjelden, drikker tilmaade og svarer Enhver Sit, to Gange om Aaret gaaer han i Kirke, Skjærtorsdag spiser han Kaal og Storebededagsaften gjør han en Pilegrimsgang Volden rundt. Overtroen har aldrig slaaet Nødder i hans Sjel. Hverken de bandsende eller skrivende Borde, hverken Dampvadsferiet eller Skandinavismen, hverken Homøopatien eller Fanden i Laregaden har kunnet besejre hans Tvivl, og i Henseende til Spaadomme er han en complet Skeptiker. Da man for tyve Aar siden fortalte ham, at Kjøbenhavn med det Første skulde faae Gasbelysning, svarede han: „Det vil jeg see, førend jeg troer det“! og detsamme siger han endnu den Dag idag.

Hr. Sørensens Skikkelighed aabenbarer sig ogsaa i Politiken. Han kan ikke troe, at noget Parti har total Uret, og derfor er han justemilieu. Naar det ene Parti raader ham til at gaae paa højre Side af Grøften, og det andet raader ham at gaae paa venstre, saa vælger han altid den gyldne Middelvej mellem disse to Yderligheder; han

og saa

gaaer midt ud i Mudderet og bliver derfor beleet fra begge Sider. „Retten ligger i Midten“ er nu engang hans Valgsprog. Forleden traf ban to Smaadrenge i Slagsmaal og gav sig naturligviis ftrar til at mægle Fred mellem dem. „Han Der vil tage mine tre Skilling fra mig!" sagde den ene, og „Han der vil Ingenting give mig!" sagde den anden. Hvad sagde faa Hr. Sørensen ? Han sagde „Hør nu Børn, I maa finde Jer i Billighed begge To!“ fandt han det billigt, at den lille Røver fik halvanden Skilling istedetfor tre, saa havde jo begge Parter faaet ligemeget Net. Og det er ikke alene mellem de Smaa, han dømmer paa denne Maade; han har felv fulgt fin alvering8s og Eftergivenhebstheori faalænge i det Store, at han snart ikke vil have Mere at give bort. Naar han har lidt et Nederlag, saa har han givet efter „fordi han var nødt dertil“, og naar han har vundet en Sejer, saa har han givet efter, „fordi det var ubilligt at benytte sig af sin Overmagt." For hver Gang Holger Danske har aabenbaret sig i et Feltslag, har Hr. Sørensen aabenbaret sig i en Fredslutning, og Alt, hvad den bolde Kæmpe har taget med sine Staalhandsker, det har den skikkelige Mand sluppet ud af sine Uldvanter. Det var ham, der i 1801 gav Fienden lov til at varpe sine strandede Sfibe af Grund, det var ham, der i 1807 forbød at irritere Belejrerne ved at skyde paa dem, og det var ham, der i sidste Krig staffede Oprørerne Baabenstilstand eller fri Reißaus, hvergang det kneb. Lad kun de Uindviede skyde Skylden paa Konger, Commanbanter og Ministerier det hjelper ikke, hvad de sige! Baa ethvert Blad i vor Krønike finde vi slige Bedrifter, der aftvinge 08 det begejstrede Udraab: „Šligt kunde kun Hr. Sørensen gjøre!“ Baa ethvert Blad i Krøniken læse vi imidlertid ogsaa, at han elsker sit Fædreland, og elsker det oprigtigt. Han offrede det liv og blod og Alt, hvad han ejede, naar Nødens Time slog ja endogsaa sit Allerhelligste, det klenodie, som han skjuler for sine kjæreste, den Skat, som Verden neppe troer, at han ejer: Begeistringens Perle har han offret det i Farens Stund. Men naar Offeret var bragt og den vrede Skjæbne forsonet, saa skyndte Hr. Sørensen sig over Hals og Hoved ud af Patrioternes Række ganske skamfuld over sin Enthousiasme. Blot et Haansmil fra en eller anden gusten læbe strar var han atter den besindige Mand, og saa: Þaa Loftet med alle Dannebrogsfaner og Dannebrogsfølelser! - Toppunktet i hans Skikkelighed er imidlertid hans politiste Forsonlighed. Førend han skulde bævne fig

