Billeder på siden
PDF
ePub

melder kun, at Kong Frederiks Affendinge, Rigshofmester Joachim Gersdorff og Rigsraad Christen Skeel, i Vordingborg mødte Kong Gustav med Tilbud om Fred, men de maatte vende tilbage med uforrettet Sag for atter at fremtræde for den overmodige Seierherre i Høie Taastrup med nye og større Tilbud. Det er fra denne Tid af, paa dette sidste Stadium af Valdemarernes Borgs Historie, at der gives en, om end kort Beskrivelse af Borgen. Det er i Danmarckis og Norgis Fructbar Herlighed" udgivet 1656 af Arent Berentsen, Byskriver i Kjøbenhavn, at den skildres saaledes: Wordingborg Slot strecker sig udi Sydwæst fra Kiøbenhaffn 11 Mijle, hvilket paa it høyt Sted, oc udi en lystig yndelig Egn, af Skouff, Marck, Fiskevand og Strandens Nerværelse, er liggende. Dets Bygning er af et utroligt vijt Begreb, med hoye og stercke Ring-Mure og mange Taarne omfang Husene ere underskedlige (ɔ: forskjellige) oc hafver mange skiøne Gemacker og Værelser. Ogsaa en Tegning af Borgen haves iblandt de kun i 5 Aftryk existerende Skildringer til Peter Resens danske Atlas fra Aaret 1677. Denne Tegning meddeles her i formindsket Størrelse og med de paa Originalen tilføiede Forklaringer. Den er taget i et Slags Fugleperspectiv. Den runde Form er ikke nøiagtig, da Borgpladsen, der siden den Tid uforandret er den samme, er langagtig og fiirkantet med en Udstrækning i Længde af ca. 400 Fod og i Breden af ca. 250 Fod. En større Bygning er afbildet som Ruin, og flere vare det vistnok allerede, da Prospectet blev trykt. Langt betydeligere skulde Ruinerne af denne Masse af Bygninger imidlertid i vor Tid vistnok have viist sig, saafremt ikke en ny Pe= riode var indtraadt i Borgens Historie. Efter Kong Frederik den Tredies Død skulde en Livgeding anvises hans Søn Prinds Jørgen, fra 1683 af gift med Dronning Anna af England, død 1708. Valget faldt paa Vordingborg Amt. For ham opbyggedes Ny Vordingborg Slot (formodentlig ved Aar 1680) paa det gamle Vordingborg Slots Grund, og mange Bygninger ere ved denne Leilighed blevne nedrevne for at give Plads for det nye Slot eller Palais. Dette var en regulair Bygning i 2 Etager med Kjælder, 70 Alen i Længden og 25 Alen dyb med to fremspringende Fløie, fra hvilke strakte sig paa hver Side en lavere Bygning, hvis halve Dybde bestöd af en aaben Buegang. En Muur med Udbøining i Midten sluttede Slotsgaarden paa den fjerde Side. I lige Flugt med Sidebygningerne strakte sig udenfor to Længder, som Kong Frederik den Fjerde, der oprettede Vordingborg Gods til et Rytterdistrict, havde ladet opføre til Ba

[graphic]

raker, ligesom uden før denne igjen endeel andre til Stalde og Foderlader. Nu er, saavidt vides, aldeles intet Spor tilbage af det nye Slots korte Tilværelse. Det Prospect, som her gives af Slottet, saaledes som det var i Aaret 1745, er taget af Archivtegner J. J. Brun efter en Tegning, der findes i det oldnordiske Museums antiquarisk-topographiste Archiv. Prospectet er taget fra Sydsiden. Foruden Gaasetaarnet see vi det fiirkantede Porttaarn samt Rudera af Ormetaarnet; den trappegavlede Bygning til Høire kaldtes dengang Cancelliet, formodentlig Skriverstuen paa Resens Tegning. Murene ere paa de fleste Steder endnu ret vel vedligeholdte, eller maaskee endog restaurerede i Anledning af det nye Slots Opførelse. Barakkerne og Hømagazinerne sees til Venstre. Selve Slottet maa have havt en særdeles skjøn Beliggenhed; men Ideen at bygge en for fin Tid moderne Bygning ind imellem Ruiner er høist mærkværdig. ` Aar 1750 kom det nye Slot i en Privatmands Eie og synes allerede, da 3die Deel af Ponteppidans danske Atlas udkom (1767), at være nedbrudt; idetmindste findes det ikke paa Prospectet af Vordingborg, der ledsager Værket, medens dog den saakaldte Cancellibygning endnu der er givet Plads. Længere Varighed er bestemt for de Lev= ninger, der endnu staae tilbage af Valdemar Atterdags Borg, nemlig Gaasetaarnet (80 Fod høit til den øverste Muurrand) og Rudera af Ringmuren samt en Deel af et mindre Taarn. Disse ere nu Stats= eiendom og ere optagne blandt de fredede Oldtidsmindesmærker. Slotsgravene ere udtørrede men ikke opfyldte. I Taarnet er en beqvem Opgang. Fra Lugerne øverst oppe nyder man en vidtstrakt og henrivende Udsigt, enten man vender sig mod Nord og skuer ind ad Landet over dets rige Skovstrækninger og de lyngbrune Kulsbjerge, eller man seer ud over Vordingborg Bugten med dens Smaaøer og Falsters samt Lollands fjernere Kyster.

