naar de blot holde Troen fast. Fors den helbredte saaledes i Sverrig 1851 En for Feber blot ved Haandspaalæggelse; det viste sig siden, at denne ogsaa var en Mormon (hvorved Begivenheden let forklares); men mange Bønder troede dog derpaa, og det blev fortalt paa Gader og Stræder, hvor Forsden prædikede. Øvrigheden forbød ham det og lod ham sætte fast; det var netop det, han ønskede. Han vilde spille Martyr for godt Kjøb; thi han vidste vel, at man ikke i vore Dage henretter Folk for deres Tros Skyld. Han sagde ganske ydmygt, at han jo maatte adlyde Gud meer end Menneskene og fandt sig i sin Skjebne; men aldrig saasnart var han bleven fri, før han paa Gadehjørnerne høit prisede Gud, fordi han var agtet værdig at lide for hans Navns Skyld. Det gjør altid Indtryk paa Mængden, hvis Medlidenhed let vækkes.' Tilsidst blev Forsden expederet over til Danmark. Allevegne, hvor de komme hen, udgives Blade og Aviser for at lokke Tilhængere; saaledes udkommer her i Landet Skandinaviens Stjerne, i Hamborg Zions Panier, og ikke saasnart mærke de Interesse for deres Sag, før de ere ved Haanden. Da Kongen af Preussen havde forlangt nogle Oplysninger om Sekten af sin Gesandt i America, indfandt sig strar i Høsten 1854 en formelig Deputation i Berlin for at omvende Kongen, eller søge hans Beskyttelse; men Politiet modtog dem paa Banegaarden og sendte dem ad den Vei, de vare komne. Maatte disse af de paalideligste Kilder øste Beretninger om Mormonismen dog aabne nogle af vore kjære Landsmænds Dine, saa have de opfyldt deres Hensigt! Det er Fremtiden, som skal vise os, hvorledes denne Sekts falske Lærdomme som al Løgn og Usandhed, ville falde sammen af sig selv; men Menneskevenner kunne ikke uden dyb Bedrøvelse betragte Menneskesjælens Forvildelser og tilraabe sig selv og Andre: „Vaager og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse Eders Modstander, Djævlen, gaaer om, som en brølende Løve, for at søge at opsluge Eder“. L. L. Dødsstraf for en Vife. En Cause célèbre" fra Slutningen af det 16de Aarhundrede. agen før Hellig Tre Kongers Dag Aar 1586 fandt der en uhørt Skandale Sted i den gode og fromme danske Stad Lund i Skaane. Hovedpersonen deri var en Geistlig, Mester Jacob Nielsen. Denne Mand havde tidligere været Sognepræst i Skurup under Lunds Bispestol, men for et Nidskrift, som han havde forfattet over Kong Frederik den Andens „Mand, Raad og Embedsmand" paa Hammerhuus, Henrik Brahe, Herre til Vidskøfle, var han først bleven suspenderet fra dette sit Kald og senere formedelst Brahes Indflydelse hos Kongen uden Videre affat. Efter denne Tid lader det til, som om Mester Jacob havde ført et temmelig eventyrligt og vagabonderende Liv, og vi finde ham ovennævnte Dag som Gjæst i Huset hos en vis Jørgen Guldsmed i Lund. Denne Jørgen Guldsmed var, i Forbigaaende sagt, en velbestaltet Raadmand sammesteds. Mester Jacob havde her, Helligdagen til ære, gjort sig lystig og glad „i al Høviskhed" fra Kl. 8 om Morgenen til 3 Eftermiddagen. Nærværende havde forøvrigt været tvende Skole-Degne, der havde spillet, den Ene paa Gige, den Anden paa Cither, og sunget muntre Viser, hvori Mester Jacob af fuldt Hjerte havde istemt. Iblandt disse Viser var der tilfældigviis, det hændes saa let at man er lidt uforsigtig, naar man er bleven ved med at „gjøre sig lystig“ fra Kl. 8 til 3! ogsaa et den Gang meget yndet Pasqvil imod den fungerende Superintendent eller Biskop i Lund, den „hæderlige og høilærde Mand“ Mester Niels Hvid, (Nicolaus Albinus.) Sagen forholdt sig nemlig saaledes, at den nævnte Prelat var kommen i Klammeri med Hensyn til en Gravsteen i Lunds Domkirke. Oprigtig talt, synes Biskoppen ikke at have været aldeles reen i denne besynderlige Historie, hvorover der forresten hviler et uigjennem= trængeligt Slør. Vist er, at Liigstenen over en Grav, der tilhørte Nogen af Herr Hack Ulfstand til Heckebergas Slægtninger, var bleven hemmelig flyttet bort fra sit Sted og anvendt i et aldeles fremmed Øiemed*). Man ansaae, og vel ikke ganske uden Grund, at dette ikke havde kunnet skee uden Biskoppens Vidende, og der var ogsaa i Anledning heraf op= staaet nogen,,Misforstaaelse" mellem Biskoppen og Herr Hack. Denne Misforstaaelse var rigtignok siden bleven