Gaae hen og til hans Minde pluk
Een af de Roser røde

Da hører Du et dæmpet Suk,

Hvor Harpens Toner løde!

Christian Adam.

Livets Kilde.

idenskaben lærer, at Alt, hvad der lever paa Jorden, kun tildeels skylder denne fin Tilværelse; thi vel er Legemets Masse udsprunget af Jorden, til hvilken den atter vil vende til= bage, naar Livet udslukkes, naar Mennesket, Dyret eller Planten døer; men den Virksomhed, som foregaaer i Legemet ligefra dets Tilværelses første Dieblik, indtil det gaaer tilgrunde, den Kraft, som Legemet udvikler, ög med hvilken det indvirker paa sin Omgivelse, kort den hele Livsvirksomhed udspringer fra en anden Kilde, nemlig fra Solen. Det er denne, der paa Jorden fremkalder den uendelige Mængde Forandringer, hvori Livet bestaaer, og meddeler det levende Legeme de Egenskaber, hvorved det adskiller sig fra den døde Materie. Det dyriske Legemes Masse er ikke noget Blivende, og omendog Formen uforandret kan vedligeholde sig i Rækker af Aar, vil dog Stoffet, hvoraf Legemet bestaaer, den ene Dag ikke være det samme som den anden; thi

netop i denne uafbrudte Forandring giver Livsvirksomheden sig tilkjende. Ophører denne Tilstand, da udslukkes Livet, og Stoffet vender da efterhaanden tilbage til sin oprindelige Tilstand. For det enkelte Individs Vedkommende er derved den Række af Forandringer sluttet, som Stoffet undergaaer i det levende Legeme; men betragte vi derimod Livsvirksomheden fra et mere almindeligt Standpunkt, da see vi, hvorledes den forplanter sig fra et Individ til et andet igjennem et uendeligt Antal Generationer, da er Livet evigt og ubegrændset; ethvert Individs korte Livsperiode er da kun en Bølge i den uendelige Strøm, der begynder med de første lavere Planters og Dyrs Optræden paa Jorden, og vil flyde "faalænge, indtil Livets Kilde udtørres.

Plantens Livsvirksomhed. er væsentligt forskjellig fra Dyrets; thi imedens hiin kan bestaae selvstændig, er denne stedse afhængig af Planten. Dyret maa ligesom Planten optage Næringsmidler for at kunne leve; Planten henter disse fra Jorden, Vandet og Luften, men Dyret er ikke istand til at leve af det raae Stof, det kan ikke omdanne Steen, Metal, Vand eller Luft til Kjød og Blod, men henter sit sande Næringsstof fra Planten; kun ved at tilintetgjøre dennes Livsvirksomhed kan det underholde sin egen, kun af Plantens Masse formaaer Dyret at bygge sit eget Legeme. Planterne danne saaledes Grundlaget for det dyriske Liv, hvorfor de ogsaa have været de første levende Skabninger, der ere optraadte paa Jorden; og skulde engang i Tidernes Løb det hele Planterige gaae tilgrunde, intet Frø, ingen Spire atter skabe et nyt, da vilde dermed ogsaa Dyreriget og Menneskeslægtens Skjebne være afgjort; thi de vilde da gaae tilgrunde af Mangel paa Fødemidler.

Ligesom et Stykke Kul kan henligge i Aartusinder uden at forbrænde, saaledes kan ogsaa et Frø bevare Spiren til en ny Plantes Liv igjennem lange Aarrækker, naar de ydre Betingelser mangle, ved hvilke Virksomheden indledes. Imedens Kullet fordrer Luft og en vis Varmegrad for at antændes og forbrænde, er Fugtighed en nødvendig Betingelse, for at Frøet kan begynde fit Liv. Uvilkaarligt søger da Rodspiren mod Jorden, medens Bladspiren vorer opad for at udbrede de første Blade i Luften; Planten begynder at vore og tiltage i Vægt, idet den søger Næring fra Jorden, giver den, og vedbliver at vore, baaret Frugt; thi først da er dens Plantes Legeme falder til Jorden, Frugten har sørget for sin Slægts Forplantning.

