Klippen falder brat ned. En delicat Naturbetragter har omdøbt Navnet til Echodal, skjøndt Echo ikke særlig trives der, hvorimod Køerne synes at have det fortræffeligt i dens rige Græs. Tæt op til denne støder Bornholms største Borgplads den saakaldte Gamleborg eller Gammelborg. Pladsen, der er høit beliggende, er bevoret med Skov, hvorimod dens imponerende Storhed ikke træder for Die. Rudera af en Muur af Granit og Cementstene sammenføiede med Cementkalk med tvende Aabninger eller Indgange, i Nordvest og og Sydost, omgive Pladsen, paa hvilken forøvrigt endnu ikke er funden Spor af Bygninger. En paa Stedet bekjendt Mand, der ledsager os, meddeler, at han har afskridtet Pladsen og fundet dens Gjennemsnit at være 300 Skridt eller 375 Alen, Naar man erindrer, at Kongens Nytorv kun er 200 Skridt i Gjennemsnit, ville vi kunne gjøre os et Begreb om denne Borgpladses Betydenhed, og vi troe vistnok at kunne paastaae, at det er i Omfang den største befæstede Plads fra Oldtiden i Danmark, hverken Trelleborg ved Slagelse eller Borgene paa Vesthavsøerne kunne nærme sig den i Peripheri, medens den har i fine Muurlevninger vedligeholdt Spor, der idet= mindste kunne lede os i vore Slutninger om den Tid, da den først er opstaaet. Man begriber ved at see denne Borg og de tvende andre, som herefter ville blive beskrevne, at saavel Suhm som Kofod-Ancher have kunnet antage, at Bornholm, som Svend Estridsens Ven Adam af Bremen kalder alene Holm, har kunnet faae et Tillæg til fit Navn efter dens mærkværdig store Borgpladse. Historien nævner imidlertid ikke denne Borg og man maa vistnok, indtil nærmere Undersøgelser blive foretagne, med Hensyn til denne og en anden længere fraliggende Borg, der ligesom denne benævnes med samme Navn, blive staaende ved hvad Resen udtaler i de Ord: Hæc videntur a primis Insulæ conditoribus ad propulsandum hostilem irruptionem ædificata ɔ: disse synes af Dens første Beboere byggede til at afværge fjendtlig Indfald. Man begriber da ogsaa, at der ikke findes Spor til Byg= ninger inden disse Mure, der kun ere byggede til Værn i den yderste Nød. I denne Henseende vil det ogsaa være at bemærke, at det i et Manuscript fra 1624, der findes paa Universitets-Bibliotheket i Kjøbenhavn, anføres, „at Indbyggerne her skulle have havt deres Tilflugt, naar Fjender vare forhaanden, og at de da bortdreve dem med smaae Haandstene". For ikke at forlænge Reisen altfor meget, komme vi iffe til denne sidstnævnte Borg, men ville med det samme undersøge, hvad der maatte være meddeelt om denne. Det er, foruden hvad alt er

anført, ikke talrige Kilder, der ere at benytte, men her foreligger en Undersøgelse af en Mand, der besad saavel varm Interesse for Fædrelandets Oldsager som udbredte historiske Kundskaber, og hvilken derfor har Krav paa Opmærksomhed. Hans Kongelige Høihed Prinds Christian Frederik, senere Kong Christian den Ottende, besøgte i Aaret 1824 Bornholm, og tilstillede efter sin Hjemkomst Commissionen for Oldtidsmindesmærkerne sine Bemærkninger om de af ham undersøgte Oldsager. Disse Bemærkninger ere meddeelte i Antiquariske Annaler 4de Bind og ere med Hensyn til den Borg, vi her dvæle ved, og hvis Beliggenhed kan angives at være en Miil sydost for Rytterknægten og

