Før Morgenhanen goel, førend Stiernen sig slukked,
Blev mine Svende færdige, og Væven de lukked.

Jeg sad i min Stol, som en Konge paa fin Throne,
Da bar de frem den Klædning, der min Synd skulde sone.

Den var saa let og svævende, saa fiin og saa hvid,
Som en Sølvffy paa Himlen ved Fuldmaanetid;
Den glimrede som Niimfrost i Morgensolens Lue,
Den var saa blød, som Dunene paa Brystet af en Due.
„Og nu, I gode Svende! skynder Jer ufortøvet

"

Til hende, som jeg nylig mod min Villie har bedrøvet.
Beder den hulde Jomfru i Tugt og i Ære,

At hun den hvide Klædning i Dandsen vil bære;
Beder den hulde Jomfru med Eders Stemmer blide,
At tilgive ham, der har voldt hende Kvide."
Saadan til mine Tanker jeg talte ved Morgenstunde,
Da lød et Chor af Latter fra deres spæde Munde;
De loe, som Bier summe, de lystige Svende,
Det var som deres Latter aldrig fik Ende.
Omsider mæled En: „Men hvad tænker Du, Herre!
Slig Klædning vilde sikkert kun Ondt gjøre værre.

Den Dragt, vi har virket af Spindelvævens Liin,
Er god nok at see paa, men til Dands er den for fiin;
Vi Tanker er saa lette, vi klæder os i Ord,

Men det kan ingen Jomfru paa den hele vide Jord.“

Der sad jeg da ved Morgengry, skamfuld i Aand,
Og havde ikke andet end et Digt i min Haand.
Saa fattig er en Sanger, han har ei engang Magt
Til at virke slig en sneehvid, letflagrende Dragt,
Som den, der hiin Nat, vel uden min Brøde,
Men dog ved min Haand blev plettet og lagt øde.
Dog, at De ei skal troe, jeg har glemt min Ridderpligt,
Sender jeg Dem dette ubetydelige Digt,

Og beder, De vil tage med forsonligt Sind imod
Det lette Spind af Tanker, jeg lægger for Deres Fod.

Chr. K. F. Molbech.

Ertholmene.

llerede langt tilbage i Fortiden vare disse smaa Klippeøer ligesaa velbekjendte som frygtede af de Søfarende i Østersøen. — Deres isolerede Beliggenhed omtrent tre Miil nordost for Bornholm, i det meest befærdede Strøg af Farvandet imellem denne Ø og Sverrig, omgivet af mange farlige Skjær, saavel over som under Vandet, overalt Klippebund og ingen Ankerplads, samt endelig den Omstændighed, at de vare ubeboede, gjorde deres Tilværelse ligesaa farlig for de fredelige Søfarende som beqvem for de Sørøvere, der i Oldtiden under Navn af Vikinger, og senere under Navn af Fetaliebrødre foruroligede Farvandet omkring Ertholmene.

Den gode Havn, som af Naturen er dannet mellem Klipperne, blev dengang kun benyttet af disse Sørøvere som Tilflugtssted for Storm og Uveir, og Derne som Losseplads for Byttet, der her opbevaredes til Omstændighederne tillode, at det henførtes til andre Steder, hvor det bedre kunde nydes.

Man har ogsaa endnu paa Serne flere Sagn, som hidrøre fra denne barbariske Tid, og blandt Andet findes paa Christiansø en Klippe, som kaldes „Jomfrugalgen“, hvor det siges, at en fangen Skjønhed fore= trak at hænge sig som Mø for at leve med de vilde Korsarer.

