Billeder på siden
PDF
ePub

Kunstsproget, min Sluf. Det var en frisk og smuk Bondekarl, som jeg strax valgte til min Ven blandt mit Kammers Belægning, endog med Forbigaaen af Blikkenslageren. Han var et af disse Naturbørn, der ligesom de Vilde blive sjeldnere og sjeldnere, stærk og ufordærvet, lyshaaret og rødmosset, ukjendt af og med Verden, i hjemmegjort Best og hjemmegjorte Beenklæder. Han havde aldrig været i Kjøbenhavn, og skjøndt han med Taarer drog fra sin Fødeby, havde han dog glædet sig til Reisen. Han efterlod en Fæstemø i Byen, der under mange Taarer havde forsynet hans Madpose, og havde givet ham et Kys med paa Reisen saa langt og saa varmt, at det kunde holde et godt Stykke ud af Veien.

Dette betroede han mig en af de allerførste Dage, og der kom snart et fortroligt Forhold istand imellem os, der begunstigedes meget af Omstændighederne, da vi ikke alene vare Sidekammerater om Natten, men ogsaa om Dagen; vi sadde paa Hug ved Siden af hinanden, og i alle vore equilibriske Øvelser vare vi Sidemænd. Forresten var han just ikke af de Adretteste, og der vankede i Begyndelsen mange Knubs Gud bevar's, Prygl er afskaffet, men disse smaa uskyldige Knubs foran paa Skulderen, der blot efterlader en blaa Plet og vare ledsagede af saftige Vittigheder, dem var der aldeles Intet i Veien for. Men var han ikke lærnem, var han dog lærvillig, og han sprang over Snoren og strittede uð með Arme og Been, saa det var en Lyft, endskjøndt Taarerne undertiden stode ham i Øinene.

Han holdt sig til mig, og da jeg beæredes med Titel af Professoren, kaldte man ham for Secretairen. Man skulde snarere troe, at det var omvendt; idetmindste kunde man ofte see mig skrive efter hans Diktat. Han fik nemlig ofte Brev fra sin Johanne, og da han ikke kunde læse, maatte jeg læse dem for ham, og da han ligesaalidt kunde skrive, maatte jeg ogsaa skrive for ham. Johannes Breve vare rørende, virkelig rørende, der var en saa sund Følelse og en saa reen Længsel i dem, at de vilde gjøre mangen høivelbaaren Frøken tilskamme, men samme Frøken kunde da trøste mig med, at der paa hele Sider ikke fandtes et eneste Punktum, end sige Comma. Hans Svar vare ligesaa smukke, hvad Indholdet angik, og da jeg frygtede, at Interpunctionstegnene skulde forstyrre Læserinden, var jeg saa betænksom at udelade dem. Smørum fortalte mig om hende, ikke hvor smuk hun var, men hvor god hun var, at hun tjente hos en gammel rig Bonde, der absolut vilde gifte hende, og da han ikke fandt Gjenkjerlighed, yttrede sin Tilbøielighed ved at sulte og

plage hende. Hun havde nu engang givet Smørum fin Tro, og Smørum tvivlede ikke paa, at hun nok vilde holde ud.

En Eftermiddag, da vi Alle just vare commanderede til at sidde paa Hug nede paa Exerceerpladsen, seer jeg pludselig min Ven gaae bagover, og et tordnende "Bondelømmel!" fra en hæs Underofficeersstrube blev efterfulgt af et venskabeligt lille Spark, der i en Fart bragte Smørum paa Benene igjen. Jeg saae op, og ligeoverfor os stod med Taarer i Dinene en lille, trivelig Bondepige, der strax efter gik bort. Da vi kom op paa vort Kammer, fortalte han mig, at det havde været Johanne, at han var bleven saa forskrækket ved at see hende, at det havde været ham umuligt at holde Balancen. Det "havde været ham meget ydmygeligt", at hun skulde see det, og nu havde han ingen Rist eller Ro, før han kom ud paa Gaden for at træffe hende. Om Aftenen fik jeg at vide, at han ganske rigtigt havde truffet hende. Hun havde ikke kunnet udholde Adskillelsen længer og havde taget Condition i Kjøbenhavn, for at være sin Hjertensfjær nærmere. Han var dybt rørt over dette Træk, især da hun kun havde faaet en daarlig Condition i en Kjelder tætved Kasernen, men da hun var en flink Pige, haabede han, at hun nok skulde avancere til noget Bedre.