Miil vestlig for Nexø, af ordret Indhold følgende: Gamleborg benævnes paa Kortet og af Almuen en Klippehøi 800 Alen i Omkreds med bratte Fjeldvægge, omtrent 50 Fod høi mod Dalen, som løber østlig og nordlig for denne Høi og med mindre brat Nedgang mod den sydlige og vestlige Side, hvor det flade Land i Boelsker Sogn begynder. Denne Høides Tinde har i sin hele Omkreds været for= synet med en Ringmuur eller Vold, af hvilken nu kun sees Levninger, men som dog antyder, at den har været befæstet mod den bratte Fjeldvæg ved en Muur, bestaaende af nogle paa hinanden lagte Kampesteen, inden for hvilke en Fordybning tilkjendegiver den fordum bedækte Gang; mod den søndre og vestre Side ved en Jordvold ovenpaa Underlag af Kampesteen, af hvilke dog paa flere Steder betydelige Masser ere nedrullede i Dalen og paa Skraaningen af Bakken. H. K. H. lod gjennemgrave denne Jordvold paa flere Steder og forsøgte at lade grave tæt inden for samme; men intet Mærkværdigt fandtes, kun Kampesteen i Underlaget, enkelte Skaar af Leerkar, brændte Been og Kul, intet videre; Ringmuren af Steen uden Kalk imellem er maaskee den ældste Levning af denne Slags paa hele Den; thi ved Borgen paa Almindingen findes Muur med Kalk, her ikke. Spor af Bygninger findes ei paa hele denne Klippetinde. Adgangen til Borgen er umiskjendelig mod den sydlige Side, hvor Muren eller Volden ogsaa er gjennembrudt. Historien og Traditionen tie om denne Borg." I sidstnævnte Henseende have vi dog seet, at Hans Kongelige Høihed har havt Uret. Traditionen har virkelig gjennem to høist betydende skriftlige Vidnesbyrd trængt frem til vor Tid og det paa en Maade, der bedst stemmer med de Begreber, man ved at see disse Borgpladse, maa gjøre sig om Hensigten med dens Anlæg i en fjern Fortid. Vi forlade nu Gamleborg og kjøre omtrent 4 Miil mod Nordost. Lige syd for Veien, der fører fra Rønne til Svanike,

træffe vi her Bornholms interessanteste Ruin, den saakaldte „Lilleborg". Dette Navn ligesom og Benævnelsen Gamleborg er efter al Sandsynlighed fra en senere Tid. End ikke deres egentlige Navne har Historien bevaret. Det turde man dog maaskee uddrage af disse Betegnelser, saameget mere som det bestyrkes af andre Kjendsgjerninger, at de tvende større Borge ere ældre end den mindre, den vi nu ville besøge. Denne Borg med fine Omgivelser danner Almindingens baade smukkeste og interessanteste Punct. Ruinerne ligge paa en aflang Bjergknold, der strækker sig fra Øst til Vest; næsten steil paa alle Sider men lodret mod Sydost. Den nord for gaaende Vei har ved sin Opfyldning gjort Adgangen lettere fra denne Side; men forøvrigt omgives Borgpladsen, der i Længde er henimod 100 Alen, af Dalstrøg, hvis modsatte Stigninger ere beklædte af en skjøn Skov. I dette Dalstrøg ligger den lille Borg- eller Borre-Sø, som dog for største Delen nu er udtørret. Lilleborg har ikke alene Ruiner af en Ringmuur, men ogsaa af en Bygning i flere Rum samt af tvende Taarne; Alt af Granit, sammenføiet med Cement. Omendskjøndt nu Historien ogsaa tier om denne Borg, er man dog med Hensyn til denne kommen et Skridt videre; thi man har ved Udgravningen funden et stort Antal Gjenstande, af hvilke det er tilladt at gjøre Slutninger saavel om den Tid, Borgen har været beboet, som om den Maade, hvorpaa, og det Tidspunct, hvori den er ødelagt. Disse Fund opbevares, forsaavidt de ikke ere Mønter, i et særskilt Skab i det oldnordiske Museum under Afdelingen „den tidligere Middelalder". Fortegnelsen over disse Gjenstande, der for= nemlig ere indsendte af den senere afdøde, af Bornholms Skovcultur høitfortjente Holzførster, Justitsraad Rømer, findes i antiquariske Annaler fjerde Deel. Det er, skjøndt beklageligt, paa en vis Maade af Interesse, at der om denne Borg mangler skrevne Beretninger; man lærer derved at skjønne paa, hvilket høist vigtigt historisk Hjælpemiddel vort førtrinlige med en saa varm Kjærlighed og utrættet Vedholdenhed i en Række af Aar fremhjulpne og pleiede Museum tilbyder os. Hvad indeholder dette Skab da? Først og fremmest Prøver af brændt eller svedet Korn, der er fundet i temmelig Mængde i Fundamentet af det ene Bygningsrum. Man tør heraf slutte, at Borgen er ødelagt ved Ild. Om dette nu er skeet under et krigerst Angreb eller ved Vaade, maaskee ved Lynild, er ikke muligt at afgjøre. Men naar er det da skeet? Rimeligviis henimod Slutningen af det 13de Aarhundrede; thi der er fundet Mynter i Grunden af Borgen

