Underextremiteterne, eller Benene, bleve først efter flere Timers frugtesløse Anstrengelser løsrevne, efterat der var gjort Indsnit i Leddene. Man maa haabe, at de Ulykkelige havde opgivet Aanden, længe inden deres Bødler foretoge denne Operation.

Forat styrke Beenenderne i deres gjensidige Stilling har Naturen anbragt stærke Baand, som paa alle Sider af Leddene gaae fra det ene Been til det andet, ligesom Sømanden paa Skibet spænder Touge fra Masten ned til dets Sider for at støtte den. Disse Baand ere forte og stramme paa de Sider af Leddene, hvor disse ikke have megen Bevægelighed, f. Ex. paa den indvendige og udvendige og paa den bagerste Side af Knæleddet, i hvilke Retninger det ikke kan bevæges synderligt; derimod er Baandet forpaa længere og flappere, derved at det er sat i Forbindelse med de elastiske Muskler forpaa Laaret, fordi Knæet er bestemt til at kunne bøies betydeligt, deels under Gangen og Løbet, deels naar Hovedet og Overkroppen skulle bringes nærmere til Jorden i forskjellige Diemed, og ikke udelukkende, som en gammel Anatom har troet, forat Mennesket skal kunne bøie sig for sin Skaber.

Men foruden disse enkelte mere fremtrædende og stærke Baand gaaer der et andet, under Navn af Capselbaandet, fra den ene Beenende til den anden, som ikke alene har til Hensigt at styrke Leddet, men ogsaa tjener en anden Bestemmelse, som senere skal omtales. Man kan bedst danne sig en Forestilling om dette Baand ved at tænke sig et kort Rør af Lærred, i hvilket der fra begge Sider er indskudt en Stok, som nøie passer deri. Binder man derpaa et Baand om begge Stoffe

ender, har man et fuldstændigt, skjøndt raat Billede af et Led med dets indeholdte Huulhed eller Rum.

Hos Børn ere alle disse Baand svagere og meget slappere end hos Vorne, og vi see dem derfor f. Ex. uden Vanskelighed bøie Haanden bagover, saaat den næsten berører Underarmen. Det er denne Smidighed, som Clownerne ved en uafbrudt Øvelse fra Barndommen have vedligeholdt, og som tillader dem at bringe deres Lemmer i de utroligste Stillinger; hvis de ikke paa famme Tid udviklede deres Muskler i en ualmindelig Grad, og vænnede sig til at have stort Herredømme over deres Lemmer, vilde de bestandigen være udsatte for en af Leddenes smerteligste Sygdomme, nemlig Forvridninger. Leddet forvrides eller „Leddet er af Lave", naar de to Beenender ere gledne ud af deres gjensidige Stilling; dette kan kun skee ved en stor Slaphed af Capselbaandet og de andre Baand, eller ved en Bristning af dem: og en saadan finder virkelig Sted i større eller mindre Grad ved enhver Forvridning. Har et Led flere Gange været forvredet, ere Baandene efterhaanden blevne saa slappe, at der ikke forudsættes nogen betydelig Bristning, forat en ny Forvridning skal kunne finde Sted; og for hver Gang dette skeer, vil der efterlades en større Disposition til en Gjentagelse.

Men Benene, Bruskene og Baandene ere endnu ikke tilstrækkelige til at danne et Led. Ligesom i en Maskine de Dele, som ere i en bestandig gjensidig Bevægelse, forat formindske Gnidningsmodstanden og Sliddet, bestandigen maae smøres med Olie, saaledes har Naturen, denne store Maskiumester, sørget for, at de to med Brusk beklædte Been= ender i et Led bestandigen holdes fugtige, derved at den har beklædt den indvendige Flade af Capselbaandet med en fiin Hinde, der har den Egenskab, at den udsveder en klar, olieagtig Vædske, der bestandigen fornyes. Naar Leddet er sundt, indeholder det ikke mere af denne Vædske end just nødvendigt forat lette dets Bevægelighed; derimod kan dens Mængde efter et Stød eller en Betændelse forøges i betydelig Grad, saaat hele Leddets Huulhed fyldes dermed, og Capslen udspændes som en Blære; vi kalde denne Sygdom Leddevand.

Vi have saaledes seet, af hvilke Dele et Led bestaaer. Leddene ere bestemte til at tillade den gjensidige Bevægelighed mellem Knoklerne, og de Organer, som frembringe Bevægelsen, er det vi kalde Muskler. De gaae som elastiske Strenge fra den ene Knokkel til den anden, begynde gjerne med deres kjøddede, elastiske Deel paa den ene Knokkel og ende paa den anden med en uelastisk Deel, den saakaldte Sene.