paa en Fiende, før glemmer han sin bedste Ven. Forleden Aar havde han en Portnerplads at bortgive, og den vilde han besætte med en udtjent Soldat. Saa kom der da tre af de tappre landsoldater, som han havde holdt saa meget af i Krigens Tid, og de tilbød ham deres Tjeneste. „Se ded æ nu lie fedt, hvem a vos han taer“, sagde den Ene, „faa vi ha Allesammens væt mæ nøre ve Frederiksstad aa æ vant ve aa haalle Bak yde a Porten!" „Pak!“ raabte Hr. Sørensen forfærdet – „For Guds Skyld Menneske, husk dog paa, at Freden er sluttet!“ Og saa kom den fjerde Supplikant tilorde. Han talte et andet Sprog, for han talte Plat og sagde: „Ek ben och mit bi Frideridusstadt wäst – als Frejschärl.

als Frejschärl. Send Se aber een unpartische Mann un hät de Amnesti wat to fäggen, den brauche et nit mehr to läggen og det behøvede han saamænd heller ikke. Hr. Sørensen vilde naturligviis ikke for Alt i Verden være partisk og borneert, og derfor gjorde han Freischärlen til Portner og lod Jenserne gaae.

Ogsaa qua @Esthetiker er Hr. Sørensen grundskikkelig, og at han ikke har erhvervet sig noget Navn som Smagsdommer, derfor bærer alene hans Beskedenhed Skylden; thi Naturen har udrustet ham faa rigelig med sund Sands og god Smag, at han gjerne funde overlade lidt af begge Dele til sine trængende Brødre men, som sagt, han er altfor beskeden til at gjøre sig gjældende. Han piber aldrig i Theatret, og selv om han havde nok saa stor lyst til at klappe, saa indlader han sig heller ikke derpaa, hvis Ingen er saa god at begynde for ham. Alt hvad han ikke forstaaer eller ikke troer at forstaae; viser han en ubetinget Ærbødighed: naar en stor Forfatter trakterer ham med et kjedeligt Lystspil, saa holder han Haanden for Munden, mens han gaber og hvisker Tid efter anden til sin Nabo: „Det er et fiint Stykke! Aa-aa hvor det er 'fiint.“ Men siger saa Nogen ham imod, saa svarer han blot „Hm-m- Ja-a, Aa ja saamænd- JawaDet kan gjærne være, De har Ret!“ Om han endogsaa har været rørt indtil Taarer over et Sørgespil, saa fornægter han enhver Følelse, saasnart en brillebærende Yngling nævner Ordet „Sentimentalitet“, og hvor kosteligt han endogsaa har moret sig over en Comedie, behøves der ikke mere, end at en glacéhandsket Personlighed udtaler Ordet „Fjælebodøløjer“, for at gjøre ham inderlig skamfuld over sin Morskab. Han har nemlig en umaadelig Respect for Autoriteter, og Enhver, der blot besidder behørig Frækhed, er han villig til at anerkjende som en Saadan. Til sin egen Dom har han derimod aldeles ingen Tillid, ja han har endog en vis Rædsel for at høre

den paaberaabt. Herpaa faae jeg i sidste Foraar et vidunderligt Exempel oppe paa Charlottenborg. Jeg søgte just en Søndag Middag at bane mig vej til det bedste Maleri paa Udstillingen, men Publicum havde formeret Colonne om Stykket, og mine Forsøg vare spildte. Idetsamme som en af mine Befjendte gjennem Salen. Det var en af disse Lykkelige, der forstaaer Alting og kan Alting og ikke lader sig genere af Nogenting det var en Recensent. Han vidste strar Raad. „Jeg fjender en Trylleformular, der aldrig forfejler sin Virkning“, sagde han „Þas nu paa!" — Derpaa hævede han Stemmen og sagde med Hentydning til Maleriet: „Det Stykte der – det

[graphic][ocr errors]

er noget for Hr. Sørensen!“ og neppe havde han udtalt disse Ord, førend Pladsen var ryddet. Der blev ikke en Eneste tilbage.

Stakkels Hr. Sørensen! Selv naar han har Ret, vil Ingen vedfjende sig hans Mening end ikke hans kjødelige Sødskende ja hvad der er det værste ! end ikke han selv, den hele Verben fornægter ham; ligesom Friederich Barbarosa forgjæves gjennemvandrede alle de 34 Forbundsstater for at opsøge Tydskland, saaledes kan man

« ForrigeFortsæt »