Men alt forlænge have vi dvælet ved Vordingborgs Ruiner; det nærliggende Dampskib har alt flere Gange udsendt paamindende Tegn. Vi seile dennegang ud gjennem Grønsund, men passere først Stubbekjøbing om Styrbord og derefter om Bagbord den i Phanefjord Sogn paa Møen paa en i Havet udløbende Halvø beliggende, meget betydelig Borgplads „Borgevold" kaldet, hvis Areal er omtrent 12000 Alen. Paludan mener i hans Beskrivelse af Møen, at den er anlagt af Absalon til Forsvar imod Venderne. „Dobbelte Grave løbe mod Landsiden heelt omkring den indre Plads." I historiske Documenter nævnes denne Borgplads ikke, og deler deri Skjæbne med et stort

Antal af vore allerbetydeligste Oldtidsborge. Det vide Hav ligger nu for Zie. Møens hvide Kridtklipper med skjønne Trægrupper, saavel paa Spidserne som i de enkelte Kløfter, vise sig til Venstre, men de svinde snart, og med dem den roligere Søgang. I det Fjerne sees Skaanes lave Sydkyst, og snart øiner man over Horizonten en Kirke paa en jevnt opadskraa= nende Banke. Det er den 450 Fod høit beliggende Rutsker (Ker bornholmsk for Kirke), 2 Mile nordost for Rønne. Den største Deel af Bornholms sig jevnt hævende Vestkyst træder successive frem for Diet. Landet har fra denne Side af en paafaldende Lighed med Fyen, naar man nærmer sig dette Land fra Sjælland af; navnlig fremtræder denne Lighed i Hævningsvinklen og i de talrige Smaaskove. Rønnes rummelige fornylig udvidede Havn, der vistnok vil blive af stor Betydning, som Nødhavn, modtager snart Dampskibet, og den heldende Dag indbyder os til Hvile i denne By, der skal huse os for Natten.

Bi

Vi forlade Rønne næste Morgen, ikke med en Vogn paa Nullen, thi denne Institution kjendes ikke paa Bornholm; men vi rulle dog ret godt afsted paa den ypperlige Vei, der over Almindingen fører til Svanike. Vi have ikke kjørt et Ovarteerstid, før vi see Graniten bryde igjennem Jordskorpen. Vi maae af Vognen for at see den hvide Leerjord, der benyttes til Porcellainsfabrikerne i Kjøbenhavn; og knap ere vi atter komne op, før vi af Kudsken underrettes om, at vi paa den anden Side af Veien, faa Skridt fra denne, kunne see et Steenbrud. Vi gaae derhen. Den blaalige Syenit sprænges og hugges her i et Brud, der ikke er over 10-15 Alen i Dybden. kjøre nu videre, komme forbi flere eenligt liggende Bøndergaarde, thi som bekjendt har Bornholm ingen Landsbyer. Vi blive opfordrede til at gaae ind og see en saadan Gaard. En gammel Mand kommer os imøde, han er aabenbar Aftægtsmand, et Forhold, der er meget almindeligt paa Bornholm, vi træffe derefter en ganske ung Mand, det er hans yngste Søn, som nu har Gaarden vi vide den yngre Søn gaaer for den ældre i Arv af bornholmske Selveiergaarde. Gaarden, der er noget gammel af Bygning, har 4 sammenbygte Fløie, midt imellem Fløiene staaer en Huuslængde. Den gamle Mand siger os, at denne Bygning kaldes en Gaardkona (Kona ɔ: Kone). Den unge Gaardmandskone, der er kommet til, forsikkrer os, at det ikke længere er den rette Benævnelse. Om dette skulle vi imidlertid ikke stride med hende, saameget mindre som der af disse Gaardkonar ikke opbygges flere, og de endnu existerende successive

nedrives; vor unge Kone vil da vel ogsaa snart blive ene Gaardkone, hvor hun boer. Vi stige atter tilvogns og nærme os mere og mere Høilyngen eller den Bjergryg, der gjennemskjærer Landet. Masser af store Steenblokke bedække Markerne og snart bliver Lyngen den herskende Plante, gjennem hvilken den graa Klippemasse af og til titter frem. Dette mørke Parti afbrydes ved den venlige Skov Almindingen, der omgiver Bornholms høieste Punkt Rytterknægten, efter Ørsteds og Esmarchs Maalinger 496 Fod over Havfladen. Paa dette Punct have Bornholmerne i 1855 efter en Tegning af Bindesbøl op= reist et fiirkantet Taarn af Granit til Minde om Hans Majestæt Kong Frederik den Syvendes Nærværelse paa Bornholm i Aaret 1851.

[graphic]

Fra Kongemindets Platfond haves en herlig Udsigt næsten over hele Landet. Nærmest den venlige Alminding-Skov, derefter et bredt Belte af den brune Lyng, omkring dette et bølgende frugtbart Land, høiere mod Nord, mere fladt mod Syd, med talrige Skovpartier. Det Hele omcirklet af det bølgende Hav, der taber sig i Horizonten, kun mod Nordost øines i det Fjerne Ertholmenes Klippegruppe. Vi løsrive os fra dette skjønne Skue for at gjennemvandre den hyggelige Skov, der som intet Sted i Danmark paa lige Rum tilbyder saa talrige verlende Interesser. Skoven bestaaer fornemlig af lave Ege= træer, foruden forskjellige andre Træsorter, dog ikke Rødbøg, hvilken vanskelig trives paa Bornholm, men derimod den, et nordligere Clima egentlig tilhørende Axeltorn, med takkede Blade og rødlige Bær. Mod Syd begrændses Skoven af den skjønne Kodal, med hvilken

« ForrigeFortsæt »