Klagemaal

en „halff Tagsteen kom saa nær paa hans Frues Skuldre,›

at hun haffde nær styrt“. Denne Krig med Tagstene fortsattes i over en halv Times Tid. Endelig begave de sig med stor Støi derfra; Mester Jacob raabte til „Valete“: „Siig ham, I derindenfor, at jeg var her før i Dag og sagde ham Besked! Jeg skal nok vide at vente paa ham!"

Den følgende Morgen, da man aabnede Gaardsporten, fandt man en saadan Mængde knuste Teglstene, at en stor Kurv blev topfuld deraf;: tillige forefandtes et haandskrevet Exemplar af visse Viser, henkastet i en Braa.

Herover blev nu Biskoppen naturligviis grumme fortørnet; han lodi ved sine personlige Forbindelser med høitstaaende Personer den hele Sag forelægge for Kongen selv. Frederik den Anden gav ftrax Befaling om, at Mester Jacob skulde, hvor han kunde findes, øieblikkelig gribes ogs føres over til Kjøbenhavn, og Stiftlehnsmanden over Malmøhus og Lundegaard Corfitz Viffert sendte, i Henhold til denne kongelige Befaling, Folk ud til alle Verdenshjørner for at opsøge Præften.

Denne havde imidlertid begivet sig til Svaneholm, Herr Gabriel Sparres Gods, hvor han formodentlig ansaae sig betrygget imod. Biskoppens Vrede. En skjøn Morgenstund indfandt sig dog nogle af Vifferts Folk ogsaa her og Byfogden i Trelleborg, der tilfældigviis var tilstæde, angav Præsten uden Videre. Mester Jacob fik imidlertid saa megen Tid, at han naaede „Vandporten“ og kunde, forklædt i en graal Kjortel, flygte til Væ. Men det varede ikke længe, til hans nye Opholdssted blev bekjendt, og nogen Tid herefter finde vi saaledes Mester Jacob, den arme Djævel, indsat under Laas og Lukke paa Kjøbenhavns Slot.

En foreløbig Undersøgelse blev her strax foretagen med Manden, hvorved han afgav tvende udførlige skriftlige Bekjendelser. I den første af disse erklærer han at, hvad angik „Bispens Vise“, vilde han visselig ikke benægte, at han havde sig samme „bekjendt“. Han havde første Gang hørt den ved foregaaende Aars Sommermarked i Væ, hvor ,,tvende Spillemænd havde spillet og sjunget den for et Selskab i en Ølbod"; senere havde han ogsaa hørt den synge af et Par Qvindfolk, der sagde sig at have lært den i Bleking, endvidere havde han af nogle „Hoffolk“ paa Møllerød lært udenad nogle faa Vers af den, men hvem der havde skrevet den, det vidste han ingenlunde. At han skulde have sjunget Visen hos Jørgen Guldsmed, benægtede han aldeles, og hans Besøg i Biskoppens Gaard havde kun været foranlediget af hans Ønske,

at kunne oplyse Biskoppen om, at hiin Beskyldning imod ham, Mester Jacob, var aldeles ubeføiet. Da han og hans Selskab ved denne Leilig= hed vare blevne udskjældte af Biskoppens Folk, havde ikke han, men tvende Herremænd af dem, der vare med ham, begyndt at synge Visen; for hans eget Vedkommende havde han visseligen sagt: „Eja, det er et deiligt Stykke, og den, der har forfattet den Vise, maa vel bære sit Hoved høit!" men forresten havde han hverken med Ord eller Gjerning gjort Biskoppen nogen Fortræd og mindst af Alt kastet Steen ind i Gaarden. I den anden og senere Bekjendelse gaaer han imidlertid allerede betydelig videre, indrømmende, at han, „fattige og arme Mand“, nok havde lavet en heel Deel af de Vers, der staae i Visen“, dog ikke alle, ligesom ogsaa at han virkelig havde sjunget Visen hos Jørgen Guldsmed, og dette Alt af Had imod Biskoppen, som han ansaae for at have været Skyld i at han, Mester Jacob, var i sin Tid bleven skilt fra sit Embede.