Paa denne Maade tjente Ertholmene i lang Tid kun som Smuthul og Oplagssted for de baltiske Sørøvere, og laae saaledes upaaagtede og ubenyttede af enhver lovlig Magt til henimod det syttende Aarhundrede. Da fik Sverrigs Konge, Carl den 11te først Øiet op for Vigtigheden af disse nøgne Klippers Besiddelse; han indsaae Nytten af den gode Havn, som, naar den tilbørlig blev befæstet, vilde tjene til at styrke hans Magt i Østersøen og bringe ham saa meget nærmere Bornholm, der som dansk Besiddelse altid havde været de svenske Konger en Torn i Dinene. Han besluttede derfor at tage Ertholmene i Besiddelse. Ordren var alt afgaaet til Admiral Wachtmeister i Carlskrone at begive fig dertil med nogle Orlogsfartøier, tage Øerne i Besiddelse, plante det blaagule Flag, og derpaa indgive Forslag om deres videre Colonisering og Befolkning, da en Mand med en Slæde, eller rettere med en Hund, kom hans Planer i Veien. Da Admiralen havde læst Ordren, lagde han den paa sit Skriverbord i et Værelse, der paa Grund af dets Helligdom som Arbeidsværelse kun var tilgjengelig for Admiralen selv og dennes Favorithund, et høist uskyldigt Dyr, men som dog ved denne Leilighed blev den meget skyldige Aarsag til at Ertholmene kom i de Danskes Besiddelse. I sin Herres Fraværelse var Hunden nemlig sprunget op paa Bordet, havde bemægtiget sig Brevet, leget med det og revet det i Stykker; Stumperne kom paa denne Maade i en Kammertjeners Hænder; denne, som er nysgjerrig, føier Stumperne sammen og læser Brevet, og da han er dansk af Fødsel og vel tillige ventede at at gjøre sin Lykke ved at aabenbare den opdagede Hemmelighed, løber han bort, reiser til Kjøbenhavn, faaer Audients hos Kong Christian den 5te, og forelægger ham de medbragte Stumper af den svenske Admirals Ordre.

Den danske Konge lod derefter strax nogle Orlogsskibe, som laae færdige paa Rheden, affeile til Ertholmene, og da de svenske Skibe kom dertil, fandt de Dannebroge vaiende paa den største Ø, som nu kaldes Christiansø, og de Danske i fuld Besiddelse af Ertholmene.

Hvilken Belønning der blev Tjeneren til Deel, eller hvorledes Hunden blev straffet, melder Historien ikke; men Ertholmene gik paa denne Maade tabt for Sverrig, og have siden altid tilhørt Danmark.

De to vigtigste af Derne: „Christiansø“ og „Frederiksholmen“, som danne Havnen, bleve nu efterhaanden befæstede og befolkede. Først byggedes tvende stærke Taarne af Granit, eet paa hver Te; disse vare forsynede med Skydehuller og udgjorde i Begyndelsen hele Befæstningen, der senere blev betydeligt udvidet ved Steenvolde heelt omkring begge Øerne, som besatte med henved 100 Kanoner af svær Caliber, tage sig meget formidable ud, men i Virkelighed kun havde lidet eller intet at betyde, da de vare opførte af løse Steen uden anden Sammenføining end den, der finder Sted ved almindelige Steengjerder.

At denne Bygningsmaade var til mere Skade end Gavn, fik man først at vide under sidste Krig med England, da nogle fjendtlige Skibe under Forbiseiling beskjøde Fæstningen. De mange Steen, som vare sammenhobede saavel i Fæstningsmurene, som i en stor Mængde Indhegninger om Beboernes Haver, anrettede da langt større Ødelæggelse end felve de fjendtlige Kugler, og havde Fjenden kjendt denne Omstændighed og blot for Alvor fortsat Beskydningen, vilde det snart have været ude med Fæstningen, og man vilde, til Held for vore Finantser, tidligere være kommet til den selv samme Overbeviisning, som formodentlig nu har givet Anledning til Fæstningens Nedlæggelse og Sløifning. Men Englænderne have sagtens ikke fundet det Umagen værd at spilde meget Krudt og mange Kugler paa disse tilsyneladende nøgne Klipper, og forlode dem derfor efter en kort Beskydning, efterladende Forsvarerne i den feilagtige Formening at have afflaaet Angrebet, og Regjeringen i den sørgelige Vildfarelse, som forledede den til at anvende endnu større Summer paa denne Befæstningsmaade.

