Billeder på siden
PDF
ePub

og 200 Fod paa det Bredeste, har Indløb fra begge Ender, Dybde for de største Skibe, og kan rumme henved 30 Koffardiskibe af forskjellig Størrelse. Begge Øerne forbindes ved en Flydebro, som deler Havnen i to Dele, og som altsaa ved at borttages atter forbinder Havnens nordre og søndre Indløb.

Medfølgende Billed fremstiller den nordre Deel af Havnen taget fra Frederiksholmen. Tilvenstre sees Vestsiden af Christiansø med det „store Taarn“, en stærk cylindrisk Bygning opført af Granit, med en hvælvet Gang, der fører ind til en aaben Gaard i Midten, hvorfra en Steentrappe fører op i første Stofværk, der har vinduer ind imod Gaarden og forskjellige Rum til Rustkammer, Kardusmagasin, Opbevaring af Kanonrequisiter og Archivet. Atter fører en Trappe inden i Taarnet til 2det Stokværk, der danner lukket Batterie nied 16 Skydehuller eller Porte, hvori Kanonerne stode monterede som paa et Skibsbæk. Herfra stiger man videre op igjennem Uhrværket til det dreiende Fyr, til man endelig befinder sig med Hovedet i selve Laternen; man maa nu vente til een af de tre Arme, hvorpaa lamperne og Speilene ere befæstede, er passeret over Hovedet, hvorpaa man stiger rast op og følger Armen paa dens langsomme Gang i Laternen indtil man atter vender tilbage til Lugen, hvorigjennem man stiger ned samme Vei, man kom op. Lamperne, ialt 9, ere de saakaldte argantiske lamper, hvis klare Skin tilbagekastes fra de indenfor befæstede Speile af blankpoleret og forgyldt Messing. Fyret er altsaa et Blinkfyr, der blev oprettet 1805 for at stjelne det fra Hammerhuus faste Fyr paa Bornholms nordre Pynt; det er 92 Foo over Havets Overflade, og kan sees 3 Miil tilsøes i alle Retninger. Nedenfor Taarnet, bag en dobbelt Ræfte Almetræer, sees. Commandantboligen, Forvalterboligen, samt Vingerne af Møllen, i Baggrunden Overgangsbroen, og endelig en Gade dannet af Besætningens Boliger, som naae lige til det søndre Indløb. Endnu have vi blot at omtale den tredie store Ø „Græsholmen“, som ligger 400 Alen i nordvestlig Retning for Frederiksholmen, den er noget mindre end Christiansø, har hverken Huse eller Mennesker, ikke heller synderlig meget Græs; men er Tilflugtssted og Bolig for alle Slags Søfugle og Trækfugle, som deels bygge og boe der, deels tage derind og udhvile paa deres inge Vandringer om Forog Efteraaret. Ebberfuglen er alligevel den faste Beboer af Zen, den forbliver der hele Aaret rundt, bygger mellem Stenene fin Rede af de fine graae Duun, som den plukker af Brystet, bliver to Gange i løbet af Sommeren berøvet sit kostbare Bohave af den ubarmhjertige

[graphic][subsumed][ocr errors][ocr errors][ocr errors][ocr errors]

Edderduunssamler, og maa for tredie Gang tye til sin hvidfjedrede Ægtefælles Bryst for atter at rede sine Unger en Seng, som vel er af grovere Stof, men ogsaa netop derfor faaer lov at blive liggende.

Vi have her forsøgt at give et Billede af Ertholmene, som de vare til Aaret 1855, da Fæstningen blev nedlagt, Kanonerne førte bort, hele Colonien opløst, og Indbyggerne, Unge og Gamle, faa godt som Alle forviste deres Fødested. Huse, Haver og Anlæg ere givne til Briis for Tidens altfortærende Tand, Fiskeriet for Sælhundenes Graadighed, Edderfuglene for Jægerens dræbende Bøsse. Men hvad der er værre endnu, er den Omstændighed, at Derne ved Fæstningens Nedlæggelse ere givne til Priis for fjendtlig Vold, og ikke mere ere istand til at yde vor Handelsflaade i Østersøen den Beskyttelse mod kaperier, ja Telv ikke mod Storm og Uveir, der for 170 Aar siden tilsigtedes ved deres Befæstning og Colonisering.

6. Hedemann

Smørum.

(En Skizze.)