Kongen anbefalede herefter Superintendenten over Sjællands Stift tilligemed Professorerne ved Kjøbenhavns Universitet at fælde Dom over Mester Jacob for hvad han saaledes havde handlet og gjort imod sin Foresatte,,,thett hellige Ministerium Evangelii till største wonere, Gud Allmechtigste till fortørnelse og Mennisken till forargelße“. Biskop Hvids Indlæg i Sagen aander den største Harme; han formener, at dersom Sligt skulde forblive ustraffet, da vilde Ingen, der besidder et høit Embede, kunne længer være sikker paa Ære og Liv. Han om= taler forøvrigt, hvorledes Mester Jacob desforuden ved flere andre Leilig= heder har gjort ham stor Fortred, som f. Ex. en Juledag, da Præsten havde stillet sig med „Huen paa Hovedet“ lige i hans Vei ved Prædikestolstrappen og „knepset ad ham med Fingrene“. Mester Jacobs Gjensvar er noget forvirret og synes at vidne om en vis Uorden i de høiere Regioner. Det ene Øieblik erklærer han, at det aldrig har kunnet falde ham ind at ville beskylde Bispen for noget Saadant, som at have stjaalet en Gravsteen; det næste siger han, at Bispen selv vil vel dog ikke be= nægte, at han jo virkelig har „optaget Stenen fra Graven“; han gjen= tager at han, Mester Jacob, har forfattet, ikke hele Visen, men en Deel deraf; dog er den i den Skikkelse, han har ladet den udgaae, ingenlunde ærerørig for Biskoppen, „forsaavidt han selv kan dømme“, m. v. At den imidlertid i Grunden ikke var saa ganske uskyldig, fremgaaer blandt Andet af følgende Stropher i det Exemplar, Mester Jacob havde med egen Haand affkrevet for som autentisk at forelægges for Domstolen.

Det er sprunget vide om land,

At Hvid (Bispen) er sortere end en brand.

Det er sprunget vide y ord,

At Hvid er sortere end jord.

Bisp Niels hand ved sigh tencte saa,
Hvorlunde hand skulde en ligsten faa.

Bisp Niels bud sende alde vegne
Allt efter Lunds skoledegne.

Der hand them saa, fic hand y sind
Att gaa met them y kirken ind.

Allt paa thend graff gic hand at staa,
Ther som Hac Holgersøns søster laa.
Her intet kunde gjørres før

End till bleff lyct hver kirkie dør.

Ther thet var skiet, togs stenen aff
Then fromme frues seng og graff.

Dend ene drog hid, then anden did,
Formand for them var mester Niels Hvid.

De hoppe, sprunge og droge y trin,
For them var bispen capetin.

Der stenend bleff aff graffuen fløth,

Ther giorde hand iertegn brath og flist.

Der thette sfiedde y Herrens hus,

Holth bispens pige for them lius“. m. v.

I Grunden er hele denne Skildring af, hvorledes Bispen og hans Degne sysle med Ligstenen, imedens Pigen staaer og lyser for dem, og hvorledes Bispen skynder sig med at gjøre „Jertegn“ i det Øieblik at Stenen løftes fra Graven, ikke uden dramatisk Liv, og man kan i saa Henseende ikke frakjende Mester Jacob et vist Talent i den foreliggende Genre.