Befolkningen bestod i Begyndelsen ene af Embedsmændene og Besætningen, men blev efterhaanden forøget ved Tilvært af disses Koner og Børn, indtil den endelig naaede et Antal af henved 400 Sjæle. De stode alle under Krigsartiklerne og bleve vel tildeels lønnede og fødede af Regjeringen; men da Lønnen kun var ringe, og hver Familie kun fik een Portion Kost, maatte deres Underhold suppleres ved Fiskeri og anden Søhaandtering, som Dernes Beliggenhed og den derværende Nødhavn fører med sig. Mange vare ogsaa Haandværkere, saasom Murere, Tømmermænd og Steensættere, og havde som Saadanne en Deel Extrafortjeneste ved Arbeide paa Bygningerne og Fæstningsværkerne. Kosten, som to Gange aarligen blev didført fra Kjøbenhavn, opbevaredes i et stort Proviantmagasin, hvorfra det maanedligen blev uddeelt til Besætningen, der iøvrigt fra Bornholm blev forsynet med de manglende Livsfornødenheder, som fersk Kjød, Melk, Brændsel og

Kreaturføde. Fist findes vel i stor Mængde i Havet omkring Øerne, især Torst, Lax, Aal og Sild; men Fiskeriet er aldrig blevet drevet med synderlig Kraft, da Indbyggerne ikke betragtede det som nogen egentlig Næringsvei, og paa Grund af den hele Organisation vare for= faldne til en Magelighed, som kun lidet lader sig forene med denne besværlige og farefulde Beskjæftigelse.

Et stort Savn for de første Beboere, var Dernes oprindelige Mangel paa Jord. Denne blev imidlertid efterhaanden afhjulpet saavel ved Tilførsel fra Kjøbenhavn og Bornholm, som ogsaa ved Kreaturholdet, der forøgedes, eftersom Befolkningen tiltog. En mangeaarig Opsamling af Gjødning og Feieskarn, Dyrkning af alle Slags Kjøkkenurter og Plantning af Træer, efterhaanden som Jordsmonnet kom tilveie, har dog havt et saa mærkværdigt Resultat, at de tilforn golde Klipper midt. i Havet, i den senere Tid ikke alene forsynede Indbyggerne med forskjellige Kjøkkenurter, og forlystede Øiet med smaa Parkanlæg og Haver, prydede med høie Træer og skjønne Blomsterpartier, men selv frembragte Frugter under fri Himmel, der ellers kun tilhøre varmere Himmelegne og en frugtbarere Jordbund. Morbærtræet bar her de skjønneste Bær i stor Overflødighed, Jordbærrene opnaaede en sjelden Størrelse og Smag, men selv Meloner, Viindruer og Figen savnedes ikke i dette lille, af Naturen indrettede Drivhuus, hvor Planterne beskyttedes mod Vinden ved de omkringstaaende Klipper, og mod Vinterens Kulde, ved den milde Søluft, som her gjør Klimaet langt blidere end paa det nærliggende Fastland.

Dernes gode Forsyning med fersk Vand er et Natursærsyn, der er i høi Grad forbausende. Imellem Klippekløfterne findes nemlig flere naturlige Bassiner, som selv i de tørreste Sommere ikke alene forsyne Beboerne tilstrækkeligt med Vand, men endogsaa tjene til Fyldning for de Skibe, som anløbe Havnen.

Alle disse Herligheder findes dog fornemlig kun paa_Christiansø, der er den største og meest bebyggede, her er saaledes det store Taarn med Fyret, Kirken, Møllen, Proviantmagasinet, Skolen, tvende Krudttaarne, og de fleste Boliger for Embedsmændene og Besætningen; Den er 2000 Fod lang, omtrent halv saa bred, og hæver sig til mere end 60 Fod over Havets Overflade. Frederiksholmen er i enhver Henseende ubetydeligere, her findes det lille Taarn, Statsfængslet og nogle mindre Kasernebygninger; den er 1000 Fød lang og omtrent 300 Fod bred, begrændser med sin hele Længde Havnen, der strækker sig i nordlig og sydlig Retning mellem begge Zerne, og er omtrent 900 Fod lang