Thi jeg er ingen Daare,
Som har den vamle Skik
At spilde Suk og Taare
Paa Tiden, som hengik.
Ak, Alt hvad der kan tænkes
At gjøre Glæden rig,

Det Bedste, der kan skjenkes,

Har Tiden skjenket mig.

Chr. Winther.

Aaret Ellevehundredogsyvoghalvtreds.

(Nærmest fortalt efter Sare Sagemand.)

Feide.

llerede i flere Aar havde to Halvkonger kastet Tærning om Danmarks Rige: Svend Eriksøn, en Frillesøn af den blodige Kong Erik Emun, og Knud Maagensøn, en Søn af Prinds Maagens Nielson, Knud Lavards Morder. Svend havde sit Tilhæng i Østen af Landet, og Knud i Vesten, og saa længe de levede, holdt de Strid, saa for Ørne og Ravne blev der sørget godt i Marken, men Landet lagdes øde under den blodige Snart laae den ene af Halvkongerne under og snart

den anden; snart flygtede den ene af dem til Tydskland og snart den anden; men altid vendte de tilbage med hværvede tydske Spyd for at gjennembore dem, som de kaldte Landsmænd og Undersaatter. Ja, saa dybt sank de begge i Vanære, i æreløs Higen efter Drottens Ære, at ingen af dem betænkte sig paa, hvad aldrig nogen anden dansk Konge havde formastet sig til: at tage Danmarks Rige til Lehn af den tydske Keiser. Ingen af dem skal oprindelig have været haard eller ond,

de synes endog begge at have været milde og godmodige af Naturen, men Letsindigheden løb af med deres Svaghed, og Forfængeligheden fuldkommede Værket. Ogjaa hørte de altfor gjerne paa onde Raadgivere, hvað navnlig var Tilfældet med Svend Eriksøn; og det var hans egent= lige Ulykke. Da Friserne efter et haardnakket Forsvar maatte overgive Kong Svend Mildefæstningen, lovede han dem alle Liv og Leide, og det Ord holdt han saa trofast, at han end ikke forgreb sig paa sin Faders Banemand Sorteplog. Og det var den samme Herre, som siden fortjente sig Navnet Svend Svie for det Baal og Brand, han lod gaae over værgeløse Byer, og om hvem man sagde, at alt det Onde, hans Fader havde truet med, det fuldkommede' han. Det var derfor en ganske mærkværdig dansk Troskab, hvormed igjennem ti lange og trange Aar en stor Deel af Folket holdt urokkelig fast ved den samme Svend, medens en anden hang lige saa fast ved Knud, det hele Rige til ubodelig Skade.

I de første syv Aar fulgte Valdemar Knudsøn Kong Svends Banner. Denne Valdemar var en Søn af den ridderlige Knud Lavard, men en Pleiesøn af den ædle Fru Inge, som fødte fin Huusbonde, Asker Ryg, mens han var i Leding, Tvillingsønnerne Asbjørn og Absalon og med det samme satte tvende mægtige Taarn paa Dannemarks Dannevirke“. Med disse Tvillingbrødre vorede Valdemar op, og de tre vorede sammen som Tanke, Villie og Følelse i den samme Menneskesjæl. Siden kom Valdemar til den mægtige Christian Svendsøn, der havde været Erik Emuns bedste Mand blandt Jyderne, men da han blev vaabenfør, fulgte han, som sagt, Kong Svend imod Sønnen af sin Faders Morder; og derom ere Alle enige, at, baadede han ham meget ved sin Klogskab og Manddom, baadede han ham dog vel endnu mere ved sin Vennesalighed. Thi det Folk, der beundrede den unge Helt, som med sikkert Overblik styrede Slagordenen, mens han med dristigt Mød og ubøielig Kraft brød fin seierrige Landse mod Overmagten, det elskede Dag for Dag med større Hengivenhed den ridderlige Høvding, der var aaben i al sin Færd, trofast som den, der aldrig kjendte til Svig, og livsalig mod Høie og Ringe. Frygtede man med Rette hans tunge Sværd, saa havde dog baade Ven og Fjende en saadan Tillid til hans givne Ord, at, da f. Ex. Frederik Nødskjæg, Tydsk= lands Keiser, til en Forligsprøve udskiftede Danmark mellem Svend og Knud, og det saaledes, at Svend blev Overkonge med Lehnspligt mod Tydskland, og Knud fik Sjælland til Lehn af Vasallen, da vilde Knud kun gaae ind paa denne Ordning, naar Valdemar gik i Borgen for Svends Ord; hvori han ogsaa paa Svends Bøn indvilgede, dog

kun saaledes, at, hvis Svend ligefuldt brød fit Ord, skulde baade Knud og Valdemar være løste fra deres Forhold til ham.

