gjerrig, min Dreng, naar Tiden kommer, faaer du det at vide." Og troede de at gaae rigtig diplomatisk tilværks og henvendte sig hviskende til Husholdersken, som stød ved Siden af, saa havde de den Ærgrelse, at hun misforstod Spørgsmaalet hun var tunghør, den Stakkel og svarede ganske høit: „Nei, Væveren har ikke været her idag, det var Kalkslageren!" Ak, hvem tænkte nu paa Kalkslageren. - Hvilken Jubel, naar Dagen endelig kom. Middagsmaden blev anrettet en halv Time tidligere end sædvanlig og var - idetmindste for Børnenes Part Der forbi et Ovarter hurtigere end ellers. blev bestandig skottet ud i Gaarden, hvor Lars var ifærd med at smøre Hjulene paa Holstenskvognen, dette med en vis Respekt betragtede Pragtstykke, der fremfor de andre Vogne stod med Overtræk paa i Skuret og havde Sæder, der vippede paa Fjedre, og Remme, der knagede saa deilig, naar man gyngede i Agestolen Holstenstvognen, der var et ligesaa sikkert Foraarstegn som Svalen; thi om Vinteren kunde den ikke komme frem paa de bundløse Veie, saa maatte man altid kjøre paa Fjellevognen. Og Lars havde den røde Vest paa, som hørte til Livreet; den lysegraa Frakke med blanke Knapper, Kudskekjolen, som den kaldtes, laa paa Agestolen ved Siden af Hatten med det brede, hvide Baand og den nye Pidsk intet Under derfor, om der imellemstunder gif en Skefuld udenfor Munden, den gabede mere af Henrykkelse end efter Maden. Naar Maaltidet var forbi, kom Stolene i en Fart paa deres Plads og Drengene ud i Gaarden, hvor de beundrende vare Vidner til Larses interessante Arbeide, der bestod i, at han dyppede en Spaan i Tjærekanden og smurte Aren. Aldrig syntes en Tragtekande et mere uudstaaeligt Meubel end den Dag, og aldrig havde Faderens Anskuelse, at man nok kunde undvære Kaffe om Eftermiddagen, flere Tilhængere; var det kommen til Afstemning, vare Moderen og Husjomfruen, der udgjorde det modsatte Parti, blevne i Minoriteten desuden fik de jo Kaffe hos Væveren, det vidste Børnene. -- Endelig, endelig kom da Vognen for Døren. De Brune skinnede, og de lakerede Sæder og Lars i Kudskekjolen og hele Verden skinnede for det lykkelige Barneøie. Garnet læssedes paa, det stod høit op mod den buede Bagsmæk; den pyntede Stuepige satte sig op hos Lars, Husjomfruen hos Madamen, og i det bageste Sæde regerede Rollingerne. Faderen stod i Døren og formanede: „Kom blot hjem, inden det bliver mørkt, Veien er slem. Vær nu forsigtig Lars, husk paa Stenkisten ved Skovmarken og sving ikke for kort. Du har da taget Foder med til Hestene?" „Jo, Husbond!" Guds Navn. Farvel." "Farvel." „Farvel!" Og afsted gik det; nu vare de da endelig paa Veien til Væveren. Det var saa frist, det var saa deilig i den milde Foraarsluft. Lærken slog saa lystig, og det unge Løv skinnede i det varme Sollys. Asketræerne ved Aaen vare ikke rigtig sprungne ud endnu, men Knopperne svulmede bristefærdig, og til Gjengjæld var Hvidtornehækken paa den anden Side af Veien ifærd med at sætte Blomster. I Grøften stod Græsset høit og saftig, og Løvetanden prangede som Guld deri. Da de kjørte forbi Græsmarken, stod en Ko og strakte Hovedet over Ledet og saae efter dem, som havde den Lyst at være med; Røgteren sad paa Stangen af sit kjørende Hus og snittede en Vindepind det var hans sædvanlige Beskjæftigelse, og hver Piges Sykasse vidnede om hans Konstfærdighed. "Goddag Hans, Goddag Hans! Vi kjøre til Væveren", raabte Drengene; Hans nikkede til dem; men da Madamen saae derhen, lettede han den lodne Kabuds. Koen brølede, Lars gav den Nærmer et Smæk, fordi den spidsede Øren, den sprang og rykkede i Vognen, Agestolen vippede og var nærved at gaae bagover, og Drengene skreg af Glæde. „Vil I sidde stille, Drenge", lød den moderlige Formaning. Sidde stille, naar Hjertet hopper i Brystet af Glæde; sidde stille en yndig Foraarsdag, naar alt rundtom aander Liv og Lyst! Det er umulig, ganske umulig — før man bliver ældre. Man dreiede af fra Veien. Lars tog et stort Sving og kjørte ganske langsomt, for det var over den smalle Stenkiste ind til Skovmarken. Markveien var smal og knudret, den løb langs Grøften med de gamle Piletræer, forbi Tørvemosen, hvor Vildanden rugede paa Tuen, og hvor Viben ietvæk skrigende omkredsede de Kjørende. Saa gif det op over en lille Høi og saa ned ad Bakke, ned mod Skoven, der laa Væverens Hus. Aldrig har der været grønnere Græs og aldrig gulere Blomster end paa Moseengen foran Huset, aldrig en hyggeligere Nøghvirvel end den, som fra dets eneste Skorsten snoede sig op foran den lyse. Bøgeskov. Det var et lille Hus, og man saae