Vandet og Luften, som om= indtil den har blomstret og Liv tilende, og den eenaarige efterat den ved Dannelsen af

Men hvorved er nu det Stof, hvoraf Plantens Masse bestaaer, forskjelligt fra det, hvoraf den blev dannet? Vi ville ikke tage Hensyn til, at Planten bestaaer af en Mængde Stoffer, der i chemist Henseende ere væsentligt forskjellige saavel indbyrdes som ogsaa fra dem, hvoraf de have deres Oprindelse; men vi ville betragte Planten som et Hele, da den som saadan nærmest har Interesse for os, og det er saaledes, at Dyret modtager og fortærer den.

Forbrænde vi en Plante, da forsvinder den tilsyneladende, og en Haandfuld Aske er Alt, hvad den efterlader. Den gaaer derved atter over til de Stoffer, af hvilke den blev dannet, den bliver til Jord, Vand og Luft; thi Chemien lærer os at Flammen udstøder disse sidste Stoffer i en Tilstand, i hvilken de ere ukjendelige for Diet. Men Planten indeholder tillige et fjerde Element, om man saa maa kalde det; det er Ilden, som den frigjør ved sin Forbrænding; og det er denne skjulte Virksomhed, der har meddeelt Stoffet, som danner Planten, andre Egenskaber, end dem, det var i Besiddelse af, forinden det optoges af denne. Den Egenskab, at kunne frembringe Lys og Varme, har Planten ikke kunnet modtage fra Jordskorpen, der ikke selv besidder den, den har modtaget den fra Solen; det er Solens Lys og Varme, som den brændende Plante atter udstøder i det Dieblik, dens Bestanddele overgaae i den Tilstand, i hvilken de optoges af Planten. Det er Sommerens Varme og Dagens Lys, som i den lange mørke Vinter varmer og oplyser vore Boliger; thi Evnen at kunne brænde har Træet i Ovnen og Olien i Lampen modtaget fra Solen, da Planten dannede disse Stoffer.

Det er en nødvendig Betingelse for en Plantes Udvikling, at den kan paavirkes af Dagens Lys; men overordentligt frodigere bliver dens Vært, naar den beskinnes af selve Sollyset, og uvilkaarligt søger Planten stedse hen til de Steder, hvor Lyset er stærkest. I den mørke Kjælder skyder den spirende Kartoffelknold fine lange, sygelige Skud henad Jorden for at naae en Revne i Muren, igjennem hvilken Solen skinner, og først efterat have naaet Lyset, modtage de en frisk grøn Farve og udvikle sig frodigt; thi det er ikke saameget Varmen som Lyset, der befordrer Planteværten. I en varm, men mørk Stue kan Planten ikke vore, medens den med Lethed groer i den frie Natur, naar kun Varmen ikke er saa ringe, at Vandet fryser, og derved enhver Mulighed til Bevægelse i Planten ophører.

Enhver Deel af Planten eller af det dyriske Legeme, kort enhver Deel af Materien, igjennem hvilken Livskraften virker, besidder den

Evne at kunne brænde, at kunne udvikle Varme og Lys; men er Forbrændingen fuldendt, da er ogsaa den sidste Livsspire qvalt, og først naar Stoffet atter kommer i en Plantes Birkekreds, kan det ved Sollysets Hjelp optages af denne, hvorved det da paany modtager de Egenskaber, som det tabte ved Forbrændingen.