Men Svend holdt ikke sit Ord, og da Knud læmpede sig efter ham imod Valdemars fornyede Borgen, da brød han det paany, hvorfor Knud og Valdemar lode sig paa Viborg Thing (1154) høitidelig hylde til Danmarks Konger. Der var altsaa nu tre Konger i Landet, og de tumlede sig saaledes med hinanden, at, havde de med Hestehove kunnet trampe det ned under Havstokken, da var det sikkert skeet. Ikkun Vender og Tydskere grinede ad det spildte Blod, thi allevegne laa Landet aabent for deres Plyndringer. og det varede da heller ikke længe, inden de omtrent havde tømt Tredieparten af det forhen dyrkede og beboede Land i Danmark. Paa Jyllands Østkyst stode alle Byerne tomme og laae Markerne øde fra det yderste Vensyssel indtil Eideren; i det sydlige og østlige Sjælland faaes der heller intet uden de golde Agre; Fyen var mere end halvveis ødelagt, og paa Smaaøerne fandtes der knap et levende Sie. Kun Lolland og Falster gjorde saa temmelig en Undtagelse, thi Lollikerne kjøbte sig Fred af Sørøverne ved en aarlig Afgift, og Falstringerne, som dog vare færre, havde saavel Mod som en underlig Lykke til at holde dem borte med Staalet; Falster var da naturligviis heller ikke saaledes hærjet af Borgerkrigene som de større Landsdele.

Endelig kom Aaret 1157. I Spidsen for en Hær af kjøbte Sachsere brød Svend atter ind i Sønderjylland, hvor han indtog Slesvig. Knud var dengang hos sin Moder i Sverrig, og Valdemar var i Sjælland; men næppe fik Valdemar nys om Indfaldet, før han gik til Jylland og samlede i en Fart en saadan Hær, at de skræmmede Sachsere atter trak sig tilbage. Saa gjorde Svend med en slavisk Flaade Landgang i Fyen og holdt under stort Fryderaab sit Indtog i Odense. Men snart stode Knud og Valdemar ogsaa i Fyen, og den Styrke, de havde med sig, meente Svend ikke at kunne modstaae. Valdemar, der indsaae, at, naar man i Borgerkrig ødelagde sine egne Øer, gjorde man i Grunden fælles Sag med Nigets Fjender, fik derfor et Møde tilveiebragt, paa hvilket man enedes om, at Svend skulde med et vist Følge begive sig til Lolland, og holde sig i Stilhed der, til der blev sluttet endelig Fred imellem ham og hans Frænder.

Efter Aftale gik da Svend til Lolland og havde kun faa Drabanter med sig, men forøgede daglig deres Tal, for at han kunde

mødes som Ligemand med Knud og Valdemar, naar den aftalte Dag kom, da Freden skulde sluttes. Faa Dage før denne kom ogsaa hans Frænder til Lolland, ledsagede af Danmarks Adel. Knud holdt sig mistænksom tilbage, men Valdemar blev sig selv lig og aflagde uden synderligt Følge Svend et Besøg. Svend, som havde ventet dem begge, skal i den Anledning have givet sine Tjenere et Vink, at de skulde see at yppe Kiv med Gjæsterne, før, naar det kom til Slagsmaal, at kunne benytte Forvirringen til at dræbe hans Medbeilere. Han tog imidlertid sit Bud tilbage, da Valdemar kom ene. Næste Dag havde de famme To en Samtale under fire Dine, og blev det i denne bestemt, at den følgende Dag skulde Herremødet finde Sted.

Dette aabnede Svend med den høitidelige Erklæring, at han tog Valdemar til Voldgiftsmand og erklærede sig forud fornøiet med den Kjendelse, denne maatte afsige. Ligesaa Knud. Saa tildømte da Valdemar dem alle tre Kongenavnet og skiftede dernæst Danmarks Nige i tre Dele. Den ene af disse skulde bestaae af begge Jyllandene, til den anden hørte Sjælland og Fyen med samtlige Smaaøer, og til den tredie henlagdes Skaane, Halland og Bleking samt Bornholm. — Med Skifteretten havde Valdemar ogsaa Forlodsretten, og han tog da Jyllandene til sin Deel; Svend vilde ikke ligge i Midten, hvorfor han tog Østdanmark til sig; Knud fik altsaa Derne. Den oprettede Bagt blev derpaa bekræftet ved en høitidelig Edsaflæggelse, og med oprakte Fingre kaldte de den høieste Gud til Vidne paa deres Oprigtighed, nedbade ogsaa hans Hævn over enhver Meeneder, ligesom da Biskop= perne forud erklærede en saadan for udelukket af Kirkens Samfund.

Saasnart Forhandlingen var sluttet, tog Knud til Sjælland. Valdemar ledsagede ham, og Svend lovede ligeledes, at han uden Ophold vilde gjæste ham i hans Hovedstad Roskilde. Han gav sig virkelig ogsaa næste Dag paa Reisen. Da Knud hørte, at han var kommen til Ringsted, red han ham imøde, men fik Mistanke underveis og dreiede til en Side. Valdemar, som var mere troskyldig og uforsigtig, blev derimod sin Bestemmelse tro og indfandt sig atter hos Svend, hvor Drabanterne stode flokkeviis i fuld Rustning, man vil sige for at dræbe Kongerne, saa snart de kom. Men da den Ene manglede, og Svend vilde slaae begge Fluer med et Smæk, blev der heller ikke denne Gang noget af Forræderiet. Svend fulgte strax med sin Fætter til Roskilde, hvor man fordrev Natten med Svir og Lystighed.

Næste morgen tog Svend ud til Thorbjørn Sunesøn for at see til sin lille Datter, og her vil man sige, at hans onde Plan først fuld