Nu blev jeg da overflødig i Correspondencen, men hver Aften blev jeg opvartet med en Mængde forelsket Snak, og jeg maatte opgive min tidligere Tro, at Kjerlighed ikke fandtes blandt de Mennesker. Om Søndagen `mødte jeg de Elfkende Haand i Haand, han i fuld Rekrut= dragt, hun med Livet heelt op under Armene og med sneehvidt Liin; det var hendes hele Prydelse. Hun var ikke smuk, men saae godmodig ud og struttede af Sundhed. I fin Condition var hun ikke fornøiet, da der var saa meget Rykind, og hun var saa heldig at komme til et "Herskab", hvor hun havde det endnu værre, hvad Arbeide og Behandling angik. Dette Herskab vilde ikke vide af Kjeresterier at sige, og de Stakler maatte nøies med de smaa Rendezvous paa Trappen og i Gadedøren.

Rekrutskolen fik da som enhver Skoletid ogsaa en Ende; vi bleve præsenterede, fik Noes, avancerede fra Rekrutter til Menige, og indrangeredes i de "Gamles" Rækker. Vi fik mere Tid til vor Disposition; jeg kunde igjen nyde godt af mine Forældres Huus, og Smørum var saa fiffig at faae fig en Condition i samme Huus som Johanne, hvor han rigtignok kun skulde børste Tøi og bære Vand, men hvor han maatte baade vaske Gulv og løbe Ærinder for Kokkepigen.

Den allerførste Gang jeg var paa Vagt, var ogsaa min Ven, Smørum med, og jeg saae Johanne den Dag tre Gange gaae forbi. Hun var vist stolt af det Syn; ja, for den Sags Skyld skulde da ogsaa min Fader hen og see, hvorledes hans Søn tog sig ud foran et Skilderhuus. Jeg fik Interesse for den lille buttede Johanne, hvis godmodige Ansigt tog sig bedre og bedre ud, jo oftere man saae det. Jeg talte derfor gjerne om hende med Smørum, og glædede mig ved at høre om alle de Planer, de To havde lagt for deres Fremtid. Der forløb et halvt Aar, og Alt gik godt. Smørum var afholdt af sine Foresatte, af sine Kammerater, der kun havde det imod ham, at han var altfor skikkelig, og fremfor Alle af sin Johanne. Men Vinteren kom, og man skulde troe, at med Mørket fulgte ogsaa de sorte Dæmoner, thi der foregik pludselig en paafaldende Forandring med ham.

Før havde han altid havt Penge nok, ikke alene til sine egne Fornødenheder, men ogsaa til at tractere Johanne hver anden Søndag med Caroussel, men nu var han oftere i Forlegenhed og bað mig om Laan. Det var det første Symptom. Naar jeg spurgte ham om Grunden dertil, fortalte han mig Historier, som jeg kunde tage og føle paa vare Phantasibilleder. Desuden blev han forsømmeligere i Tjenesten, blev længer ude om Aftenen, end han havde Tilladelse til, søgte enhver Leilighed til at komme bort fra Kasernen; kort sagt, han var ikke længer den gamle skikkelige Smørum. Det endte da med, at han en skiøn Dag fik 24 Timers Arrest.

Morgenen efter, da denne Straf exequeredes, kom jeg usædvanlig tidlig udenfor Kasernen. Der gik den lille Johanne med røde, forgrædte Øine. Hun kjendte mig og kom hen til mig. Af Brandvagten havde hun hørt, at hendes Kjereste sad i Kaschotten, men det var dog ikke det, der fremkaldte hendes Taarer. Hun betroede mig hele sin Sorg, da hun vidste, at jeg var et "pænt Menneske", der altid havde opført sig saa propert mod Smørum. Hun fortalte mig da, at hun var gruelig ulykkelig, og da jeg deeltagende spurgte om Grunden, svarede hun:

"Det er Justitsraadens Amalie. Jeg er færdig ved at troe, at hun har forgjort ham".

Justitsraadens Amalie, fik jeg at vide, var en Tjenestepige hos det samme Herskab, hvor Smørum tjente, en af disse fiffige og raffinerede kjøbenhavnske Piger, der skifte Kjereste ligesaa tidt som Condition, og han var altfor uskyldig og uerfaren til ikke at bedaares af hendes forliebte Diekast. Den stakkels Johanne maatte see paa, at hendes Hjertenskjær efterhaanden aldeles glemte at gaae op paa tredie Sal, for

at gantes paa første Sal. Hun maatte see dem spadsere sammen, og Rivalinden var ikke den, der skulde gjøre en Hemmelighed af sin Erobring;

[graphic]

ovenifjøbet spottede hun den lille Bondepige, der rigtignok havde første Prioritet i Smørums Hjerte, men som var taabelig nok til at troe, at denne Prioritet var uopsigelig. Johanne græmmede sig, og naar hun tilfældig traf sin troløse Elsker, havde hun kun Taarer og Bebreidelser, tvende Vaaben, der ikke gjorde Indtryk paa den unge Soldat.

