Billeder på siden
PDF
ePub

hoved Slot, som blev nedbrudt i Slutningen af det 17de Aarhundrede, medens det var i Eie af Prinds Jørgen, Dronning Anna af Englands Gemal, om hvem vi siden ved Vordingborg skulle tale. Nyord er en lille Ø, hvis Indvaanere fornemlig leve af Lodferi og Søfart. Man antager, at de ere af frisisk Herkomst, hvorpaa ogsaa de paa Den brugelige Fornavne Jan, Geert, Bo o. s. f. hentyde. Da det kongelige Jordegods paa Møen bortsolgtes ved Auction den 20de September 1769, kjøbte Dens Beboere deres Jorder af 8-900 Tdr. Land, hvoraf dog den større Deel er Saltenge, for 3,902 Ndl. D. C. Man seer, at den Tid havde ogsaa sin Letsindighed i Behandlingen af Statseiendom. Vi seile nu nærmere op mod Sjællands skjønne, skovbegroede Kyst, forbi Kallehave Færgegaard, passere mellem flere mindre Der, alle uden Skov men med den frodigste Græsvært, og komme snart til vor Reises første Station Vordingborg. Danmark er kun i ringe Grad bleven gjort til Gjenstand for Reisebeskrivelse og blandt dens egne Sønner har i denne Retning kun Christian Molbech ved fine „Ungdomsvandringer (2 Dele, 1811 og 1815) vundet nogen Interesse og Opmærksomhed. Han udbryder, ved at vende tilbage til Sjælland over Smaaøerne og efter at have bereist en stor Deel af Danmark: „Et af de meest maleriske Partier i denne Kyststrækning er unægtelig Vordingborg By, hvis Beliggenhed fra Søsiden jeg finder at være en af de skjønneste. som nogen Søstad i Danmark eier. Den begrændses paa høire Side af Skoven, hvortil Kirken synes umiddelbart at støtte sig; paa venstre Side sluttes den med det gamle stolte Taarn og imellem disse to udmærkede Grændsepuncter ligger Byen udbredt, hvilende i Skjødet af en herlig Natur, hvis Characteer med rig Mangfoldighed og Storhed forener Danmarks blidt fortryllende Ynde“.

Ortunga kalder Saxo det nuværende Vordingborg, og det er vistnok med Rette, at dette Navn udledes af Trething, det er: et Thingsted, der ligger paa en i Havet udløbende Odde. Endnu kaldes den lille Halvø, som strækker sig ud i Havet ligefor Vordingborg, og hvorpaa nu opføres en storartet Anstalt for Sindssvage „Oringe“ og minder saaledes om Saxos Benævnelse, maaskee har Thingstedet havt sin Plads paa denne Halvø. Ved den indenfor denne liggende Bugt opstod i den tidlige Middelalder en befæstet Borg, der benævnedes Ørthingsborg, Vortingsborg eller Vordingborg. Det var fra denne og den i Nærheden liggende Masneds, at Valdemar den Store begyndte sine seirrige Tog mod Venderne. Paa sit 22de Tog mod

dem blev han angrebet af Feber, medens Flaaden endnu laa i Grønsund; da bad hans Søn Knud og Erkebiskop Absalon ham at begive sig til Vordingborg. Denne Bøn opfyldte han; men

da Skibene i flere Dage maatte ligge for Modvind, „begynte Juderne at knurre og begere Hjemloff, efterdi der vaar ingen forraad paa Fetalie og Underholding“ (Vedels Oversættelse af Saxo). Toget maatte nu opgives, men „der Kong Waldemar saae gjennem Vinduet, at Skibene komme tilbage, da blev han end da meget fiugere." Denne Sygdom blev Kong Waldemars sidste: den 12te Mai 1182 endte han sin Løbebane paa Vordingborg.

At nogle af de nuværende Ruiner skulde skrive sig fra Valdemar den Stores Tid, tør man vistnok ikke antage. De fleste Borge vare her i Danmark paa den Tid endnu byggede af Træ. Ved den Undersøgelse, der fra 4de til 7de September 1855 under Kong Frederik den Syvendes Ledelse foretoges af Kongegravene i Ringsted Kirke, fandtes i Valdemar den Stores Grav en Blyplade med latinsk Indskrift, der saaledes er gjengivet af Professor Worsaae:

Her ligger de Danskes Konge Valdemar, den hellige Knuds Søn, Slavernes første, mægtige Betvinger, det fortrykte Fædrelands udmærkede Befrier, Fredens Gjenopretter og Bevarer. Han betvang lykkelig Rygerne og var den Første, der ødelagte deres Afgudsbilleder og omvendte dem til Christi Tro. Han var ogsaa den Første, der af brændte Muursteen opførte det Værn for hele Riget, der almindelig kaldes Dannevirke, og opbyggede en Borg paa Sprogø. Han døde efter Guds Byrd 1182, den 12te Mai, i sin Regjerings 26de Aar.