[graphic]

in Fader

Læseren maa ikke blive angst og troe, at jeg vil følge de moderne Forfatteres Exempel og begynde lige ved eller endog før Fødselen; jeg vil kun fortælle, at min Faber hørte til en Stand, der idetmindste i en

Kjøbstad vilde afgive Medlemmer til Hono3 สะFC

ratiores-Classen. Mig selv vil jeg introducere for læseren i mit 23de Aar, netop i det høitidelige Dieblik, da jeg for første Gang indviedes i Statens Tjeneste, in puris natu

ralibus det vil sige, da jeg den sidste September 185— stod paa Raads og Domhuset i Kjøbenhavn aldeles afklædt, for at udtages til militær Tjeneste. Jeg befandt mig i et

ynkeligt Selskab, der rystede af Kulde og bævede af Undseelse, thi i den Dragt bevæger man sig ikke med lethed imellem sine Medmennesker, undtagen ialfald paa et Badehuus; men her, inden fire vægge ! TIE

Jeg var ikke saa patriotisksindet, at jeg skulde ønske at blive Soldat. Langtfra, jeg foregav Kortsynethed, men jeg kunde ikke læse Skrift nærved; jeg angav et svagt Bryst, men lægen bankede paa og lyttede til Brystet, der var ingen Brystsyge hjemme; jeg angav en Svækkelse i Knæet, han klemte mig om Knæskallen, saa at jeg undrer mig over, at jeg ikke fik en Knæskade, men der var ingen. Der var ingen udvei; jeg blev veiet, nei maalt; jeg havde Høiden og blev "taget”. Jo, jeg havde bestaaet min Eramen godt, og kunde nu gaae hele vinteren og vente paa Ansættelse, der var mig sikker nok til næste Foraar i Rekrutskolen.

Med just ikke de allerglædeligste Følelser mødte jeg da ben 1ste Juni næste Aar og saae mig om mellem min nye, nærmere Omgang. Jeg maatte trække i et Bar Beenklæder, der var for korte, og i en Trøie, hvis Ærmer vare for lange. Min egen Fader kjendte mig ikke i mit martialske Baatræk, da jeg mødte ham paa Gaden, og min Tante, der havde spaaet mig Hæder paa min krigerske Bane, blev aldeles rød, da jeg tog til Huen for hende midt paa Gaden. Dog, det var det mindste; Tøiet var godt, Klædet fra Usserød, og Ingen havde brugt Klæderne før mig, men det øvrige Kaserneliv kunde jeg ikke saa let vænne mig til. En Stol til at sidde paa, hvilket jo ellers ikke er nogen urimelig Fordring, existerede ikke i Kasernen; en Bænk gjør jo ogjaa samme Nytte, og hele Meublementet bestaaer af et Bord, et par Bænke, en Seng og en Hylde paa Væggen – ellers Intet. Toilet maatte vi gjøre paa fri Haand og vadske os ved Posten. Men Sengen var god, en deilig Halmmadrats og Lagener saa solide, at jeg næppe turde vende mig af Frygt for at blive hudløs. Kosten var upaaklagelig i Henseende til Qvantitet, vi kunde kjøbe saa meget, vi vilde, hos Marketenderen.

Jeg havde smigret mig med, at jeg skulde faae lov til at spise hjemme hos mine Forældre. Forfængelige Indbildninger! Jeg maatte ned med de Andre til Marketenderen Kl. 114 og søge Bolerne op i Suppen, eller speide efter lidt Magert i de fede Omgivelser. Og nu Selskabet! lutter Bønder det kunde endda være det Samme ogsaa en Deel slemme labaner af Kjøbenhavns Ungdom, endog fra Ladegaarden. Ved mange Intriger og Infinuationer for Underofficererne kunde jeg dog leve i et udvalgt Selskab og kom paa et Kammer, hvor

men

kun laae 6 Mand, iblandt hvilke endog en Blikkenslagersvend, der gjorde sig meget til af sin frivillige Deeltagelse i Krigen, og derfor faae os Andre aldeles over Hovedet som ukyndige i Brugen af Vaaben.- Jeg vil ikke tale om Øvelserne den første Tid, at strække Vrist, at staae paa Tæerne, svinge Armene rundt, sidde paa Hug, tage til Huen o. s. 6.; det var Altfammen Ting, som jeg lærte i en Haandevending til stor Forbauselse for mine Colleger fra Landet, der ikke vare saa smidige i Ledemodene. Forresten vilde jeg forsynde mig grovt mod Sandheden, naar jeg vilde sige, at det var morsomt. Om Morgenen efter en kop næsten Kaffe 4 Timers Dvelse, saa spise Noget, der kaldtes Middagsmad, saa atter 3 Timers Øvelser, faa pudse til næste Dag og holde fin Garderobe i bedst mulige Stand der blev ikke megen Tid tilovers til Fornøielser udenfor Kasernen og det i samfulde 13 uger Dag ud og Dag ind, undtagen om Søndagen, og naar vi en enkelt Eftermiddag skulde vade en halv Fjerdingvei ud i vandet for at blive rene. Der hører megen krigerff Lyst til at finde Behag i det liv, saa meg at jeg aldrig har funden den hos en Eneste af de mange Martis Sønner, jeg havde den ære at gjøre Bekjendtskab med.

Men det var egentlig ikke om mig, jeg vilde tale, men om min Ven, Smørum, der var min Sengekammerat, eller som det hedder i

[graphic]
« ForrigeFortsæt »