Den første Gang, jeg igjen var alene med min Vaabenbroder, vilde jeg formane ham. I Begyndelsen var han stædig og sagde kun, at Johanne var saa "urimelig", men efterhaanden blev han dog lidt bevæget og lovede at tale med hende. Hvorledes han har talt med hende, veed jeg ikke, men det fik jeg snart at vide, at Forholdet ikke blev anderledes, og at Amalie triumpherede. Skinsyge forførte nu Johanne til at passe paa dem ved alle Leiligheder, og da Terpsichore tæller ikke faa Tilhængere blandt Soldater og Tjenestepiger, var det ogsaa paa Dandseboder, de Elskende traf sammen. Derhen fulgte Johanne dem, det vil sige, hun kunde staae hele Timer udenfor og lytte til Musikken, der skar hende i Hjertet, men i hvis umelodiske Toner de Andre indenfor berusede sig.

Følgen deraf var, at Johannes Herskab efter gjentagne førgjæves Paamindelser jog hende bort, og nu gik den Stakkel for Lud og koldt Vand, indtil Nøden tvang hende til at søge Hjælp hos mig. Heldig= viis kunde jeg faae hende anbragt hos mine egne Forældre, efterat hun havde lovet mig ikke at bryde sig mere om Smørum. Men jeg saae hendes blege Kinder og mærkede, at Kjerligheden havde hos hende en langt dybere Rod end hos de Fleste. Hun gik stille til sit Arbeide, og det var tydeligt, at en svær Sorg tyngede paa hendes Hjerte. Smørum undgik mig ved alle Leiligheder, saa megen Følelse havde han dog, og jeg maatte overlade dem begge til deres Skjebne, og nøies med den Bevidsthed, at jeg dog havde skaffet hende i en Havn, hvor hun i No kunde begræde fit Tab og ikke lade sig forlokke i den Afgrund, hvori mangen Anden maaskee havde styrtet fig.

Hvor meget ligner dog ikke Salonlivet Livet i de simplere Kredse? De samme Intriger, de samme koketterier, den samme Rivaliseren! Paa Baller afgjøres Manges Lykke, og lægges Spiren til ligesaa Manges Ulykke? Hvor mangen ung Dames Hjerte er ikke bleven bedaaret af en Dandser, der fører godt, og har kastet Vrag paa Stakkelen derhenne ved Døren, der ikke dandser eller ialtfald dandser ude af Takt, naar han vover sig ud paa Gulvet? Stakkels Smørum! du maatte erfare det Samme i Kjelderen henne paa Hjørnet. Du kunde ikke maale dig med den raske Husar, hverken i Uniform eller i Dandse-Capaciteter, og Amalie fandt ligesaa meget Behag i Husaren, som i dig for fire Maaneder fiden, og langt mere end hun nu fandt i dig!

Saavidt kan Ligheden forfølges, men dermed hører den op, thi istedetfor en derpaa følgende ziirlig og kunstmæssig Duel mellem Rivalerne i tilbørlig, uskadelig Afstand, kom Smørum den Aften hjem med et saa ophovnet Die, at det var tydeligt, at der aldeles ikke havde været Tale om Afstand. Han mistede Amalie og fik et blaat Zie. Men derefter gik han i sig selv, Elskovsrusen var banket ud af ham, og han nærmede sig mig igjen. Han blev atter en flink Karl og gjorde sin Tjeneste til Alles Tilfredshed. Om Johanne talte han rigtignok ikke, men han har uden Tvivl tænkt paa hende; thi da en af hans Kammerater tillod sig at gjøre sig til af at staae i et intimt Forhold til hende, foer han op.

"Det er Løgn!" raabte hau; med et Slag laa Kammeraten under Bordet, og næste Dag laa Smørum paa Løibænken i Kaschotten. Det er et eensomt Fængsel, og Tilhængerne af Cellesystemet kunne feire en Triumph, naar de erfare, at Eensomheden gav Arrestanten Tid til at

« ForrigeFortsæt »