Professorerne i Kjøbenhavn toge Sagen meget iilsomt for, og allerede den 11te Marts samme Aar (1586) affagdes Dommen. Den lød saa: at „som Mester Jacob Nielsen havde sig forbrudt imod Kongl. Majestæts Ordinanz, burde han skilles fra sit geistlige Embede og regnes

for ikke ordineret, hvorefter Herskabet maatte have fin Ret over ham“. Dette var paa en Fredag; følgende Tirsdag blev Mester Jacob ført op paa Raadhuset, hvor den verdslige Lov fuldførte Straffen og med en forbausende Strænghed, i det at Borgmester og Raad erklærede Jacob Nielsen, (vel som den, der havde beskyldt en Anden for Kirkeran) skyldig til at miste Hals og Liv.*) Allerede næstfølgende Dag man gik den Gang rask til Værks Kl. 5 om Morgenen blev Mester Jacob halshugget ved Slottet, hvorpaa hans Krop og Hoved førtes paa en „Slots-Postvogn“ ud til Kirkegaarden udenfor Byen. Profesførerne selv havde hos Kongen bedt om Naade før den arme Vise-Digter, men forgjæves.

Det fortælles, at da Mester Jacob var ført ud til Retkerstedet, havde han i sit sidste Øieblik udtalt disse Ord:

„Skal nu Mester Jacob miste sit Liv,

Før Hanen gal,

Saa er dog Biskoppen en Tyv

For Stenen han stjal.“

„E pur si muove!“

D.-P. Sturzen-Becker.

Tankespind.

Brev til en Dame.

Zag dæmred alt i Øst, men jeg ssad i min Stue
Og længtes efter Søvnens blidtsvævende Due.
Jeg var træt af at vaage, men skjøndt det var silde,
Kunde jeg dog ei sove, hvor gjerne jeg vilde..

Ak, Søvnens Fugl besøger kun de Skyldfrie og Fromme,
Har man en Synd paa Hjertet, saa negter den at komme.

*) Kolderup-Rosenvinge har fundet denne usædvanlige Dom værdig til en særskilt Afhandling, hvori han fremhæver Talions-Principets bogstavelige Anvendelse i ældre Tider hertillands.

Jeg tænkte paa, hvor let, som for Vinden en Lilie,
Den hvide Klædning vifted og gynged paa Tilie;

Jeg tænkte paa, hvor tungt, som en Blomst efter Regn,
Den hvide Klædning hængte, til Varsel og Tegn,
Til Tegn og til Varsel, at en hemmelig Fjende
Hader det Skjønne, og vil, det skal forsvinde.

Alt som jeg sad og tænkte, randt det mig i Hu:
En Sanger har jo Magt over Fordum og Nu,
En Sanger er jo Hersker over Alt, hvad der boer
Fra Fuglens Vei i Luft til den grønklædte Jord;
Og er jeg en Sanger, maa jeg vel have Magt
Til at virke flig en sneehvid, letflagrende Dragt,
Som den, der i Nat, vel uden min Brøde,
Men dog ved min Haand blev plettet og lagt øde.
„Velan da, mine Tanker! I trofaste Svende!
Nu gjælder det at vise, hvad I evne og kjende!
I væve mig en Kjortel, saa fiin og saa hvid,
Som en Sølvsky paa Himlen ved Fuldmaanetid;
Til Rendegarn I tage de fineste Traade,
Som Edderkoppen spinder, af Dugperler vaade;
Den Islæt, I fæste, mens Væverskytten gaaer,
Skal være de klare Stjerners blidtfunklende Haar;
Men rundtom hele Kjortlen forneden skal I væve
En Krands af lette Blomster, der kan i Luften svæve.
Nu skynder Jer til Arbeid, at Alt er fuldbragt
Før bleg den sidste Stjerne forlader sin Nattevagt!“

Og alle mine Tanker, de store med de smaa,
Begyndte som travle Svende Væven at slaae.
Snart fløi de ud og ind, snart de hantred og banked,
En foer med Væverskytten, en Anden Traaden fanked;
En Spindelvæven bandt om de rullende Spoler,
En maled røde Roser, en Anden blaae Fioler.
Der hørtes ingen Lys, ingen Stemmer at klinge,
Let fløi de gjennem Luft, som paa Flaggermuusvinge.
En Dreng med gule Lokker gav Agt paa de stille Giester,
Han kaldes Phantasien, og var deres Vævermester.