Tænke vi os de samlede Knokler, Skelettet, som er Grundlaget for det hele Legeme, see vi, at de enkelte Dele, Knoklerne, bevæges indbyrdes som Vægtstænger, der have deres Hvilepunkt i Leddene. En Vægtstang er, som bekjendt, hvad man i Physikkens mechaniske Deel henregner til de enkelte Maskiner: en Stang, der er bevægelig omkring et Punct, Hvilepunctet; den holdes i Ligevægt ved Kraften paa den ene Side og Byrden paa den anden. Virke disse to Momenter hver paa fin Side af Hvilepunctet, kalde vi Vægtstangen toarmet, virke de paa den samme Side, kaldes den eenarmet. Naar nu Mennesket bruger sine Lemmer er der en bestandig Stræben efter Ligevægt, uden hvilken ingen Hvile kan finde Sted, og han_anvender dem, eller deres Grundlag Knoklerne, snart som eenarmede, snart som toarmede Vægtstænger. Betragte vi f. Ex. den menneskelige Arm, idet den kaster en Steen, som den holder i Haanden, fra sig, da virker den som en eenarmet Vægtstang og navnlig som den saakaldte Kastevægtstang, hvor Kraften er nærmere ved Hvilepunctet end Byrden. Armens Muffler nemlig, som komme fra Skulderbladet og den nærmest liggende Deel af Kroppen og med deres Sener sætte sig langs nedad Armen under Skulderleddet, ere Kraften; Leddegruben i Skulderbladet, i hvilken Overarmens Leddehoved hviler, er Hvilepunctet og Stenen, som holdes i Haanden, er Byrden. Kraften virker altsaa mellem Hvilepunctet og Byrden, nærmere det første.

En anden Art eenarmet Vægtstang er Bærevægtstangen, hvor Byrden ligger imellem Kraften og Hvilepunctet. Et Exempel paa denne Art af Vægtstang have vi i den menneskelige Fod i det Dieblik, Legemet hæves op paa Tæerne; her ere nemlig disse, som trykkes mod Jorden, Hvilepunctet; Legemet, som i Fodleddet hviler paa Foden, er Byrden og Musklerne bagpaa Skinnebenet, som med den stærke saakaldte Achilles-Sene fæfte sig paa Hælen, bag Fodleddet, ere Kraften. Byrden ligger altsaa imellem Kraften og Hvilepunctet.

Betragte vi derimod Armen, naar den efter at være bøiet i Albueleddet, strækkes ud med Voldsomhed, f. Ex. naar Boxeren støder sin Modstander med den knyttede Haand, da virker den som en toarmet Vægtstang; her er nemlig Overarmens Leddehoved, paa hvilket Under= armens Leddegrube hviler, Hvilepunctet; Albuespidsen, som ligger bag Leddet, og paa hvilken Senen af Armens Strækkemuskler hefter fig, er Sædet for Kraften, og den knyttede Haand er Byrden: Hvilepunctet ligger altsaa imellem Byrden og Kraften, hvilket giver en toarmet Vægtstang.

Det vilde være let, men her altfor vidtløftigt, at bevise, at alle vore Bevægelser ere en Stræben efter ligevægt imellem Kraften og Byrden, udført ved hjælp af Ledde, Muskler og Knokler; en Ligevægt, som ikke er mindre nødvendig for Menneskets normale physiske Birksomhed, end Ligevægt i alle hans øvrige Organers Functioner er det for hans Sundhed, og ligevægt i Sindet for hans aandelige Virksomhed. Det er en Stræben, som har sin store Betydning ligesaavel i Individets „Lille-Verden“ som i Verdens-Altet og i Politikken.

Bidrag til en navnkundig Mands
Characteristik.

Mine ærede Tilhørere!

gamle Dage i de gode gamle Dage, da man troede Alt, hvad der stod paa Tryk og tog Hatten af, naar man gik over Slotspladsen, da de Smaa havde Respect for de Store, og selv Holberg be= tragtede det som en Ophøielse at faae den nederste Plads ved Baronernes Bord i gamle Dage blev der jevnlig udsat Præmier for den bedste Lovtale over de højsalige Hedenfarne, og al Landsens store Oratores traadte ved slige Lejlig= heder for Skrankerne. Tiderne have forandret sig. Nuomstunder behøver man ikke at være hedenfaren for at see sit Regnskab opgjort og fit. Eftermæle balsameret; man kan allerede i levende Live have denne Fornøjelse, og det er ikke længer Videnskabernes Selskab, der udelukkende besørger Sligt Nej! Veltalenheden er bleven Fælledsejendom ligesom Luften og Vandet: Den driftige Bonde holder fra sin Kompostbunke et Foredrag over Stats

mandens Virksomhed, den begavede Yngling hopper op paa Skolebænken for at give Filosofen og den lærde deres behørige Skudsmaal, og den brave Skomager bestiger frejdig sin trebenede Domstol for at affige den Kjendelse, der skal indvie Digter, Maler, Musiker og Skuespiller til Forglemmelsen - eller udødeligheden, ligesom det nu kan være! Tilgiv derfor, højstærede Auditorium, at ogsaa jeg, der egentlig ikke er Taler af Profession, har besteget Cathedret! Naar De hører, hvorom Talen er, vil De sikkert indrømme, at jeg staaer her „Ej blot til Lyst" jeg optræder nemlig for at gjengive et respectabelt Navn sin fortjente Glands. Ja, mine kjære Medborgere! Talen er om et Navn, der er uadskilleligt fra hele vor politiske og sociale Udvikling Navnet paa en Mand, der trods al Miskjendelse kan staae som Mønster for Statens bedste Borgere" Navnet paa en Mand, der havde fortjent en Broncestatue udenfor Raad- og Domhuset, men til Dato kun har opnaaet at blive en staaende Figur i Carikaturbladene fort sagt: Talen er om Hr. Sørensen.

Vilde en Fremmed spørge mig: Hvem er Hr. Sørensen, saa veed jeg ikke noget bedre Svar at give, end: Det er den ene af Danmarks Riges Genier, den ene af vore Dioscurer. Ogsaa vi have nemlig et