Lad os nogle faa Dieblikke dvæle ved de Forandringer, som Stoffet undergaaer ved Planternes Paavirkning. Vi vide, at Planten af Jord, Vand og Luft uddrager sin Næring; men omendskjøndt de Bestanddele, som Planten uddrager af Jorden, ere væsentlige, ja uundgaaeligt nødvendige for Plantens egen Virksomhed og dens Bestemmelse som Fødemiddel for Dyr og Mennesker, kunne vi ikke destomindre fra vort Standpunkt forbigaae dem; thi de ere uden væsentlig Indflydelse paa de Slutninger, som vi ville drage. Det er altsaa Vandet og Luften, hvis Bestanddele vi nærmere ville betragte. Nu vel, Enhver veed, at Vandet er en chemist Forbindelse af to Luftarter, som kaldes Ilt og. Brint, Luften derimod en Blanding af flere forskjellige Luftarter, nemlig Qvælstof, Ilt, Kulsyre og Ammoniak, af hvilke de tvende første danne Luftens Hovedmasse, medens de sidste kun forekomme i meget ringe Mængde. Men netop disse to Luftarter, af hvilke Kulsyre ikke udgjør

en Totusindedeel og Ammoniaken neppe nogle Milliondele af Luftens hele Masse, danne i Forbindelse med Vandet Plantens væsentligste Næringsmidler. Kulsyren og Ammoniaken ere sammensatte Luftarter; thi hiin bestaaer af Kul og Ilt, denne derimod af Qvælstof og Brint, og der findes altsaa i Plantens tre væsentligste Næringsmidler ialt kun fire forskjellige Grundstoffer, nemlig Kul, Brint, Ovælstof og Jlt.

Naar vi ikke tage Hensyn til den ringe Deel, som Planten har uddraget af Jorden, bestaaer dens Masse netop af de selvsamme fire Elementer eller Grundstoffer; man kunde altsaa være fristet til at antage, at Planten ligefrem fra Omgivelsen havde taget Vand, Kulsyre og Ammoniak og sammenføiet dem til de Forbindelser, hvoraf Planten bestaaer; men det forholder sig ikke saaledes. Planten vil stedse indeholde en betydelig mindre Mængde Ilt end den, der fandtes i Vandet og Kulsyren, som have bidraget til Plantens Dannelse, og selvfølgelig maa der foregaae en Adskillelse af disse Stoffer, hvorved en vis Mængde Ilt udstødes af Planten, imedens Resten med Vandets og Luftens øvrige Bestanddele danner de Forbindelser, hvoraf Planten bestaaer. Men denne Virksomhed finder kun Sted, naar Sollyset indvirker paa Plantens grønne Blade, og den ophører, saasnart Solen synker ned bag Horizonten; imedens Nattens Mørke ruger over Jorden, hviler Planten sig for atter, naar Morgensolen sender den sine første Straaler, paany at begynde fin Virksomhed.

Men idet vi saaledes see, at den Virksomhed, ved hvilken Planten af Vand, Kulsyre og Ammoniak danner sine organiske Bestanddele, idet den samtidig udvikler den overflødige Mængde Ilt, er afhængig af Sollysets Indvirkning paa Planten, paatrænger sig Spørgsmaalet om den Rolle, som Lyset i dette Tilfælde spiller. Erfaringen har viist, at der hører en vis Kraft til at adskille Vandet og Kulsyren i deres Bestanddele. For at uddrive endeel af Ilten, som disse Stoffer indeholde, maa altsaa Planten anvende en vis Kraft, og det er denne, som Solen meddeler. Derfor søger Planten stedse at stille sig i det bedste Lys, den stræber stedse opad over sine Omgivelser, den kjæmper med sine Naboer i Skoven for at udbrede sin Krone over disse og drage den størst mulige Nytte af Solens Straaler. Ja, Erfaringen har endogsaa viist, at det er Sollyset, der bestemmer Retningen, i hvilken Planten vorer, og at Stangel og Blade vore nedad og Roden opad, naar man ved en særegen Indretning lader Lyset virke under den Jord, i hvilken Frøet er nedlagt.