Dette meget interessante Actstykke citeres her, ikke alene fordi det er vigtigt i Vordingborgs Historie, thi det var for en stor Deel herfra, at disse Tog mod Venderne udgik, og det var her, at Valdemar endte fine Dage, men ogsaa fordi det viser, hvor sjeldent og nyt det dengang var at bygge af Muursteen, saa at det endogsaa kan finde Omtale i en saa kort Recit, som denne Plade leverer os af en af Landets betydeligste Kongers Historie. Vi tør derfor allerede af den Grund ikke antage, at Vordingborg var andet, end en Borg opført af Træ. At man paa den Tid opførte Kongeborge af Træ, er der fornylig fremkommet et Beviis ved den Udgravning, H. M. Kongen under Eget Tilsyn i Aaret 1851 lod foretage af en Borgplads i Grønholt-Vang ved Fredensborg. Det er oplyst ved Documenter, at denne Borg har været Residents for eller benyttet som

Jagtopholdssted af Valdemar den Stores Søn, Knud den Sjette, men Eftergravningerne gave fuldkomment Beviis for, at her ikke havde staaet nogen Borg af Steen.

Det varede imidlertid vel ikke længe, inden en fastere Borg hævede sig ved Ørething; thi de efterfølgende Konger Knud den Sjette og Valdemar Seier vedbleve at have deres fornemste Sæde paa Vordingborg. Det var paa Vordingborg, at den sidstnævnte Konge i Marts Maaned 1241 gav jydske Lov, der endnu er gjældende Lov i Hertugdømmet Slesvig, og det var ogsaa her, han kort efter Natten til St. Eustachii Dag, Skjærtorsdag, endte sit daadfulde Liv. I det 13de Aarhundrede holdtes her flere Rigsforsamlinger, saaledes 1255, 1282, 1283 og 1284. Efter den Tid synes Nyborg at have hævet sig til stor Betydning og blev i lang Tid Sædet for disse Forsamlinger, hvortil Borgens Beliggenhed midt i Riget ogsaa gjorde den mere egnet. Imidlertid vedblev Vordingborg at være Kongesæde. Kong Erik Menved sluttede saaledes her den 3die Febr. 1296 et Forlig med Hertug Valdemar af Sønderjylland, hvorved denne igien maatte tilbagegive Kronen Als, Ærø og Femern; og hans ligesaa ulykkelige som uduelige Efterfølger, Christopher den Anden, blev tilligemed hans alt Aaret efter bortdøde Søn Erik kronet af Erkebiskop Esger i Vordingborg Kirke den 15de August 1324 og paa samme Tid holdt der Christophers Datter Margrethe Bryllup med Markgrev Ludvig af Brandenburg, den tydske Keiser Ludvigs Søn. Ogsaa denne vigtige Borg pantsatte Kong Christopher, og hans Eftermand Valdemar Atterdag maatte 1346 indløse den for 8000 Mark Sølv fra Panthaveren Grev Johan den Milde af Holsteen. Valdemar gjorde den derefter fortrinsviis til sit Opholdssted og opførte et nyt Slot ved Siden af det ældre samt byggede det høie Taarn, som endnu den Dag i Dag staaer, og hvori han indsatte de Fanger, han i Krigen fratog Hansestæderne. Han prydede dets Spir med en Guldgaas, og gav derved Anledning til dets Navn „Gaafen“. En Hentydning har denne Prydelse vistnok indeholdt, maaskee til det Ordspil mellem Gänse og Hänse, som forekommer i Kong Valdemars berømte plat= tydske Vers, som han gjorde i Anledning af de 77 Hansestæders Krigserklæring:

Söven und Söventig Hänse

Und Söven und Söventig Gänse;
Bieten mich mit die Gänse,

So frag ich nit en Schit na die Hänse;