fra Midten af dette Aarhundrede. Det var i denne Periode, at Kampen om Bornholm førtes mellem Danmarks Konger og Lunds Erkebispestol. Maaskee har denne sidste, efterat Borgen var ødelagt, indrettet fine Tilhængere nye Tilflugtssteder i Dens 4 Rundkirker, af hvilke vi paa vor Reise til Hammershuus ville besøge den mærkeligste, Østerlarsker. Foruden Korn og Mønter er der fra Lilleborg indsendt til Musæet følgende vigtigere Gjenstande: en Mængde Jern-Hestesko og Sporer, Aarladejern m. m. desl. fundne paa det Sted, der antages at have været Borgens Smedie; en Mængde Pilespidser; 3 Segler af Jern, hvoraf sees den Maade, paa hvilken Indhøstningen den Tid skete; 3 Cranier af Dyr, Vildsvinetænder, hvoraf tør sluttes, at Bornholm dengang har været Bolig for de Dyrarter, hvortil disse Levninger henhøre; et Sykke Jern af mere end 1⁄2 Alens Længde, fundet i Fangetaarnet. Der er om dette sidste udtalt den Formodning, at det har været brugt ved et Forsøg til at bryde ud af Taarnet, at flutte af et Hul, som indvendig fra er gjort i Taarnets Muur ved Hjælp af dette Jern; Forsøget maa være mislykket, da det er gjort i en Side af Taarnet, der er indhugget og staaer nede i en Klippe, hvilket den stakkels Fange ikke maa have vidst og formodentlig først erfaret, da Muren var gjennembrudt.

Om den lille Borg- eller Borre-Sø, der skal være bundløs, fortælles det Sagn, at der stod en prægtig Borg, hvis Beboere vare meget ugudelige, hvorfor en Præst, efter gjentagende forgjæves at have advaret dem, begav sig med Bibelen i Haanden derhen, for ved Hjælp af denne hellige Bog at gjøre et dybere Indtryk paa de Forhærdede; men de haanede ogsaa dette Hellighedssymbol. Da sank med Et Borgen, og Stedet forvandledes til en Sø, men den hellige Mand med Lænestolen, hvori han sad, og Bordet, hvorpaa Bibelen laae, fløde ovenpaa og undgik saaledes Ødelæggelsen. Fornemlig til Lilleborg henføres følgende Sagn, som fortælles i Panums Beskrivelse over Bornholm. En mægtig Høvding, som boede paa Borgen, havde 3 Sønner og 3 Døttre; Sønnerne reiste, medens Døttrene endnu vare smaa, paa Sørøvertog. Efter mange Aar kom de tilbage for at besøge deres Forældre; paa Lyngen møde de tre Jomfruer, der vare paa Veien til Øster Mariæ Kirke. De fandt Jomfruerne meget skjønne; men da disse ei vilde som de, dræbte de dem. Først da de kom til Borgen til deres gamle Fader, erfarede de, at de havde dræbt deres egne Søstre. Paa Lyngen tæt ved Veien, som fører fra Øster

masker til Bodilsker, sees endnu en høi Bakke med en Steenhob, hvor Jomfruerne ere begravede.

Disse Sagn ere gjentagende meddeelte i trykte Skrifter. Vilde vi hidkalde en gammel Kone fra Egnen, skulde hun vel vide at for= tælle os meget mere om „de Underjordiske“, der boe i disse Klipper, om deres skjulte Skatte og deres krigerske Øvelser til Forsvar for Landet i Feidetid; men alt staaer Solen høit paa Himlen, og vor Reises Maal kalder os videre. Vi kjøre nu mod Nord, gjennem Almindingen, over den øde Høilyng og komme derefter til den mærkeligste af de bornholmske Rundkirker: Øster-Larsker kaldet. (En Afbildning af dennes Ydre efter Thurah sees her). Den bestaaer af en Rundbygning med udvendige Støttepiller, et halvrundt Chor samt et Vaabenhuus. Den runde Bygning bestaaer, som Tværsnittet viser, af tre Stokværk og dannes egentlig af to concentriske Taarne. Oprindelig synes denne Bygning kun at have været i to Stofværk og have dannet en Dobbeltkirke, den ene över den anden, medens det indre Taarn har hævet sig høiere over det rundt tilløbende Tag, omtrent faaledes:

Men for at gjøre Kirken til Kastel har man senere forhøiet den ydre Muur og inden for denne anlagt en Vægtergang med Skydehuller i Ydermuren. Dette antager Dr. Viborg, der i „Kirkehistoriske Samlinger" har skrevet en meget interessant Afhandling om de bornholmske Kirker, at være skeet henimod Slutningen af det 13de Aarhundrede, altsaa omtrent samtidig, eller vel rettere noget efter Lilleborgs Ødelæggelse. Det indre Taarn er huult og staaer i nederste Stokværk i