Billeder på siden
PDF
ePub

vende tilbage til sin tidligere, uskyldigere Kjerlighed. Han bad mig at tale hans Sag hos Johanne, 'og jeg gik hjem til mine Forældre saa glad, som om jeg ret skulde bringe en glædelig Tidende. Jeg tænkte, at der var Intet i Veien, men blev høilig forundret, da Johanne ganske rolig hørte paa mig og sagde, da jeg var færdig, at nu var det for filde.

”Har du da forlovet dig ?" spurgte jeg.

"Hvor kan De troe det? Fy, det havde jeg ikke tænkt om Dem!” svarede hun, og jeg kunde see hendes Vrede, der rigtignok ikke yttrede sig ved Heftighed, men i en Strøm af Taarer.

Jeg havde ikke tænkt mig saa fine Følelser hos det lille Bondemenneske og troede, at det blot var et øieblikkeligt Egensind eller krænket Egenkjerlighed, men jeg tog feil, og til mine Forældres Overraskelse sagde hun den samme Dag op, og da Maāneden var ude, reiste hun til fit Hjem, uden saameget som at betænke Smørum med en Hilsen. Han tog sig det meget nær, passede fin Tjeneste, men det var godt at mærke, at noget nagede ham. Flere Gange vilde han, at jeg skulde skrive for ham til Johanne, men jeg undslog mig, for ikke at gribe ind i Andres Lykkehjul.

Da det igjen blev Sommer, fik han otte Dages Permission i Høsttiden, og jeg funde nok mærke, at han satte meget Haab til denne Hjemreise. Han var atter bleven sparsommelig, og paa Brystet havde han ved Afreisen gjemt et broget, stort Šilketørklæde, som uden Tvivl var bestemt til at bestikke Johanne, og som skulde være et Glemselens Slør over det Passerede. Han kom imidlertid tilbage endnu mere nedslaaet end før, og fortalte mig, at hun igjen var hos den rige Bonde, der nu behandlede hende godt, og at hele Byen fagde, at Brylluppet snart sfulde staae. Forresten var hun hverken godt lidt af Karle eller Piger, da hun aldrig tog Deel i deres Fornøielser, men levede stille og indgetogent. Han havde kun eengang truffet sammen med hende, og hun havde da været ganske fremmed og fold imod ham.

Jeg trøftede ham saa godt, jeg kunde, og han besluttede, naar hans Tjenestetið var ude, at tage fast Condition i Byen, da han ikke vilde til sin Fødeby og see sin forrige Kjereste som en Andens Kone. Det blev der imidlertid Intet af, da hans gamle Moder ikke kunde undvære ham, og med tungt Hjerte reiste han hjem ligesaa forknyt, som han Aaret før var reist ud.

I Sommer besøgte jeg Smørums Fødeby. Jeg tilstaaer, at vort Venskab, idetmindste ikke fra min Side, havde overlevet Garnisons

tjenesten, og jeg tænkte næppe paa min gamle Krigskammerat ved at komme til Byen af samme Navn. Først da jeg saae paa Karlen, der holdt min Hest og modtog mig, opdagede jeg, at det var Smørum i

[graphic][ocr errors]

civilt Costume. Han var Staldkarl paa Kroen; det gik ham godt, og da jeg spurgte ham om Johanne, smiðskede han og pegede henad Veien, hvor hun netop kom med en lille rødmosset Glut paa Armen. Da hun kom nærmere og faae mig, tog hun sin Mand i Haanden og sagde, at nu kunde jeg troe, at han var ganske anderledes end i Kjøbenhavn. Her i deres Hjemstavn fjendte de igjen hinanden, og der, hvor deres Kjerlighed var født, skulde den nu ogsaa leve lige til deres Død. De vare begge lykkelige; den gamle Bonde havde inden sin Død betænkt Johanne; de havde deres udkomme, og Erindringen om Garnisonslivets Forførelser var kun en Sky, der efterhaanden forsvandt paa den klare Himmel.

Fjorten Dage efter var Barnedaab. Jeg var indbuden, og tog Deel i Gildet, som om jeg havde levet fra Barnsbeen i Smørum. Den unge Moder dandsede af Hjertenslyst, .og Ingen gjorde hende Rangen i hendes Mands Hjerte stridig – og dermed ender denne simple, meget simple, men sande Historie.

A. 2.

Ewalds-Hoi ved Rungsted. Hvor Øresundets Solverflig

Forener tvende lande,
Og faster Bølgen minberig
Paa blomsterklædte Strande,
Der hæver sig paa Sjølunds Kyst,
Hvor Skoven deiligst pranger,
En Høi, der tidt har hørt en Røst
Af Nordens store Sanger.

Der sad han mangen Aftenstund,
Naar Maanen steg paa Himlen;
Paa Legem syg, paa Sjælen sund
Han tyede did fra Vrimlen.

Mens der i Ensomhed han sad,
De tunge Sorger vege,
Fra dybe Sangbund bruste Qvad,
Som ingen Tib skal blege.

Der faae han det fortladne Hav,“
Som bar de Kjøbmænds Snekker,
Og sang ba om den stolte Grav,
Som favner Helterækker.
Han hørte, hvor de Bølger flød
Med stærke Slag mod Øen,
Sang da om „liden Gunverg“ Død
Og „Fiskerne“ paa Søen.

Den Nattergal bag dunkle Hæk
Sin Trille slog foroven,
Hvor lød dens Fløiten klar og kjæk
Og liflig gjennem Skoven;
Hver Tone bølged' i hans Sjæl,
Blev til en deilig Vise
Om Glæders aldrig tømte Væld
I „Rungsted“, hos „louise!"

Der sidder han! i Aft'nens Vind
De tynde Haar sig blande,
Mens Maaneno matte, gule Skin
Gjør blegere hans Pande;
Den Bondemand, som vandrer hjem,
Naar endt er Dagens Pligter,
Tyst hvisker, mens han iler frem:
,,Den staffele, syge Digter!"

Ja, syg han er, den høie Skjald,
Men han er ingen Staffel !
Viid, Bonde, Gud gav ham det Kald,
At tænde lysets Fakkel!
Troer Du, at han, der fik sligt Hverv,

Er fattig end hans Hytte
Og taarevædet hver en Skjerv,
Med Konger vilde bytte ?

[merged small][merged small][graphic][merged small]
« ForrigeFortsæt »