Man erindres ved dette Vers om Holbergs Udtryk om Kong Valdemar: „Udi hans Omgjængelse har han været behagelig saasom hans Brede og Hidsighed var menget med en slags Naivetet, som gjorde ham angenem." Til Beviis for denne angeneme Naivetet anfører denne Forfatter Valdemars Svar til Paven, da denne formanede ham til større Mildhed mod hans Undersaatter: „Kong Valdemar hilser den romerske Pave: Livet have vi af Gud, Riget af vore Undersaatter, vore Midler af vore Fædre, vor Tro af Dine Formænd, men denne sende vi Dig hermed tilbage, hvis Du ikke lader os i Ro. Lev vel! men, tilføier Holberg, „Paven skal allene dertil have sagt: valde amarum est, ɔ: det er meget bittert". Hvorledes det nu maatte forholde sig med denne sidste Historie, saa har den dog været saa vel passende til denne livsglade, letsindige og derhos verdenskloge Mands Naturel, at den har i sin Tid vundet Folketro. Denne lod ham

ogsaa erklære, at han for sin Part ikke vilde misunde Vor Herre Himmerig, naar han kun maatte jage ved Gurre og Vordingborg til evig Tid. Thi at jage var hans Skjødelyst, og med sit vilde Jagtfølge ændsede han hverken Skovens Hegn eller Bondens Korn. Derfor maa „den vilde Jæger" endnu hver Nat jage om Vordingborg og

[graphic]

paa en hvid Hest farer han rastløs afsted under vilde Raab, Hundeglam og Piskeknald. Undertiden udhviler Kong Volmer

saaledes

benævner Folkesagnet ham

[ocr errors]

sig i Vordingborg enten i Gaajetaarnet, der ogsaa efter ham kaldes Valdemarstaarnet, eller i Ruinerne af hans Slot; derfor seer man ofte Jomfruer og Svende fra hans Tid af at gaae der og rede Seng. En Bonde, som ikke vilde troe, at Kongen saaledes kom til sit Taarn om Natten, driftede sig engang til at overnatte der. Men ved Midnat faae han Kong Volmer træde ind. Kongen hilsede paa Bonden med Venlighed sigende: „Nu skal Du have Tak, at Du vil passe paa mit Taarn“ og rakte ham med det samme en Guldpenge. Men da Bonden tog imod den, brændte den ham et rundt Hul igjennem Haanden og faldt som et Kul tit Jorden.

Under Valdemars Krig med Hansestæderne indesluttede og beleirede disse Vordingborg. Lehnsmanden var dengang Viggo Molteke. Da han havde faaet Undsætning, Fjenderne uafvidende gjorde han et Udfald, og tog en Deel af dem til Fange, hvoraf Følgen blev den, at de endelig bleve enige med ham om, at disse Fanger skulde gives frie, imod at de ophævede Beleiringen; men da de i det samme fif friske Folk til Hjælp og Befaling til at blive liggende, holdt de ikke deres Ord. Nu lod da Lehnsmanden dem vide, at han agtede at overgive sig, og indbød da ogsaa deres Høvidsmænd til at møde paa Slottet og tage imod Nøglerne, hvorpaa de ogsaa indfandt sig og fik ganske rigtig Nøglerne overleverede, men derpaa sagde han: Nu har jeg holdt mit Ord, men I har ikke holdt jert; og dermed lod han dem omringe og gribe, saa de bleve nødte til at hæve Beleiringen.

Valdemar Atterdag døde Aar 1375 paa Gurre, og efter hans Tid hævede Vordingborg sig ikke igjen til den Anseelse og Betydning, fom det under ham havde havt. Under Margrete og Erik af Pommern vedblev det dog, navnlig under dennes langvarige Krig med de holsteenske Grever og Hansestæderne at være af Vigtighed som Flaadestation. Det var ved en Fredsslutning til Vordingborg, at denne ødelæggende Krig i Juli 1435 sluttedes. Eriks Eftermand Christopher af Bayern gjorde Kjøbenhavn til Rigets Residentsstad, og vi finde Slottet i de efterfølgende to Hundrede Aar kun enkelte Gange besøgt af de danske Konger; heller ikke nævnedes det i denne Tid i historiske Documenter som Skuepladsen for vigtige Begivenheder. Det var i en sørgelig Anledning. at Vordingborgs Navn atter fremtræder. Den 12te Februar 1658 kom Carl Gustav, paa sit Seierstog, over Isen til Vordingborg. Historien omtaler ikke, at denne forhen saa faste Borg, der var opført til Værn mod Rigets Fjender, gjorde ham nogen Modstand, men

« ForrigeFortsæt »