det endda kun halvt, det var næsten skjult af Buske, gjennem hvilke de hvide Mure tittede frem ligesom Blomsterblade af det grønne Svøb. Mellem de knoppende Buske laa det der, som var det selv en Knop, der ventede paa at springe ud: det var ret et Hus for et Foraarslandskab og for barnlige Drømme. Nu er man der. Storken staaer paa Taget, og Væveren staaer med Træstolen, der skal tjene istedetfor Vogntrappe; hans Kone staaer i Døren og neier, og deres lille Pige stikker Hovedet frem bag Moderens Skjørter. Væverens Stue er lav og lille, det er en almindelig Bondestue med et langt Bord hen foran Vinduerne med Bænke paa Siden, med en Dragkiste med Kopper og Glas, med et høirøstet Stueuhr og en stor Bilæggerovn. En Seng med blaatærnet Omhæng staaer i Krogen, og Vinduerne ere fulde af Gerannier og Gyldenlakker, mellem hvis Blade Solen skinner ind og kaster en Lysstribe over Dugen, som er bredet paa den øverste Del af Bordet, og paa hvilken Kaffekjedlen og de storblomstrede Kopper ere opstillede. Folkene fra Herregaarden skulde altid drikke Kaffe hos Væveren, men Brød bragte de selv med; Drengene mente, det var umulig andet, end at der maatte være meget mere end Sukkerkringler og Tvebakker i det store Klæde, Stuepigen havde holdt paa Skjødet, og som Lars nu bragte ind fra Vognen. Intetsteds smagte Kaffen bedre end hos Væveren; thi i Bondestuen sad Børnene tilhøibords og fik Lov at tage selv; de glemte ikke at tage for sig af Retterne, og desuagtet ophørte Væverens Kone ikke at nøde dem: Gud veed, hvor længe de havde holdt ud, dersom Moderen ikke havde sat en Stopper for. „Tak, nu maae Børnene ikke faae mere", sagde hun. ,,Naa, Drenge, nu kunne I løbe ud i Skoven, medens vi faae Garnet. sat i Væv; og Lars maa see lidt efter dem, at de ikke komme hen til Mosen.“ „Jo, Madam“, sagde Lars, der sad ved den nederste Ende af Bordet. Han vendte Spøl= kummen, tog sin betressede Hat, gav et Nik og sagde: „Nu siger jeg saamange Tak“ og saa gik det ud i Skoven. I Skov, i friske, grønne Skov, med de lyse, dunede Blade, den blomstermyldrende Grund, de stille Smaasøer, hvor. Ellebusken dypper fine Grene, og Frøen, der bliver forskrækket, springer i Vandet med et Pladsk. Bølgeringene kruse Vandspeilet, saa Skyggerne af de høie Træer zittre deri, og det seer ud, som sænke de sig dybere og dybere ned mod det lille Stykke blaa Himmel, der synes at danne Bunden af Søen. Der er deilig derude, der er en berufende Duft af Skovmærker og Violer og af det tørre Løv, der knaser under Fødderne. Der er Fuglereder i Buskene og Markmus ved Roden af det hule Egetræ; der er en Rævegrav i den lille Bakke og friske Spor af Mikkel i Gruset, som er kradset op; bag Bustene ligge nogle Fier, og dem troe Drengene at kende, de have bestemt tilhørt den gule Høne, som blev borte forgangen Dag; der er tusinde Ting at see o, et Egern, et Egern! Det springer i raske Hop fra Gren til Gren og fra Træ til Træ, Drengene løbe med oprakte Halse og aabne Hænder for at gribe det, hvis det skulde falde ned ,,Kom ikke til Mosen! Husk hvad Madamen sagde“, lød Larses advarende Stemme, og det var paa høi Tid. Grunden begyndte allerede at blive blød, en Sko var bleven stikkende deri, og imidlertid var Egernet forsvundet. Pustende, med glødende Kinder og lidt slukørede paa den dyndede Skoes Vegne vendte Drengene tilbage til Lars, der imidlertid havde faaet sig en Passiar med Skovfogdens Datter, som kom hjem fra Malkning. Thi Aftenen var skredet frem, Solen kastede i sin Nedgang røde glimrende Lysstriber gjennem Aabningen i Skoven, medens Træernes bølgende Kroner væltede en sort Skyggemasse ud over Hegnet og hen ad Kløvermarken, hvis brede Blade begyndte at beslaaes af den faldende Dug. Og de, som skulde være hjemme, inden det blev mørkt! Men det havde ingen Nød: Nyet var tændt, og Lars sagde, han kunde godt see Sporet. Mosekonen bryggede, Dampen fra hendes Bryggers stod som en hvid Taage over Engen, kun Trætoppene ragede op over den og glimrede med det fugtige Løv. Det var saa stille; man kunde høre Køerne bag Hegnet tygge Drøv; og langt borte ovre i Lands byen var der En, som spillede Klarinet. Han blæste en lystig Melodie, som Børnene godt kjendte fra Høstgilderne, først sang de med, men efterhaanden bleve de stille; snart blandede Tonerne sig med Vognens Rumlen og Remmenes Knirken og tusinde ubestemte Forestillinger ind i de barnlige Drømme, medens Agestolen vippede paa sine Fjedre og vuggede hele det lille Selskab i det bagefte Sæde i en blid Slummer. Dr. H. Skovminder. Skoven, hvor jeg vandred, |