bilagt ved Kong Frederiks egen Mægling, efterat Biskoppen havde undskyldt sig dermed at han ikke engang skulde været vidende om, at den Liigsteen, hvorom der var Tale, havde overhoved havt sin Plads over nogen Grav i Kirken, endsige over nogen, tilhørende den Ulfstandske Familie; men den almindelige Folkemening, der undertiden er saa ondskabsfuld, havde imidlertid mærket Biskoppen som Den, der skulde have ligefrem stjaalet Stenen og der= med gjort en god Handel, og en uforskammet Folkedigter havde derover gjort en Vise. *) Sagnet om denne Gravsteen har forresten voldet saavel danske, som svenske Lærde meget Hovedbrud, langt inden at de til Sagen hørende officielle Actstykker endelig ere blevne udgivne i „Danske Magazin" 3die Serie, 3die Binds 2det og 3die Hefte). Den svenske Historiker Fant har i en Disputats „de somniis futuros eventus præsagientibas" meddeelt et Document, der Aar 1704 skal være bleven fundet mellem gamle Papirer, efterladte af en Præft, der tidligere havde været Famulus hos Biskop Vinstrup; dette iøvrigt meget mistænkelige Actstykke opgiver, at den af Biskop Niels stjaalne Steen havde været en med ædelstene i Guldramme (!) indfattet Steentavle, paa hvilken der var ristet Spaadomme over svenske Konger; det tillægger, at samme Tavle oprindeligen havde været opbevaret i Kong Sverkers Grav, men var bleven optaget af Erik Seier, endelig var den kommen til Lund, m. v. (!!) Det var nu denne Vise, der iblandt Andet blev afsungen i Huset hos Jørgen Guldsmed Aftenen før Hellige Tre Konger. Den begyndte saaledes: „Her er lagt en Vise aff ny, Men Kragen gaell, Om Bispen udj Lund By, Hun soffver op under Liden.“ I det følgende af Nidskriftet fortælles, om hvorledes Biskoppen formedelst denne Heltedaad, (at have stjaalet Gravstenen), skulde have fortjent „Skjold og Hjelm“, i hans Familievaaben maatte der nu altsaa staae: " En stor høj Stage, derpaa it Hjull“, m. v. Stilen i dette Digt var, som man finder, ikke den fineste, den var - for Sandheden at sige tvertimod temmelig grovkornet. Nuvel, siden dette „Calads og Convent“ hos Jørgen Guldsmed var sluttet, begav Mester Jacob sig fra Lund til en Dannemand ætsteds i Nærheden udenfor Byen. Her indhentedes han dog allerede den følgende Morgen af begge Degnene fra Gaarsdagen, der fortalte ham, at der i Lund var gjort et voldsomt Spectakel i Anledning af hvad der var foregaaet hos Raadmanden; Biskoppen selv havde taget et forfærdeligt Anstød deraf, han havde efter Gudstjenesten holdt en særskilt, stræng Formaning for Raadmanden, Degnene havde for deres Vedkommende faaet en alvorlig Næse af „Skolemesteren“. De ønskede derfor, at Mester Jacob maatte tage med dem tilbage til Lund for at undskylde dem hos den strænge Skolemester og iøvrigt see at stille Sagen tilrette. Præsten gjorde, som de forlangte. Hvad der nu nærmest fulgte, er ikke bekjendt, men derimod veed Historien meget nøiagtig at berette, at Mester Jacob den følgende Søndag gjentog Scandalen og endog i langt høiere Grad, end den nævnte Aften. Han begav sig nemlig da først ved Middagstid til Biskoppens Gaard og vilde der, „fnysende og brusende“, have Mester Niels Hvid i Tale. Biskoppens Folk gave den Besked, at der var Gjæster i Huset, og at deres Herre altsaa var for Dieblikket forhindret i at modtage ham. Præsten blev da vred og udbrød i haarde Ord, sigende: „Faae ham Pokker! dersom han ikke havde stjaalet den Steen, som han stjal, var der ingen Vise bleven gjort om ham!" Samme Dags Aften kom Præsten tilligemed nogle Staldbrødre atter tilbage til Bispegaarden. Man spurgte dem indenfra, hvad der var paa Færde. "Have I ikke Tydsk-l at sælge!" raabte Mester Jacob. "I maa dog vide, at her ikke er nogen Ølstue!" blev Svaret. Præsten blev da stormende og gal i Hovedet, og han begyndte da høimælet at synge „Bispens Vise", med Skoggerlatter og Støi. Ikke saaledes!" streg Mester Jacob, „saadan er det: „Hei, Hej!" skal I synge:". ,,Herr Peder med den store Mund Han drog paa Stenen udhi Lund!" Og saa faldt hele Selskabet ind af fuld Hals. Siden de en Stund havde moret dem usigeligt med denne Sere= nade, begyndte der en anden Leeg, nemlig med Stænger og Spyd at nedpille Teglstenene over Porten. Nogle af disse Stene bleve saa kastede |